Kommentar

At frigøre sig fra fjenden

Det er ikke fjendtlige identiteter, som fremkalder konflikter, men konflikter, som gør identiteter fjendtlige
At vinde en militær sejr over -fjenden- giver ingen garanti for, at man vinder et helt folk over på sin side. Billedet er fra Irak i går.

At vinde en militær sejr over -fjenden- giver ingen garanti for, at man vinder et helt folk over på sin side. Billedet er fra Irak i går.

Marko Drobnjakovic

Debat
12. december 2007

Stadig oftere hæver der sig i vore dage røster, der formaner 'os' om at være på vagt over for en nyligt opdukket fjende. Denne benævnes ved forskellige etiketter, hvoraf islamo-fascismen dog efterhånden synes at være blevet den hyppigste.

Betegnelsen 'fjende' har en enkel og klar funktion, når den anvendes i en krigssituation: Den angiver et andet land, hvis hær forsøger at erobre vores, og som følgelig er rede til at tilintetgøre os. Som modtræk bestræber vi os da selv på at neutralisere og uskadeliggøre fjenden. Drab ophører derefter med at være en forbrydelse og bliver til pligt.

Forrige århundredes totalitære regimer brugte imidlertid fjendetermen i en mere udvidet forstand. I min kommunistiske barndom hørte man hver dag de voksne tale om fjender - også selv om vi levede i fredstid. Nationens manglende økonomiske succes blev konsekvent tillagt de ydre fjender, hvoraf de værste var de angloamerikanske imperialister og de indre fjender, spioner og sabotører. Ved sidstnævnte forstod man enhver, der ikke udviste tilstrækkelig entusiasme for den marxistisk-leninistiske ideologi. Det totalitære regime trak således sit krigsvokabular ned over fredens situationer, og det kendte ikke til nuancer: Enhver afvigende person blev opfattet som en modstander og enhver modstander som en fjende, det var legitimt, ja ønskværdigt at eliminere, på samme måde som man udrydder et skadedyr.

Hinandens samvittighed

Hvad der i første række påkalder sig kritik ved dette verdenssyn, er dets moralske og intellektuelle utilstrækkelighed. Had er ganske vist en menneskelig følelse, men det følger ikke heraf, at had er uundværligt for enhver hævdelse af identitet - hverken på det individuelle eller på det kollektive plan. For at definere sig selv - ja, for i det hele taget at kunne leve - må ethvert menneske placere sig i et forhold til andre mennesker, men dette forhold kan ikke reduceres til krigens relation: at elske, respektere, angle efter anerkendelse, imitere, misunde, rivalisere og forhandle er mindst lige så menneskelige grundindstillinger som at hade. Som enhver manikæisk vision, der udelukker noget tredje, forenkler opdelingen imellem venner og fjender i overdreven grad de menneskelige relationers univers. Derved tenderer denne synsmåde imod at transformere en bestemt folkegruppe til den syndebuk, der bærer ansvaret for alle de dårligdomme, vi selv må trækkes med.

Reduktionen af de internationale samkvemsforhold til modsætningsparret 'forbundsfælle eller fjende' er så langt væk, som tænkes kan, fra sikre sejren for de idealer, vi ønsker at forsvare. Vi lever i dag i en verden, hvor terro-ristattentaterne imod USA i den amerikanske regerings øjne retfærdiggør systematisk tortur fra Abu Ghraib-fængslet til Guantánamo-lejren og dermed et fuldkomment frafald fra de principper, hvorpå en retsstat må bygge. Dette er holdninger, som i deres fjenders øjne må retfærdiggøre nye og endnu mere morderiske terrorhandlinger. På denne måde gør begge parter fyldest som hinandens gode samvittighed.

Resultatet er imidlertid, at man selv bliver besmittet med den samme slags ondskab, som den man vil bekæmpe. Hvis man for at bekæmpe sin fjende overtager hans mest afskyvækkende karakteristika, er det netop han, som vinder. Over for ens modstander bliver de fordele, der kan opnås ved forøget brutalitet mere end udhulet af det deraf følgende moralske og politiske prestigetab (de professionelle udøvere af krigen med alle midler undervurderer altid ideernes og lidenskabernes magt). Denne indespærring i en frontal og polariseret modstilling fordømmer samtidig fjenden til at gribe til stadig mere ekstreme handlinger. Herom vidner udviklingen i den israelsk-palæstinensiske konflikt. At vinde en militær sejr over 'fjenden' giver ingen garanti for, at man vinder et helt folk over på sin side. Dette var læren fra Versailles-traktaten fra 1919, fra slaget om Algier i 1957 og fra besættelsen af Bagdad i disse første år af det 21. århundrede. For dem, vi stigmatiserer som fjender, er mennesker som vi og rationelle som vi. For at beskytte sig imod dem, nytter det intet, at vi truer dem på selve deres eksistens.

Alt at vinde

Hvordan kan vi så undslippe den negative spiral, som vore projiceringer af fjendebilleder på verdens kompleksitet medfører? Det kan vi kun, hvis vi undlader blot at bytte det ene fjendebillede ud imod det næste (i forgårs var det verdenskapitalismen, i går kommunismen, i dag 'islamofascismen', som det hedder hos de venstreorienterede meningsdannere af i går, der i dag er blevet høge i forsvaret for 'den frie verden') og i stedet giver afkald på selve den manikæiske tænkemåde. Og det kan vi ved at forskyde vægten fra aktørerne til deres handlinger: I stedet for at størkne kollektive identiteter til uforanderlige essenser, må vi koncentrere os om at analysere de enkelte situationer, der altid er partikulære. Heri har vi alt at vinde, for det er ikke fjendtlige identiteter, som fremkalder konflikter, men konflikter, som gør identiteter fjendtlige. Verdens folkeslag har mere mangfoldige identiteter, end det almindeligvis antages, fordi krigene forpligter os til at forholde os endimensionalt til dem og sætte alle vore kræfter ind i kampen for at besejre en fjende. Situationer derimod lader sig ikke indespærre i overforenklede modstillinger og vil aldrig kunne reduceres til en godheds- versus ondskabsoptik. Billedet af verden som et sted for alles krig imod alle er ikke bare falsk. Det bidrager også til at gøre verden farligere.

Tzvetan Todorov er fransk filosof og litteraturteoretiker og bulgarsk af oprindelse

© El País Internacional og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Dengang i 00'erne

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her