Fru Nielsens Bali

Fortvivlelse kan være et skridt fremad:

"Lad os nu se, hvorfor de fortvivlede; fordi de opdagede, at det de havde bygget deres liv på var forgængeligt? men er det da en grund til at fortvivle, er der sket en væsentlig forandring ved det, hvorpå de byggede deres liv? [,,,] Der er da ikke kommet noget nyt til, som kunne begrunde en forandring. Når de da altså fortvivle, så må det ligge deri at de vare fortvivlede i forvejen. Forskellen er blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en aldeles væsentlig forskel. Det viser sig altså, at enhver æstetisk livsanskuelse er fortvivlelse, og at enhver der lever æstetisk er fortvivlet, enten han så ved det eller ikke. Men når man ved dette, og det ved du jo, så er en højere form af tilværelsen en uafviselig fordring."

- Søren Kierkegaard

Søren Kirkegaards filosofi er dybt forankret i den vesterlandske filosofi, modernismens projekt, den ontologiske dualisme, hvor der skelnes skarpt mellem ånd og materie, mellem det timelige og det atidslige, mellem skaberen og det skabte. Det er bestemmende for alt, hvad han har skrevet og forudsætningen for forståelsen af det.

Den ontologiske dualisme gælder som mulighedsbetingelsen for, hvad der kan tænkes som sandt i modernistisk forstand. Antagelserne omkring hvad der "er" (ontologi) og hvad der kan tænkes og dermed erkendes (erkendelsesteori) i modernistisk forstand er fundamentalt bestemt af identitetsprincippet (logikkens grundlov) som i cartesiansk og moderne forstand er substantiverende. Kun det som er i kraft af sig selv sin egen nødvendighed og intet andet end sin egen nødvendighed, uafhængigt af tid og sted, har krav på ”at være” i moderne forstand, for kun om det kan man sige, at det er identisk med sig selv og intet andet. Disputterne de høje herre iblandt har så centreret sig om hvor man skulle anbringe den atidslige reference, om det skulle være i princippet, i materien eller begge steder og om den ontologiske rangorden heriblandt.
De selvmodsigelser man uundgåeligt rager ind i når skaberens rolle (som uendelig ånd, ukompromitteret skaberprincip) skal forklares i forhold til sit værk, skabelsen (den endelige ånd og materien), kan belejligt fortrænges fra de skabtes ansvarsområde med undskyldningen om deres intellektuelle middelmådighed i forhold til skaberen. Sagt med andre ord, så kan vi timelige væsener ganske enkelt ikke forstå, hvordan det atidslige kommer ind i tiden. Men som forudsætning for entydigheden i den sande og fulde indsigt som alligevel er formålet med hele konstruktionen, står Gud den uskabte skaber, dvs. han er det højeste identitetsprincip, hvorfra alt andet kan udledes. Uden gud er der ingen grund til at tro på at den skabte verden kan forstås i en transitiv orden af grader af åndelig kvalitet og rang i mere kvantitativ mekanisk forstand.

Æstetikerens fortvivlelse er i Kirkegaardsk forstand funderet i denne ontologi. For at komme ud over sin fortvivlse, må man tage springet, og tro hvad man ikke kan forstå, syntesen mellem det timelige og det atidslige, det evige, det konkrete i evigheden. Når Kierkegaard hævder at være kommet længere med sig selv end æstetikeren, så hviler det på denne konstruktion.

Man kan i stedet forkaste udgangspunktet, se på forudsætningerne for den eksistentielle Kirkegaardske problemstilling. Hvor skal man fx anbringe forudsætningen for problemstillingen, er den selv timelig eller atidslig? Er det ikke selve udgangspunktet for forkastelsen af den æstetiske livsførelse som er forkasteligt?

Hvis verdens frelse og myndighed skal hvile i den kristne godhed og lukkede semantik, så ser det ikke godt ud.

Min pointe med Kierkegaard var blot at trække det tydeligere op, som Ejvind starter med at fundere over: Skal vi fortvivle eller ikke? Jeg tror egentlig, at "Fru Nielsens" intuition er endnu mere prægnant end det ender med at komme til udtryk: Problemet med Jørgen Steen Nielsens "vi må ikke fortvivle" er, at det netop er det, vi har fået at vide i mange år. Hvis man gav indtryk af at være tæt på fortvivlelsen fik man at vide at man var dommedagsprofet og nok lige skulle "cool it". Og det ser ud til, at så længe vi ikke fortvivler, går det så nogenlunde stille og roligt fremad med den konsensus, der nu kan opbygges. Hvad nu hvis problemet er præcis det omvendte: Vi har endnu ikke fortvivlet tilstrækkeligt! Måske er det netop derfor ikke gået OP for os, hvad det er vi taler om. Hvordan kan man f.eks. planlægge et kulkraftværk i Tyskland med kølevand, der lukkes direkte ud i havet, hvis man alvorligt mener, at klimaforandringerne truer planetens fremtid? Hvem kan sige ærligt for alvor at have forstået implikationerne af denne sætning: "De menneskeskabte klimaforandringer truer planetens fremtid"?

