Kronik

Fjabbelade, dørslag og yallah

Det er vigtigt at kunne grine ad livet sammen. Men man driller kun dem, man godt kan li', og man driller kun, når man er blevet stor nok til at kunne grine ad sig selv, før man gør grin med andre
De to venner Ali (t.v.) og Hassan (t.h.) på 12 og 13 år fra DR2-s omdiskuterede julekalender -Yallahrup Færgeby-.

De to venner Ali (t.v.) og Hassan (t.h.) på 12 og 13 år fra DR2-s omdiskuterede julekalender -Yallahrup Færgeby-.

Sune Gamst

15. december 2007

Der er sprog, og så er der sprogbrug: Der er det, man siger, og så er der det, man ikke siger højt. Og så er der ytringsfriheden, som er friheden til ikke bare at ytre sig, men også friheden til at ytre sig på bekostning af andre.

Senest er det DR2's jule/yallah-kalender, som har givet anledning til debat. En parodi på 1970'ernes dukkejulefilm udsat for moderne sprogbrug i et miljø, hvor figurernes gøren og laden ikke bare er laden-som-om, men direkte fjabbelade i synet på den danske licensbetaler. Der bliver ikke lagt fingre imellem (dukkerne har heller ikke fingre at gøre det med - hverken det eller det frække), sproget skal forestille at være en demonstration af anden-etniske danskeres dansk, for nu at sige det på politisk korrekt'sk.

For et par år siden var det vildeste trofæ, man kunne fremskaffe, når man kørte over Fyn, den lille by Snaves byskilt. Det kom sig af Sonofons reklamer med antihelten Polle fra Snave, der var en moderne Klodshans med knallert, Bundesliga-hår og grimme tænder. For at bruge en reference fra De Nattergales jysk-engelske The Julekalender, kan man sige, at Polle havde 'the biggest tænder and the grimmest tøj'.

Polle blev fremstillet som en dum, kikset og uskyldig landsbytosse, umiddelbart en uskyldig spøg, men ikke desto mindre blev reklamerne en anledning til ophedet diskussion: Er det sådan de smarte reklamefolk ser på folk fra provinsen?

Hvad, man måske havde overset, var, at nogle af de smarte reklamefolk (i dette tilfælde Wibroe, Duckert & Partners) selv var vokset op i det miljø, de parodierede i reklamen. Det freder dem ikke for kritik, for som en jysk dame sagde om Per Højholts Gitte-monologer: "Man skal ikke gøre grin med mans egne".

Indvandrer på Fyn

På den anden side fik det mig til at se Polle-reklamerne som alt andet end en pegen-fingre ad nogen. Tværtimod viste det efter min mening fynboernes uovertrufne evne til både at gøre grin med sig selv men også evnen til at drille, så det kribler i fingrene for at give igen. Jeg er selv andengenerations fynbo med københavnske aner, og det tager ikke mere end et par år i en almindelig, fynsk folkeskole at finde ud af, at der er forskel på at være indfødt eller indvandret.

Da jeg vandrede tilbage til København, fandt jeg hurtigt ud af, at selvironi ikke er en medfødt evne, og at mennesker, der udviser selvhøjtidelighed, sjældent gør det for at være vittige. Det var mig temmelig uvant: Der, hvor jeg voksede op, var man først rigtig elsket, når man havde gjort sig fortjent til et kæle-/øgenavn. I dette tilfælde vægter jeg pli højere end ytringsfrihed, og vælger derfor ikke at offentliggøre mine medmenneskers kælenavne. Men måske ved I, hvad jeg mener (navne i stil med Guldsmeden, Grydeklar, Slår-igen og Tina-træk-et-nummer)?

Det man si'r er man selv

Ytringsfrihed er der blevet ytret og ymtet meget om. Efterhånden virker det, som om det ikke bare er en frihed man har sig, men en frihed, man ta'r sig: Ytringsfrihed er blevet noget, vi bruger til at slå hinanden i hovedet med. Da jeg var barn, var der grænser for ytringsfriheden i skolegården: Man kunne ikke kalde andre for fede, dumme, snotubegavede, klamme mobbere, selv om man kunne have lyst til det.

