Kronik

Giv UVVU et stærkere mandat

Fire miljøforkæmpere forsøgte at rejse en klagesag om et neutron-spredningsanlæg i Lund - det største forskningsprojekt i Skandinavien nogensinde. En sag, der som Lomborg-sagen om videnskabelig uredelighed, har en principiel dimension
Her ses en japansk 330 m lang accelerator, der bruges til neutron-eksperimenter lig dem, man vil iværksætte i Lund i Sverige.

Her ses en japansk 330 m lang accelerator, der bruges til neutron-eksperimenter lig dem, man vil iværksætte i Lund i Sverige.

Katsumi Kasahara

Debat
8. december 2007

Siden Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev etableret i 1999, har de været genstand for tilbagevendende kritik, der ikke er blevet mindre med årene. To ting peger imidlertid på, at der vil blive mere brug for UVVU fremover, og at det er nødvendigt at styrke udvalgenes mandat: Regeringens ambition om at leve op til den såkaldte Lissabon-målsætning, der betyder, at de offentligt finansierede udgifter til forskning og udvikling skal nå op på en pct. af BNP og ambitionen om at orientere universiteterne og forskningsinstitutionerne mere i retning af erhvervslivet.

-Det første betyder, at mængden af god forskning vil vokse, men at mængden af dårlig forskning også kan risikere at gøre det.

-Det andet at der uvægerligt vil ske en sammensmeltning mellem offentlige og private interesser.

En nylig klagesag illustrerer de vidtrækkende konsekvenser af, hvad der kan ske, hvis den videnskabelige standard får lov til at skride. Sagen handler om en forskningsrapport, der anbefaler, at den danske regering arbejder for, at neutron-spredningsanlægget European Spallation Source (ESS) lokaliseres i Lund i Skåne. Samtidig er det formentlig den sag, der sammen med Lomborg-sagen mere end noget andet har været med til at definere UVVU.

Lomborg-sagen er almindeligt kendt og behøver formentligt ikke meget omtale her: I begyndelsen af 2002 modtog UVVU tre klager over Bjørn Lomborgs bog The Skeptical Environmentalist. I første omgang fastslog udvalget, at hvis bogen endeligt skulle vurderes som videnskab, var det videnskabelige budskab fordrejet i en sådan grad, at de objektive kriterier for at statuere uredelighed var opfyldt. Og i sin behandling af ankesagen nåede Videnskabsministeriet bl.a. frem til, at bogen sandsynligvis ikke var forskning. Begge afgørelser rummer den kerne af sandhed, at de forholder sig til, at Bjørn Lomborg alt andet lige ikke er videnskabsmand, men samfundsdebattør og provokatør.

Når det drejer sig om forskning i forbindelse med videnskabelig uredelighed, er det imidlertid altafgørende at tage stilling til, hvad det materiale, der bliver vurderet, giver sig ud for at være, uanset om der er tale om videnskab eller ej.

Tankeeksperiment

Lad os f.eks. gøre det tankeeksperiment, at Bjørn Lomborg på det tidspunkt, hvor hans bog blev forelagt Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, var professor og leder af et offentligt forskningscenter. Indholdet af The Skeptical Environmentalist er det samme, men i stedet for være udgivet på et privat forlag, er materialet splittet op i en række rapporter, arbejdspapirer etc., der offentliggøres på forskningscentrets hjemmeside og optræder i hans videnskabelige publikationsliste. Arbejdet med at skrive rapporterne er finansieret af det offentlige via professorens løn, og i dette arbejde har han fået hjælp af andre forskere, hvis virksomhed ligeledes er finansieret af det offentlige.

Hvordan skal dette materiale nu bedømmes? Der er ikke tale om et videnskabeligt produkt, men alle kan være enige om, at materialet præsenteres som om, det er det. Hermed er vi fremme ved den sag, som man kan argumentere for, er den vigtigste, som UVVU endnu har beskæftiget sig med - sagen om forskningsrapporten om ESS i Lund. For netop den ovenfor beskrevne præsentation af materialet rummer denne klagesag i en nøddeskal.

Neutronspredning

Baggrunden kan kort beskrives som følger: Den danske regering overvejer for øjeblikket, om den skal deltage i det største skandinaviske forskningsprojekt nogensinde, neutronspredningsanlægget European Spallation Source (ESS) i Lund. ESS Scandinavia, det konsortium, der står for projektet i Skandinavien, består af forskningsinstitutioner, foreninger og netværk, der i Danmark bl.a. inkluderer Københavns Universitet, DTU og Forskningscenter Risø.

ESS-anlægget, en nuklear installation, bliver, hvis det bygges, 30 gange større end noget allerede eksisterende neutron-spredningsanlæg i verden. Ifølge ESS-organisationens egne opgørelser forventes anlægningsomkostningerne, hvis der tages højde for inflation, at beløbe sig til 15-16 mia. kr., men de kan sagtens nå at blive højere inden 2027, hvor anlægget tidligst kan stå færdigt.

