Kronik

Højst et år i varetægt

På få år er de meget langvarige varetægtsfængslinger steget fra 446 til 717. Et sørgeligt selvmord i en arrest har aktualiseret spørgsmålet om fængslingernes længde. Der bør derfor være en absolut grænse, mener dagens kronikør
Der er grund til at være på vagt over for varetægtsfængseling, der står i modsætning til den afsoning, som skal finde sted, når der er afsagt en endelig dom med en en ubetinget fængselsstraf. Alligevel er de meget langvarige varetægtsfængslinger steget markant på få år.

Der er grund til at være på vagt over for varetægtsfængseling, der står i modsætning til den afsoning, som skal finde sted, når der er afsagt en endelig dom med en en ubetinget fængselsstraf. Alligevel er de meget langvarige varetægtsfængslinger steget markant på få år.

Jens Dige

Debat
7. december 2007

Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg har siden slutningen af 1970'erne med jævne mellemrum afgivet betænkninger om straffesagers efterforskning og gennemførelse ved domstolene. I disse dage afgiver udvalget en betænkning om varetægtsfængsling, hvor kommissoriet fra justitsministeren var at finde muligheder for at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling. Der ligger heri både mulighed for at varetægtsfængsle i færre tilfælde samt for at afkorte de varetægtsfængslinger, som finder sted.

Spørgsmålet er sørgeligt aktuelt set i lyset af det selvmord, som skete i en arrest for et par uger siden, hvor den varetægtsfængslede i et afskedsbrev til sin familie beskrev, hvor umenneskelig varetægtsfængslingen var.

Næsten ethvert barn her i landet har hørt, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det fremgår også forudsætningsvis af Grundloven, som har et helt kapitel om frihedsrettigheder. Og så fremgår det i øvrigt helt udtrykkeligt af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at "Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven". Denne bindende lovbestemmelse bør også efterleves i praksis.

Det er derfor, der er grund til at være på vagt over for varetægt, som jo netop står i modsætning til den afsoning, der skal finde sted, når der er afsagt en endelig dom med en en ubetinget fængselsstraf.

Lad mig straks slå fast, at jeg er ganske klar over, at varetægt næppe vil kunne undgås, uanset hvor ubehagelig og indgribende oplevelsen er for den enkelte. Det er samtidig min opfattelse, at alle, der professionelt medvirker i strafferetsplejen - dommere, anklagemyndighed og forsvarsadvokater - bør være opmærksomme på, at anvendelsen skal begrænses mest muligt.

Det er også med det sigte, at justitsministeren har bedt os i udvalget om at gennemgå reglerne. Det har nemlig gennem de seneste år vist sig, at anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger er steget ganske betydeligt bare i perioden 2001-2005:

-2001 - 446

-2002 - 516

-2003 - 571

-2004 - 572

-2005 - 717

Fængslinger i mere end tre måneder før hovedforhandlingens begyndelse i 1. instans betragtes som langvarige.

Hindre sagens opklaring

Der skal være mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold af en vis grovhed, som ville kunne medføre en fængsel i mindst et år og seks måneder.

Herudover skal én af følgende betingelser være opfyldt: Enten at der er mulighed for, at han vil flygte, således at en senere straffesag mod ham ikke kan gennemføres, eller at han på fri fod vil fortsætte med kriminalitet, eller at han vil hindre sagens opklaring ved at fjerne spor eller påvirke andre. Selv om de betingelser ikke er opfyldt, så kan der ske fængsling, hvis dommeren mener, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at vedkommende har begået den forbrydelse, som han sigtes for, og at den ville kunne medføre straf i mindst seks år, eller det drejer sig om en voldsforbrydelse, som rent konkret vurderes til at ville give mindst 60 dages fængsel.

Der findes også oplysninger om, hvilke varetægtsfængslinger som for tiden varer mere end ét år indtil hovedforhandlingen begynder.

I 2005 drejede det sig om i alt 105 fængslinger, dvs. cirka 15 procent af det samlede antal. De fordelte sig med to, der blev tiltalt for alvorligere seksualforbrydelser; 15, der blev tiltalt for manddrab og forsøg herpå; 12 med alvorligere voldsforbrydelser; tre med brandstiftelse; 10 med røveri og 63 narkotikaforbrydelser. Jeg antager, at alle disse sager drejer sig om mennesker, som nægter at være skyldige, idet sager, hvor der foreligger en tilståelse, typisk gennemføres til hovedforhandling i løbet af få måneder.

Det vil altså sige, at ud over den almindelige, voldsomme belastning ved at være varetægtsfængslet i det hele taget, så er der her tale om en meget lang og meget uvis periode, hvor det kan være særlig svært at få øje på uskyldsformodningen. Den sigtedes familie og venner kan også have vanskeligt ved at forstå, at det kan lade sig gøre, hvis den pågældende er uskyldig.

Strafferetsplejeudvalget har ikke nøjere behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der kunne ske varetægtsfængsling af færre personer, men derimod alene koncentreret sig om at få gennemført straffesager hurtigere, således at en frihedsberøvelse i varetægtsfængsling i forbindelse med endelig dom enten afløses af en frifindelse eller overgår til afsoning.

Uambitiøst

Strafferetsplejeudvalget har imidlertid også ment, at det var nødvendigt at fastsætte nogle tidsmæssige begrænsninger. Anbefalingerne er forskellige alt efter den påsigtede forbrydelses grovhed, men i store træk således, at hvis en mistænkt er fyldt 18 år, så kan varetægtsfængslingen udstrækkes ét år frem til hovedforhandlingens begyndelse. Herefter fortsætter varetægtsfængslingen automatisk.

Der er imidlertid en 'kattelem', således at der under helt særlige omstændigheder, (som ikke er nøjere specificerede) kan ske en forlængelse af denne frist.

For personer, der er under 18 år, foreslås, at de højst kan varetægtsfængsles i en periode på fire-otte måneder alt efter sigtelsens grovhed, men også her er der mulighed for at overskride fristen.

Hvis læseren får den opfattelse, at Strafferetsplejeudvalgets forslag ikke er særlig 'ambitiøst', så er jeg ganske enig. I sig selv er varetægtsfængsling på ét år ekstra særligt langvarig; i større sager er det hertil ganske almindeligt, at hovedforhandlingen kan vare flere måneder, og det betyder i praksis en varetægtsfængsling i 1. instans på ét år plus et antal måneder - og nu åbner udvalgets forslag så mulighed for, at domstolene i de konkrete tilfælde kan bestemme, at varetægtsfængslingen før hovedforhandlingens begyndelse skal være længere.

Eventuel fodlænke

Strafferetsplejeudvalget har indhentet oplysninger om lovgivningen i andre lande. I Tyskland er der en tidsmæssig udstrækning af varetægtsfængslinger. Så længe der ikke er afsagt dom i 1. instans, kan en varetægtsfængsling kun i særlige undtagelsestilfælde vare længere end seks måneder. Det har vist sig, at de tyske domstole anlægger en meget streng målestok. Det har i praksis betydet, at selv personer sigtet for alvorlige forbrydelser er blevet løsladt efter seks måneders varetægtsfængsling.

Det er oplyst, at de situationer har medført en stærk kritik af de ansvarlige efterforskningsmyndigheder, og det skal have ført til, at sagerne nu behandles langt hurtigere frem til dom.

Med de tiltag, som i disse år finder sted for at få straffesager hurtigere igennem retssystemet - anstrengelser, som ser ud til at skulle lykkes - forekommer det mig derfor helt urimeligt, at Danmark ikke kan have en absolut grænse på i hvert fald et år.

I forbindelse med betænkningens afgivelse har et mindretal, hvortil jeg hører, derfor afgivet en afvigende udtalelse (dissens), hvorefter den traditionelle varetægtsfængsling, der sker på arresthusvilkår, under ingen omstændigheder kan udstrækkes over ét år, indtil hovedforhandlingens begyndelse.

Skulle det ske, at det i absolut helt ekstraordinære situationer alligevel er nødvendigt at have en vis kontrol med den sigtede, kunne det ske på den måde, at der ved udløbet af etårs-fristen i stedet for af en dommer blev truffet beslutning om et såkaldt varetægtssurrogat, som for eksempel kan bestå i, at den pågældende skal undergive sig et tilsyn eller opholde sig et bestemt sted - for eksempel ved at bære fodlænke, have et bestemt arbejde, bestemmelser om fritid og samkvem med bestemte personer, eller undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling, eller give møde hos politiet på bestemte tidspunkter, eventuelt deponere pas.

Når lovforslaget til sin tid fremsættes i Folketinget, bør der sættes en absolut grænse for varigheden af varetægtsfængsling, simpelthen fordi der bør være en overensstemmelse med det krav i menneskerettighederne om, at enhver er uskyldig, indtil hans skyld er bevist. Det ville klæde Danmarks internationale omdømme bedre.

Merethe Stagetorn er advokat og medlem af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her