Læserbrev

Bogdebat: Læserne skriver

Debat fra dagens avis
20. december 2007

Over stregen?

Nina Christensen, lektor, Center for Børnelitteratur, DPU, AU

Bogredaktionen gør i sit svar til Kirsten Hammann opmærksom på, at Ella Steehck (ES) er redaktionen bekendt, og gør en dyd ud af, at vedkommende under pseudonym går 'over stregen'. Jeg går så også ud fra, at det i redaktionens optik bare er en ny og spændende måde at gå over stregen på, når ES tillægger H.C. Andersen slutlinjen O har du en Moder, da skjøn derpaa!, der slutter H.V. Kaalunds digt 'Den dræbte And' fra Fabler for Børn (1845).

Citatet af ES lyder godt nok ikke helt sådan, men hvorfor citere korrekt når man går over stregen? Det er muligt, at Information, som Bogredaktionen anfører, "til enhver tid er villig til at bringe kritik og diskussion af forfatterskaber". Men jeg ville personligt foretrække, at man prioriterede velredigeret information om litteratur.

Tak til Ella Steehck

Paul C. Vang, Frederiksberg

En stor tak til Ella Steehck. For at være ærlig og objektiv. For at give begrebet ironi en renæssance. For at ridse op, hvor Informations kernesegment egentlig står. For at slå fast, at hvis børn får penge af deres forældre, så har de bare at sige pænt tak og knytte kaje (få ting er så uskønt som en generation af grådige børn, der siden hen bliver selvretfærdige forældre; et opgør med det er netop i Information på sin plads, så ekstra meget tak for det).

Og sidst men ikke mindst; tak for, at jeg nu ved, hvad der rager og ikke rager mig. For det kan jo ikke siges ofte nok; ned med de ligegyldige og dårlige bøger skrevet af discountefterligninger og blålys (Romer og Sabroe!) og op med stor litteratur skrevet af ægte forfattere (Synnøve Søe?). Hvem der som forfatter havde en moder som dig, Ella. Af hele hjertet tak.

Hauges verden

Kristina Stoltz, forfatter

I Hauges verden er det at være venstreorienteret ensbetydende med at være upolitisk; for man kan ikke være venstreorienteret med forstanden i behold. Det at være venstreorienteret er ensbetydende med at være en patetisk, automatiseret, upolitisk socialist, der lever et anakronistisk liv og kun længes tilbage til industrisamfundets tryghed.

Er man så oven i købet også ung forfatter, er man ifølge Hauge en klon af Klaus Rifbjerg (uanset hvilken type bøger, man skriver - det har tilsyneladende intet med sagen at gøre). For den meget vrede og fyrige Hauge kan det vist ikke blive værre - Rifbjerg er den røde klud, symbolet på alt, hvad der gik galt i den forgangne velfærdsstat.

I Hauges verden er der store følelser på spil, så store at forstanden trænges lidt for meget i baggrunden. Derfor vil jeg gerne komme med en hjælpende hånd, så den gode mand kan få sin nattesøvn tilbage. Der er slet ingen grund til at hidse sig så meget op over alle os uselvstændige 'auto-socialister,' skulle det forholde sig sådan, som han skriver i sit indlæg:

Hvis det er rigtigt, at vi lever i en postlitterær epoke, hvor de eneste forfattere, der bliver læst, er dem med de store markedsføringsbudgetter i ryggen, og vi andre stakler højst bliver læst af en forkølet, venstreorienteret gymnasielærer og hendes indoktrinerede elever, er der da ingen grund til at tage sådan på vej.

Så kære Hauge, spar på dine kræfter og tænk strategisk - for hvad nu hvis der var nogle flere danskere derude, der, forårsaget af al den spalteplads du bruger på os, skulle gå hen og blive nysgerrige og begynde at læse vores bøger?

Til Hauge

Louise Lundberg Claesen, Cand.mag. i litteraturvidenskab

Jeg 'angreb' bestemt ikke forlægger Charlotte Jørgensen i mit debatindlaeg den 29. november, sådan som du skyder mig i skoene, men Charlotte Jørgensen satte i DR2's dækning af Bogforum ord på en tendens, som jeg finder det væsentligt at være opmærksom på og kritisk overfor. Charlotte Jørgensen udtrykte selv, at det forsåvidt kan begrædes, at bogen i dag er degraderet til en vare, og at selv-markedsføring er nodvendig, hvis man overhovedet skal gore sig håb om at få udgivet sit værk. Hun forholdt sig rimelig objektivt og konstaterende.