Man kunne ikke forsvare sig med, at man gik til ytringsmetodisk forsvar eller verbal modværge. Der var en gårdvagt og en strafferet, der blev eksekveret af inspektøren, der gjorde det ud for højesteret. Nogle gange skal man altså lære at vende den anden kind til - også selvom slaget af en plastic-skovl stadig svier i den første. I børnehaven skreg vi i kor: "Det, man siger, er man selv!"

Den lektie fik jeg gentaget i Canada til et foredrag om dramatik, hvor en jødisk dramatiker fortalte om en uskreven regel, der betyder, at man ikke kan karakterisere eller fremstille grupper, man ikke selv på en eller anden måde tilhører. Hvis man ville lave et kritisk skrift om sorte, homoseksuelle, rige, jødiske intellektuelle, er det en betingelse nærmere end en forudsætning, at man selv er forholdsvis sort, overvejende rig, nogenlunde intellektuel og temmelig jødisk med tendenser i andre retninger end de heteroseksuelle.

Hvorfor er det sådan? Er det forbudt at udtale sig om noget, man ikke ved så meget om? Hvornår ved man noget/nok til at man må ytre sig om det?

Tabu i kristen dansk kontekst er noget skamfuldt - det vi ikke taler om, fordi det er for flovt og pinligt at bringe frem. I det, man engang kaldte primitive religioner, hvilket i dag anses for at være en upassende og nedladende term, er tabu noget helligt, som man ikke skænder ved at tale om det. Der er forskel på at krænke andre ved at udstille dem, som man selv synes, man har lyst til - og er i sin juridiske, grundlovsfæstede ret til - og så på at tale frit, fordi man har noget på hjerte, som er så vigtigt, at det vil knække en selv, hvis ikke man får lov til at ytre det.

Det er jo bare sprog

Det er da tjotjalt sjovt at høre unge nydanskere (mærkeligt ord - men vist nok stadig politisk korrekt) tale dansk, fordi de får sprogblomster til at folde sig ud og ørerne til at undre sig: Vores danske sprog bliver anderledes eksotisk, når det bliver blandet med (pseudo)arabisk.

Det bliver personificeret, når folk med spanske aner siger 'han' og 'hun' om ting, vi kalder enten 'den' eller 'det'. Det driller i dialekter fra Bornholm til Thy, men i virkeligheden er det jo bare sprog. Sprog er til, fordi vi prøver at komme i kontakt med hinanden. Og misforståelserne bliver indlysende, når man tænker nærmere over dem: To teenagedrenge af anden-etnisk herkomst står i ungdomsklubben og er ved at koge spaghetti - en klassisk dansk spise. Pædagogen går forbi og bemærker tørt: "Brug lige dørslaget", hvorefter den ene af fyrene griber et dørslag og siger: "Nej mand, vi bru'r bare den her si. Den er til mad".

For hvad er et dørslag egentlig andet end en lyd, når man smækker en dør?

Grin af folk fra Tønder

Yallahrup Færgeby fremstiller et stereotypt billede af de knapt så heldige unge i de knapt så heldige forstæder. På samme måde var Polle et stereotypt billede på den knapt så heldige pebersvend, som vennerne hilser med en morgen-sheriffstjerne og et: "Skål og te' løk - vi vil ski' dig et styk'!".

Umiddelbart kan man sige, at Yallahrup Færgeby bare er en dukkefilm - hvad skulle der være i vejen med det? Ligesom de tegninger, der udløste en mindre uoverensstemmelse mellem Danmark og Mellemøsten. Karikatur-tegninger er jo bare for sjov. Der er ikke noget, der er for helligt til at gøre grin med, vel? Det skulle da lige være vores egne tabuer. Hvad med Tønder-sagen? Kunne det ikke være sjovt, hvis andre udstillede vores danske kultur (med Brian Mikkelsens ord en kultur, der altid vil være mere gyldig herhjemme end "en middelalderlig muslimsk kultur").

Er det ikke et godt gammelt pæredansk udtryk, at "tomme Tønder buldrer mest" - for hvor tom er Tønder, når der falder brænde ned med mere end en buldren?

Kunne det ikke være tjotjalt syyyg humor at lave en dukkefilm om det? En julekalender i 24 afsnit, hvor man hver dag bliver introduceret for en ny gæst hjemme i det hyggelige julehjem i Tønder? Ville det være sjovt? Ville det sortere under ytringsfriheden? Eller under ondskabsfuldheden?

Der er sprog, og så er der det man siger, hvad enten man hilser med fremstrakt hånd eller hånden på hjertet. Humor, ironi og drilleri er gaver jeg har fået i min fynske barndom, men gaverne var indpakket i respekt og medmenneskelighed.

Det er vigtigt at kunne grine ad livet sammen. Man driller kun dem, man godt kan li', og man driller kun, når man er blevet stor nok til at kunne grine ad sig selv, før man gør grin med andre.

Katrine Sekjær er cand.mag. i teatervidenskab og dramatiker og dramaturg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja ytringsfriheden er et mærkeligt begreb.
VOK bruger den fx til at fortælle den ene urigtige historie efter den anden.
Fx. siger den ene minister efter den anden, at SR-regeringen lod skatter og afgifter stige og stige - ja der kom en ny skat eller afgift næsten hver måned.
Er det sådan nogle løse og urigtige historier, vi skal bruge vores ytringsfrihed til.
Eller er det vor ytringsfriheds hellige pligt at ytre os, som fx Birthe Rønn Hornbech (BRH) og Peter Skaarup gjorde i en P1-debat i DR i sidste uge. Hvor de fremstillede Aasma som en fundamemtalist og tillag hende holdninger og meninger, Aasma selv siger hun ikke har.
Hvorfor skal ytringsfriheden bruges til at give folk meninger og holdninger, folk ikke selv har. Var det ikke det, der fx skete i Tyskland i 1930érne.

PS: Jeg var meget forundret over, at BRH kom med disse fordomme om Aasma. BRH har jeg ellers altid opfattet, som en forstandig og principfast kvinde.

Katrine Sekjær vinder hermed prisen for indtil videre at være den eneste person, der har skrevet noget velbegavet om DR2s julekalender i Dagbladet Information.

Embeded sarcasm

Angående det med Tønder, så ja. Hvis tønder-julekalenderen blev lavet på en måde der fik en til at grine, så hvorfor ikke? Voksenhumor (og husk nu på at det er en voksenjulekalender) bør da have frie rammer, så må det være op til seerne om det er sjovt.
Den amerikanske animerede serie South Park er et glimrende eksempel på dette. De har absolut ingen hellige køer af princip, og skaber derfor noget der er morsommere, mere tankevækkende og 100 gange skarpere end det hav af tamme amerikanske komedie-serier som vi kender alt for godt.

Angående kritik af andre end ens egen stand så synes jeg det er direkte latterligt og ødelæggende for samfundslivet. Vi kommer jo ud i et samfund hvor de eneste der bliver gjort grin med er cand.mager. For hvad udgør egentligt en minoritet? er det befolkningsandel? repræsentation i parlamentet? uddannelse?

Jeg er ikke selv venstremand, må jeg så ikke kritisere Statsministeren eller hans tilhængere? Jeg heller ikke nationalsocialist eller medlem af blekingegadebanden, skal jeg så ikke gøre grin med dem offentligt?

Indvendingen hertil er nok, at man ikke må kritisere minoriteter, men at magthaverne er fair game, men at der forresten er nogle minoriteter som man alligevel må gøre grin med.

Det er inkonsekvent.

Enten så er alle minoriteter hellige og skal skånes for kritik, ellers er vi alle lige sårbare. Naturligvis skal man have lov til at gøre grin med magthaverne, men det er bare direkte i strid med den uskrevne regel.

Lad os derfor tage fat i den rene vare, alle kan gøre grin med alt. Om det er sjovt må være op til publikum. Er det ikke nemmere at konfrontere og latterliggøre en fordom hvis den er frit fremme, end hvis den er i DF's interne medlemsblad?

KATRINE SEKJÆR:

”Der er forskel på at krænke andre ved at udstille dem, som man selv synes, man har lyst til - og er i sin juridiske, grundlovsfæstede ret til - og så på at tale frit, fordi man har noget på hjerte, som er så vigtigt, at det vil knække en selv, hvis ikke man får lov til at ytre det.”

Her har Katrine Sekjær fat i den helt centrale pointe, når det gælder ytringsfrihedens rolle. Det har aldrig været meningen med ytringsfriheden, at den skal bruges til at sparke til dem, der ligger ned i forvejen. Jyllands Postens og Anders Fogh Rasmussens definition af ytringsfriheden som retten til at mobbe, dem der ikke kan forsvare sig, er og bliver en perversion.

Tværtimod har ytringsfriheden sin eksistensberettigelse i et demokrati ved at fungere som alles ret til at tale magthaverne midt imod.

Yallahrup Færgeby er blevet kaldt genial. Det er virkelig langt ude. Den er bygget op på fortærskede, idiotiske klicheer. Unge indvandrere aspirerer til at blive gangstere og er så tomhjernede at selv en klovn kunne hverve dem som selvmordsterrorister. Danskerne er alle syge, perverterede behandlertyper. Helt ærligt, hvor meget glimt i øjet og kærlighed er der i skildringen af hyperhypokonderen Morten og den liderlige magtmisbrugende skoleleder Hanne?

Og er det majoritetsDanmark som tamper på en sårbar minoritet? Jeg forstår ikke hvordan folk ukritisk kan sige det, når ideerne bag julekalenderen faktisk stammer fra to unge indvandrerdrenge (som DR nu forsøger at snyde for deres betaling fordi der "uheldigvis" ikke blev skrevet nogen kontrakt). For mig at se er det ikke så meget andet end et tomt sensationshungrende projekt som har fået lov til at blive søsat fordi nogle mennesker stadig er fuldstændig fikserede af effekten af Muhammedkrisen. Der er noget der forbudt og så er det bare om at vise at man tør. It's a double dare.

Jeg har set de første afsnit men jeg synes den er afsindig kedelig og gider den ikke mere. Så den kun fordi der var så meget ballade omkring den.

Jeg synes altså, den er skideskæg - og som Sekjær skriver: "Man driller kun dem, man godt kan li', og man driller kun, når man er blevet stor nok til at kunne grine ad sig selv, før man gør grin med andre" Præcis som denne julekalender,.

Jeg gik også på universitet i Nordamerika i 90erne da "political correctness" var på sit højeste. Selvom ideen er prisværdig (at vise hensyn til minoriteter og bl.a. tillade dem selv at vælge hvordan de vil beskrives/tiltales) så var resultatet jo nærmest et totalt kommunikationskollaps, fordi alle var så forhippede på at fange hinanden i en fortalelse, der afslørede potentielle underliggende fordomme, at de slet ikke havde tid til at lytte til, hvad der faktisk blev sagt.

Denne fokus på "mulige fordomme om minoriteter" gør Katrine Sekjær sig efter min mening skyldig i. Det kan for eksempel ses ved hendes sammenligning af Yallahrup Færgeby med Muhammed-tegningerne. Disse to eksempler på "parodi" kan kun placeres i samme bås, hvis man totalt bortser fra afsendernes hensigt.

Jeg synes det er fair nok at diskutere om serien er morsom eller ej, men det er da rimeligt åbenlyst, at hensigten netop ikke har været at udstille invandrer-dukkerne mere eller mindre end de "danske". (Men selvfølgelig at udstille dem begge to.)

Selv synes jeg faktisk Yallahrup Færgeby halter lidt, fordi det virker som om den ikke tør tage skridtet fuldt ud. Dukkerne er for tamme og verdensfjerne (for oplagt parodierede). Fra mit perspektiv havde det været sjovere med nogle dukker, der udstillede mere "almindelige danskere". (Og det er interessant, at i nogle af de artikler jeg har set, der citerer unge "indvandrere" giver de udtryk for, at de ikke synes Ali og Hasan er helt vellykkede som parodier - for meget to-dimensionel "mujaffa").

Derved bliver serien lidt flad og stivner i nogle meget firkantede stereotyper - uden egentlig at provokere på anden måde end ved sin fortegnelse. Men Yallahrup Færgeby er stadig glimrende og kan måske være start-sted eller inspiration for nogle andre, der tør skubbe parodien et skridt længere, så den bliver endnu mere rammende relevant!

(P.S. Bare for at komme evt kommentarer i forkøbet: Jeg er absolut fortaler for, at man viser hensyn i offentlig (og privat) kommunikation. Jeg mener absolut der er grænser for ytringsfriheden. Jeg mener minoriteter har ret til større hensyn end majoriteten når det gælder parodi, kritik, etc.)