Kommentar

Geo-engineering: Det sidste grønne tabu

Tænk, hvis vi kunne afværge den globale opvarmning med storstilet ingeniørkunst - uden at omlægge vores frådsende og klimaskadelige livsstil
4. december 2007

'Geo-engineering' lyder som en kedelig, teknisk term, men faktisk dækker den over en ny, messiansk bevægelse, der vil redde kloden fra den globale opvarmning med jernstøv, mikroorganismer og tusindvis af bittesmå spejle i rummet. Geo-engineering er samtidig det sidste grønne tabu: Miljøforkæmpere afviser instinktivt at diskutere det, og i den brede offentlighed anses det for galskab.

Men nu er tabuet brudt. James Lovelock, en af den moderne miljøbevægelses pionerer, foreslår nu en ny metode til bekæmpelse af global opvarmning, der kan realiseres, uden at vi behøver at skære ned på vort forbrug af fossile brændstoffer. Geo-engineering - og herved skal man forstå en ingeniørkunst, der har hele planeten Jorden som genstandsområde - bygger på den vision, at menneskeheden med teknologiske midler og omfattende indgreb bevidst kan forandre på vor planets miljø med henblik på at afværge skadevirkningerne af den globale opvarmning. 'Geoingeniøren' kan i den forstand sammenlignes med kokken, som opdager, at han har overdoseret sin ret med cayennepeber, og derfor tilføjer mere oregano for balancens skyld - blot med den forskel, at opskriften her vedrører planeten Jordens atmosfære.

Atmosfæren er ligeglad

Som Ken Caldeira, der er ekspert i geo-engineering på Carnegie Institute, forklarer:

"Vi er allerede i gang ved at manipulere med klimaet ved at udlede alle de drivhusgasser - vi vil bare ikke rigtig erkende det. Den eneste forskel mellem, hvad vi gør i dag og det, som geoingeniørerne foreslår, er et spørgsmål om bevidst hensigt. Men atmosfæren er ganske ligeglad med, hvad der foregår i vores hoveder."

Fortalerne for geo-engineering har to storstilede planer. Den første går ud på at øge oceanernes evne til absorbere kulstof fra atmosfæren. Sammen med regnskovene er oceanerne den mest effektive naturlige mekanisme til at trække kulstof ud af atmosfæren. Geoingeniørerne spørger så: Kan vi gøre noget for at sætte turbo på disse mekanismer? Deres enkleste forslag går ud på at drysse store mængder jernstøv ud i verdenshavene. Dette vil nemlig skabe gunstige betingelser for en kraftig vækst af plankton, de små, venlige mikroorganismer, som 'æder' kulstof, når de er i live og tager det med sig ned på havets bund, når de dør.

Nu kommer så James Lovelock med et alternativt forslag til, hvordan vi kan få oceanerne til at optage yderligere massive mængder af kuldioxid. Hans plan går ud på at anlægge et omfattende net af vertikale rør på bunden af oceanerne. Disse rør skal så oppumpe vand fra bunden - som er rig på næringsstoffer, men for det meste uden liv - til overfladen. Dette vand vil være ideelt for mikroorganismer som salper, der også æder kulstof og udskiller det, hvorpå det synker til bunds.

Svovl afkøler

Det andet storstilede geo-engineering-projekt går ud på, at vi skal indrette os, så større mængder af solens energi reflekteres tilbage i rummet, således at den ikke bliver hos os og gør os helvedet hedt. Vi ved, at vulkaner i udbrud udsender enorme mængder af svovlpartikler i atmosfæren, hvilket har en afkølende virkning på denne. Året 1815, da Mount Tambora eksploderede, blev f.eks. kendt som 'året uden sommer'. Forskere som Nobelprisvinderen Paul Crutzen foreslår nu, at vi kan opnå en lignende effekt ved at udlede mere svovl i atmosfæren - dvs. i realiteten bekæmpe den ene slags forurening med den anden slags forurening. Det Amerikanske Nationale Videnskabsakademi er gået et skridt videre og foreslår, at vi anbringer 55.000 spejle i den øvre atmosfære, hvilket skulle være nok til at modvirke omkring halvdelen af den globale opvarmnings-effekt.

Klimabenægtere

Hvorfor nægter miljøbevægelserne at diskutere sådanne visionære løsningsforslag? Det er der en bestemt grund til: De virker næppe. Men samtidig lyder de så tilpas plausible, at de kan fungere som illusoriske påskud for 'klimabenægtere' til intet at foretage sig, mens planeten nærmer sig kogepunktet.

Hvad angår planen om at lade plankton og salper 'æde' kulstof, støder den på en utilsigtet bivirkning. For meget organisk materiale, der synker til bunds på engang, vil nemlig frigive metan - den farligste af alle opvarmningsgasser. Okay, men hvad så med forslaget om at udlede svovl i atmosfæren? Ken Caldeira forklarer: "Problemet er, at det vil ødelægge ozonlaget, så selv om vi måske får løst problemet med den globale opvarmning, dør vi så bare af ultraviolet bestråling i stedet."

Ved vi overhovedet nok

Ej heller forholder disse planer sig til et andet væsentligt problem, der har at gøre med vor udledning af drivhusgasser: Forsuringen af oceanerne og den deraf følgende ødelæggelse af de koralrev, der er nederst i fødekæden. Selv om det skulle lykkes os at afværge den globale opvarmning i atmosfæren, vil dens skadevirkninger på de marine økosystemer og havenes føderessourcer altså blive opretholdt.

Til geoingeniørerne og deres vision for planetens frelse stiller forskeren Josh Tosteson dette helt nødvendige spørgsmål: "Har vi virkelig tilstrækkelig viden og evner til at gennemskue geosfærens komplekse systemer tilstrækkeligt godt til, at vi kan tillade os at foretage bevidste forandringer, som kun vil resultere i de konsekvenser, vi ønsker og intet som helst andet?"

Svaret er, at det har vi næppe, og at det derfor vil være mere forstandigt, at holde os så tæt som muligt på det fint afbalancerede økosystem, der har udviklet sig igennem millioner af år, frem for at forsøge at designe vores eget med den ekstremt begrænsede viden vi har. Om det er spejle i rummet eller Lovelocks smukke drøm om rør, kan de ikke redde os ud af vores desperate behov for at reducere vores kulstofudledninger.

Vel er deres vision fristende for alle os, der elsker det glade, sprudlende overflodssamfund, og jeg ville ønske, den kunne virkeliggøres. Men at blive ved med at udlede drivhusgasser i håbet om at geo-engineering på længere sigt vil kunne løse vores problemer, er som at sige til en alkoholiker, at han ikke behøver at holde op med at drikke, fordi vi bare kan give ham en levertransplantation om nogle år - med nogle gamle rustne knive, vi har fundet i vores garage.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak.

Det sidste grønne tabu er ikke geo-engineering - det sidste grønne tabu er kødproduktion og kødspisning.

Det er nemlig noget, som alle såkaldt miljøbevidste mennesker foretager i helt stor stil. Selvom det er bevist, at det er et af verdens største miljøproblemer; måske endda det største.

Det ignoreres fortsat, at husdyrholdene udleder 19 % af verdens samlede udslip af drivhusgasser, især metan, som er mere potent end CO2... men som samtidig forlader atmosfæren mange gange hurtigere end CO2... dvs det er hér, der kan gøres en indsats med hurtig indvirkning på den globale temperatur.
Dertil kommer, at andre 20 % af verdens udslip kommer fra fældning af regnskoven. Eftersom kødproduktionen står for størstedelen af al regnskovsudryddelse, kan cirka 80 % af udslippet (altså i alt 16 %) henføres hertil.
Og endelig går cirka 10 % (usikkert tal, muligvis mere) af verdens samlede energiforbrug, herunder ikke mindst olien, til kødproduktion, dvs yderligere et par % af verdens samlede CO2-udslip.

Alt i alt står kødforbruget for henved 40 % af den samlede globale opvarmning.

Hvorfor de færreste miljøforkæmpere nævner det?

= Fordi det er dette, kødspisningen, som er "det sidste grønne tabu".