Hvis nu forhandlingerne på Bali VAR brudt helt sammen var der en anledning til at fortvivle. Måske det var det, der skulle have været til for at få politikere, embedsmænd og journalister til at betragte sagens alvor i sammenhæng med, hvad de faktisk foretager sig.

Det sidste er jeg helt enig i Henrik. Det har jeg også skrevet under JSN´s "på randen af enighed".
Venligst: Steen

Må jeg ikke med hensyn til bilisme henlede opmærksomheden på Lars Kolding, der faktisk kører en i VW Lupo - en bil der kan 100 km på 3 (tre!) liter benzin, ok, måske kører den kun 100 km på 4-5 liter benzin. Må jeg derfor forslå at denne bil blive fritaget fra registreringsafgift i Danmark, præcis på samme måde som Toyata Prius (hybridbilen) bør være det.

Det er fint nok at man kan tage toget og busserne i HT-området, men her i Jylland tager det altså ca. lige så lang tid at komme 80 km fra Kolding til Tønder, som det tager at komme 3 gange så langt fra Kolding til Valby, nemlig ca. 2 timer, med toget. Bilen er altså en nødvendighed, især i yderområdene, både i Jylland og på Fyn og Sjælland.

Det er fint nok at man opfordrer folk til at bruge sparepærer mv. da det kan bidrage til at nedsætte hver danskers CO2-udslip med 1 ton, men det nytter jo intet, når f.eks. A.P. Møllers skibe mv. stadig sejler rundt med miljø-uvenligt brændstof i brændstof-tankene eller når flybrændstoffet stadig er så farligt for miljøet som det er - mht. udledning af CO2. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen. Folketinget må gå forrest i kampen for et bedre miljø. Og udskifte alle el-pærer med spare-pærer.

Jeg ved ikke helt, hvad meningen med Kierkegaard-citatet er, men sådan som jeg læser citatet handler det om at man ikke ved, at man er fortvivlet før man har erkendt, at man er det. Og når man så erkendt dette, ja da kan man handle.

På den måde er det jo korrekt nok, at vi slet slet ikke er fortvivlede nok...
eller måske er vi fortvivlede nok, men ved blot ikke, hvordan vi skal handle.
Og her må politkere mv. altså gå forrest...

Fortvivlelsen kan have mange kilder. Jeg mener at klimafortvivlelsen hører til i fornuftens rum. Modsat fortvivlelsen over at have mistet noget, en far en mor, noget som aldrig kommer mere.

Klimafortvivlelsen kommer efter at vores fornuft har accepteret den nærmest ufattelig præmis der siger os, at vi mennesker kan ændre på klimaet, så meget at hele kloden i dets univers forandrer sig. Dette at vi uden hjælp fra guderne, kan ændre hele verdens klima, ikke ved x antal atombomber, men gennem vores levevis, gennem vores forbrug.

Den fortvivlelse tog lidt fart da Fogh gav os ret. Du godeste sagde vi til os selv, nu mener Fogh også at der er noget galt. Heldigvis kunne man sige trak Fogh i land da han rettede sin bekymring for klimaet til Mellemøsten hvorfra vi køber olien. Vi åndede lidt ud, for det var den gamle Fogh.

Men uanset Foghs slingrekurs, så har klimatruslen bidt sig fast og efter betvivlelsen er fortvivlelsen i gang og den vokser i takt med de logiske argumenter som ex. klimaministeren fodrer os med. "Vi skal have USA og store lande som Kina og Indien med. ellers nytter det jo ikke rigtig noget" siger hun forførende til os gennem det medie der gjorde hende til minister for klimaet. Og nogen ånder igen lettet ud, ja det er jo også rigtigt, hvad nytter det at vi gør det rigtige, når de andre ikke gør det.

De som køber det argument bliver så ikke fortvivlet, det gør vi andre. For det er ikke svaret på klimatruslen og vores børn og børnebørns fremtid.

Fortvivlet bliver vi der kan slukke for for lyset, men ikke for fornuften. Der skal vi værne om fortvivlelsen, mod den opgivelse som styrer de der køber klimaministerens argument.

Mht. Kierkegaard så kan man uden de store problemer slå ham i hovedet med alskens bibler og kristendom, for han er jo død. Men man kan også søge bag- og nedenom kristendommen, for der at finde ud af om der i hans fortvivlelse ligger noget før kristendom, noget almenmenneskeligt. Det mener jeg det gør, der ligger en indsigt i os menneskers gøren og laden, som kan bruges i klimaet, fordi klimaet er så ufattelig omfattende, at vi nødvendigvis må fortivivles i disse år.

Måske ligner Fru Nielsen de fleste andre danskere på den måde, at hun gerne vil hjælpe med påvirke miljøet i den rigtige retning.
Hvis det er rigtigt, så kan det se ud til, at der er god grobund for den bevægelse, som Al Gore håber på.
Men uden den rigtige lovgivning, så er det op af meget stejl bakke.
Det kan undre, at politikerne i flere sammenhænge, f.eks. i EU-spørgsmål lader til at halse foran befolkningen, men når det gælder miljø, og om at beskytte verden og lille Danmark mod naturkatastrofer, så ser de ud til at være hjælpeløst bagefter...