Kommentar

Hvem skal have den hårdeste straf?

En ung mand med god uddannelse og gode familieforhold burde i højere grad være i stand til at kommunikere uden knytnæveslag end en ung mand, der er vokset op i en familie, hvor tæv bliver brugt som argument. Derfor burde pæne folks sønner måske straffes hårdere, når de slår, end mindre pæne folks sønner
Unge mænd har altid slået på tæven i fuldskab og i kampen om piger og prestige. Mange opfatter et godt slagsmål som en del af underholdningen.

Unge mænd har altid slået på tæven i fuldskab og i kampen om piger og prestige. Mange opfatter et godt slagsmål som en del af underholdningen.

Debat
6. december 2007

Med jævne mellemrum bliver vi præsenteret for undersøgelser, der dokumenterer ulighed i samfundet, og hver gang kommer dokumentationen som en overraskelse.

I uge 43 var det en undersøgelse, der kortlagde knap 4.000 domme om såkaldt simpel vold efter straffelovens § 244. Undersøgelsen var foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for LO.

Den viser, at folk med lav eller ingen uddannelse har større risiko for at blive idømt en ubetinget fængselsstraf end folk med højere uddannelse. Hvis man holder graden af vold konstant, f.eks. kun tager domme om knytnæveslag, er risikoen for at komme i fængsel dobbelt så høj for ufaglærte som for højere uddannede.

At der foregår skæv social selektion op gennem hele straffesystemet, dvs. lige fra politiets praksis omkring efterforskning og anholdelser, til anklagemyndighedens beslutninger om at rejse tiltale og domstolenes afgørelser er ikke så ny en viden, som omtalen af undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ville gøre den til.

Den erfaring har samfundsforskere gang på gang viderebragt i hele den vestlige verden - også i Danmark, i hvert fald siden 1960'erne. Uden at der dog er sket grundlæggende ændringer i situationen nogen steder.

Underklassen

Den amerikanske kriminolog William J. Chambliss offentliggjorde i 1969 et stykke forskningsarbejde, hvori han bl.a. konkluderede, at straffesystemets bureaukrati havde tendens til at behandle forbrydelser hårdere, hvis de var begået af folk fra de lavere sociale klasser, end hvis folk fra middel- og overklassen var involverede - også selv om de to grupper havde begået ensartede forbrydelser.

Chambliss begrundede det med, at underklassen kun havde lidt at tilbyde til gengæld for mildhed fra systemets side (f.eks. en god arbejdsindsats og betaling af skat) og var ude at stand til at kæmpe mod systemet (f.eks. i form af et effektivt forsvar i retten).

Ifølge et referat i Ugebrevet A4 af ovennævnte LO-undersøgelse påpeger advokat Bjørn Elmquist, at hensynet til den dømtes personlige og sociale forhold skal indgå som led i strafudmålingen.

Det fremgår af selve straffeloven (§80). Heri skulle der så ligge en legitimering af mildere domme, hvis en person f.eks. har arbejde og familie. I hvert fald er det oftest sådan, bestemmelsen bliver brugt.

Når tæv er et argument

Men man kunne jo også vende hensynet på hovedet og sige, at dårlige sociale og personlige forhold taler for en mildere straf. En ung mand med god uddannelse, gode familieforhold etc. burde vel i højere grad være i stand til at kommunikere uden knytnæveslag end en ung mand, der er vokset op i en familie, hvor tæv bliver brugt som argument.

Det kan være sværere at undskylde en socialt privilegeret ung mand end en socialt handicappet ung mand. Man kunne sagtens begrunde en mildere eller mere hensigtsmæssig sanktion end ubetinget fængsel for ham med de mest problematiske personlige forhold.

Sjovt nok tyder en ændring af straffelovens §80 i 1973 på, at denne udlægning egentlig har været tænkt som en mulighed - ja måske endda formålet med den nye formulering. I Kommenteret Straffelov, Almindelig del, siges det nemlig: "Ændringen i 1973 tilsigtede navnlig at betone gerningsmandens eventuelle personlige og sociale handicaps som ligeværdige eller merværdige faktorer. Specialpræventive grunde kan føre til at foretrække sanktioner, der muliggør fornyede resocialiseringsforsøg over for sådanne særligt udsatte lovovertrædere, eller på anden måde undgå eller formindske de vanskeligheder i personlig eller social henseende, som følger af strafafsoning."

Unge mænd har altid slået på tæven i fuldskab, i nattelivet, i kampen om piger og prestige, som udtryk for deres maskuline selvforståelse etc. Mange opfatter et godt slagsmål som en del af underholdningen.

At sætte de mest voldelige i fængsel i nogle måneder får dem ikke til at afstå fra at begå ny vold. Og ofte er det lidt af et tilfælde, hvem af to slagsbrødre der ender med at blive stemplet som 'kriminel', og hvem der får offer-etiketten.

Hvis man skulle foretage sig noget konstruktivt fra samfundets side, burde man i stedet for fængsel - eller i hvert fald sammen med fængsel - sætte massivt ind med intensiv undervisning i assertiv og ikke-voldelig kommunikation, vredeskontrol, selvindsigt og evne til ikke at fejllæse andres adfærd etc. Alt det, som de veluddannede allerede burde kunne, fordi disse evner også er forudsætningen for at klare sig godt i uddannelses-, arbejds- og privatliv.

Hvorfor straffer vi?

Vi savner her - som på andre områder - en debat om, hvorfor vi straffer, og hvorfor vi p.t. har et folketingsflertal, der gerne ser flere og flere unge mænd i fængsel i længere og længere tid. Domstolene har jo gennem lovgivning og klare signaler gentagne gange fået besked på at skærpe straffene for vold - også den såkaldt simple efter straffelovens §244, som ovennævnte undersøgelse handler om. Faktisk kunne man på Berlingske Tidendes forside for et par år siden læse en beklagelse over, at også pæne folks sønner pludselig havnede i fængsel efter slagsmål i værtshusmiljøerne. Men nu ved vi så, at det gør de alligevel ikke i så stor udstrækning som "mindre pæne" folks sønner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kunne jo starte med at forbyde professionel boksning. Jeg forstår ikke hvorfor det er tilladt at tjene penge på at slå andres hjerner til mos, mens der sidder en flok blodtørstige sjakaler som tilskuere og håber på det endelige knock-out, der undertiden er dræbende.

Folk, der ser på boksning, er for dumme til at fatte, at de overværer grov legemsbeskadigelse og drab. Måske skulle der noget undervisning til om hvad der sker med kroppens indre, når man slår på den.

Måske er det også det, der gør sig gældende ved slagsmål. Værthusholdere burde være forpligtede til at standse slagsmål med vandspuling indtil politiet når frem.

Selv har jeg en gang stoppet et gadeslagsmål ved at skrige intenst, indtil de zombieagtige tilskuere vågnede op og fik kombattanterne skilt ad.

Det lyder jo meget tilforladeligt. Man kunne så tidoble straffen til kvinder, eftersom de er endnu mindre tilbøjelige til, at begå vold.

Dorte Sørensen

Interssant udlægning om at det ville være sværere at undskylde en socialt priviligeret ung mand end en socialt handicappet ung mand at begå vold og så samtidig virkeligheden er det modsatte.
I går i Folketinget fik Lene Espersen et spørgsmål fra DF om ligestilling af strafudmåling for drab på samlever/ægtefælle og drab på en anden person. Hertil sagde Lene Espersen at strafudmålingen ikke skulle tage hensyn på om drabsmanden var samlever med dræbte eller ikke - et drab var et drab.
Det er godt at Lene Espersen vil se på dette hjørne, men så kunne Lene Espersen også se på strafudmålingens forskellighed m.h.t. gerningsmandens sociale status .

Unge mænd har altid slået på tæven i fuldskab og i kampen om piger og prestige. Mange opfatter et godt slagsmål som en del af underholdningen.

Det er vist korrekt. Fænomenet udnyttes bl.a. af filmmagere. Men de færreste anser det vel for god underholdning at se nogen sparke til gravide kvinder, der ligger ned.

Tom W. Petersen

"og hver gang kommer dokumentationen som en overraskelse." skriver Beth G. Nielsen.
Der er intet i den omtalte undersøgelse, som kan være overraskende for nogen. Den bekræfter blot, hvad utallige tidligere undersøgelser har vist om et samfund med fundamental ulighed og fundamentalt forskellige kulturer.
"Uden at der dog er sket grundlæggende ændringer i situationen nogen steder."
Netop.

Hvis man vil tænke straf retributivistisk, så er det sådan set rigtigt nok at de som har færrest formildende omstændigheder skal straffes hårdest. Og negativ social arv er ret beset en formildende omstændighed.

Men hvorfor i alverden skulle man dog tænke retributivistisk? Vel er det en udbredt tankegang, men også en reaktionær tankegang som en mere oplyst fremtid vil gyse af på samme måde som vi idag korser os når vi hører om Sharia-straffe.

Et mere relevant spørgsmål er derfor: Hvilken af de to grupper har mest gavn af straffen? Det kunne f.eks. tænkes at en ung mand fra et hårdt belastet miljø vil bruge tiden i fængslet til at udvikle kriminelle kontakter på en måde som en ung mand fra det bedre borgerskab ikke vil. Så giver det mindre mening at straffe den første af de to. Det kunne også tænkes at en fængselsstraf vil være mere afskrækkende og stigmatiserende for en ung mand fra det bedre borgerskab, end for en ung mand med hårdt belastet baggrund - det taler omvendt for en hårdere straf til nummer to.

Endelig kunne man spørge om fængselsstraf overhovedet er det mest hensigtsmæssige, for nogen af parterne, i nogen tilfælde. Det kunne føre til en hårdt tiltrængt offentlig debat af hvordan vi kan reformere vores straffesystem så det bliver mere rationelt, mere humant og mere effektivt.

Hmm straf er jo ikke straf på den måde, meningen er, at det skal virke præventivt! Så kan man jo spørge sig selv om, for hvilken gruppe vil fx. 3 måneder i fængsel have den største præventive effekt?

Jeg håber da ikke, vi skal til at diskutere, at i princippet bør alle være lige for loven? Noget andet er så, at vi her på glimrende vis får illustreret, hvad der kommer ud af al den snak om "konsekvens" og "nul-tolerance". Nemlig at, hvis det går galt for dig en aften, og du kommer til at tildele nogen et blåt øje på et værtshus, så risikerer du, at staten kommer og smadrer hele din tilværelse. Og hjælper det så på voldskriminaliteten generelt? Nixen bixen - det ved enhver, som gider følge lidt med i, hvad eksperterne har påvist igen og igen; men det jo også bare disse "smagsdommere" som politikere med hård på brystet ikke har brug for. Hvem sagde restfølelse?

Det mest absurde er troen på, at højere straffe vil få folk til at "tænke sig bedre om", før de slår på tæven på et værtshus.

Derigelsesforbrydelser, der ikke sker af nød, men af grådighed - dvs professionelt tyveri, pengespekulation etc. - der de eneste forbrydelser, hvor forbryderen skeler til, om strafferammen er for hård til, at det kan betale sig. En affektforbryder tænker overhovedet ikke på straffen.

Det vigtigste spørgsmål må da vœre hvordan man bedst undgår at forbrydelsen gentager sig, hvordan får man rettet op på folk så de ikke gang efter gang banker andre mennesker ned når de går i byen?

I hvert fald ikke ved at smide dem i fængsel, første gang de gør det. Der lærer de bare at slå hårdere.

Man kunne også lade dommeren udtænke en ond og nederdrægtig straf - grebet ud af luften - som er samfundsøkonomisk billig og som er designet specielt til den person, som dømmes.
På den måde kan man faktisk spare penge, og man kan tilpasse straffen til den enkeltes forudsætninger.

For eksempel kunne man vælge at lemlæste de som er særlig bange for det. Man kunne vælge at sende en kvinde ind i et bur med edderkopper og rotter - hvis hun er særlig bange for det - osv.

Så kunne man samtidig etablere det som "reality-tv" og på den måde gøre domstolene til selvfinansierende institutioner. Jeg er sikker på, at der ville være godt salg i det.

Hvis der ikke skal være lighed for loven, og hvis dommeren skal til at vurdere hvad en anklaget "har godt af" - så kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud.

Der var ingen reaktion på mit forslag til at tidoble straffen til kvinder hvis de - stik mod deres "natur" - begår vold. Men det ville jo være en logisk konsekvens af sådan et forslag.

Kære Gunnar.

Du synes at overse at et ret væsentligt hensyn, hvis man tænker i hvilken straf der producerer de bedste konsekvenser, er hensynet til den dømte. Hvis det bare drejede sig om at sikre at den enkelte gerningsmand aldrig gentog forbrydelsen, så ville den sikreste og billigste straf sandsynligvis være et nakkeskud.

Mere realistiske alternativer til dem som du udpeger er f.eks. i højere grad at erstatte fængselsstraf med samfundstjeneste, terapi, offer-gerningsmands-konfrontationer, osv. Alt tyder på at fængselsstraf, udover at være utroligt hårdt og stigmatiserende for den dømte, også er en af de dyreste og dårligste straffeformer som er til rådighed.

Så ideen er at når en ung mand fra socialgruppe 5 tæsker en anden person, skal vi tænke at det synd for ham at han slår, og undskylde ham med at han ikke kunne undgå det for han er jo ikke så kvik??

Jamen, det er jo herligt, og han forstår jo med det samme at han ikke må gøre det igen. fantastisk......

... så mangler vi lige at skabe fred i mellemøsten, - nåh jo, man skal bare fortælle dem at de skal holde op med at slås.

Fantastisk forum her på information - jeg har fundet alle pacifisterne...

Men du tør åbenbart ikke skrive under dit eget navn, "Helt Ærlig" - er du flov over det, du skriver?

Hej Per Vadmand,

jeg optræder altid under synonym - aldrig mit eget navn. Det er et valg - ikke noget plat macho-pjat med om jeg tør eller ej....

Sådan er det. Jeg kender heller ikke dit navn - det kunne jo ligeså godt være et du selv havde fundet på.

Derimod synes jeg argumenterne er spændende og jeg kan blot se at jeg nok ikke indgår i Informations målgruppe.

Jeg har en helt anden holdning til opdragelse, konsekvens og straf end den jeg ser (over)eksponeret her.

mvh
Synonym

Måske kræver debatniveauet her, at man som minimum kender forskel på synonym og pseudonym.

Og debatreglerne - som desværre for sjældent bliver håndhævet - kræver faktisk, at man opgiver sit navn.

Og i min bog er folk, der ikke tør stå ved deres synspunkter ved navn, altså feje. Hvad mit navn angår, kan enhver finde frem til mig på Google.

Nå ja Per,

så hav det fint.

og tak for rettelse mht pseudonym

fortsat god dag

Kriminalitetsbilledet - i hvert fald ungdomskriminaliteten - har som dokumenteret af især Balvig - ændret sig kraftigt siden halvfjerdserne, hvor sociologerne talte om 'nuancer i gråt'. Dengang begik pæne folks børn også kriminalitet i ny og næ.

Siden er ungdomskriminaliteten generelt faldet betydeligt - selvom den nykonservative/populistiske højrebølge har haft held til at fremane et andet billede stik i mod statistikkernes tørre tal.

Det virkelige problem er idag ikke almindelige unge, herunder såkaldte 'pæne folks børn', men en lille meget marginaliseret gruppe af unge, hvis kriminalitet, herunder vold er blevet grovere. Knive der før endte i låret ender nu i maven. Vold der stoppede med at offeret lå ned, fortsætter nu med at man hopper på hovedet. Det er en problemstilling som handler om social eksklusion - primært som følge af ghettoiseringen - mere end en retslig.

Og når vi taler om disse forråede og svigtede unge, så er det i øvrigt ikke længere udelukkende unge mænd det drejer sig om. De senere år har vi set en tydelig tendens til stigningen i vold begået af pigegrupper.