Kronik

Venstres vision for velfærd er virkelighed - i Storbritannien

De britiske erfaringer viser, at Danmark må opgive at følge en dagsorden om frit valg, privatiseringer, udliciteringer og sociale nedskæringer, hvis udviklingen mod større ulighed skal stoppes. Erfaringerne viser desværre også, at det er meget svært at vende tilbage, hvis man først har forladt velfærdsstatens principper om et solidarisk samfund
Fogh-regeringen har på flere punkter ladet sig inspirere af Margaret Thatchers politik efter den konservative valgsejr i Storbritannien i 1979.

Fogh-regeringen har på flere punkter ladet sig inspirere af Margaret Thatchers politik efter den konservative valgsejr i Storbritannien i 1979.

Kirsty Wigglesworth

13. november 2007

Venstre og regeringen har gjort meget for at overbevise de danske vælgere om, at regeringen ikke ønsker at forringe velfærden i Danmark. Men velfærdsstaten trænger til fornyelse, og det skal bl.a. ske ved at inddrage det private i løsningen af nogle af velfærdsopgaverne og ved at øge borgernes frie valgmuligheder.

Tankegangen bag denne fornyelsesstrategi er den enkle, at markedsmekanismen straffer den, der ikke arbejder effektivt.

Hospitaler og skoler, som skal konkurrere om patienter og elever, er mere effektive end de, som bare får en pose penge fra det offentlige, og et togfirma, som skal konkurrere om at få lov at køre tog på en bestemt strækning, må effektivisere for at vinde opgaven.

I teorien kan vi altså få en billigere og bedre velfærdsstat ved at bruge principper fra den private sektor - enten ved at overlade opgaverne til det private eller ved at introducere markedsmekanismer i det offentlige.

Der er imidlertid ikke nogen grund til, at diskussionen skal forblive teoretisk. Der er nemlig ikke noget nyt i den fornyelse af velfærdsstaten, regeringen sammen med Dansk Folkeparti er ved at indføre. I Storbritannien begyndte et omfattende eksperiment med privatiseringer og udliciteringer efter Thatchers valgsejr i 1979, og det er ikke grundlæggende blevet ændret af New Labour, efter de generobrede magten. 3F har derfor undersøgt, hvad forskningen siger om de britiske erfaringer.

Virkeligheden har været utilbøjelig til at rette sig efter teorien i Storbritannien. For jernbanernes vedkommende er antallet af rejsende ganske vist steget efter mange år med faldende passagertal. Men kun 80 procent af de britiske tog kører til tiden, hvilket er 10 procent færre end i statsmonopolets dage, og staten betaler i dag væsentligt mere til de nu private selskaber, end den betalte til det offentligt ejede British Rail. Alligevel er der de samme problemer med sporvedligeholdelse, som vi kender i Danmark.

Det britiske vand er også blevet privatiseret. Det har givet dyrere vand og problemer med vedligeholdelse af kloakkerne. I Danmark har man opgivet en privatisering lige nu, men regeringen har netop gennemført lovgivning om selskabsdannelse i vandsektoren, så den er klar til privatisering senere.

Skoler og hospitaler har man beholdt i offentligt regi. I stedet har man introduceret markedsprincipper i forvaltningen af disse. Frit valg og overgang til selveje for de enkelte hospitaler og skoler skulle føre til dannelsen af en slags 'offentligt marked' og dermed bedre udnyttelse af ressourcerne. Samtidig skulle det gavne de svage børn, fordi det skulle skabe større variation i udbuddet. Tilsvarende reformer er indført i de danske gymnasier.

Dyr administration

Det har vist sig vanskeligt at vurdere, om de enkelte enheder er blevet mere effektive af reformerne eller ej. Men forskningen peger entydigt på, at det samlede system er blevet dyrere, fordi administrationsomkostningerne er eksploderet som følge af reformerne. De administrative udgifter i den britiske hospitalssektor steg fra 5 til 12 procent af de samlede ressourcer, og antallet af sygeplejersker pr. administrativ medarbejder faldt fra 3,5 til 2,5 mellem 1981 og 1996.

Det er også svært at finde forskning, som støtter tesen om, at skolereformerne skulle gavne de svage elever. Tværtimod. Selv om frit valg øger forældrenes valgmulighed, er der ingen valgmulighed, når den gode og populære skole ikke længere har flere ledige pladser. De bedste elever kan vælge de bedste skoler - og omvendt - og de øvrige må tage, hvad der bliver tilbage.

Uligheden er desuden steget dramatisk på det britiske arbejdsmarked. Indtil de konservatives magtovertagelse steg lønningerne for alle grupper og mest for de lavest lønnede. Men efter Thatchers fornyelse har de lavtlønnede overhovedet ikke oplevet lønfremgang - i perioder var der tilmed tale om faldende realløn. I dag arbejder mellem 6 et halvt og 7 millioner briter for en timeløn under 70 kroner pr. time, og de fleste, som ikke arbejder deltid, har en længere arbejdsuge end deres kollegaer i det meste af det øvrige EU.

Årsagen til denne udvikling var en kombination af fagforeningsfjendsk lovgivning og privatisering og udlicitering af offentlige serviceopgaver. Fagbevægelsens ret til at lave strejker og forhandle overenskomster blev beskåret, og organisationsprocenten faldt fra halvdelen til en fjerdedel af arbejdsstyrken.

Samtidig gennemførte regeringen en lovgivning, der tvang de lokale myndigheder til at udlicitere uden hensyn til løn og arbejdsvilkår. Da udliciteringerne oftest foregik inden for sektorer, hvor det vigtigste konkurrence-parameter var lave lønomkostninger, kan det ikke overraske, at resultatet blev færre rettigheder for de ansatte, øget brug af midlertidige kontrakter og færre velfærdsgoder på arbejdspladserne. Det bliver ikke bedre af, at der ofres meget lidt på at opkvalificere den dårligst uddannede del af arbejdsstyrken. Resultatet er, at en stor del af den britiske økonomi i dag er præget af lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav produktivitet.

Meget af dette kan genkendes fra Danmark. I 2004 havde de danske erhvervsskoler et samlet underskud på 62,3 millioner kroner på erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser. Alligevel har undervisningsministeriet valgt ikke at efterregulere taksterne for erhvervsskolerne, som derfor har oplevet en takstnedsættelse på ca. fem procent. Som følge heraf har landets AMU-centre aflyst mere end 10.000 elevuger, ligesom man flere steder har fyret lærere.

Samtidig har Fogh-regeringen forsøgt at svække fagbevægelsen. Det har været nedtonet de sidste to år, hvor regeringen har gjort meget for at fremhæve den danske flexicurity-model i bl.a. EU. Men i Venstres valgmateriale "Færre regler, mere frihed, bedre kvalitet" kan man læse, at bl.a. overenskomster skal kunne sættes ud af kraft, hvis de er i vejen for fleksible løsninger i visse offentlige institutioner. Venstre vil "sikre, at overenskomster ikke medfører unødigt bureaukrati".

Krav om udlicitering

Fogh har også ladet sig inspirere af den britiske model for udlicitering af offentlige opgaver. Ligesom i Stor-britannien er der krav til kommunerne om at udlicitere, og man ønsker også at begrænse kommunernes ret til at tage hensyn til lønmodtagernes velfærd på arbejdet. Regeringens aftale med Kommunernes Landsforening har øget den mængde kommunale opgaver, som skal i udbud fra 20 til 25 procent. Og lige før valget blev udskrevet, fremsatte regeringen et lovforslag, der vil gøre det vanskeligt for kommunerne at kræve et anstændigt arbejdsmiljø ved udliciteringer. Samtidig vil loven stække kommuner og regioners mulighed for selv at byde på de opgaver, de er tvungne til at sende i udbud.

Det har vist sig at være svært at ændre situationen, når fornyelsen først er gennemført. New Labours tilbagevenden som regeringsparti i 1997 har ganske vist rettet op på de værste skader. Der er imidlertid ikke tale om en tilbagevenden til den gamle universalistiske tankegang med ordentlige løn- og arbejdsforhold og ensartede offentlig service for alle. Derfor lever næsten en fjededel af briterne stadig under EU's officielle fattigdomsgrænse.

Danmark har stadig en veludbygget velfærdsstat med relativt gode ydelser til langtidssyge og ledige og en offentlig sektor præget af høj kvalitet og ensartede ydelser for alle. De relativt dårlige erfaringer med privatiseringer og udliciteringer fra Storbritannien og andre steder har imidlertid ikke ført til en voldsom svækkelse af privatiseringslysten hos regeringen eller det borgerlige Danmark, og princippet om at pengene skal følge borgeren, som er velegnet til at fremme private løsninger, søges indført flere steder. Derfor er uligheden også stigende hos os, godt hjulpet på vej af sociale nedskæringer og skattestop.

De britiske erfaringer viser, at Danmark må opgive at følge denne dagsorden med dens frit-valg-model, privatiseringer, udliciteringer og sociale nedskæringer, hvis denne udvikling skal stoppes. De viser desværre også, at det er meget svært at vende tilbage, hvis man først har forladt velfærdsstatens principper om et solidarisk samfund, hvor sundhed, anstændige levevilkår og god skolegang reelt er noget, alle har lige adgang til. Derfor er valget i dag vigtigt - måske et af de vigtigste valg i nyere tid.

Lars Bohn er ekstern lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC.Ellen Lykkegård er formand for den Offentlige Gruppe i 3FDavid Gibson er forhandlings-sekretær i 3F's Offentlige Gruppe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fascinationen og taknemmeligheden over for Storbritannien når i Danmark og i Norge hysteriske højder; elendige, stereotype TV-serier og overgearet humor (Benny Hill var bedre), endog madlavningsprogrammer og klodset, kraftbetonet fodbold fylder TV-skærmene ugen og døgnet rundt. Helt katastrofalt nu også at efterligne engelsk politik; London vrimler af hjemløse og social tragedie, danske turisiter ser kun de lyse sider og jubler over After Halloween Weekend Power Shopping etc. Se til Sverige og Tyskland efter ansvarlig, fornuftsbetonet indenrigs- og udenrigspolitik! Måtet vi tage ved lære af vore kløgtigere og nærmeste naboer.

Det er rigtigt
København minder om det London der mødte mig i 1980érne og som jeg i min værste forestilling ikke forventede nogensinde at opleve i danmark.
Fogh og Pia har skabt det.
Vi har valgt dem -to gange!

Godt vi lever i et velfunderet demokrati.
Det er et representativt demokrati-så gå ud og stem -"mangler du ikke noget",og har overskud så husk alligevel også på verdens og Danmarks fattige!!!
Vi er mange der lever under fattigdoms grænsen og der er mange flere der bliver sat på gaden end de der er registrerert (sat ud af fogeden)

Se og Hør
Hej alle
Se og hør Asmaa Abdol-Hamid
Asmaa Abdol-Hamid holdt en tale foran den Amerikanske ambassade ved anti Bush Demoen 2005 i København, se og hør hende og resten af demoen på YouTube søg:”Anti Bush demo 2005 in Copenhagen”
på YouTube
Filmen er i to dele så nyd også Savage Rose foran Christiansborg.

Se og hør
Sidste sommer sultestrejkede Iranske asylsøgere 46 dage foran Christiansborg. Folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr lagde tit vejen forbi og deltog også når der var støtte arrangementer.
Da Iranerne havde sultestrejket i fem uger begav en broget flok af Fredsvagter, nydanskere aktivister og FM ère sig hen til Dansk Flygtningenævn for at få et svar på de mange henvendelser nævnet havde fået, bl.a. på baggrund af sultestrejken, men aldrig reageret på.
Det endte med Flygtningenævnet blev besat og Jørgen var reporter for en dag.
Se filmen på ”youTube” søg efter ”Dansk Flygtningenævn besættes” den er i del 1 og 2

Citat:
"og et togfirma, som skal konkurrere om at få lov at køre tog på en bestemt strækning, må effektivisere for at vinde opgaven."

Så vidt jeg husker, hjalp dette ikke noget, da togdriften i Vestjylland blev sat i udbud. Det officielle argument for at DSB ikke skulle videreføre togdriften var vist, at trafikministeren ikke troede på, at DSB - trods tilbud herom - kunne gøre det billidere end Arriva.
Om han så personligt havde et andet argument, skal være usagt..........

Er det virkelig der vi er på vej hen? Jeg kunne godt have tœnkt mig at se de forskellige partiers bud på en langsigtet vision for hvad det er de vil med Danmark. Jeg har nu boet i Barcelona i et par år og på hvert eneste gadehjørne sidder der en tigger. Om det er business eller det reelt er folk der har brug for hjœlp kan man diskutere, men jeg synes det er et frastødende syn i et rigt land og en administrativ falliterklœring. Er det virkelig den vej Danmark går også? For tiden ser det ud som om at det er de store rige selskaber der bliver forgyldt på alle andres bekostning - Nestle, Coca Cola og McD. betaler ikke engang skat og Danmark gik i krig for at forgylde Maersk mf. Kan vi virkelig ikke gøre det bedre? Jeg er nok mere idealist end økonom men jeg har svœrt ved at forstå hvordan Anders Fogh, Thor Pedersen, Per Stig Møller med flere kan se sig selv i spejlet og sove om natten... Kynikere og beskidte forretningsmœd

