Kommentar

HHH

En årligt tilbagevendende hukommelsesstøtte i tilværelsen der går og går bind for bind
En årligt tilbagevendende hukommelsesstøtte i tilværelsen der går og går bind for bind
29. december 2007

En uundværlig publikation fra Politikens Hus fyldte i året der nu så småt bortrinder 75 år: Hvem Hvad Hvor, HHH.

I hele klummistens mangeårige tilværelse har den sort-gule bog været en årligt tilbagevendende markering af, at det var så det år og nu truer et nyt. I sandhed er det forbundet med blandede følelser at erhverve sig HHH, ikke mindst når man er ved at udskifte ungpigeteinten. Man kan gribe sig i at stå ved reolen og fundere over hvor mange flere hylder, man mon skal afsætte til ens kommende HHH'er. De står der alle sammen fra første udgave 1934 og til - forleden den nye kom derop - 2008.

I drengeårene var bogen en fast julegave leveret af yndlingstanten.

"Tak," kvitterede man rørt, som om det var en overraskelse, "Tak, mange tak!" og mente det oprigtigt, for det var en af de bedste gaver.

"Det er ikke noget at takke for!," svarede tante. Hvert år det samme svar. Hvad hun mente var lidt af en gåde, for HHH var som sagt i modtagerens optik i højeste grad noget at takke for. Måske tanten nærede den samme følelse som nu den bedagede nevø så mange år efter: HHH var tillige en kedelig påmindelse bind for bind, jul efter jul, om tiden der ubønhørligt går og går. Måske tante havde smugkigget i gaven og genoplevet alle de rædsler, der havde udspillet sig i det forgangne år.

Den er jo ikke den rene spas, den HHH, men råt for usødet, hvad man kan komme ud for. Dertil kommer den faste rubrik: Årets døde, hvor man bestandigt må erkende, at selv de betydeligste af de største ikke undgår deres egen biologiske afslutning. Kirkegårdene er fulde af uundværlige personer og fyldes med flere år for år. Der kan være dage, hvor man ikke har lyst til at blive mindet om tidens tilbøjelighed til at sive ud mellem fingrene og lader HHH forblive i reolen.

Politikens Forlag har gennem alle disse udgivelsesterminer foretaget diverse krumspring for at peppe den gamle årbog op. Et år gjorde redaktionen bogen til noget der nærmest lignede artikler i en tabloid-avis; et andet fik de åbenbart helt bevidst den fikse idé at vælge de mest håbløse amatører til illustratorer; som om det var et mål i sig selv at gøre bogen grim og ucharmerende. Så skiftede de typografi, som om HHH kun var for læsehæmmede, næste år blev man læsehæmmet i forsøget på at tyde de nye smarte typer. Krumspring der ikke virkede efter hensigten ofte i misforstået iver efter at forandre for at underholde; eller måske snarere i periodisk redaktionel uduelighed.

Den samme kvalitetskrise i hvilken DR's program 1 og for den sags skyld det meste af DR er havnet og dér tilsyneladende kronisk.

Nu synes Hvem Hvad Hvor imidlertid at have fundet sig selv igen i det store format, årbogen gik over til for 10 år siden. Gul for oven, gul forneden og sort i midten. Sådan skal det være og lav det nu ikke om, før klummistens reol er løbet fuld!

Sammentrængt tid

Den nye udgave af HHH opfylder ens hedeste ønsker om oplysning om det forgangne, og læseren får nu igen som før den forunderligste følelse af sammentrængt tid.

Opgøret i Det Radikale Venstre og dannelsen af Ny Alliance; Gordon Brown ny britisk premierminister, efter de havde slidt Blair op, eller han selv havde klaret det med alt sit spin; de frygtelige græske skovbrande; Shimon Peres, der må have været med i jødepolitik siden templets ødelæggelse, ny israelsk præsident efter skandalerne; Jeppe Nybroe ud af vagten oven på nyhedsfusk i en TV-Avis, der rent bortset fra fusk redigeres med en møggreb og kører på pumperne, Karen Jespersen ny socialminister - har hele sit liv været liberal, siger Jespersen og betror pressen, at hun i virkeligheden var imod, alle de år hun var socialdemokrat; Dash-flyene der fik ondt i understellet og som ved et mirakel ikke omkom passagerer under de kontroversielle mellemstore flys farlige nærkontakter med landingsbaner hist og her; Bjarne Riis, hvis understel blev hjulpet af et bedre apotek end de andres, da den danske daværende helt flintrede derudad og med urette og til kulturminister Mikkelsens fortrydelse vandt en gul trøje. Det ene med det andet. Men var det virkelig ikke længere siden, og tænk at de har fået det hele med!

Hvis de gamle så HHH nu, var der mange kapiteloverskrifter de ville kende eller forstå. Andre emner vidner om den store forandring: Elektroniske spil og fødselskultur; det kendte man ikke til.

Men ellers: film, teater, bøger, sport og et rigtigt godt gammeldags atlas over verdens lande med flag, hovedstæder, gennemsnitlig levealder og arealangivelse. Hvem ved at levealderen i Swaziland er 32 år. Mens Vatikanstaten slet ikke har nogen gennemsnitslevealder.

Kreativ bogføring

Årets HHH er ydermere udstyret med et læs af tegninger af Anne-Marie Steen Petersen, Mette Dreyer og Roald Als. De to første er almene på hver sin måde og lige i skabet. Sidstnævnte træffer som ingen anden nulevende tegner det politiske hoved på sømmet, så de ramte må ømme sig.

Førnævnte Karen Jespersen som vandrende mutant fra marxistisk rødstrømpe til Venstre-huledame er noget af det mest ædende velanbragte onde, der er set på tryk i årevis om denne mageløse opportunistiske nummerdame. Redaktør af HHH Chris Berg har haft en heldig hånd i udstrøning af tegninger over de i øvrigt velredigerede sider. Det er meget fint, og HHH understreger sin uundværlighed som supplerende hukommelse. Det er jo i det hele taget værkets funktion.

Slår man for eksempel op på den 28. oktober 1992, helt tilfældigt valgt, ser man at Anders Fogh Rasmussen som skatteminister i Poul Schlüters sidste regering har måttet erkende at han har "sorteret" oplysninger til Folketinget.

Sådan en oplysning gør jo én nysgerrig, og man slår videre op på den 17. november samme år, hvor en kommissionsdomstol skyder skylden på embedsmændene, for det man forstår ved ministerens klare ansvar for såkaldt kreativ bogføring. Hvilket betyder at ministeren har vildledt Folketinget. Hvilket igen medfører, at der viser sig et flertal i tinget for at udtrykke mistillid til Anders Fogh Rasmussen, ydermere Venstres daværende næstformand. Hvilket betyder at Fogh Rasmussen må gå af som minister.

Slår man herefter op på 19. november, læser man videre, at Farums populære borgmester Peter Brixtofte afløser Fogh Rasmussen som skatteminister. Det er da morsomt således at kunne få opfrisket en hukommelse, der måske ikke er, hvad den har været. Hvem går og tænker på, at den nuværende statsminister har begået kreativ bogføring.

Året 1934

Når man så vender tilbage til HHH's udgangspunkt 1934: Årets døde i 1933: A. Calmette, ham med vaccinen; malerne L.A. Ring og Joakim Skovgaard; redaktør Henrik Cavling, ham med prisen og Politiken; og Calvin Coolidge, en af Amerikas mere tvivlsomme præsidenter, et geni i middelmådighed, sagde man. I oversigten over landene, som også er med i denne første udgave af HHH - dog uden landkort, der ligesom billeder først kom med året efter - ser man, at Tysklands præsident hedder Hindenburg.

Lederen af det tyske nationalsocialistiske arbejderparti er A. Hitler, nyudnævnt som rigskansler. Italien er et kongerige, og den politiske ledelse varetages af en tidligere socialistisk redaktør B. Mussolini; for Sovjetunionen nævnes ikke noget statsoverhoved, ingen navne i det hele taget. Men en af de store byer hedder allerede Stalingrad. Spanien er en demokratisk republik. Endnu en tid. HHH kan være gysende læsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Petersen

Ja jeg synes, at det er gruopvækkende, at landets højeste politiske post (statsministeren) kan være besat af en person, som har lavet kreativ bogføring med offentlige midler. Det er for mig tankevækkende, at et af landets største politiske partier kan rumme en minister, der laver kreativ bogføring (Anders Fogh da han var skatteminister), en borgmester der bruger af kommunens penge til meget specielle formål (Peter Brixtofte daværende borgmester i Farum), samt at Anders Fogh senere får lov at blive statsminister, hvor han fører Danmark ind i den ene mere håbløse krig efter den anden, og hvor han op til et Folketingsvalg stiller løfter om forbedrede forhold for en gruppe asylansøgere, hvor man efter valget ikke hører mere til disse asylansøgere -nu er Anders Fogh blevet genvalgt så til helvede (undskyld ordvalget) med asylansøgerne.
Rigtig godt nytår til Georg Metz (jeg har lige læst en af dine kollegers jule/nytårshilsener)