Kommentar

Frankrig er stadig en kulturel supermagt

Nyhedsmagasinet Time har skrevet en opsigtsvækkende nekrolog over fransk kultur - rygterne om dennes død er imidlertid temmelig overdrevne, skriver Independents Paris-korrespondent
19. december 2007

Hvor er alle Sartre'rne og Edit Piaf'erne blevet af? Hvem er den nye Cézanne? Marcel Marceau er død. Og selv Johnny Halliday har i en alder af 64 år bebudet, at han ikke længere vil være i stramtsiddende, selvlysende bukser, når han giver koncert (dog først fra 2009).

Nyhedsmagasinet Time har fremkaldt furore og indignation i Frankrig ved at bringe en nekrolog på forsiden af sin europæiske udgave, der erklærer den franske kultur for døende eller død. Trods de enorme offentlige midler, der pumpes i støtte til kunst og kultur, og trods en indædt diplomatisk kampagne for at beskytte Frankrigs 'kulturelle' undtagelse. Time proklamerer som konklusion, at "Prousts, Monets, Piafs og Truffauts fædreland har mistet sin position som kulturel supermagt".

Nuvel, dette er en af de gamle tilbagevendende travere i stil med den overvældende mængde af hundelorte på Paris' gader eller det franske kærlighedsliv påståede afblomstring, som enhver garvet Paris-korrespondent kan nikke genkendende til. Jeg skrev noget lignende om forfaldet i fransk kreativitet, da jeg første gang slog mig ned i Paris for 11 år siden. Og jeg tog fejl, om end ikke fuldkommen fejl dengang. På samme måde som Time tager fejl, om end ikke fuldkommen fejl i dag.

Hvis der er noget nyt at rapportere her, er det tværtimod, at fransk kunstnerisk kreativitet er livet gevaldig op på mange områder, fra arkitektur og pop til kompositionsmusik og film.

Paris er efter London

Johnny Halliday er ikke længere, som Time øjensynlig tror, det eneste franske pop-ikon, man har hørt om i udlandet. Faktisk er sandheden, at Johnny Halliday altid har været noget af en joke uden for den fransksprogede verden? Helt anderledes forholder det sig med Daft Punkt, Stardust, Etienne de Crécy eller Mojo, de toneangivende navne i den franske house-bevægelse, som alle nyder stor international respekt. Og franske arkitekter vinder store opgave og applaus fra Beijing til Hollywood. Jean Nouvel skal bygge nye glastårne på Manhattan, mens Hollywoods kommende biografmuseum er blevet tegnet af Christian de Portzamparc.

Fransk film, der så ofte har måttet tåle latterliggørelse, gennemgår ligeledes en periode af højnet international anseelse - fra Amélie til Pingvinernes march over Piaf-biografien La vie en rose. Fransk litteratur savner måske nyt blod, men den satiriske romanforfatter Michel Houllebecq (Elementarpartikler, Platform, Muligheden af en ø) har dog immerværk som den første franske forfatter i mange år forstået at skabe sig en stor tilhængerskare i udlandet. Den parisiske kunstscene halter stadig langt efter London og frem for alt New York, men den algiersk fødte Adel Abdessemed er en opgående stjerne.

Men, hævder Time, Frankrig plejede at eksportere franskhed igennem sådanne kulturelle superstjerner som Monet eller Sartre eller Piaf. Og trods alle Frankrigs bestræbelser på at subsidiere dets kulturelle arv og frembringelser, så høres den franske stemme knapt nok i dag. Den internationale kultur er fuldkommen domineret af den anglosaksiske verden og det engelske sprog.

Dette er fuldkommen som at høre en talsmand for supermarkedkæden Tesco beklage sig over, at små familiekøbmænd ikke længere er, som de var. Som Didier Jacob skrev i Le Nouvel Observateur, har en stor del af Times-nekrologen rod i en transatlantisk karikatur af fransk kultur, ny som gammel. "Hvis fransk kultur kunne reduceres til et algebraisk udtryk, ville det lyde: De Gaulle + Sartre + baguettes + Sophie Marceus bryster = fransk kultur".

Når sandheden skal frem, er de store kulturpolitiske subsidier i Frankrig ikke først og fremmest beregnet på at gøre Frankrig til en kulturel supermagt. De er beregnet på at forhindre, at fransk kultur bliver fordærvet af invasionen af amerikansk kultur i Frankrig.

Man kan skændes frem og tilbage, hvorvidt denne statsstøtte er velanvendt. Det faktum står tilbage, at Frankrig i modsætning til f. eks. Italien eller Tyskland eller Storbritannien stadig har en filmindustri, der er i stand til at skabe franske thrillere, franske folkekomedier og franske kærlighedsfilm. De kan være fremragende, de kan være elendige eller mellemvare, men franske - det er de i al fald. Den britiske filmindustri er til sammenligning ikke mere end en mindre underdivision af Hollywood.

En kreativ ødemark

Alligevel er Time-nekrologen ikke fuldkommen hen i vejret. Der er store huller i kreativiteten i et land, som engang viste resten af verden vejen, når det gjaldt om at anskue tingene på en ny måde. Fransk fjernsyn er en kreativ ødemark. Fransk skønlitteratur sidder stadig fast i overintellektualiserende, selvoptaget abstraktion frem for at fortælle gode historier. I mange år forekom det kreative Frankrig at være ramt af en depression over den moderne verden. Hvis amerikanerne skulle dominere, forekom de franske kunstnere at sige, så har vi i al fald tænkt os at vende os indad og bagud.

Denne selvpålagte lammelse ser ud til at være brudt. Der er nu en ny generation af franske filminstruktører, som er rede til at tage det bedste fra Hollywood at skabe film, som kun kunne være franske. I musik og kunst er der nye generationer, som flytter de globale grænser på en udpræget ny fransk måde.

Sandt nok venter vi stadig på vor samtids svar på Flaubert eller Proust. Men helt ærligt - hvor mange Tolstoj'er har russerne, og hvor mange Melviller er der i USA? En stor nutidig fransk forfatter har været savnet i mange mange år, okay. Men jeg tør vædde med, at når der før eller siden kommer en, vil hans eller hendes fornavn være noget i retning af Ahmed eller Rachida.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er nu herligt at se nogen sparke de selvgode selvhøjtidelige franske snopperøve lidt i den bare - selv design og mode er sgu bedre i norditalien. lol

Det med selvhøjtidelige franskmænd, er jeg ganske uenig i!
Selvfølgelig har franskmænd distance, og facade. Men de skjuler sig da ikke bag tilsyneladende jovialitet, som dem fra de forenede stater. Derovre fra er jo ikke komet en film der er se værdig siden Marxbrothers og Fields, musikken er degenert siden Zappa tog sit sidste hvæs.