Hvis den danske regering deltager i projektet på lige fod med den svenske, vil det koste de danske forskningsbudgetter mindst tre mia. kr. Dette skal ses i lyset af, at den danske forskningsminister i 2003 opgjorde antallet af danske forskere - der vil kunne bruge ESS i deres forskning - til cirka 20. Miljømæssigt er forskningsanlægget stærkt problematisk: Mængden af kviksølv i målstationerne svarer til lidt under halvdelen af mængden af radioaktivt tungmetal i Barsebäck 2-reaktoren. Og anlæggets elektricitetsforbrug svarer til forbruget for en dansk provinsby på mellem 89.000 og 111.000 indbyggere, det vil sig fra lidt flere end i Esbjerg til lidt færre end i Ålborg.

Der har aldrig været gennemført en tilbundsgående, uafhængig undersøgelse af projektet, som omfatter alle dets videnskabelige, økonomiske og miljømæssige aspekter. Beslutningsgrundlaget for den svenske regering, der har erklæret sig villig til at dække 30 pct. af projektets anlægsomkostninger, er derfor i høj grad mangelfuldt. Det ovenstående er grunden til, at de fire forfattere til denne kronik - tre svenskere og en dansker - i maj i år indklagede den foreløbigt eneste rapport om ESS fra en offentlig forskningsinstitution til UVVU.

Seks måneder

Den måde, hvorpå rapporten beskriver projektet, er en ukritisk gengivelse af den måde, ESS Scandinavia selv har beskrevet det i talrige artikler, pressemeddelelser, pjecer etc. på, og man kan derfor argumentere for, at det er den svenske regerings beslutningsgrundlag for at støtte projektet, der blev indbragt for UVVU.

Selv mente vi, at vi havde en overordentlig god sag: Den 54 sider lange rapport undlader at nævne, at det tyske forskningsråd i 2002 underkendte ESS-projektets videnskabelige bæredygtighed og opfordrede ESS initiativtagerne til at udarbejde et nyt projektforslag.

Rapporten overdriver projektets brugergrundlag ved at forhøje antallet af de europæiske neutronforskere, der årligt forventes at besøge anlægget, markant, og opskriver brugergrundlaget i Danmark med en faktor 6.

Endelig undlader rapporten at nævne, at ESS-anlægget kan bruges til forskning i transmutation af atomaffald. Transmutation, der anses for fremtidshåbet for en atomkraftindustri i krise, er ideen om at omdanne langlivet radioaktivt affald til ikke-radioaktive isotoper, eller hvis dette ikke er muligt, til radioaktive isotoper med kortere halveringstid, og giver kun mening i lande, der satser stort på atomkraft.

Man kan argumentere for, at rapporten er et skoleeksempel på det, Bent Flyvbjerg så rammende har betegnet som "strategisk misrepræsentation".

Efter UVVU havde behandlet sagen i seks måneder, blev den imidlertid afvist, fordi man ikke fandt, at rapporten var omfattet af begrebet 'forskning'. Dette blev bl.a. begrundet med, at forfatterne til rapporten efterfølgende gjorde gældende, at der ikke var tale om et videnskabeligt produkt.

Et forskningspoliti

Afgørelsen er efter vores opfattelse betænkelig, fordi den åbner en bagdør på størrelse med en ladeport for forskere, der ønsker at nyde fordelene ved at udtale sig med tilsyneladende videnskabelig vægt, men som, når det kommer til stykket, ikke vil stå til ansvar for deres analyser, konklusioner og anbefalinger.

Fremover vil man kunne markedsføre, hvad der er i realiteten er reklamefoldere for projekter, kommercielle produkter, etc., som om de var videnskabelige rapporter uden at risikere at kunne blive draget til ansvar.

Sagen viser også - hvad der hele tiden har stået klart, i hvert fald for os - at man ikke skal regne med, at universiteter og forskningsinstitutioner udøver nogen form for intern kontrol. Den indvending er efter vores opfattelse heller ikke gyldig, at fordi det ikke er muligt at skelne mellem dårlig forskning og uredelighed, bør man ikke dømme forskere for uredelighed, fordi man ikke kan vide, om der foreligger forsæt. Hvis man først er derhenne, hvor en sådan diskussion er aktuel, er det under alle omstændigheder nødvendigt at reagere.

Det drejer sig om at udvikle et koncept, der tager højde for nødvendigheden af et effektivt 'forskningspoliti', samtidig med, at de berørte forskere er beskyttet af stærke retssikkerhedsgarantier. UVVU skal udstyres med rammerne og dermed også modet til at give sig i kast med de store, komplicerede sager. Begge dele forudsætter en styrkelse og en videreudvikling af UVVU's mandat.

Endelig har man i Sverige endnu ikke indført noget, der svarer til UVVU. En OECD-rapport fra juni 2006 anbefaler en højere grad af harmonisering af forskningsstrukturerne i Danmark og Sverige via en udbygning af samarbejdet i Øresundsregionen. Indførelsen af et styrket UVVU i begge lande kunne være et godt sted at begynde.

Per Hegelund er aktiv i Miljörörelsens Kärnavfallssekretariat, Sverige.Bo Wennergren er talsmand for Arbetsgruppen mot ESS i Lund, SverigeRoland Rittman er tidl. talsmand for Barsebäcksoffensiv i SverigeNiels Henrik Hooge er tidl. talsmand for Barsebäcksoffensiv i Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her