Venstres vision for velfærd er virkelighed - i Storbritannien

Venstre og regeringen har gjort meget for at overbevise de danske vælgere om, at regeringen ikke ønsker at forringe velfærden i Danmark. Men velfærdsstaten trænger til fornyelse, og det skal bl.a. ske ved at inddrage det private i løsningen af nogle af velfærdsopgaverne og ved at øge borgernes frie valgmuligheder.

Tankegangen bag denne fornyelsesstrategi er den enkle, at markedsmekanismen straffer den, der ikke arbejder effektivt.

Hospitaler og skoler, som skal konkurrere om patienter og elever, er mere effektive end de, som bare får en pose penge fra det offentlige, og et togfirma, som skal konkurrere om at få lov at køre tog på en bestemt strækning, må effektivisere for at vinde opgaven.

I teorien kan vi altså få en billigere og bedre velfærdsstat ved at bruge principper fra den private sektor - enten ved at overlade opgaverne til det private eller ved at introducere markedsmekanismer i det offentlige.

Der er imidlertid ikke nogen grund til, at diskussionen skal forblive teoretisk. Der er nemlig ikke noget nyt i den fornyelse af velfærdsstaten, regeringen sammen med Dansk Folkeparti er ved at indføre. I Storbritannien begyndte et omfattende eksperiment med privatiseringer og udliciteringer efter Thatchers valgsejr i 1979, og det er ikke grundlæggende blevet ændret af New Labour, efter de generobrede magten. 3F har derfor undersøgt, hvad forskningen siger om de britiske erfaringer.

Virkeligheden har været utilbøjelig til at rette sig efter teorien i Storbritannien. For jernbanernes vedkommende er antallet af rejsende ganske vist steget efter mange år med faldende passagertal. Men kun 80 procent af de britiske tog kører til tiden, hvilket er 10 procent færre end i statsmonopolets dage, og staten betaler i dag væsentligt mere til de nu private selskaber, end den betalte til det offentligt ejede British Rail. Alligevel er der de samme problemer med sporvedligeholdelse, som vi kender i Danmark.

Det britiske vand er også blevet privatiseret. Det har givet dyrere vand og problemer med vedligeholdelse af kloakkerne. I Danmark har man opgivet en privatisering lige nu, men regeringen har netop gennemført lovgivning om selskabsdannelse i vandsektoren, så den er klar til privatisering senere.

Skoler og hospitaler har man beholdt i offentligt regi. I stedet har man introduceret markedsprincipper i forvaltningen af disse. Frit valg og overgang til selveje for de enkelte hospitaler og skoler skulle føre til dannelsen af en slags 'offentligt marked' og dermed bedre udnyttelse af ressourcerne. Samtidig skulle det gavne de svage børn, fordi det skulle skabe større variation i udbuddet. Tilsvarende reformer er indført i de danske gymnasier.

Dyr administration

Det har vist sig vanskeligt at vurdere, om de enkelte enheder er blevet mere effektive af reformerne eller ej. Men forskningen peger entydigt på, at det samlede system er blevet dyrere, fordi administrationsomkostningerne er eksploderet som følge af reformerne. De administrative udgifter i den britiske hospitalssektor steg fra 5 til 12 procent af de samlede ressourcer, og antallet af sygeplejersker pr. administrativ medarbejder faldt fra 3,5 til 2,5 mellem 1981 og 1996.

Det er også svært at finde forskning, som støtter tesen om, at skolereformerne skulle gavne de svage elever. Tværtimod. Selv om frit valg øger forældrenes valgmulighed, er der ingen valgmulighed, når den gode og populære skole ikke længere har flere ledige pladser. De bedste elever kan vælge de bedste skoler - og omvendt - og de øvrige må tage, hvad der bliver tilbage.

Uligheden er desuden steget dramatisk på det britiske arbejdsmarked. Indtil de konservatives magtovertagelse steg lønningerne for alle grupper og mest for de lavest lønnede. Men efter Thatchers fornyelse har de lavtlønnede overhovedet ikke oplevet lønfremgang - i perioder var der tilmed tale om faldende realløn. I dag arbejder mellem 6 et halvt og 7 millioner briter for en timeløn under 70 kroner pr. time, og de fleste, som ikke arbejder deltid, har en længere arbejdsuge end deres kollegaer i det meste af det øvrige EU.

