Kommentar

Den evangeliske ateismes elendighed

Den militante sekularismes fremskridts- og oplysningstro er gjort af et mytisk stof, der er af ringere kvalitet end verdensreligionernes myter
5. december 2007

Et kuld af nye missionærer forsøger at omvende verden. Ifølge disse vantroens evangelister er religion et levn fra fortiden, der står det menneskelige fremskridt i vejen. Så såre verden bliver befriet for religion, vil sådanne svøber som tyranni og krig, der har hjemsøgt menneskeheden i umindelige tider, kunne overvindes til fordel for en ny og bedre livsform, hvis lige historien endnu aldrig har kendt. Når først vi ikke længere skal bøje i os støvet for en eller anden imaginær guddom, vil menneskearten omsider kunne tage sin egen skæbne i hænderne. Således lyder trosartiklerne hos de nye antireligiøse missionærer som Richard Dawkins.

Evangelisk ateisme er imidlertid en temmelig enfoldig tro. Dens tilhængere tror på, at religionen vil forsvinde fra verden, så såre alle mennesker forkaster deres religiøse tro. Men troen har meget videre dimensioner end religionen, og sandheden er, at de fleste militante ateister dyrker tænkemåder, som er direkte nedarvet fra kristendommen. I sin bog, The Selfish Gene, argumenterer Richard Dawkins lidenskabeligt for den darwinske lære om, at menneskearten er et produkt af naturlig udvælgelse: Mennesker er 'gen-maskiner' programmeret af evolutionen til at replikere sig selv. I samme bog erklærer han imidlertid: "Vi, ene af alle på Jorden, kan gøre oprør imod de selviske replikatorers tyranni".

Hvorfra har Dawkins nu sin tiltro til den menneskelige frihed? Ikke fra videnskaben. Den stammer fra kristendommen, som altid har stået fast på det synspunkt, at mennesker er forskellige fra alle andre skabninger derved at vi besidder fri vilje.

En postkristen myte.

Dawkins forfægtelse af en fri menneskelig vilje er en trosbekendelse. og i flere henseender lader den evangeliske ateisme sig bedst forstå som en form for kristent kætteri. Tag fremskridtstankegangen, som spiller en så fremtrædende rolle i de ateistiske angreb på kristendommen. I det førkristne Europa blev historien anskuet i en cyklisk optik. Krig og fred, frihed og slaveri kom og gik i et cyklisk forløb, der ikke adskiller sig væsentligt fra de processer, der kan iagttages i naturen. Forestillingen om samfundsmæssige fremskridt - at menneskeheden avancerer gennem historiens løb til et stadig højere civilisatorisk niveau - var fuldkommen ukendt.

Denne fremskridtstanke er i høj grad en postkristen myte. I modsætning til i videnskaben, hvor den viden, der indvindes i dag, ikke så let går i glemmebogen i morgen, kan de etiske fremskridt, der præsteres i en generation meget ofte fortabes i den næste. Forbuddet imod tortur er et adelsmærke ved civiliserede nationer. Det forbud er imidlertid blevet omgået af Bush-regeringen, som har nægtet at ulovliggøre metoder som den såkaldte water boarding - en torturpraksis, som tidligere blev benyttet af eksempelvis Den Spanske Inkvisition og Pol Pot-regimet. Tilsvarende var afskaffelsen af slaveriet i det 19. århundrede et betydeligt etisk fremskridt. Men slaveriet vendte tilbage i det 20. århundrede, hvor det blev praktiseret i et enormt omfang i Nazityskland, Stalin-tidens Sovjetunionen og Maos Kina, og det er senest dukket op i gen i begyndelsen af det 21. århundrede i skikkelse af fænomenet human trafficking. Disse og lignende udslag af menneskelig ondskab imod dets medmenneske kan aldrig overvindes definitivt. Igen og igen vil de dukke op under nye etiketter, og hver ny generation må bekæmpe dem.

Som andre myter tjener fremskridtstanken nogle dybe følelsesmæssige behov. Myter er ikke primitive videnskabelige teorier, der kan verificeres eller falsificeres. De er fortællinger, der giver mening til menneskelivet, og myten om fremskridtet tillader dem, som overgiver sig til den, at opfatte sig selv som del af en omfattende, kontinuerlig fremmarch fra mørket mod lyset. Med det billedsprog om mørke og lys, som de så karakteristisk griber til, forråder de sekulære tænkere deres tros religiøse oprindelse. På samme måde som kristne opfatter sig selv som aktører i et kosmisk drama om synd og frelse, ser de sekulære humanister sig selv som deltagere i en episk kamp for det menneskelige fremskridt.

Som skeptiker hæfter jeg mig ikke så meget ved, hvad forskellen er mellem religiøs tro og sekulær humanisme, men ved hvad de har til fælles. Begge er gjort af et mytisk stof og tjener i højere grad et behov for at finde mening end en interesse i at finde sandhed. Den afgørende forskel imellem dem angår kvaliteten af deres myter. Skønt de hverken er sande eller falske på samme måde som videnskabelige teorier er sande eller falske, kan myter være eller mere sandfærdige, alt efter hvor godt de afspejler det menneskelige vilkår. I den forstand er historien om Adam og Eva en sandfærdig myte. Den fortæller os, at viden ikke nødvendigvis giver menneskeheden et bedre liv eller større frihedsgrader; den kan også hidbringe slaveri og død. Og der er ingen udsigt til at genoprette uskyldens tilstand - så såre vi har bidt af æblet fra Kundskabens Træ, er der ingen vej tilbage. Menneskeheden må forsøge at tage hånd om konsekvenserne af sin forøgede viden med så megen visdom, den er i stand til at mønstre. Den moderne sekulære tænkning indeholder intet, der er tilsvarende dybt eller smukt som denne gamle bibelske lignelse.

Hvor religionernes myter er udtryk for vedvarende sandheder om det menneskelige vilkårs realiteter, tjener den sekulære humanismes myter kun til at skjule disse. Det må være en dæmrende fornemmelse for deres tros uvirkelighed, der får de militante ateister til at fremstå så voldsomt fremfusende og dogmatiske. I al fald leder man i selskab med de militante ateister forgæves efter tegn på den kreative tvivl, der har været den drivende kraft for så mange religiøse tænkere. Mens teologerne har gransket deres tro i årtusinder, har de sekulære humanister endnu tilbage at underkaste deres enfoldige tro den mindste selvkritik. Deres evangeliske ateisme er spejlbilledet af den selv samme tro, som de udsætter for så hånlige angreb - men uden denne tros forløsende tvivl.

© 2007, John Gray og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk, hvis vi kunne slippe for ævlet om, at "ateisme også er en tro."

Vi ateister kæmper for retten til tvivl, ikke til tro.

Og vi har den formastelige tanke, at man godt kan indse det fornuftige i, at vi behandler hinanden ordentligt uden en straffende fader - eller julemand, for nu at være aktuel - i det høje.

At de troende påstår, at trussel om straf er nødvendiog for at få folk til at te sig, siger mere om dem end om os ikke-troende.

Til Per Vadmand:

Ateist betyder som udgangspunkt "gudløs" af det græske ord theos og benægtende artikel a. En ateist er en Gudsfornægter.
Agnostiker er en person, der tvivler om en guds eller en styrende krafts eksistens.
Men man har selvfølgelig selv lov til at definere hvad man er- men med definitionen -at kæmpe for retten til tvivl, ikke til tro - mangler man vist egentlig en rammende glose. Rigtig rigtig rigtig (nudansk) mange mennesker befinder sig i denne kategori, tror jeg blandt dem ikke så få kristne.
vh
Inge Balling
vil sikkert melde sig under

rettelse til indlæg:
Jeg fik sendt for hurtigt.
Agnostiker er jo først og fremmest en person, der ikke ved (og som konsekvens så er i tvivl).

Ole E. Mikkelsen

Mig bekendt var Auschwitz et resultat af menneskers handlinger. Men her tager jeg måske fejl?

Bemærk følgende citat fra artiklen:
'...den kreative tvivl, der har været den drivende kraft for så mange religiøse tænkere'.

Blot for at sætte retten til tvivl på plads. Skulle hele filosofihistoriens tænkning være udtryk for agnosticisme?

Artiklens forfatter har nemlig ret i at det er viden og erkendelse, der afføder tro, og dermed moralsk handling. Viden og erkendelse er skabt af tvivl. Hvis man udelukker tvivlen og det moralske valg så er man ikke længere et menneske, men en robot eller et dyr.

Det var sådanne der skabte Auschwitz..

Ole Mikkelsen: Auschwitz var et resultat af menneskers handlinger. Og hvad så? "Gud" lod det ske. Og spar mig for det sædvanlige om, at "jah, men mennesker har en fri vilje" osv. Hvis Gud er vis og almægtig, har "han" indset konsekvensen af at give mennesker denne fri vilje, og hvis "han" alligevel gør det, er "han" ikke god. Eller Omvendt, hvis han ikke har indset det, er han ikke almægtig. Og hvis han ikke er mindst en af delene, hvad skal vi så med ham?

"Artiklens forfatter har nemlig ret i at det er viden og erkendelse, der afføder tro, og dermed moralsk handling."

Den slags bemærkninger kan virkelig bringe mit pis i kog. Jeg synes faktisk, at det er en grov uforskammethed at påstå, at tro er en forudsætning for moralsk handling. Jeg kunne svare igen og sige, at tro er forudsætningen for Bin Laden, Ian Paisley, Inkvisitionen, århundreders myrderier i Mellemøsten ... Men det ville være lige så plat.

I stedet vil jeg stilfærdigt påpege, at masser af ateister opfører sig yderst moralsk, og masser af troende opfører sig yderst umoralsk. Altså kan det ikke være troen, der er drivkraften her.

Ole E. Mikkelsen

Hvis det var gud der lavede Auschwitz ville mennesker jo ikke kunne have noget ansvar. Konsekvensen af noget sådant er, - lige præcist, Auschwitz, - altså at mennesker er robotter eller dyr.

Jeg er enig i at tro er forudsætningen for Bin Laden, Ian Paisley, inkvisitionen osv. Spørgsmålet er bare om det er gud eller afguder de tror på.

Og ja masser der kalder sig ateister opfører sig moralsk, mens masser der kalder sig troende opfører sig umoralsk. Det beviser at moral er et spørgsmål om tro, men at ikke al tro er sand.

"Og ja masser der kalder sig ateister opfører sig moralsk, mens masser der kalder sig troende opfører sig umoralsk. Det beviser at moral er et spørgsmål om tro, men at ikke al tro er sand. "

Og det var så her, jeg opgav at føre en saglig diskussion med en troende.

Fatter de folk der skriver den slags som ovenstående artikel da ikke hvad det drejer sig om? At det virker fuldstændig vanvittigt og helt, helt urimeligt at bygge sit liv på noget - og bede andre om det samme - som selv efter absolut minimale krav til hvad man kan kalde en iagttagelse aldrig virkelig har kunnet iagttages af folk i almindelighed!

At det altså ikke går at bygge demokratier på åbenbaringer.
At man altså ikke skaber frie mennesker på andre menneskers forlangender om hvordan ens liv skal leves.
At man ikke kan forvente at mennesker for alvor vil tage ansvar for deres liv, når de får at vide, at de først og fremmest skal gøre det for en guds og ikke for deres egen eller deres medborgeres skyld.

Man kunne blive ved, men det nytter intet, for folk som Gray har tilsyneladende stoppet øjne og ører til, og ser og hører derfor kun det de vil se og høre ud fra deres egen lille syllogisme om at da en religiøs er en troende, og en ateist er en person der ikke tror på en gud må en ateist derfor nødvendigvis være religiøs.

Ole E. Mikkelsen

I forlængelse af ovenstående to indlæg vil jeg tillade mig som svar at citere Gray's artikel:

'I al fald leder man i selskab med de militante ateister forgæves efter tegn på den kreative tvivl, der har været den drivende kraft for så mange religiøse tænkere. Mens teologerne har gransket deres tro i årtusinder, har de sekulære humanister endnu tilbage at underkaste deres enfoldige tro den mindste selvkritik. Deres evangeliske ateisme er spejlbilledet af den selv samme tro, som de udsætter for så hånlige angreb - men uden denne tros forløsende tvivl.'

Og hvad var det så der skabte Auschwitz? Gud eller mennesker? Og hvad troede de mennesker på? Eller de var måske ateister?

"Som skeptiker hæfter jeg mig ikke så meget ved, hvad forskellen er mellem religiøs tro og sekulær humanisme..." Det må siges at være det nærmeste Gray kommer et præcist udsagn i sin artikel.

Først og fremmest leder man med lys og lygte efter eksempler på de stråmænd som figurerer prominent. Den eneste der nævnes er Richard Dawkins, og det med en karakteristik der er så uretfærdig og karikeret at det grænser til det injurierende. Hans "The God Delusion" er netop udkommet på dansk (omend man tvivler på karakteren af oversættelsen, allerede ved den danske titel), og er værd at læse. Hvem er alle disse "militante ateister", som ifølge Gray fremturer med "myter"?

Dernæst vakler artiklen i en klassisk usikkerhed omkring hvad religionsmodstand egentlig består i: er den en benægtelse af religiøse synspunkter, eller et selvstændigt udsagn om deres usandhed? Det problem er klassisk forløst i en rammende kritik af begrebet ateisme, som påpeger at man jo heller ikke bliver "a-astrologist" fordi man ikke tror på at stjernetegn styrer skæbnen (eller "a-julemandist", "a-enhjørningist", osv.). Men selv så banal en pointe, som ellers bl.a. Dawkins har skåret ud i pap adskillige gange, er Gray tilsyneladende blind overfor. Han tager ihvertfald ikke stilling til det.

Endelig er der myterne, som har deres egen stråmandskarakter. Det er ikke særlig meget vi får at vide om dem, andet end at religiøse myter åbenbart er sande fordi de rummer lommefilosofiske guldkorn (lidt á la ordsprog), og at "ateistiske myter" postulerer fri vilje og fremskridt. At der ikke er noget specielt ateistisk ved det Gray kalder de ateistiske myter fremhæver han selv, ved at spore deres oprindelse til kristendommen, uden at det lader til at være et problem. At det er vanskeligt at finde religionskritikere som bekender sig til dem, i den form Gray giver dem, er han tilsyneladende heller ikke bekymret om. At menneskelig selvbevidsthed og tidslig progression, de to mere korrekte betegnelser for hvordan f.eks. Dawkins ville beskrive "myterne", er fakta som det er trivielt at anerkende, det rører åbenbart heller ikke Gray.

At han kan afslutte med at beskrive religiøs tro som karakteriset ved tvivl og sekulær humanisme som karakteriseret ved dogmatisme vidner om enten en fuldstændig mangel på kendskab til den empiriske virkelighed, som tro og videnskab faktisk praktiseres, eller en fuldstændig mangel på respekt for sandheden i et propagandistisk ærinde.

Men den slags er desværre karakteristisk for angrebene på religionskritikere.

John Grays artikel er dybt underlødig. Det er et pinligt fejlgreb fra redaktionens side overhovedet at bringe sådan en gang pludder.

Den militante ateisme! Ha, ha, ha, man må le sin røv i laser. Er det folk, der brænder kirker, bibler og kors af? Er det folk, der med våben i hånd og trusler om død eller lemlæstelse vil have de troende til at afsværge deres religion? Er det folk, som brænder kristne på bålet eller korsfæster dem?

Hvor langt kan man/Information dog synke? Helt ned på bunden, langt ned i mudderet åbenbart.

Er der slet ingen kvalitetskontrol på den avis?

Jeg er bekymret over Richard Dawkins mv. kun anser et menneske for at være en 'gen-maskine' hvis eneste formål skulle være at replikere eller reproducere sig selv. Jeg mener faktisk heller ikke at det oprindeligt var det som Darwin mente da han beskrev sin (naturvidenskabelige) teori om arternes oprindelse i midten af 1800-tallet.

Dawkins har desuden opfundet noget han kalder for et 'meme', som vist er en slags naturvidenskabelig? pendant til Bourdieu's habitus-begreb. Forskellen er vist blot, at Dawkins mener, at generne i et menneske er selviske - hvor han så ved det fra ? Naturvidenskaben opererer så vidt jeg ved slet slet ikke med at naturen har et formål, alt er jo bare et tilfældigt resultat af tilfældigheder. Egetræets agern ved at det skal lave et egetræ og ikke t æbletræ - som et resultat af denne tilfældighed.

Og må jeg interesseret i kirkehistorie pointer at før Aristoteles kom ind i klostrene i 11-1300, ja der talte man aldeles ikke om en en fri vilje, man talte kun om Guds vilje, der havde bestemt alle ting, og også bestemt at Kongen skulle Konge, og derfor man ham skulle adlyde. Aristoteles fører via Thomas Aquinas fornuften ind i kristendommen, og hermed også den frie vilje vi kender i dag. Før dette var der også tale om en fri vilje, men det var mere et spørgsmål om 'ja' eller 'nej' til Gud, altså enten var man for Gud eller også var man imod ham. Og hvis man omvendte sig, tog Gud imod en. I praksis betød dette, at man hvis fjernede sig fra den katolske kirke, ja så tog Gud afstand fra en og hvis man kom tilbage til den katolske kirke, ja så tog Gud imod en (igen).

Nu har jeg desuden kigget lidt i Richard Dawkins bog 'the god delusion' i en boghandel. Og jeg er altså ikke specielt imponeret. Manden bruger 3-5 sider på at opremse hvorfor moderate kristne støtter fanatikere, og grunden til det er at han mener, at de moderate kristne f.eks. ikke tager afstand at f.eks. Bibelen er Guds ord (eller noget i den stil). Som professor ved Oxford Universitetet burde han altså vide, at rigtig mange kristne er uenige i tolkningen af Bibelen, ligesom rigtig mange kristne godt ved at Bibelen mv. er blevet redigeret igennem tiden. I hvert fald i Danmark.

Nu ved jeg ikke helt hvordan den angelsaksikse kirke fungerer, men det synes mig som Richard Dawkins slet slet ikke har blik for at der er andre udtryksformer for religion end den voldelige, fanatiske, svovl-prædikant-hadende variant, han finder i f.eks. USA og i visse dele af England. Han burde faktisk tilbringe noget tid i Danmark - så vil han se en en andel udtryksform af den kristne religion end i f.eks. USA., England eller Norge for den sags skyld.

Desuden mener jeg at Richard Dawkins tager fejl når han skriver at hvis man tog en munk fra 1300-tallet og hentede ham til nutiden, ja så ville han ikke kende til andet end Gud og Guds storhed mv. Og vide alt om Gud. Det er klart at denne munk fra 1300-tallet ville mene at Gud stod bag alt i verden, men det må være lige så klart at denne munk fra 1300-tallet ville være velbevandret i klassikerne som f.eks. Ovid, Aristoteles, Cicero, Pythagoras mv. Dengang lærte man nemlig dette her i velbesøgte klostre. Det er vel også værd at bemærke at de første skoler i Vesten altså var klosterskoler.

Jeg er desuden også usikker på, hvad Dawkins religionsmodstand egentlig består i. For mig lyder det som om nogle synspunkter vi i Danmark forlod i tiden omkring 1970'erne, hvor Gud, Konge og Fædreland blev fjernet som legitimitet for f.eks. at gå i krig eller for, hvordan man skal opføre sig. I USA f.eks. er det stadig almindeligt at folk siger til deres børn at de skal opføre sig godt - for ellers kommer de i Helvede - hvis de, altså ikke opfører sig godt. Og det er klart, selv for en religiøs-spirituel person som mig, at sådan bør religion ikke bruges, hverken den mere instutionaliserede religion eller det som vi kunne kalde den indre spiritualitet.

Må jeg desuden også erindre om at en religiøs myte, et sagn eller en legende godt kan være 'sand' da den kan fortælle os noget om menneskets indre natur. Og med indre mener jeg ikke i naturvidenskabelig forstand, men derimod at myter, sagn og legender anerkender at der er skjult verden som må æres. Og at det går galt hvis mennesket ikke gør dette. Da begår det hybris og rammes af nemesis - som de gamle grækere ville have sagt det.
Det er som naturvidenskabsfolk slet slet ikke er i stand til at se dette, men bare mener at ting skal være 'sande' i naturvidenskabelig (objektiv) forstand, før de mener at noget er sandt.

Må jeg ikke erindre d'herrer og de damer om Thomas Aquinas og Anselm (igen) som bestemt både var troende og tvivlende, og åbenbart var Mother Theresa det også, selovm hun udførte Guds bud hver eneste dag og var kærlighed.

Da jeg gik i gymnasiet havde vi om den franske revolutiion i fransk. Og der lærte vi at bl.a. Robiesperre mv. mente akkurat det samme som Dawkins (uden sammenligning iøvrigt), nemlig at når først verden var blevet befriet for religion, ja så ville idealstaten (paradis på jord?) herske. Og i denne ideal-stat var der kun en vilje: og det var Fornuftens logiske glasklare vilje.

Denne rene glasklare fornuft der ikke ville anerkende andre måder at tænke end på Robespierre's førte enten direkte eller indirekte til blodbladet ved Paris's gouillertinerne. Og i den forstand går den en lige vej fra blodbadet i Paris i 1792 til Endlösung i 1942. Den glasklare fornuft tilsagde nemlig tyskerne, at jøderne var fjenden, og derfor måtte udraderes før jøderne udraderede tyskerne.

Den samme glasklare fornuft sagde også, at mentalt handicappede, kronisk syge mennesker, mennesker med lav intelligens og langt flere end dem, slet slet ikke var mennesker, men dyr. Og derfor kunne se slås ned som hunde. Og det blev de. Især fordi der slet slet ikke kunne bruges i produktionen i den hellige tyske konkurrencestat. De kunne jo ikke forsørge sig selv.

Dette er FORNUFTENS sejr over alt det religiøse føleri, som jo bl.a. mener, at man skal tage sig af de svage, bl.a. begrundet i at de jo også er Guds børn. Men nej, sigerf FORNUFTEN, kun mennesker, der er i stand til at forsørge sig selv har ret til at leve. De andre - ja - de skal bare DØ!

Og her er det altså at samtlige religioner mv. går imod dette - ganske enkelt fordi et menneske er et menneske og er skabt af Gud (i filosofisk forstand).
Og derfor er alle mennesker lige-værdige overfor Gud...Og derfor har alle mennesker en (gudgiven) ret til at leve - uanset hvor svage i ånden de er.

"Den glasklare fornuft tilsagde nemlig tyskerne, at jøderne var fjenden"

Så var det måske også den glasklare fornuft der stod bag nazisternes okkulte tiltag — Thule, Wewelsburg, etc.?

Der må da i det mindste være tale om let matteret glas.