Kronik

Frihed for Loke i stedet for Thor

Københavns integrationsborgmester, Jakob Hougaard, vender sig imod oprettelsen af friskoler, der har indvandrerbørn som primær målgruppe. Men accepterer vi det, så gør vi også op med en både gammel og særlig dansk tradition. Der er langt mere på spil, skriver dagens kronikør
Dagens kronikør advarer mod at at begrænse adgangen til oprettelsen af friskoler, hvis primære mål er indvandrere.

Dagens kronikør advarer mod at at begrænse adgangen til oprettelsen af friskoler, hvis primære mål er indvandrere.

Jacob Ehrbahn

14. december 2007

"Det er problematisk, at man kan oprette friskoler, hvis primære målgruppe er indvandrere. Og det er et problem, at vi i Danmark har så massiv offentlig støtte til en skoleform, som er så uhensigtsmæssig i forhold til integrationen. Jeg mener ikke, at man skal kunne oprette friskoler, der har indvandrerbørn som primær målgruppe."

Sådan siger Københavns integrationsborgmester Jakob Hougaard (S). Han mener, at rummeligheden af den danske friskolelov er blevet for stor, og at indvandrerbørnene i de muslimske friskoler ikke bliver tilstrækkeligt godt indført i det danske samfund og de værdier, dette samfund hviler på. Men på en sær måde kommer JH med sit forslag om at forbyde muslimske friskoler efter min mening til at skyde sig selv godt og grundigt i foden.

Det er rigtigt, at friskoleverdenens frihedsbegreb er meget rummeligt, og når det drejer sig om en friskoles værdigrundlag, er rummeligheden meget stor. Dette understreges tydeligt i friskolelovens paragraf 1 på følgende måde:

"Friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) kan - give undervisning, der stemmer med skolernes egen overbevisning, og tilrettelægge undervisningen i overensstemmelse med denne overbevisning. Skolerne afgør - frit, hvilke elever de vil have på skolerne."

Dette vil i praksis sige, at hvis blot en privat skole i sit formål ikke opfordrer til kriminalitet eller racisme eller anden form for lovovertrædelse og i øvrigt, som der også står i loven, forbereder "eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene", så er alle synspunkter tilladt.

Grundlovens paragraf 76 siger meget kort sådan her om indholdet i de frie skoler:

"Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen." Og dette "at stå mål med" har der altid været tradition for ikke omfattede folkeskolens formål, men alene dens faglige indhold. Friskolen bærer altså på mange måder sit navn med rette, og princippet om, at folk kan oprette skoler med udgangspunkt i netop deres ønske om, hvordan deres børn skal undervises og opdrages, har fungeret i mere end hundrede år og er blevet et skolemæssigt varemærke for Danmark.

Farlig argumentation

Men grænsen for friheden er nået, når idégrundlaget er muslimsk, mener JH. Og man kunne måske med ham og andre socialdemokrater sige, at tiden er løbet fra et så omfattende frihedsbegreb. Dels er der nu om dage så mange forskellige kulturer og samfundsopfattelser i vores samfund, som er i modstrid med dansk tradition, at de danske værdier er truet, så sejlene må rebes. Dels må fællesskabet kunne forvente noget ganske bestemt, når det yder så stor en støtte til friskolefolkene.

Men accepterer vi denne argumentation, så gør vi også op med en både gammel og særlig dansk tradition, som altså ikke blot handler om nogle få privilegerede forældres ret til at få deres børn i privatskole, fordi de måske ikke kan lide den offentlige skole.

Der er langt mere på spil end det.

Traditionen med frie skoler i Danmark tog officielt sin begyndelse i 1855, hvor den såkaldte friskolelov blev vedtaget. Heri fik forældre, der selv vil undervise deres børn, en almindelig ret til at undlade at sende børnene i den offentlige skole. Forældrene skulle ikke give nogen særlig begrundelse, blot børnene underkastede sig en prøve hvert halve år - ligesom i den offentlige skole - for at myndighederne kunne forsikre sig om, at børnene lærte lige så meget som i folkeskolen. Det interessante ved denne lov var imidlertid, at den ikke som udgangspunkt havde, at børnene generelt skulle have en anden undervisning end den, der foregik i almueskolen, som folkeskolen hed dengang. Nej, lovens udgangspunkt var i virkeligheden to helt andre forhold end undervisning og skole, nemlig en bestemt opfattelse af hvem, der har retten til børnene - og en bestemt opfattelse af demokratiet.

Børnene er forældrenes

Retten til børnene og dermed også retten til at bestemme, hvordan og på hvilket værdigrundlag, de skal opdrages og undervises, kan i princippet være hos en af to parter: enten hos forældrene eller hos fællesskabet - staten kunne man også sige. Mange steder i verden og i historien har retten til børnene været hos statsmagten. Man kunne her nævne den græske bystat Sparta som eksempel fra den gamle historie og Hitlertyskland, Sovjetunionen og de israelske kibbutzer fra den nyere historie. Men i Danmark blev der i forbindelse med de folkelige vækkelser i begyndelsen af 1800-tallet kæmpet for retten til, at børnene er forældrenes, og at staten ikke skal blande sig i de værdier, forældrene ønsker at videregive til børnene. Kampen blev vundet, og princippet blev langsomt knæsat gennem lovgivningen på en række samfundsområder, herunder altså også skoleområdet, i det nye demokrati efter 1849.

Mindretallet skal høres

Og netop opfattelsen af, hvordan dette demokrati skal gennemføres, er den anden baggrund for traditionen for frie skoler i Danmark. Man kan lidt summarisk sige, at demokratiet kan praktiseres på to måder, som jeg forenklet ville kalde for et flertalsdemokrati, henholdsvis et mindretalsdemokrati. Begge måder at praktisere demokrati på er ideelt set karakteriseret af, at et problem rejses, hvorefter der følger en diskussion med argumenter, og til sidst foretages en afstemning, og flertallets beslutning gælder. Men herefter skilles vejene. I flertalsdemokratiet kan mindretallet sidde tilbage og ærgre sig over, at det ikke fik overbevist flertallet, men så håbe på, at det næste gang er dem, der får ret - og får retten. I mindretalsdemokratiet derimod er udgangspunktet, at sandheden ikke nødvendigvis kan afgøres gennem en afstemning. Selv om der er flertal for en bestemt opfattelse, er den ikke nødvendigvis den bedste eller mest sande - det kunne lige så godt være mindretallets opfattelse, der var det - men vi har ikke bedre måder at afgøre på, hvad der er det rigtige, end at stemme om det. Men tvivlen om denne rigtighed må komme mindretallet til gode, så der skal tages et så vidtstrakt hensyn til mindretallet som overhovedet muligt. Det betyder, at flertallet må indrette sig efter deres flertalsbeslutning på en sådan måde, at mindretallet i så vid udstrækning som muligt kan leve deres sandhed ud. Konkret må det også betyde, at der skal gives mindretallet praktiske og økonomiske muligheder for at praktisere deres sandhed. Det er den sidste opfattelse - den mindretalsdemokra-tiske - der efterhånden blev den herskende i Danmark. Ikke mindst under indflydelse af Grundtvig og hans tilhængere.

Grundtvig udtrykte det i et digt om den nordiske ånd med den berømte vending, at der skal være "Frihed for Loke såvel som for Thor".

De danske værdier

Vi har derfor siden 1849 set lovgivning på en række områder, hvor det godt nok er flertallet, der får hovedindflydelsen, men hvor der samtidig både praktisk og økonomisk gives mindretallet mulighed for at være anderledes end flertallet. Ret snart efter friskolelovens vedtagelse i 1855 gav flertallet også de økonomiske muligheder for, at mindretallet nemmere kunne praktisere deres skoleopfattelse ved at yde dem statstilskud.

Dette betød, at der i 1970'erne, hvor den ideologiske diskussion i Danmark var meget levende, kunne oprettes skoler, hvis formål var at omstyrte det kapitalistiske og borgerlige demokrati - og som fik 85 procent af deres udgifter betalt af staten for at viderebringe dette budskab. I sandhed noget, der af tilrejsende udlændinge blev opfattet som et vidtstrakt - ja nogle af dem syntes for vidtstrakt - hensyn til mindretallet. De rystede lidt på hovedet - men vi fortalte om det med stolthed.