Årsagen til denne udvikling var en kombination af fagforeningsfjendsk lovgivning og privatisering og udlicitering af offentlige serviceopgaver. Fagbevægelsens ret til at lave strejker og forhandle overenskomster blev beskåret, og organisationsprocenten faldt fra halvdelen til en fjerdedel af arbejdsstyrken.

Samtidig gennemførte regeringen en lovgivning, der tvang de lokale myndigheder til at udlicitere uden hensyn til løn og arbejdsvilkår. Da udliciteringerne oftest foregik inden for sektorer, hvor det vigtigste konkurrence-parameter var lave lønomkostninger, kan det ikke overraske, at resultatet blev færre rettigheder for de ansatte, øget brug af midlertidige kontrakter og færre velfærdsgoder på arbejdspladserne. Det bliver ikke bedre af, at der ofres meget lidt på at opkvalificere den dårligst uddannede del af arbejdsstyrken. Resultatet er, at en stor del af den britiske økonomi i dag er præget af lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav produktivitet.

Meget af dette kan genkendes fra Danmark. I 2004 havde de danske erhvervsskoler et samlet underskud på 62,3 millioner kroner på erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser. Alligevel har undervisningsministeriet valgt ikke at efterregulere taksterne for erhvervsskolerne, som derfor har oplevet en takstnedsættelse på ca. fem procent. Som følge heraf har landets AMU-centre aflyst mere end 10.000 elevuger, ligesom man flere steder har fyret lærere.

Samtidig har Fogh-regeringen forsøgt at svække fagbevægelsen. Det har været nedtonet de sidste to år, hvor regeringen har gjort meget for at fremhæve den danske flexicurity-model i bl.a. EU. Men i Venstres valgmateriale "Færre regler, mere frihed, bedre kvalitet" kan man læse, at bl.a. overenskomster skal kunne sættes ud af kraft, hvis de er i vejen for fleksible løsninger i visse offentlige institutioner. Venstre vil "sikre, at overenskomster ikke medfører unødigt bureaukrati".

Krav om udlicitering

Fogh har også ladet sig inspirere af den britiske model for udlicitering af offentlige opgaver. Ligesom i Stor-britannien er der krav til kommunerne om at udlicitere, og man ønsker også at begrænse kommunernes ret til at tage hensyn til lønmodtagernes velfærd på arbejdet. Regeringens aftale med Kommunernes Landsforening har øget den mængde kommunale opgaver, som skal i udbud fra 20 til 25 procent. Og lige før valget blev udskrevet, fremsatte regeringen et lovforslag, der vil gøre det vanskeligt for kommunerne at kræve et anstændigt arbejdsmiljø ved udliciteringer. Samtidig vil loven stække kommuner og regioners mulighed for selv at byde på de opgaver, de er tvungne til at sende i udbud.

Det har vist sig at være svært at ændre situationen, når fornyelsen først er gennemført. New Labours tilbagevenden som regeringsparti i 1997 har ganske vist rettet op på de værste skader. Der er imidlertid ikke tale om en tilbagevenden til den gamle universalistiske tankegang med ordentlige løn- og arbejdsforhold og ensartede offentlig service for alle. Derfor lever næsten en fjededel af briterne stadig under EU's officielle fattigdomsgrænse.

Danmark har stadig en veludbygget velfærdsstat med relativt gode ydelser til langtidssyge og ledige og en offentlig sektor præget af høj kvalitet og ensartede ydelser for alle. De relativt dårlige erfaringer med privatiseringer og udliciteringer fra Storbritannien og andre steder har imidlertid ikke ført til en voldsom svækkelse af privatiseringslysten hos regeringen eller det borgerlige Danmark, og princippet om at pengene skal følge borgeren, som er velegnet til at fremme private løsninger, søges indført flere steder. Derfor er uligheden også stigende hos os, godt hjulpet på vej af sociale nedskæringer og skattestop.

De britiske erfaringer viser, at Danmark må opgive at følge denne dagsorden med dens frit-valg-model, privatiseringer, udliciteringer og sociale nedskæringer, hvis denne udvikling skal stoppes. De viser desværre også, at det er meget svært at vende tilbage, hvis man først har forladt velfærdsstatens principper om et solidarisk samfund, hvor sundhed, anstændige levevilkår og god skolegang reelt er noget, alle har lige adgang til. Derfor er valget i dag vigtigt - måske et af de vigtigste valg i nyere tid.

Lars Bohn er ekstern lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC.Ellen Lykkegård er formand for den Offentlige Gruppe i 3FDavid Gibson er forhandlings-sekretær i 3F's Offentlige Gruppe