Kronik

Forfatterne og samfundsdebatten

Samfundskritik. Hvordan skal folket kunne vælge de styrende på et sagligt grundlag, hvis det ikke bliver fyldestgørende orienteret om, hvordan det styres? Så hvor bliver kulturisternes samfundskritik af?
Debat. Fogh havde i 2004 inviteret det danske kulturliv - repræsenteret af forfattere - til møde under overskriften: værdidebat. Men alt, mødet kom til at handle om, var flere penge til forfatterne.

Debat. Fogh havde i 2004 inviteret det danske kulturliv - repræsenteret af forfattere - til møde under overskriften: værdidebat. Men alt, mødet kom til at handle om, var flere penge til forfatterne.

Thomas Borberg

6. december 2007

Rune Lykkeberg konstaterede 24. november, at "det ikke længere er kunstnere og forfattere, der siger sandheden i velfærdssamfundet". Med udtrykket 'kunstnere' henviste han vist nok til kunstmalerne og billedhuggerne. Det står mig lidt uklart, hvordan disse 'kunstnere' skulle kunne "sige" sandheder om samfundsspørgsmål - eller "sandheden", hvad det så er for en?

Videre konstaterede Lykkeberg: "Som privilegeret stemme i offentligheden var kunstnerne og forfatterne væk" i den seneste valgkamp, uden at han var i stand til at afgøre, "om de ikke længere sagde noget, eller om de ikke længere blev spurgt".

Hvis det er det sidste, der er tilfældet, er det velbegrundet. Allerede salig Georg Brandes beklager i indledningen til sine Hovedstrømnings-forelæsninger udgivet i 1872 den danske "litteraturs virkelighedsfjerne idealisme. Den handler ikke om vort liv, men om vore drømme". Og siden da har de skjønlitterere drømt videre.

Jo, jo - jeg har læst Hans Kirks bøger om småkårsfolkenes barske liv i 30'erne. Men jeg har også læst landarbejdernes fagblad og byernes arbejdsmænds ditto fra Mellemkrigstiden. Her skrev de folk, som selv var udsat for undertrykkelse og udbytning fra Venstre-bøndernes og by-arbejdsgivernes side. For disse arbejdere var det ikke fiktion, men den rene, skære virkelighed. Fiktionen har imidlertid opnået en prestige, som dokumentationen ikke kommer i nærheden af.

Danske forfattere synes i al almindelighed at være langt mindre interesserede i at skrive om samfundsspørgsmål end eksempelvis svenske og tyske. Nogle af disse sidstnævnte har ligefrem taget partipolitisk stilling. De to store tyske forfattere Heinrich Böll og Günther Grass har f.eks. ikke følt sig for fine til at stille op som støtte-talere for SPD.

I foråret stillede den engelske forfatter Nick Cohen i bogform spørgsmålet What's Left? i bogen af samme titel. Information viderestillede spørgsmålet til en række forfattere, blandt andre Carsten Jensen. Han beklagede, at den hjemlige venstrefløj ikke er opmærksom på "den globale ulighed og den ødelæggende fattigdom i den tredje verden", og at den samme fløj ikke vil "gøre noget seriøst ved de menneskeskabte klimaforandringer". Hvad Socialdemokraterne angår, var Carsten Jensen af den mening, at partiet "er fast besluttet på at dø i stilhed". Med Helle Thorning-Schmidt som leder "har partiet besluttet sig for at abdicere med en hvisken i stedet for med et brag".

Ragede Fogh en fjer

Det er sådanne udtalelser, som gør én taknemmelig for, at kulturisterne under den seneste valgkamp holdt deres mund - enten det nu skete af egen fri vilje, eller fordi de - særdeles velbegrundet - ikke blev spurgt.

Som led i sin mediebevidste og for længst glemte 'værdikamp' inviterede den Anders Fogh, der selv af valgtaktiske grunde er rendt fra alle sine egne minimalstats-liberalistiske værdier, i foråret 2004 over to omgange en række håndplukkede kulturister - af den ikke alt for venstreorienterede slags - til Marienborg. Ifølge Berlingske Tidende skete det med det formål at få diskuteret "litteraturens betydning for ... samfundsdebatten" - som om det rager denne lille vindtørre og uhyre beregnende liberalistiske teknokrat Fogh en fjer. Det var en ren paradeforestilling med kulturisterne som de villigt medvirkende.

Tv var naturligvis på pletten, og aviserne refererede fyldigt som altid, når de skønlitterære møder frem eller udtaler sig - for, som Deadline-redaktør Jes Stein Pedersen fremhævede det samme dag i Morgenradioavisen: "Forfatterne kan stille politikerne nogle spørgsmål, som vi andre ikke kan". Det lyder interessant. Men, hvorfor gør de det så aldrig?

Blandt de forfattere, som Fogh i første omgang inviterede til Marienborg, var Suzanne Brøgger. Hun mente, at der var tale om et møde mellem "magten og kraften", hvor "magten er styrken til at bestemme, hvordan det skal være, mens kraften er fantasien til at forestille sig, hvordan det kunne være". Og hvordan kunne eller skulle det så være?

Manglende værdidebat

I en samtale med Information udtalte Brøgger følgende: "Det er bedre at bo i en villa ned til Sorø sø end i en af alle de klamphugger-cigarkasser, der bankes op over hele landet (...) Det er bedre at blive puttet og få læst op af 'Mis med de blå øjne' end at blive efterladt med dræn i øret på en 24-sengs vuggestue med tre-ottendedele pædagog på afspadsering (...) Det er bedre at få integreret lidt sort skole i rundkredspædagogikken (...) Det er bedre at kunne tage sine tørklæder af og på, når og hvor man vil."

Hvis hun havde fået lov at råde, skulle følgende emner altså være diskuteret med Fogh på Marienborg: Alle skal have villaer at bo i - helst i naturskønne omgivelser. Mødrene eller fædrene skal helst - ligesom forfatterne - blive hjemme hos børnene i stedet for at sende dem i daginstitutioner. Der skal mere indlæring end pædagogik i skolen og mere liberale holdninger i flygtninge/indvandrer-politikken - dvs. holdninger modsat dem, der praktiseres af Danmarks såkaldt 'liberale parti', idet jeg her skelner mellem det at være 'liberal', dvs. fri- eller storsindet, og det at 'liberalist' - støttende de frie kræfters spil, den stærkes ret, sin egen lykkes smed, vind eller forsvind, mere privat og mindre stat, altså alle de 'værdier', som Anders Fogh for en stund har lagt på hylden.

Men hvor var hendes - eller hendes medinviterede kulturisters - kommentarer til den såkaldte 'værdidebat', som Fogh havde foranlediget i en samtale med Weekendavisen i januar 2003? Hvor var deres kritik af den meget lave starthjælp - svarende til ca. halvdelen af kontanthjælpen - som de borgerlige byder "de fremmede"? Hvor var deres kritik af den hjerteløse asylpolitik? Hvor var deres kritik af den beskårede u-landshjælp? (Marienborg-møderne fandt sted, før Fogh besluttede at rette op på denne hjælp for at sikre sig lidt mere tilgang af kvindelige vælgere). Hvor var kritikken af den smadrede miljøpolitik? (Marienborg-møderne fandt sted, før Fogh pludselig blev 'grøn').

Dominerende borgerlige

Fra regeringsskiftet i 2001 og frem til 2004 blev næsten 45.000 flere arbejdsløse, hvad mange vist har glemt. Alligevel begrænsede Fogh-regeringen efteruddannelserne, ligesom der blev indført brugerbetaling for arbejdsmarkeds-uddannelserne. De mennesker, som ingen uddannelse havde, skulle altså - i modsætning til alle andre - selv betale for at få en. Fogh-regeringen rørte ikke en finger for at afhjælpe arbejdsløsheden. Hvor var kulturisternes kritik?

I regeringsgrundlaget fra november 2001 kan man læse, at "dagbladene har en særlig betydning for den demokratiske debat, (men) forudsætningen er en flerhed af dagblade". Præcis - men denne flerhed mangler jo i udpræget grad i vort land. Der er tre lands- og to lokalaviser tilbage til den halvdel af befolkningen, som ikke stemmer borgerligt. Derved får den politiske orientering en skævhed, som er aldeles undergravende for folkestyret. Hvordan skal folket kunne vælge de styrende på et sagligt grundlag, hvis det ikke bliver fyldestgørende orienteret om, hvordan det styres?

På denne baggrund lød det jo forjættende, når det af Fogh-regeringens program fremgik, at den ønskede "at bidrage til, at befolkningens medieønsker og -behov tilgodeses". Hvordan er det løfte så blevet opfyldt? Det er blevet opfyldt ved, at regeringen har fjernet portostøtten! Omkring 500 fagblade - mange af socialdemokratisk observans - har måttet dreje nøglen om. Men tilskuddene og momsfritagelsen til aviserne - med de borgerligt orienterede som værende altdominerende - opretholdes.

Diskuterede kulturfolket på Marienborg nu den skævvredne meningsdannelse eller den forringede miljøindsats eller den øgede arbejdsløshed - som fik lov til at passe sig selv - eller den beskårede u-landsstøtte eller den fremmedfjendtlige udlændingepolitik? Nej, man diskuterede ifølge avisreferaterne kun én eneste ting: flere penge til forfatterne.

Jeg forstår naturligvis udmærket, at forfatterne gerne vil have flere penge. Men det må jo være en sag mellem forfatterforeningerne og kulturministeren. Nu var det imidlertid statsministeren, der inviterede de skønlitterære med det formål at få diskuteret "litteraturens betydning for ... samfundsdebatten" - og så udviklede det sig til et forfatter-fagforeningsmøde om flere penge.

Selv følte Fogh sig imidlertid ikke spor pikeret. Både efter det første og efter det andet møde - med de af hans og kulturminister Brian Mikkelsens spindoktorer specialudvalgte kulturister - udtalte han, at møderne havde været "meget berigende". Efter det sidste møde tilføjede han: "Det er sundt at få nye og skæve vinkler på de brede samfundsspørgsmål" - som altså ikke var blevet strejfet med ét eneste ord.

Henning Tjørnehøj er Socialdemokratisk samfundsdebattør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer