1. januar tager UNAMID, Den FN-ledede Afrikanske mission i Darfur, over efter den forslåede og forslidte Afrikanske Mission i Sudan (AMIS), efter dennes tre og et halvt års utaknemmelige bestræbelser for at løfte en verdens vanskeligste fredsbevarende opgaver.
46 afrikanske fredsbevarende soldater har mistet livet i en operation, som ret hurtigt mistede al tiltro hos det darfurianske folk. Det blev en mission, som begyndte med et håb om, at afrikanere ville løse Afrikas problemer og endte med at missionens tropper blev til 'siddende ænder' - ude af stand til at beskytte sig selv.
Det første problem, som den nye 'hybrid-styrke' vil stå overfor er, at de fleste af tropperne vil være de samme gamle AMIS-tropper - nu blot iført blå hjelme. Hertil kommer, at de vestlige nationer endnu har til gode at indfri deres tilsagn om at stille med de fornødne helikoptere og den lovede logistik. Dette gør det lidet sandsynligt, at bare halvdelen af den 26.000 mand store styrke vil kunne indsættes før udgangen af næste år - selv hvis vi ser bort fra Khartoum-regimets konsekvente obstruktion.
En højrøstet international kampagne har skabt forventning hos darfurianerne om, at UNAMID vil sikre hver en lejr for de fordrevne, bringe kriminaliteten til ophør og afvæbne militserne. Dette vil ikke blive tilfældet. Af frygt for, at den uundgåelige skuffelse vil forvandle sig til vrede, har nogle rådgivere allerede foreslået, at UNAMID indleder sin mission med at iværksætte en eller anden markant magtdemonstration. Dette vil imidlertid let kunne trække de fredsbevarende tropper ind i en krig, som de ikke kan vinde. Hvis de kommer i nærkamp med en af militserne, er der kun ét muligt udfald: tilbagetrækning i vanære og mere forhærdet modstand fremover.
Selv uden en sådan magtdemonstration vil en for tidlig væbnet konfrontation kunne blive til alvorlig fare for UNAMID. Mens de mange fordrevne darfurianere håber på, at FN kommer for at afvæbne araberne, frygter araberne netop, at dette er FN's ærinde. Af den grund er der desperat behov for, at UNAMID iværksætter tillidsskabende foranstaltninger over for araberne, der også er del af det darfurianske samfund, men er blevet grumt udnyttet af Khartoum og hidtil ignoreret af det internationale samfund.
FN's officerer bør besøge de arabiske landsbyer og nomadelejre, vurdere disses behov og krigstab, som også er store, og tilbyde bistand, hvor de kan. Dette er blevet så meget desto mere nødvendigt, efter at Darfurs stærkeste arabiske milits, der er loyal over for kommandant Mohamed Hamdan Dogolo 'Hemeti' beslaglagde et meget stort parti våben fra regimet for nylig for derefter at skifte side. Hemeti har nu underskrevet en pagt med stifteren af oprørsbevægelsen Sudans Befrielsesbevægelse (SLM), Abdel Wahid Mohamed al-Nur, og frygter herefter ikke nogen styrke i Darfur, UNAMID's indbefattet.
UNAMID bør dernæst prioritere neutralitet meget højt. Intet skadede AMIS mere end den opfattelse, at det gradvis var ved at tage den sudanesiske regerings side. Ingen pr-kampagner formåede at korrigere denne opfattelse af en bestemt grund: den var sand. Da AMIS smed repræsentanter for de to oprørsgrupper, der havde nægtet at underskrive en fredsaftale i maj 2006, mistede den en mekanisme for at interagere med disse oprørere. Før UNAMID råder bod på dette, vil også denne mission blive mødt med mistro for at være partisk, med alt hvad dette indebærer af sikkerhedsproblemer for dens mænd.
Hvis UNAMID skal have chance for succes, er det afgørende, at de fredsforhandlinger, der blev sat i gang i den libyske by Sirte i oktober, kan resultere i en ny våbenhvileaftale og en ny våbenhvile-kommission. Men Sirte-samtalerne flytter sig ikke ud af stedet, uanset al den officielle hype omkring dem. For det første er den oprørsgruppe, der nyder størst folkelig støtte, Abdel Wahid SLM, ikke repræsenteret. Ej heller er den stærkest bevæbnede gruppe, Hemetis milits. Ingen af dem føler mindste tilskyndelse til at sætte sig ned som lige partnere med de små oprørsgrupper og militsfraktioner, hvoraf nogle af sidstnævnte er lidet andet en regeringssponserede bander.
Mark Malloch Brown, FN's vicegeneralsekretær, har kaldt UNAMID for "den rette plan for Darfur". Men UNAMID blev etableretfor at sikre en våbenhvile, som var dødfødt ved dens indgåelse for 18 måneder siden. Der er ikke længere nogen våbenhvile eller adskillelse af styrker at overvåge.
Den eneste opgave, der stadig er gennemførlig, er at sikre lejrene for de fordrevne. Sikkerheden må omfatte en civil politistyrke inden for lejrene, hvor våben og lovløshed i stigende grad florerer. Det har FN endnu ikke formået at finde løsninger på.,
UNAMID blev drevet frem af en international lobby, der råbte folkemord næsten tre år efter, at de mest omfattende overgreb var overstået. I bedste fald bliver styrken et projekt, der ikke kan løfte sit mandat. I værste fald bliver den en skabelon for, hvad FN-embedsmænd uofficielt advarer om kan blive "verdens værste fredsbevarende operation". Men som britiske regeringskilder siger: "Operationen vil blive sat i gang, og så må vi se at få det bedst mulige ud af det."
Julie Flint er medforfatter til bogen 'Darfur: A Short History of a Long War'
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