I mine øjne er dette ikke et spørgsmål om politik, højre- eller venstrefløj, men om den rungende tomhed og 'kejserens nye klæder', som jeg er bange for, at vi (i endnu højere grad) ender ud i, hvis vi ikke fastholder, at det er det litterære værk og dets kvalitet, der er det vigtige, og ikke forfatter-personens colgate-smil.

Mere Hauge

Flemming Bjerke, Hvalsø

Tak til Information for at få det frem: Takket være borgerlige litteraters store visdom og ihærdige arbejde er det nu påvist, at kunsten forfalder, hvis de unge forfattere ikke er udtrykkeligt borgerlige!

Det er ganske andre toner end fra 70'ernes marxister, der ville gennempolitisere litteraturen på et helt usandt grundlag: Dengang gjaldt det den ækle klassekamp, nu gælder det den ædle kulturkamp.

Den dybtgående indsigt kommer frem i f.eks. Hans Hauges geniale forslag om, at forfattere skulle prise de danske soldaters indsats i Irak. Man kan allerede nu forestille sig det stærke helteepos med temaet: Jeg føler stolthed i mine bryster over at befri de irakiske børn fra deres lidelser - selv om jeg ser hadet i deres øjne. Eller måske: Vi lærte dem demokrati!

Eller hvad med: Ja, vi mishandlede fangerne, men vi kæmpede for verdens frihed. Eller måske: Ja, vi løj overfor Folketinget, men det var for Danmarks ære! Hvor hjerteskærende smukt!

Man kan drømme om mange andre gribende borgerlige politiske fortællinger. Temaer som: Da jeg kom på starthjælp, brød min og mine børns verden sammen - men jeg indså, at der var fortjent. Eller den mere optimistiske version: Dengang jeg kom på starthjælp, tog jeg mig sammen og indså at jeg måtte ud af klynkerollen. Sandheden må også frem om de ældre:

Gamle Sofies tårepersende beretning om hvilken lettelse det var, at hjemmehjælpen blev privatiseret - og hendes glæde da hun så i lokalavisen, at kommunen oven i købet havde sparet penge. Jeg ser for mig en ny Oehlenschlager: Oh, privatisering. Oh, sociale besparelser. Oh, skattelettelser ....

Men skattepolitikken burde der skrives bitre noveller om: Hvordan staten fratog mig min firehjulstrækker og ydmygede mig til at reducere mit CO2-udslip. Borgerlig feminisme kunne spille på mere lyse toner: Hendes vej til direktørstolen - et drama om intriger, sex og kønskvotering. Der kunne også skrives mange dybt geniale noveller om nødvendigheden af mere overvågning af almindelige borgere. Nå, ja. Her får de små danske forfattere måske nok konkurrence fra den borgerlige storslåede kulturs parnas: Hollywood med alle deres indsigtsfulde og dybdeborende krimi- og agentfilm.

Kære forfattere. Vogt jer! I må da kunne forstå, at I slet ikke fortjener opmærksomhed, penge, tilskud, forfatterskole osv., hvis ikke I aktivt går ind i kulturkampen på sandhedens side. I må bekæmpe de venstreintellektuelle blandt forfatterne. Vi ved jo alle, hvor farlige de er. F.eks. må dansk film straks stoppes og føres tilbage til Dirch-Passer-tidens glade lystspil, dog med en lidt stærkere understregning af at man skal gøre sig fortjent til sine goder (Ja, altså lige bortset fra dem man arver). Vi kan ikke have, at der spredes budskaber, der ikke tager borgerlige grundværdier seriøst:

Tag nu f.eks. Direktøren for det hele eller Festen, der antyder, at råddenskab, talentløshed og hykleri overhovedet findes i det pæne borgerlige Danmark - og ikke kun på venstrefløjen. Det er et farligt, fædrelandsfjendtligt og forvrænget billede af Danmark!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu