I Burma sidder Aung San Suu Kyi i husarrest, i Pakistan kæmper Benazir Bhutto med hele magtapparatet mod sig. I Danmark har vi demokrati og endda love, der på visse områder sikrer ligestilling. For første gang i historien havde vi en kvindelig statsministerkandidat. Kvinderne skulle ikke ud i gaderne og kæmpe for at blive hørt med fare for at blive arresteret eller blive slået ihjel.
Men danske kvinder gider ikke.
Det hele ligger ellers klart. Man skal bare bevæge sig hen til sit afstemningsted og sætte sit kryds - der er ingen vagter fra fremmede lande, der skal sikre at det går rigtigt til, der er ingen vejsidebomber eller fundamentalistiske herrer, der vil stikke en ned.
I sommer var der en velbesøgt kvindekonference i Helsingør, hvor mere end 300 kvinder applauderende og stående viste, at Helle Thorning-Schmidt og Tine Aurvig Huggenberger var de kvinder, der skule være hhv. statsminister og LO formand.
Vores ene gæstetaler, generalsekretær fra landsorganisationen Gefont i Nepal, glædede sig over, hvilke stærke mennesker, kvinderne i Danmark kunne få som ledere. Hun viste os med uhyggelige power point slides, hvordan mænd og kvinder i hendes land med store dødstab havde kæmpet sig frem til indflydelse.
Hun var overbevist om, at ovennævnte to kvinder i Danmark ville blive valgt til disse poster. De skulle jo ikke kæmpe for det med livet som indsats, den demokratiske mulighed lå lige for. Kvinder havde jo endda fået valgret for næsten 100 år siden.
I Tyskland, Chile og Argentina er det lykkedes, men sådan skulle det ikke gå i Danmark. Kvinderne formåede det ikke. Dette må jeg beskæmmet maile til min veninde i Katmandu.
En yngre innovativ kvinde, der endda var genvalgt næstformand i LO gennem 10 år blev fravalgt til fordel for en mand ved LO kongressen. En yngre kvinde, en stor politisk begavelse, blev fravalgt til fordel for en mand ved folketingsvalget.
Jeg taler overhovedet ikke om forskellen i politik, om hvilket Danmark man ønsker. Mit spørgsmål er: Hvad er det, der sker, når kvinderne kun tør vælge et jakkesæt i 50'erne som deres leder ? Er der noget særligt ved de to mænd, født i Jylland med tre måneders mellemrum.
Kære alle
Det er helt utroligt at kvinder ikke fatter, at de bliver nødt til at kvinde sig op og blive bedømt på deres faglige resultater og det de opnår f.eks. som næstformand i LO, hvis de f.eks. vil være formand for LO. I går på valgnatten den 13. november 2007, så jeg Tine Auvig-Huggenberger stå og udlægge teksten omkring valgets gangf på DR2. Og jeg glædede mig faktisk, men det hun sagde var almindeligheder, ganske alm. politiker-spin, og overflade-snak om diverse ting og sager. Jeg mener således ikke Tine-Aurvig Huggenberger er 'en stor politisk begavelse'. Det et Helle Thorning derimod.
Kvinder må altså til at vænne sig til at vælgerne har vænnet sig til at stemme på en kvinde, og at en kvinde f.eks. godt kan være justitsminister. [Hvis man i 1977, da jeg en 13-14 år havde sagt at om mindre end 30 år ville vi have en kvindelig justitsminister, ja da ville folk have grinet højt og meget længe].
Må jeg desuden erindre om at Tine Aurvig Huggenberger er 44 år, mens Harald Børsting er 55 (eller deromkring). Jeg er jævnaldrende med Tine Aurvig Huggenberger, så jeg tror da også jeg vil begynde at omtale mig selv som en 'yngre mand'.
Harald Børsting har altså de rette kvalifikationer og kompetencer til at være inde i sagerne og svare på spørgsmålene med en stille, indre, nordvestjysk lune. Det så man(d) jo tydeligt, da han var inde i DR1's Profilen. Her var han ekstrem skarp og svarede konkret på, hvad han ville gøre ved medlems-flugten fra LO, bl.a. ville han sørge for at LO kom mere ud til medlemmerne, var mere tilstede på arbejdspladserne og lytte mere til medlemmerne. Kontraster dette med Tine's visioner om centralisering a la DKP og det gamle Sovjetunionen. Måske ville folk simpelthen ikke dette, og syntes mere om Harald Børstings politik end Tine's mere eller eller mindre luftige visioner. Jeg er glad for, at det blev Harald Børsting, der vandt formandsvalget i LO - han har den nødvendige erfaring fra praktisk realistisk politik... - og jeg vil altså ikke kalde Harald Børsting et jakkesæt. Om ikke andet, så er det en hån med en arbejderknægt fra Struer (eller Skive).
Hvis man kigger på stemmetallene, ja så ser det faktisk ud til at kvinderne foretrækker Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Og det gør jeg altså også, selvom jeg er en mand. Jeg mener faktisk at Helle T-S er lige så kvalificeret til at lede landet som Anders Fogh er det. Og det var der sikkert også mange andre der gjorde. Lad os nu antage at det f.eks. var Eva Kjer Hansen, der stod i spidsen for Venstre, DK's Liberale Parti, og Henrik Sass-Larsen, der stod i spidsen for Socialdemokraterne. Gad vide om feministerne så også ville opfordre til at stemme på Eva Kjer Hansen og Venstre ? Jeg tror det næppe --- men kan selvfølgelig ikke vide det...
Må jeg erindre om at Angela Merkel ikke blev Forbundskansler fordi hun var kvinde, men pga. at hun er tysk Kristendemokrat (fra CDU), og således står inde for dette parti's politik, og gik til valg på dette. Og at hun blev Forbunds-kansler, fordi CDU blev en anelse større end SPD ved valget i Tyskland i 2006 (tror jeg det var?) Det er korrekt, at i Chile og Argentina - og Elfenbens-kysten - er det lykkedes kvinder at komme til tops. Men i alle tre lande er der altså tale om Præsidentposter, (så vidt jeg da ved), som ikke giver den store indflydelse.
Danske kvinder gider skam godt :) Når mere end 86% af en befolkning stemmer ved et valg, tyder det på, at vi kan noget med demokrati i Danmark.
Nu kan man(d) jo ikke tage efter hvad 300 mere eller mindre tilfældige mennesker mener om et emne, hvad enten disse mennesker er kvinder eller mænd, så alvorligt igen, at man(d) tror, at bare fordi de her 300 mennesker bestemmer, at sådan skal det være, ja så bliver det også sådan.
Mht. om mænd kan tåle at en kvinde bestememer. Tjah - jeg har ingen problemer med det. Sofie Hæstorp Andersen fra Soc.Dem. mente dog at kunne spotte enkelte mænd (eller indtil flere mænd) der ikke mente, at en kvinde skulle bestemme over mændene, men jeg tvivler oprigtigt på, at den holdning har kunnet flyttet der der svarer til til ½-1½ mandat eller der-omkring, hvis det endda har flyttet så mange stemmer.
Jeg har ingen problemer med kvindelige ledere overhovedet, sålænge de er ligeså kompetente og kvalificerede som mændene er det. Tine Aurvig var det ikke - Helle Thorning er det...
Jeg synes da også det er ærgerligt at vi ikke fik en kvindelig statsminister. Jeg tror at hvis hun/partiet havde turdet byde ind i valgkampen med lidt mere gods og lidt før, så var det nok også sket. Og så er der da helt sikkert en skepsis over for at en yngre kvinde betros Rigets nøgler.
(Jo, jeg har hørt mange hviske det i krogene, de tør bare ikke sige det højt).
Jeg synes også at argumentet med at mænd og kvinder skal have lige kvalifikationer er rigtigt. Men der er stadig et "men": Kvindelige ledere er generelt ofte meget synlige fordi de (endnu) er en forholdsvis sjælden foreteelse. Derfor lægges der også mærke til de mindste fejltrin hos kvinderne, så kravene til kvindelige ledere er ganske enkelt højere end til mænd på samme niveau.
Ikke fordi jeg vil forsvare middelmådighed specielt, men da det åbenbart er alment accepteret, at mandlige ledere sagtens kan være middelmådige, så hvorfor ikke slække kravene tilsvarende til kvinderne? Så vi også kan få lov at være ganske almindeligt dygtige(middelmådige) og ikke skulle være teflonbelagte superkvinder.
Kære Tanja Cederholm
Hvad er det dog for en pinlig offerretorik du kører frem med!
Jeg stemmer som kvinde og vælger i et demokrati selvfølgelig på den kandidat eller det parti som jeg er mest enig med - jeg er fuldstændig ligeglad med om det er en mand eller kvinde - heldigvis!
Mvh. Frigg
Til Karsten Aaen;
Bortset fra at jeg langt hen ad vejen er enig i hvad du skriver må jeg dog protestere mod dette: "Hvis man i 1977, da jeg en 13-14 år havde sagt at om mindre end 30 år ville vi have en kvindelig justitsminister, ja da ville folk have grinet højt og meget længe".
Allerede i perioden 1950-53 havde DK en kvindelig justitsminister (Helga Pedersen, Venstre), så man skal nok tilbage til førkrigstiden, for at nogen ville le ad det.
Det er en underlig nedvurdering af kvinder når man finder det naturligt at de skulle stemme efter køn. Som om kvinder ikke havde politiske holdninger.
Det ville da være temmeligt useriøst hvis man var socialist når der var en kvindelig leder af Socialdemokratiet og liberalist når der var en kvindelig leder af Venstre.
For mit eget vedkommende er jeg fuldstændig ligeglad med køn, og sådan fornemmer jeg at det er for alle mennesker som jeg omgås i det daglige.
Endelig vil jeg da gerne henlede opmærksomheden på Pia Kærsgårds magtfulde position i dansk politik og sige at kvinder ikke er udelukket fra magtens cirkler.
Min erfaring er faktisk at kvinder er langt bedre ledere end mænd. Og jeg har faktisk haft min del af middelmådige mandlige ledere.
Og så vidste jeg faktisk ikke, at vi havde haft en kvindelig justitsminister før. Pointen var sådan set at fortælle at i dag har kvinder mange muligheder for at blive valgt til politik . hvis de selv vil. Det er nu ikke vælgerne eller politikerne, men medierne, der ikke kan lade være med at fokusere på kønnet.
Det seneste eksempel er her:
http://www.berlingske.dk/article/20071114/valg/111141341/
Læg især mærke til det her. (om Lene Espersen som mulig udenrigs-minister) "Lene Espersen, som på den anden side kan få et praktisk problem med den megen rejseaktivitet som småbørnsmor." Øh, har børnene ikke en far?? eller ??
Med mit eksempel med den kvindelige justitsminister ville jeg blot vise, at kvinder i dag også kan være ministre for traditionelt maskuline områder som
lov, orden & ret, og vi har da vist også haft en kvindelig økonomi-minister for nylig.
Ida Aiken og Johanne Schmidt-Nielsen er yngre kvinder. Det er en kvinde på ca. 40 år altså ikke, men Helle T-S er sevfølgelig yngre end Anders Fogh. Jeg går da stærkt ud fra at kvinder stemmer ud fra deres politiske holdninger, ikke ud fra om de vil se en kvinde på posten som statsminister for riget.