Umiddelbart kan jeg ikke se den store lighed mellem Fogh og Thatcher. Økonomisk og politisk ligger de to regering rimelig lang fra hinanden, det ville være mere præcist at sammenligne Fogh med New Labour.
Fogh kontra Thatchers regering:
1: Markante skattelettelser og formindskelse af velfærdsstaten under Thatcher. Meget små skattelettelser og en forøgelse af velfærdsstaten på 45 mia under Fogh. Det her punkt er nok det vigtigste, Fogh har gennenmført det modsatte af Thatcher.
2: Fogh har ikke gennemført de voldsomme angreb på fagforeninger som Thatcher gennemførte.
3: Der blev privatiseret og udliciteret MEGET mere under Thatcher end under Fogh, de to kan slet ikke sammenlignes på dette punkt.
4: En generelt markedsøkonomisk og liberal tænkemåde hos Thatcher der ligger Fogh regering fjernt.
5: England i 1970-90 og Denmark i 2001 – 2007 er to usammenlignelige størrelser, både hvad angår økonomisk, sociale og politiske strømninger. At overfører Thatchers resultater og politik på Danmark anno 2007 er stort set ikke muligt. Hvis man endelig skal prøve at gennemføre en analyse af Fogh regeringen og thatcherismen skal man enten være ligeglad med økonomiske, sociale og historiske fakta, eller tage så mange forbehold at analyse bliver uden real indhold. Det må være op til læseren at bestemme hvilken en af de to synd, som artiklen gøre sig skyld i.

Super med lidt objektiv information fra RUC og 3F.

Alle ved, at disse institutioner er den objektive virkeligheds bedste venner. Aldrig er udmeldinger fra disse været præget af en bestemt ideologisk agenda.

@E. Høyrup

For os der er ved at blive sat på gaden - og i den sammenhæng selvfølgelig også mangler penge til mad er det ihvertfald ikke en teoretisk diskusion!

P.s. se evt. Villy Søvndal på velfærds demoen i københavn-ca. 40.000 var mødt op da de kendte danmarks velfærds forfald på deres krop, eller fra deres arbejde.
søg welfaredemo in Copenhagen 2006 i YouTubr

Endelig en fornuftig advarsel mod den almindelige danske lallen i begejstring over storbritannien. Artiklen bekraefter mine daglige erfaringer og New Labour formaar ikke, maaske rettere har ikke raad til at aendre eller standse nedgangen. skellet mellem haves og havenots har ikke vaeret stoerre i min levetid - jeg er 75 og boede i Danmark til jeg var 30. saa tak til d'herrer fra RUC og 3F. Og giv agt, Danmark. og husk og forstaa, at skredet her i storbritannien skyldes USA og Thatcherism og at konsekvenserne er i udenrigspolitisk regi endnu mere uhyrlige og farlige for samfundets helbred end i den hjemlige oedelaeggelse af det oekonomiske grundlag for et ordentligt samfund. og vi, dvs. gordon brown laller videre i forstemmende og fordummende amerikarus og bavl om "shared values". Never thought it would come to this - but it has.

Kære Søren Nørbak
Det afgørende i sammenligningen mellem UK og Danmark er ikke om Fogh er lig Thatcher eller Blair, men at de reformer af velfærdsstaten, Fogh har indført og ønsker at indføre er indført i UK og at resultaterne af hvert enkelt element er kendt. Hvis man kun indfører nogle af disse elementer, er det klart at skadevirkningerne bliver mindre. Men det er lige så klart, at der bliver skadevirkninger.
Bemærk i øvrigt også, at evalueringen af privatisering af vand og jernbaner samt af privatiseringer, udliciteringer og frit-valg strategier i det offentlige ikke baserer sig på data fra Thatchers regeringstid men fra Blairs.

Lars Bohn

Må jeg minde om at EU-kommisionen i sin over at virke ny-liberalistisk er parat til at gå længere end selv USA. Europa's statslige postvæsener skal liberaliseres. U.S. Mail tror jeg aldrig USA kunne drømme om at privatisere.
Ofte er det jo EU-krav, der gennemføres - som led i misforstået bedre konkurrence for forbrugere tror at blot alt bliver liberaliseret vil der ske det at virksomhederne vil konkurrere og give forbrugerne lavere priser.

Sådan var det også dengang vi levede i et industri-kapitalistisk samfund, formet af den enkle vareproduktion, men det lever vi altså ikke i mere. I dag vil der ske det at store multi-nationale virksomheder vil komme ind og overtage stort set alle samfundets opgaver som f.eks. postvæsenet, vand-forsyningen mm - og så sætte priserne op, så aktionærnerne kan få 200 procents profit, ikke kun 180 procents profit.