Nu blev det ikke til noget med en VS-regering i denne omgang, men det ændrer jo ikke ved, at den 'naturlige' løsning ville være en VS-regering, hvis regeringsdannelse altså udelukkende var et spørgsmål om på rationel vis at tælle til mindst 90 mandater bag et fælles, politisk værdigrundlag. Begge partier adskiller sig nemlig fra alle de andre derved, at de som store folkelige partier i højere grad ser sig nødsaget til at repræsentere stort set hele den pt. tænkelige palet af værdimæssige ben, når de formulerer sig politisk. De skal således repræsentere både: Den kreative klasse (eksempelvis repræsenteret ved det tidligere Nationale Kompetenceråd under ugebrevet Mandag Morgen, de radikale og Ny Alliance) med dens ønske om store 'ydelser' (eksempelvis topskattelettelser og kreative læringsmiljøer) til denne klasses selv-realiseringsprojekt. Fokus på den legende kreativitet som afgørende produktivkraft i den globaliserede verden. Tryghed og sammenhængs-kraft er her lig global konkurrencekraft, der skabes via konstant, lystfyldt leg og læring i multi-kulti-regi, førende til udvikling, innovation og entrepreneurship. Her skal ikke nødvendigvis arbejdes mere, men smartere.
Benhårdt
Dansk Industri, Globaliserings- og Innovationsrådet og den afgående VK-regerings mere hardcore stillen krav om noget-for-noget, evalueringer, dokumentation, faglighed/viden, etc. Tryghed og sammenhængs-kraft refererer også her til global konkurrencekraft, men nu skabes den via forpligtethed, effektivitet, dynamik og flid til landets bedste. Nok kreativitet, men snarere som benhårdt, mål- og testbart pensum end som leg. Det små-pietistiske hovedbudskab er: Tag dig sammen og bliv et par timer/år mere på arbejdet for konkurrenceevnen og velfærdssamfundets skyld.
DF's kolonihave-agtige, kulturalistiske danskheds-forestillinger tæt kombineret med forsvaret af 'den lille mands' selvrespekt (og økonomi). Vores allesammens (nu ikke mere tavse, men trofaste) hjemmehjælper som paradigmatisk symbol på det gode samfunds 'uden-hvilket-ikke'. Tryghed og sammenhængskraft er her lig stilstand, overskuelighed, en særlig dansk tillid grundende sig på en national enheds-kultur, nære landsby-agtige relationer, etc.
En humlebis genialitet
To påstande skal her fremføres: For det første er der pt. ikke andre identificerbare værdi-orienteringer på den politiske markedsplads. For det andet føler ingen af de andre politiske partier sig i samme grad som V og S forpligtet på at repræsentere og integrere alle de tre værdimæssige dagsordner. Snarere foretrækker de andre partier at optræde med én eller højest to af disse positioner/strategier. Og for en intuitiv betragtning ville man også kunne hævde, at det mindst kræver en humlebis genialitet at få bukserne til realpolitisk at kunne skræve over tre så modstridende grundopfattelser af de samfundsmæssige udfordringer og tilhørende løsningsmodeller. Derfor er V og S også fælles om at have de største vanskeligheder af alle partier i forhold til at formulere et klart og entydigt politisk projekt. Aktuelle symptomer er Foghs problemer med at formulere en ny kontrakt med vælgerne og Socialdemokraternes problemer med at fastholde forsøget på at overtage Foghs kontraktpolitik med deres 29 velfærdskrav (strategi 2: noget-for-noget). Og hvorfor det? Jo, fordi en insisteren på disse krav ville have kollideret med en samtidig nødvendig insisteren på en give bl.a. hjemmehjælperne mulighed for at bruge deres dømmekraft (strategi 1) i stedet for at skulle handle efter den kritiserede stregkode-orienterede hjemmehjælper-praksis (strategi 2). Og samtidig kan S f.eks. ikke entydigt tilslutte sig kravet om topskattens bortfald (strategi 1 & 2), da den 'lille' mand (f.eks. hjemmehjælperen) også skal tilgodeses, både økonomisk via mere i løn og identitetsmæssigt via respekt (strategi 3).
Skæbnefællesskab
Vi har altså en situation, hvor V og S' politik må blive reaktiv og fokusere på løbende balance-justeringer mellem de nævnte strategier snarere end systematisk at promovere én af de mulige strategier. Her kan V og S selvfølgelig differentiere sig gennem de specifikke måder, de aktuelt vælger at balancere de værdimæssige indsatser, men påstanden er, at når de to partiers konkrete udmeldinger ofte ser ret forskellige ud, skyldes det primært taktiske overvejelser om ikke at ligne modparten for meget.
Bum-bum-holdninger
Positivt formuleret kunne man sige, at de to store partiers (ubevidste) 'indsigt' består i, at de ved, at omkostningerne ved proaktivt og determineret at forfølge én af strategierne er for store eller i det mindste for uforudsigelige og risikable til, at det er værd at satse på. Ikke kun i forhold til at please vælgerflertallet, men også mere substantielt, hvad angår indholdet af potentielle reformer. V og S deler derfor et 'tragisk' skæbnefællesskab, der medfører, at de heller ikke inden næste valg kan formulere et klassisk ideologisk og sammenhængende, politisk projekt.
Hermed ikke sagt, at de på et eller andet tidspunkt skal eller vil slå sig sammen i en regeringsdannelse - taktiske forhold vil formentlig forhindre det - men bare, at de to partier på et dybere, værdimæssigt plan kæmper med identiske ambivalenser. Modsat eksempelvis de radikale, der som genuint klasseparti specielt under Marianne Jelved, hvor Richard Floridas bog om den kreative klasse var pligtlæsning for folketingsgruppen, meget nemmere kunne formulere noget, der lignede en sammenhængende, ideologisk politik. De havde jo set lyset sammen med Florida, et lys, der fortalte dem, at hvad, der er godt for den kreative klasse, er godt for samfundet i sin helhed. Det er vel mere end noget andet dét, der kendetegner et klasseparti, at den udvalgte klasses realisering af sig selv som klasse er identisk med realiseringen af det gode samfund.
Man må derfor i dag sige, at det ikke er de radikale, der har førsteretten til 'tja-bum-bum-holdningerne' - det er langt snarere V og S, der er ramt af det (post)modernes kompleksitet/ambivalens og derfor også presses tilbage i mere ydmyge positioner. Ikke ydmyghed på det personlige plan, for her har specielt Helle Thorning ført sig frem med en stigende og imponerende selvsikkerhed trods det vælgermæssige svigt - grænsende til udelt selvglæde i den sidste fase af valgkampen. Men hvis man lytter efter, grunder denne selvglæde sig primært i en tilfredshed med egen præstation på kampagne-niveauet, ikke en egentlig glæde over endelig at have defineret et ideologisk sammenhængende, politisk projekt.
Ambivalens
Nu har jeg aldrig stemt på hverken V eller S og har derfor heller ikke det store behov for på spindoktor-agtig vis at fortælle partierne, hvad de så skal gøre ved denne 'tragedie'. Og måske skal de slet ikke gøre noget, for det interessante er jo, at partierne reelt trækker mere end halvparten af alle vælgerne til sig. Og hermed er jo også antydet, at det ikke kun er V og S, der er ramt af den postmoderne ambivalens, det er såmænd også hovedparten af vælgerne.
V og S behøver måske derfor ikke ændre så meget, bortset fra på det kommunikative plan: Kunne det eksempelvis ikke være sjovt at se, hvad der ville ske, hvis partierne i lidt højere grad kommunikativt forsøgte at gøre ambivalensen til deres styrke i stedet for hele tiden at forsøge at skærme af for dens symptomer (for eksempel bortforklaringer af diverse kovendinger). Man kunne jo gøre en dyd ud af, at politik i et meget komplekst samfund ikke meningsfuldt kan/bør/skal udøves efter mere ideologiske, ensidige skabeloner?
Jeg tvivler dog på, at V og S ville turde kaste sig ud i et sådant projekt, da de formentlig ville frygte at havne i det klassiske radikale venstres gamle position som åbenlyst tja-bum-bum-parti. Så måske er moralen, at V og S de facto bekender sig til tja-bum-bum-politikken, men at det for enhver pris gælder om ikke at sige det højt?
Henrik Nitschke er konsulent hos Learning Lab Denmark under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
