Alt det vås om enighed

Det er noget vrøvl, når det hævdes, at der i virkeligheden ikke er betydningsfulde modsætninger mellem de to stridende flertal i dansk politik.

Man har påstået - også her i bladet - at selv en aggressiv konfrontation som den forleden i tv mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen - ham med den kreative bogføring - ikke kunne skjule, at der i det store og hele ingen forskelle mellem dem er, og at de to i bund og grund ønsker det samme og det med stort set de samme midler.

Denne påstand, der kan være meget god, når det drejer sig om generelle forsikringer om ventetidsgarantier på sygehusene, men allerede går skævt ved diskussionen om finansiering af almennyttige boliger eller om mere dybtgående miljøforanstaltninger, ser fuldstændigt bort fra i virkeligheden ret tydelige ideologiske, kulturelle og mentale grundforskelle.

Den korporative stat

Bag den overfladiske påstand om samdrægtighed fjæler sig begejstringen for noget, der ved nøjere eftertanke ligner den korporative stat, som i øvrigt også er set omtalt med ømhed på det senere. Med andre ord for korporativ: Det samvirkende samfund, hvor alle førhen så modstridende interesser - som Schlüter yndede at sige, uden at man af den grund kunne beskylde ham for at være særlig korporativ - frigjort fra staten, men med staten som overordnet kontraktgiver trækker på samme hammel. En hvilken som helst magtudøver, der sidder mere eller mindre solidt på flæsket, har selvsagt sin velforståede interesse i at pege på samdrægtigheden i befolkningen frem for kævl og strid, men dette er ikke ensbetydende med, at bestræbelserne på samvirke er korporative.

Forestillingen om det rationelt styrede fællesfodslagssamfund, i hvilket de store stridsspørgsmål og adskillende modsætninger - takket være den mystiske nationale sammenhængskraft - er smurt jævnt ud til ingenting, hylder dybest set den statsideologi, som de italienske fascister i sin tid virkeliggjorde - eller forsøgte at virkeliggøre - hvori nationen og nationens sammenhængskraft etableret af de håndfaste symbol-ladede nationale værdier stod over alle andre interesser og ikke mindst hævdede de politiske uoverensstemmelsers endegyldige ophør.

Folk, der så lidt anderledes på de dele, blev enten myrdet, smidt i fængsel eller sendt med enkeltbillet i indenrigsk forvisning. Om sidstnævnte foranstaltning kan man læse i Carlo Levis betydelige roman fra 1945 Kristus standsede i Eboli.

Eboli var dæknavn for bjerglandsbyen Aliano, hvor Levi selv levede i tvangseksil, et af de gudsforladte udsteder midt ude i de utilgængelige og vilde syditalienske bjerge bestående af en håbløs klynge huse omkring et lille fattigt bytorv med fascistisk borgmester på det stedlige rådhus. Steder, hvortil regimet med særlig forkærlighed sendte sine intellektuelle modstandere - så langt fra de store byer og de forvistes vante omgivelser som muligt.

Det sande og rigtige folk

I straffen lå ydermere en syg idé om den intellektuelles genopdragelse i og af folket. Den endnu mere syge forestilling bag dette var den siden ofte formulerede: At de uudannede simple jævne mennesker af landet, Blut und Boden, var at opfatte som det egentlige folk, det grundlæggende, det sande i nationen, mens de oplyste og belæste, de politisk nuancerede, de kritiske og skeptiske, de tvivlende og søgende, udgjorde truslen mod sammenhængskraft og nationalværdierne.

Som sidste tråd i dette tankespinds fortalere fremhæves som regel den intellektuelles, det vil sige den elitæres forbrydelse og skyld over for det jævne, men altså sande og rigtige folk.

Forbrydelsen bestod - og består - i at sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne forestillinger, moralske holdninger og fordomme. Folket, det jævne og troskyldige, er blevet offer for en sammensværgelse, der anfægter retten til at mene det banale, og må derfor beskyttes mod disse snedige sammensværgende, undergravende kræfter.

Ekstrem venstrefløj eller højrefløj - såfremt disse ellers modstridende kræfter er tilstrækkeligt rabiate - kan pudsigt nok finde hinanden i denne offergørelsesteori - om end altså med modsat fortegn. Eller tilsyneladende modsat.

Vejen fra Venstresocialisternes yderfløj dengang til Venstre nu med hjertelig støtte i det ekstremt nationalistiske Dansk Folkeparti er som bekendt ikke så forfærdelig lang. Uden at nævne navne, blink, blink!

Det offergjorte folk

Denne holdning, hvor en såkaldt elite stigmatiseres, kan udarte til, at det opfattes som fordømmelsesværdigt, såfremt modstanderne anvender deres simple demokratiske ret og siger fra over for det påståede eller reelle flertal og 'folkets' udskejelser.

Et regulært fremmedhad, en slet skjult racisme eller slet og ret national chauvinisme med gængse fordomme og fjendebilleder i front ophøjes med salvelsesfulde miner til legitim udtryksform, eftersom 'folket' jo er blevet forrådt af de højrøvede, de elitære, der for eksempel ikke selv kunne drømme om at bo i nærheden af fremmede og derfor ikke ved, hvordan ged og hvidløg lugter i trappeopgangen, og hvor skoen trykker. Boede de derimod blandt det offergjorte folk, var det en anden sag; så ville de kunne udtale sig med mere vægt, men ville så til gengæld mene det modsatte af, hvad de giver udtryk for!

Den yderste konsekvens af sådanne synspunkter er ophøret af den demokratiske debat. Den kritiker, der ikke nødvendigvis deler levevis med dem, han føler sig i modsætning til, fratages den moralske ret til at bekæmpe deres holdninger og isoleres, såfremt magten bag populisterne er stærk nok. Hvilket igen tilnærmer sig forestillingen om det modsætningsløse samfund, hvor modsætninger jo kun er modsætninger på skrømt opfundet af en hjerneforstyrret, magtsyg elite, der ikke kan tåle at blive overset, men kun er ude på at undergrave.

I dette vrangbillede af verden er det kun kværulanterne i den intellektuelle overklasse, eliten, der bestandigt lægger vægt på uenigheden. De modvirker i deres ufolkelige kværulanteri værdierne, som er fællesskabets symboler, og truer sammenhængskraften, som er selve nationen, og er derfor også en trussel mod fædrelandet. Det næste er vel, at de spytter på flaget eller bliver siddende, når livgarden spiller "Kong Christian".

Modsætningen er klar

Til venstre for højre hersker traditionelt ikke den samme håndfasthed med hensyn til helligholdelsen af disse såkaldte værdier og sammenhængskraften.

Hvad man kan bebrejde Socialdemokraterne også i denne kampagne, er, at de formulerer modstanden mod dette blæver alt for svagt. Man kan også sige, at oppositionen i denne kampagne atter engang har nedtonet den kulturkamp, Brian Mikkelsen og højrefløjen - uden at der har været anden kamp end flertallets monopolisering af de kulturelle magtmidler - endnu ikke har vundet og heller ikke kan vinde. Det er for eksempel lykkedes at smadre Danmarks Radio, men det er næppe nogen sejr, da der ikke er talent til at etablere noget alternativ.

Hvorfor har oppositionen ikke grebet fat her og holdt regering og flertal ansvarlig på denne horrible forvaltning af den kulturelle arv?

Modsætningen er også her klar. En regering af Socialdemokrater og Radikale støttet af Enhedslisten og SF ville ikke have præsteret en sådan barbarisk fallit. Hvorfor siger disse politikere ikke noget om den sag, når vi ved, at de også her adskiller sig markant fra VKO? For det gør de da! Gør de ikke?