I lederen onsdag den 12. december fik vi forklaret, at danske nødhjælps- og udviklingsorganisationer skal dække 10 procent af deres udgifter med indsamlede midler og derfor er blevet til en hjælpeindustri, der på denne tid konkurrerer indbyrdes og med andre industrier om at få andel i de 15 milliarder kr., vi gavmilde danskere spenderer på julegaver.
Det kræver opfindsomhed og reklamer at sælge godgørenhed i skarp konkurrence med fladskærme, pelse med tilhørende designede tøjbøjler i rustfrit stål, elektriske brødknive, etc., der skal afsættes til alle dem, der har brug for reklamens hjælp til julegaveidéer. En således kommercialiseret hjælpeindustri skal ligesom andre industrier have direktører, der magter opgaven. Og den slags - som den nu forhenværende Dansk Røde Kors' Jørgen Poulsen - koster penge. Det er den nye virkelighed, som der står i lederen.
Således bliver vi belært om, at de, der er dumme nok til at slippe skejserne på det gedemarked, nogle af disse hjælpeindustriers managers har fundet på, ikke har forstået en brik af det hele. "Gedeshowet, som i sandhed er så hattedamet, at man må glippe med øjnene," står der i lederen.
Som én af hattedamerne glippede jeg en gang med øjnene og tænkte: Er jeg, der har købt både høns og geder til en kvinde i Afrika, dummere end ham, der har købt en elektrisk brødkniv til sin kone? Er de, der finder deres julegaveidéer i vulgære fjernsynsreklamer og reklameaviser, klogere end de, der køber dem på gedemarkedet? Er hende, der uden løn betjener én af Røde Kors' genbrugsbutikker, mindre agtværdig end hende, der scorer profitten ved at sælge dyrt tøj, lavet af slavearbejdere i Bangladesh, i en luksusforretning? Hvem er det egentlig, der trækkes rundt ved næsen af hvem i denne opreklamerede globale fattigdoms-velstands-fest?
Jeg ved da godt, at en ged og en flok høns til en fattig kvinde i Nigeria ikke afhjælper den destruktion af de afrikanske samfund, som slavehandlens og kolonitidens massakrer afstedkom, og heller ikke afbøder den obstruktion af afrikanske bønder, som EU's landbrugspolitik er. Ulandsforskerne har da ret i, at der skal andre boller på suppen. Men det kommer der ikke før juleaften. Så de behøver da ikke at være så sure over, at hattedamer som mig giver en ged i stedet for at bidrage til den overordentligt profitable omsætning af alt det overflødige, opreklamerede kinesiske isenkram, som driver den danske økonomi.
Jeg tror ikke, at geden bliver slagtet, og hønen kommer i suppegryden lige med det samme. Men hvis det sker, så er glæden derved nok større end ved endnu en pakke under et dansk juletræ. Og ingen skal bilde mig ind, at høns og geder obstruerer nogen anden ulandsindsats, eller at denne gedemarkedsdebat afleder opmærksomheden fra det større problemfelt og de danske hjælpeorganisationers vilkår. Informations lederskribent har da i det mindste fået fremdraget perspektivet i en ny virkelighed, hvor ydmyg bistand her og nu bliver fremstillet som de enfoldiges bidrag til en kommerciel hjælpeindustri.
Og jeg er en stråhat....
Jeg er nemlig så gammel, at jeg kan huske, da det for ca. 30 år siden var til offentlig debat, hvor meget de forskellige hjælpeorganisationer brugte på administration, og hvordan man fik mest holdbar nødhjælp for en krone.
Noget siger mig, at det er på tide, at den debat bliver gentaget i stedet for, at det kun bliver organisationernes egne reklamesøjler, der afgør omsætningen.
@Illum: Der er mange el. i hvert fald flere måder, at se dette gedemarked på.
Et af dem er geder og høns til Afrika, istedet for et forbrugsgode til familen i Danmark. Og hvis valget står mellem de to muligheder, så er æsler, geder og høns at foretrække. (jeg er dog lidt usikker på de fisk og den fiskedam som Folkekirkens Nødhjælp for 800 kr. deler ud af, med FN vil ikke svare på mine spørgsmål om de damme)
Men skulle det komme så vidt, at jeg kunne få lov til at fravælge noget af alt det bras vi har liggende under juletræet, for et æsel og andet af slagsen, så vælger jeg også det sidste.
Men jeg mener bare ikke at gedemarkedet har ret meget med dette valg at gøre. Der er helt andre boller på den suppe. Og det er politiske boller af den for mig usmagelige slags.
Med mit kendskab til den anden verden, og de mennesker der bor i den, hvor slemt det så ellers ser ud derude, afviser jeg denne form for nødhjælp. Den er usmagelig fordi den har meget lidt med partnerskab og alt for meget med hattedamer at gøre.
Og det er da muligt at vi med Dansk Folkepartis store indsats skal have genoplivet denne form for hattedame nødhjælp, men i såfald bliver det ikke uden sværdslag herfra.
Formen er mig inderligt imod, også fordi den udstiller den politiske og deraf følgende økonomiske afmagt hos de større danske NGO'er her i landet.
De er faldet til patten og det ser ikke godt ud.
Kurt Bertelsen, du kan også give kondomer og træer:
http://www.noedhjaelp.dk/givenged/sider_paa_hjemmesiden/giv_et_bidrag/gi...
Selvom det sikkert nok kan forsvares, så vil jeg af hensyn til dyrevelfærd og miljø alligevel ikke anbefale, at man giver f.eks. et æsel eller en hest.
Det er ikke gedernes skyld.
Det er helt sikkert, at hvis et barn får en ged eller en fodbold vil knægten der står lige ved siden af ham undre sig over, hvorfor han ikke også får en. Det er også sikkert, at der aldrig er nogen der har lært at kræve det der retmæssigt er deres hvis de får det foræret et andet steds fra.
Det er også sikkert, at de danske NGOer næppe havde begivet sig ud i dette show med at sælge gaver hvis ikke de var tvunget til at popularisere deres arbejde af regeringens egenfinansieringskrav på 10 %. Hvad tiltaler en befolkning i julehumør mest? 100kr om måneden de næste ti år til kapacitetsopbygning af fagforeninger i Swaziland hvor resultatet ikke vil kunne ses og dermed ikke kunne vises til nogen? Eller en ged der muligvis imødekommer et akut behov og med et medfølgende certifikat til køleskabet? Jeg ville tro den sidste.
Det store spørgsmål er dog, hvorfor NGOer overhovedet skal have folkelig forankring. I hvilken syret virkelighed er den danske befolkning i sin (vid)underlig helhed i stand til at vurdere hvilke udviklingsprojekter der er mest gavnlige at investere i? Ja, det er nok den samme virkelighed hvor kendte danskere af udenrigsministeriet sendes af sted til ulande for kritisk at evaluere udviklingsprojekter og bestemme hvilke der mest fortjener investering fra den danske stat. Med komplicerede emner som kapacitetsopbygning og langsigtede økonomisk vækst, som vel er udviklingshjælpens hovedmål, kan det ikke forventes at almindelige samfundsborgere træffer det rigtige valg. Det er vel også derfor omkring halvdelen af udviklingsbistanden formidles bilateralt mellem den danske stat og det pågældende land der har gjort sig fortjent til støtten.
Langsigtede udvikling er ikke nødhjælp, det er derfor det hedder udvikling. De to ting har ikke samme mål og har i hvert fald ikke samme appeal. De har begge brug for støtte, men hvis valget stod mellem at redde ofrene for tsunamien og investere i de føromtalte fagforeninger er det ikke svært at se hvor danskere ville sende deres penge. Og det er forståeligt. Det er derfor, at os menige danskere slet ikke skal have ansvaret. Men der vil altid være mulighed som privatperson at bidrage til indsatsen og den mulighed skal man tag.
Skræmmetanken er bare, at det er Frk. Tørnæs der sidder og bestemmer hvor alle disse statsstyrede penge skal hen. Det kan enten være til skuespilleres rejser til Tanzania eller statsministerens hyggetur med Fru Merkel til Grønland for at se på den smeltende indlandsis han var så ligeglad med for et par år siden. Men nu skal de jo reddes. Det siger meningsmålingerne. Og det skal helst gøres over ulandsbistanden der i forvejen bruges til terrorbekæmpelse, hjemlig flygtningehjælp og gældseftergivelse til ulande.
Det er svære valg der skal træffes, men det der ikke er svært, det er at se hvem der forårsager mange af de her dilemmaer. Kom nu ind i kampen, Fogh og Tørnæs. Pia skal ikke altid have hendes vilje. Der er flertal for en stigning i ulandsbistanden udenom hende og hendes flok. Nu er det bare at vise lidt politisk vilje og gør det alle ved er rigtigt. Hæv bistanden til 1%, sæt datoer på det og afsæt ekstramidler til bekæmpelse af klimaforandringer. Ja, skatten skal nok hæves. Men ting koster og hvis der er nogen der har råd, så er det vidst dem der opfandt klaphatten og bruger 15 mia. kroner på julegaver i år.
@Marc: Det handler om værdighed mellem ligeværdige mennesker på den klode, hvor alt for mange desværre har for lidt i forhold til de der har nok og mere til. Det er dette med at kunne se hinanden i øjnene og tro på en bedre verden der lider under dette gedemarked.
Det er ikke svært for at forestille sig en julelaften i familen Danmaks skød hvor der frådses, alt imens gedecertifikatet læses op for de forsamlede. "Det gør vi da også til næste, ikke". Og Ulla Tørnæs har så som ønsket ikke så meget fået oplyst, men inddraget danskerne i den politik hun ønsker.
De onde ler og de gode græder. For det er da godt at vi kan gøre en forskel og nu er det da et menneske i "Afrika" som blev glad. Vi gav en gave - giv en skærv til Afrika.
Men Afrika, Afrika hvad ved vi om dette pragtfulde storslåede kæmpe del af vores verden. Er det Afrika som mangler en ged, et par høns?
Blev vi ikke født ind i en tid hvor vi fik troen på at verden kunne blive bedre, at mine børn blev verdensborger sammen med børnene fra Senegal, Eritrea, Somalia? Hvor er du store tykmavede fisker Sulaiman fra Somalialand, vil du have en ged? Ja Kurt, så giver jeg øllet til gedestegen.
Jeg giver gerne Sulaiman en gave, men jeg giver ingen gaver til folk jeg ikke kender, dertil er gaven for værdifuld. Gaven er noget vi værner om, noget vi, der hverken tror på Jesus el. Muhammed, sætter meget højt, dvs. noget vi tænker meget over. Noget som vi langsomme givere har det svært med, men som destomindre giver os en dyb lykke når det endelig lykkes os at finde gaven og få den givet til den rette.
Værdighed er linket mellem mennesker, geder tager den fra os. De færreste danskere som giver en ged, har aldrig selv haft en ged? Hvordan skulle de kunne vurdere værdien af en ged for den anden?
Mere end 90 % af udviklingsbistanden formidles bilateralt og multilateralt. Dertil kan lægges 90 % af den 1 mia. til NGO bistanden som formidles efter samme principper. Principper som i hvert fald forsøger at bygge på ligeværd og det giver stort spild, men det spild kan jeg leve med hvis blot kursen er den rette.
Gedemarkedet er ude af kurs.
Min familie har ikke råd til julegaver i år. Min mor er enlig studerende.
Jeg har sjældent været så enig med nogen på det her punkt som med Klaus Illum, Eco Consult.