Hmmm.... Jamen lad mig da vove et vildt gæt:
Danske kvinder er ikke dumme. De vælger den bedste kandidat, imodsætning til udelukkende at skele til kandidatens køn.
Og i begge tilfælde blev Helle Thorning og Tine Aurvig vejet og fundet for lette.
Køn er ikke en kvalifikation i sig selv. Det er Tanja Cederholm vel forhåbentlig enig i. Eller hvad?
I forlængelse af mit indlæg, har jeg da iøvrigt et spørgsmål.
Benazir Bhutto er gennemkorrupt, og er ikke en fri og uafhængig kandidat, men står i spidsen af hele den gennemkorrupte Bhutto-klan.
Mener Tanja Cederholm, at køn er en vigtigere kvalifikation end ærlighed og redelighed? Er det meningen, at kvinder skal se igennem med korruption og svindel, sålænge den bliver udført af en kvinde, og ikke af en mand?
For det står at læse imellem linjerne, når eksemplet Bhutto bliver hevet frem allerede i indledningen. Hvis det er meningen, så har kønskampen da sandelig sejret sig selv ihjel i Danmark.
Karsten Aaen har vist brug for at få sig nogle bedre mandlige ledere. At kvinder generelt skulle være bedre ledere end mænd, er selvfølgelig noget vrøvl.
"Lene Espersen, som på den anden side kan få et praktisk problem med den megen rejseaktivitet som småbørnsmor." Øh, har børnene ikke en far?? eller ??"
Her glemmer du vist, Karsten at der er tale om små børn.
Uanset hvor gode hensigter vi har, og uanset hvor ligestillede vi bliver, så er det moderen, som små børn har mest brug for i de allertidligste år.
Det er ikke sexistisk, eller diskriminerende. Det er fakta.
Men selvfølgelig kan far da tage over, når de bliver lidt ældre.
Jeg fortalte blot om mine erfaringer -- og de er altså at kvinder generelt er bedre ledere end mænd. Mange mænd der er dybt ukvalificerede og inkompetente bliver altså udnævnt til ledere - sådan ca. udelukkende fordi de er mænd. Når det er sagt, findes der også fremragende mandlige ledere.
Mht. Lene Espersen og hendes små børn er det lige præcis den holdning om at små børn mest har brug for deres mor vil skal have gjort op med. Far er lige nøjagtig ligeså god som mor - også til de helt små børn.
Det var sjovt... Jeg kunne eller sværge på, at så godt som alle inden for børnepsykologien er enige om, at den tætte kontakt til moderen er det vigtigste i et barns første leveår. I nogle tilfælde endda helt op til to-tre års alderen...
Med lidt samarbejde fra moren kan også papa amme, og når det kapitel er overstået skulle der vist ikke være meget forskel tilbage. Et spædbarn er ligeglad med køn, det vil have mad, søvn, tryghed, kærlighed og en ren ble.
Du har ret Karsten Aaen, er også dødtræt af at høre om 'familie-spørgsmål' til kvinderne og 'karriere-spørgsmål' til mændene.
Kvnder er ikke bedre end mænd.
En stor italiens undersøgelse om kvindelige ledere viste, hvad mænd først og fremmest tænker på, når de for første gang får en kvindelig leder. Jeg ved ikke om undersøgelsen var anonym. Svaret var: Røv og patter. Sådan.
Hvis mændene skal focusere på de atrybutter, kan de naturligvis ikke koncentrere sig om arbejdet.
Jeg ved ikke. om det også gælder Folketinget.
Viktor S, du skriver: "Her glemmer du vist, Karsten at der er tale om små børn.
Uanset hvor gode hensigter vi har, og uanset hvor ligestillede vi bliver, så er det moderen, som små børn har mest brug for i de allertidligste år."
Så længe mor ammer barnet, er jeg enig. Går din kommentar videre end det?
V.h. Ole
- der sidste gang overtog barselsorloven da barnet var 8 måneder, og næste gang vil gøre det tidligere