Når vi altså har frie skoler i Danmark, der selv kan bestemme den overordnede idé og værdigrundlaget for deres skolepraksis, så skyldes det altså ikke først og fremmest en bestemt skoletænkning - men derimod nogle principper om forældreret og mindretalsret praktiseret på en måde, som er særegen i verden. Det er blevet en af hovedhjørnestene i det, man kunne kalde for de særligt danske værdier.

Det er det, der er på spil i de tanker, socialdemokrater i København nu går og drøfter. Man vil værne om de særligt danske værdier - men man gør det, som jeg kan se det, absurd nok ved netop at gøre op med det, der mere end noget andet er særligt danske værdier.

Thorstein Balle er forstander, cand.pæd. Den frie lærerskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorstein Balle har ret. Desværre var Dagbladet Information også ude med riven for et årstid siden, hvor de etniske skoler blev opfattet som en fallit for folkeskolen og en hindring for integration. Friskoletraditionen gælder selvfølgelig alle. Nogle skoler er røde, nogle er sorte, nogle er gode og nogle er mindre gode. Det gælder de traditionelle danske skoler og det gælder de etniske. I København er der engelsksprogede skoler, franske og tyske skoler og ikke mindst i over 200 år en jødisk skole. Men de mus-limske/etniske skoler er der ikke plads til.
Et forhold ville det måske være en god ide at lave om på,og det er retten til at smide elever, der enten ikke kan klare sig fagligt eller adfærdsmæsssigt, ud Her måtte de private skoler gerne have samme forpligtelse, som den offentlige, som ganske ofte får de elever der har klaret sig skidt i den frie skole. Friheden til at kassere elever er måske en frihed der skulle ses nøjere på. Den offentlige skole er nogle gange ved at gå i knæ over friheden til at smide Loke og Thor ud af det gode selskab og over i den udskældte folkeskole.

At mene der ikke plads til mindre tal i den danske folkeskole er en manglende indsigt i folkeskolen og det er ikke børnene der har disse forestillinger. For mig er der ingen tvivl vi bør kun have en folkeskole i Danmark, og efter min mening er den finske model den bedste.

Hvor lære igennem en 5 års uddannelse bliver uddannet til kun at undervise i enkelte fag og samt i deres underdannelse før lærdom og indsigt i humanistiske værdier. Det er en uddannelse som gør lærende meget dygtigere, og man undgår at lære går ned på grund af for stort arbejdspres og dermed følgende psykiske nedtur.

For virkeligheden er de lære der kommer ud af vores uddannelse institutioner er ikke klædt på til at undervise og jeg husker selv fra min tid i folkeskolen, jeg have lære i idræt, der aldrig selv havde dyrket idræt, eller havde haft en interesse for det.

Forskning i undervisning viser at det altafgørende hvordan du lære i de første år i skolen for ens evne til selv senere i livet at kunne være ansvarlig for egen læring. Denne videnskabelig indsigt trives ikke inde for friskolerne og er knyttet til en religiøs overbevisning, og hvor eleverne ikke klædt på til kunne begå sig i en sekulariseret verden.

Men ellers så jeg helst at vi fik et kammer under vores folketing direkte valgt af den danske befolkning som havde ansvaret for det offentlige undervisning system. Da det sørgeligt når vi i år 2007 ikke kan respektere der er ordblinde mennesker, som bare ikke kan lære at stave og som svare til at få de blinde til se igen. I sådan debat kunne ikke foregå, hvis vi havde faglige kompetente mennesker til have ansvaret for det danske uddannelses system.

Men som de blinde og døve har evner som kan udvikles, så er de ordblinde evner som de kan udvikle hvis bare de får lov, og ikke skal terpe stavning igennem 7 8 timer om ugen og blive dunket oven i hovedet med de er dumme.

Men jeg finder det ok med ungdoms og efterskoler, og finder det også grotesk det at højskolerne ikke bliver støtte mere, hvor det netop er en skoleform hvor man kan udvikle sider af sin personlighed, som bliver undertrykt i det danske samfund i dag.

Men for vi ikke skal udvikle et mere opdelt samfund er det nødvendig med en folkeskole, og dem der så vil fastholde deres drøm om friskoler kan gøre det om søndagen.

Mvh.