Læsetid: 4 min.

Årets person 2007: Angela Merkel

Nyhedsmagasinet Time kårede Putin til årets personlighed, og det var ikke nogen hædersbevisning - Tysklands kanslerinde kunne derimod have fortjent at hædres
Den tyske kansler, Angela Merkel, er en af de få, der siger direkte til folk, hvad hun mener. Hun har en kompromisløs holdning til menneske-rettigheder, og derfor bør hun hyldes som årets person

Den tyske kansler, Angela Merkel, er en af de få, der siger direkte til folk, hvad hun mener. Hun har en kompromisløs holdning til menneske-rettigheder, og derfor bør hun hyldes som årets person

Markus Schreiber

27. december 2007

Vladimir Putin blev årets personlighed i Time Magazines traditionsrige kåring foran andre nominerede som Al Gore, J. K. Rowling og general David Petraueus. Havde det stået til mig, skulle årets person i stedet have været en kvinde, nemlig Angela Merkel, Tysklands gæve kanslerinde.

Jeg ved godt, at hun ikke ligefrem er de internationale kommentatorers yndlings-pin up for øjeblikket efter hendes seneste 'knæfald' over for den overvældende modstand mod hendes forslag til økonomiske reformer. Når hver en regeringsleder, fra den udviklede til den mindre udviklede del af verden, skal bedømmes efter den vestlige liberale markedsortodoksis 39 trosartikler, kan man være sikker på, at hvert et tegn på afvigelse vil kaste en strøm af syrlige artikler og udtalelser af sig.

Men i en situation, hvor kreditter strammer til, hvor miljølove skærpes, og hvor vækst taber tempo, kan det vel ikke undre, at en helhjertet omfavnelse af uhæmmet konkurrence og statslig indsnævring forekommer mindre tiltrækkende for de almindelige borgere. Det kan endda være, at regeringer igen i stedet vil begynde at genopfinde gamle dyder såsom statslig beskyttelse af samfundets svage, minimumsstandarder på arbejdspladser og basale støtteydelser fra det offentlige. Det kan tilmed være, at Tysklands altid så bøvlede og konsensus-orienterede tilgang til reformer kan gå hen og blive opfattet som demokratisk pragmatik snarere end som økonomisk ukyndighed.

Kompromisløs

Men alt dette må fremtiden vise. Hvad jeg beundrer ved kanslerinde Merkel lige nu, er hendes brave, insisterende og kompromisløse holdning til menneskerettigheder. Selv i forhold til det betændte spørgsmål om Tibet, hvor det er lykkedes kineserne at tvinge praktisk taget enhver anden vestlig regering til en stiltiende aftale om lav profil, besluttede hun sig for at byde Dalai Lama velkommen, da han kom til Tyskland - og ikke i en eller anden gemt af vejen-afkrog af en privat sammenkomst, men i sit kanslerkontor som en offentlig og officiel modtagelse. Da kineserne forudsigeligt beklagede sig i de mest forbitrede vendinger, og tysk erhvervsliv jamrede over sine potentielle tab, stod hun fuldstændig fast og nægtede pure at fortryde noget som helst.

Og da der for nylig afholdtes euro-afrikansk topmøde gik hun direkte hende til præsident Mugabe og sagde lige op i hans åbne ansigt, hvad hun - og med hende så godt som alle andre europæere - mente om den måde, hvorpå han mishandler sit eget folk og sit eget land.

Sikkert ikke klogt

Nu er dette måske ikke, hvad man forstår ved statsmandskunst. Det er ikke sikkert, at det er særligt klogt, og det har muligvis heller ikke den mindste effekt. Men på et tidspunkt, hvor den blotte forestilling om en etisk foran-kret udenrigspolitik er blevet blæst langt væk af Bushs og Blairs indmarch i Irak, og hvor de fleste landes udenrigspolitiske prioriteringer er blevet underordnet interesser i energiforsyningssikkerhed og eksport til Kina, er det ærligt talt forfriskende med en leder, som er rede til at forfægte sine principper uden at spekulere over, hvad konsekvenserne så bliver.

Man kan her sammenligne med Gordon Brown, som blev væk fra EU-Afrika-topmødet for at undgå at mødes med Mugabe, men alligevel sendte en af sine nærmeste i et patetisk forsøg på at få i både pose og i sæk. Eller sammenlign Frau Merkel med Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident, som tog direkte fra det europæisk-afrikanske topmøde til fem dages værtskab og festligheder for den libyske leder, Oberst Gadaffi, hvis menneskerettighedskrænkelser er på niveau med de værste afrikanske diktatorers.

Og her taler vi ikke om den form for tomme retorik og højtravende moraliseren, som præsident Bush og tidligere premierminister Blair yndede at svælge i. Verden er træt af det massive vestlige hykleri i forhold til menneskerettigheder og demokrati. Den ønsker ikke flere belærende prædikener.

Ej heller taler vi om opfordringer til 'humanitære interventioner'. Råbene om, at 'vi må gøre noget' som reaktioner på menneskeretsaktivisters bønner og mediernes dækning af horrible overgreb og massakrer, har resulteret i lidet andet end beskæmmende tab af troværdighed - i Darfur som i Burma.

Etisk udenrigspolitik

Moralprædikenerne og kravene om intervention vidner begge om en mentalitet, ifølge hvilken Vesten burde handle, som om vi kunne beordre verden til at indordne sig under vores ideer om, hvad "det er godt for de indfødte". Men den tid er for længst forbi, og jo hurtigere vi indser det, desto bedre.

Dermed er det imidlertid ikke givet, at vi skal lade ideen om en etisk udenrigspolitik glide os af hænde og ned i sandet. Vi har fortsat brug for at holde vore egne principper højt i vores omgang med resten af verden.

Dette indebærer for det første, at vi opmuntrer til ideernes udveksling og den frie debat, herhjemme såvel som derude. Det er den, vi tror på, og den vi må blive ved at støtte. At afskære andre lande med sanktioner betyder kun, at vi afskærer os selv fra indflydelseskanalerne. Vi må blive ved at opmuntre til øgede interaktioner, ikke til at skrue ned for disse.

For det andet indebærer det, at vi må stå fast på vores egne principper. Hvis vi ikke vil trykke Mugabes hånd, så lad os dog blive enige om at undlade dette i stedet for at sende en substitut i vores sted. Hvis vi synes Dalai Lama har fortjent at blive hørt, så lad os dog tage imod ham. Og når vi konstaterer, at der findes ofre for undertrykkelse, og der findes forfattere og journalister, der bringes til tavshed af regimer verden, så lad os tilbyde dem et sikkert ly hos os selv, åbent og frit.

I en verden, hvor vores indflydelse har så begrænset rækkevidde, så kan vi da i det mindste - som Angela Merkel - være tro imod os selv.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu