Kommentar

Æslerne ser ud til at have det godt

Netop hjemkommet fra Niger kan vi fortælle, at vi med egne øjne har set, at de æsler, danskerne har betalt, er en god idé
Netop hjemkommet fra Niger kan vi fortælle, at vi med egne øjne har set, at de æsler, danskerne har betalt, er en god idé
17. december 2007

Det er da dejligt at læse i Information, at både geder og æsler som gaveobjekter til udviklingslandene er blevet en del af overskrifterne i debatsiderne. Projektseniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Center for Internationale Studier kommer med sin 'Påtale' - og kritik i Information 5. december.

Debatten følges bl.a. op 11. december af Andreas Antoni Lund, informationsmedarbejder fra CARE Danmark som under overskriften 'Op på æslet igen' naturligvis argumenterer for det gode i den form for udviklingsbistand - især med henblik på Niger.

Selv om vi ikke repræsenterer den store faglige professionalisme inden for emnet, vil vi da gerne komme med et bidrag til debatten:

For et par år siden kunne vi læse i vores aviser, at prins Joachim havde været en tur på rundrejse i Niger, og han kunne fortælle om fattige kvinders behov for noget så enkelt som et æsel. Ovenikøbet til en overkommelig pris - det var vist nok 265 kr. den gang.

På baggrund af tidligere oplevelser med store, dyre og mislykkede u-landsprojekter blev vi optaget af tanken. Vi snakkede om 'æsler' med familie, venner, bekendte, pensionistfolkedansere m.m. - og mange syntes det var en god idé.

Vi husker ikke, hvor mange æsler der på den måde blev købt til fattige kvinder i Niger. Men der hænger i hvert fald 'æselbeviser' på en del vægge i Sønderjylland. Og tit er vi efterfølgende blevet spurgt: hvordan mon det går med 'vores' æsler i Niger?

Det har vi nu svaret på i dag. Vi kan med god samvittighed sige: de har det godt. Og det kan vi sige, fordi vi lige har været på en 20 dages 'dialog-rejse' i Niger. I udtrykket dialogrejse ligger, at man virkelig kommer i dialog med lokalbefolkningen.

Fuld valuta

Vores rejseselskab bestod kun af tre personer. Det meste af tiden rejste vi rundt i en firehjulstrækker med en lokal guide, som både kunne de lokale sprog og fransk, en fransk-canadier som naturligvis kunne tolke fra fransk til dansk - og endelig en lokal chauffør som sørgede for, at vi kom sikkert rundt i ørkenen.

Vi var selvfølgelig ikke rejst til Niger blot for at kontrollere, om pengene til æslerne var givet godt ud. Men det var da en væsentlig del af oplevelsen. Og vi fik 'fuld valuta':

Vi var i den østlige del af Niger, hvor CARE har stået for uddeling af æsler. Vi var bl. a. i landsbyen Fulatari, hvor vi mødte fire af de kvinder, som havde fået æsler. Og vi hørte dem fortælle, hvor meget et æsel havde betydet for dem. Til at hente vand og brænde. Til at ride rundt i ørkenen og lede efter nyfødte gedekid. Til at tage til markedet. Vi stod med tårer i øjnene, når vi så deres glade ansigter midt i det samfund, som sammenlignet med vores er utroligt fattigt.

Og vi fik - gennem den lokale høvding - at vide, at der desværre ikke havde været æsler nok til alle, der gerne ville have et. Kort tid efter dukkede en af de kvinder op, som ikke havde fået et æsel. Det lille rejseselskab fik hurtigt samlet 20.000 Cfa sammen (cirka 220 kr. ). Det er, hvad et godt æsel inkl. bæreposer m.m. koster. Høvdingens kone tog imod pengene, som omgående blev givet videre til en glad kvinde. Det var den mest rørende oplevelse på vores rejse!

Så vi kan med god samvittighed sige til venner og bekendte: Æslerne ser ud til at have det godt, og vi har kun mødt glade og lykkelige modtagere. Og vi kender nu priserne på æsler på de lokale markeder og kan sige: 300 kr. for et æsel gennem CARE er ikke en overpris med store bidrag til administration.

Vi har ingen vurdering af, om geder og perlehøns gør gavn på samme måde andre steder. Vi kan heller ikke bidrage til en videnskabelig diskussion om, hvorvidt æslerne til Niger skader eller gavner på længere sigt.

Men vi har fået nogle stærke og rørende indtryk af, at nogle æsler har gjort hverdagen nemmere for nogle fattige kvinder i et af verdens fattigste lande. Og det er det, der tæller for os.

Inger Muusmann og Gunnar Pedersen er folkepensionister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu