Dagene efter cyklonen Sidr hærgede Bangladesh, var der ødelæggelser overalt. Tilintetgjorte huse, afgrøder, døde kvæg og - tragisk nok - også døde mennesker. Men Bangladesh er ukuelig; indbyggerne i landsbyerne begyndte hurtigt at genopbygge skrøbelige hjem. Der, for øjnene af mig, så jeg det mest fængslende Bangladesh; ukuelig og sårbar, i udvikling og i tilbagegang.
Kontrasterne i Bangladesh har to karakteristika. For det første er der en dybt rodfæstet overbevisning om, at Bangladesh er et håbløst tilfælde. Den seneste økonomiske tendens med snigende inflation, stigende ulighed og træg økonomi efterfulgt at to katastrofer giver næring til dette.
På den anden side viser analyser i UNDP's human Development Report 2005, at landet har reduceret den sociale fattigdom bedre end nogle af de store lande som for eksempel Indien.
Inden for de seneste år er rækken af katastrofer steget. Cyklonen i november og massive oversvømmelser i juli. Perioder med tilstande der nærmer sig hungersnød er et tilbagevendende problem.
Fremtiden synes ikke at se meget lysere ud; dårlig infrastruktur og sammenstyrtninger i Dhaka på grund af fald i mængden af grundvand; den forventet virkning af klimaændringerne forværrer det hele og øger fødevareusikkerheden.
Og dog; antallet af epidemier er steget, men antallet af dødsfald på grund af sygdommene er faldet. At forebygge epidemier og at advare i tide har virket. Fødevaresikkerheden er steget. Cyklonen Sidr dræbte tusindvis af mennesker. For 30 år siden ville den have dræbt hundrede tusinde.
Fra at være et håbløst tilfælde, burde Bangladesh være rollemodel for de andre fattige lande, som vil lide under de forværrede globale klima forandringer. Hvis Bangladesh kan gøre det med den store fattigdomsramte befolkning, udbredte korruption og historisk politiske ustabilitet, så kan alle!
Katastrofeberedskab er allerede på plads. Men fremtiden har behov for at blive sikret via planlægning, langsigtet og engageret hjælp.
I FN's Verdensfødevareprogram, (WFP) er vi kendte for at give fødevarehjælp i nødsituationer og umiddelbart efter. Hvad vi er mindre kendte for, er at vi arbejder på at hjælpe befolkningen til at bliver mindre sårbare i katastrofesituationer og at blive selvhjulpne for ikke kun at sikre dem på kort, men også på lang sigt.
Behovet er stort. Som alt andet er der behov for forpligtelse og støtte.
