Kommentar

Da Jesus slog Gud ihjel

En jule-refleksion
24. december 2007

Skulle Jesus vende tilbage, var kristenheden som magtfaktor nødt til at få ham henrettet igen hurtigst muligt.

Sådan fremstår pointen i en historie i romanen Brødrene Karamazov, som forfatteren F. M. Dostojefski lader en af brødrene, Ivan, fortælle en anden af brødrene, Aljósja. "Storinkvisitoren" kalder Ivan sin beretning, henlagt til det moderne projekts gennembrud i det 16. århundrede, præget af feudalismens sammenbrud, den kapitalistiske pengeøkonomis og det frie markeds fremkomst, reformation, den katolske kirkes modreformation og naturvidenskabens gryende triumf med teknologisk beherskelse af naturen. Under afbrændingen af 100 kættere i Sevilla i Spanien dukker Jesus op, straks anholdt af storinkvisitoren. Der konfronterer ham med den forbrydelse, Jesus i sin tid begik mod menneskeheden, da han afviste de tre såkaldte fristelser: Muligheden af at opnå magt ved at forvandle sten til brød - og andet naturmaterielt forbrug i én uendelighed. Men, konstaterer storinkvisitoren: "du forsmåede tilbudet; thi hvad slags frihed bliver der vel tale om, tænkte du, når deres lydighed kan købes med brød?" Eller muligheden af at opnå magt ved at demonstrere guddommelig teknisk beherskelse af naturlovene. Men "du viste det fra dig i den friheds navn, som du satte over alt andet. (...) I stedet for at give menneskene et fast grundlag til beroligelse af deres samvittighed én gang for alle - valgte du at give dem alt, hvad der findes af usædvanligt, af gådefuldt, af ubestemt og ufatteligt." Eller muligheden af at opnå magt ved at overtage styringen af alle jordens samfund, også Irak og Iran, og forene dem i evig fred og vækst. Men "du ville eje menneskenes frie kærlighed - de skulle følge dig frivilligt, grebet og draget af dit ord og dit liv. I stedet for den gamle, urokkelige lov stillede du menneskehjertets frie valg mellem godt og ondt, med dit forbillede som eneste ledetråd."

For storinkvisitoren er det en forbrydelse mod mennesker. som de nu engang er flest. For "var du gået ind på at forvandle stenene til brød, havde du dermed forløst menneskeheden fra dens evige sjælenød og besvaret det mest afgørende af alle spørgsmål, både for det enkelte menneske og for menneskeslægten - nemlig dette: 'Hvem skal vi bøje os for?' Dog ønsker mennesket kun at bøje sig for noget, der for alle står som uimodsigeligt tilbedelsesværdigt, så uimodsigeligt, at alle straks og på én gang er villige til i forening at bøje sig for det. (...) Og således vil det vedvare indtil verdens ende, selv da, når alle guder forsvinder fra verden: man vil alligevel have sine afgudsbilleder at kaste sig i støvet for."

Står bogstaverne g, u og d for forestillingen om noget uimodsigeligt, som alle må adlyde, er det altså hverken Voltaire eller Nietzsche, der har slået Gud ihjel. Men Jesus. Så eftertrykkeligt, at mainstreams afgudsbilleder lider samme skæbne, uanset hvor sekulære, økonomisk givtige, progressive, demokratiske, populære og videnskabelige, de end påstås at være. "Fordi du tørstede efter den sjælenes frie kærlighed, der ikke tiltvinges ved undere," som storinkvisitoren udtrykke det. "Sjælens frie kærlighed, det var den, du ville - ikke den knægtedes henrykkelse for den magt (religiøs, sekulær, økonomisk, progressiv, demokratisk. populær eller videnskabelig, el), der én gang for alle har indjaget ham skræk."

Troens dimensioner

Tankegangen er beslægtet med den, som John Gray, professor i idehistorie ved London School of Economics og erklæret skeptiker, giver udtryk for i en artikel her i bladet 5. dec. i år under overskriften: "Den evangeliske ateismes elendighed". Så såre verden bliver befriet for religion, vil sådanne svøber som tyranni og krig kunne overvindes, mener de nye antireligiøse missionærer ifølge Gray. "Men troen har meget videre dimensioner end religionen (jvf. troen på tidens udbredte verdslige afguder, el), og sandheden er, at de fleste militante ateister dyrker tænkemåder, som er direkte nedarvet fra kristendommen."

Tiltroen til menneskets fri vilje f.eks. Tag også fremskridtstankegangen: "I det førkristne Europa blev historien anskuet i en cyklisk optik. Forestillingen om samfundsmæssige fremskridt - at menneskeheden avancerer gennem historiens løb til et stadig højere civilisatorisk niveau - er i høj grad en postkristen myte." Som Gray forholder sig dybt skeptisk til. Med henvisning til sandfærdigheden af en netop jødisk-kristen myte! Syndefaldsmyten om Adam og Eva der åd af Kundskabens Træ på - og om - godt og ondt!. "Den fortæller os, at viden ikke nødvendigvis giver menneskeheden et bedre liv eller større frihedsgrader; den kan også hidbringe slaveri og død. I selskab med de militante ateister leder man forgæves efter tegn på den kreative tvivl, der har været den drivende kraft for så mange religiøse tænkere."

Eksempelvis Dostojefski. Der lader Aljósja fremstille Jesus' nye gudskraft uden verdslig magt med henvisning til bl.a. "de små fine, klæbrige vårknopper." Naturen, det billige skidt, med andre ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Tilblivelsens børn skylder alt til det ophav, de vender tilbage til igen, lige så hurtigt som de skabes. De lever for kort til at kunne forandres.

Ifølge Nietzsche står Apollon (også kaldet identitetsprincippet, erindringen eller 15 liter sprit) for at overtage Dionysos børn (tilblivelsens børn), for at holde fast i et misforståede billede på overlevelsen.

Herimellem står mennesket, som af ren og skær angst for livet har lært sine børn at fortrænge det til fordel for det evigt samme, den trivielle gentagelse. Med kanoner og facitliste lærer man dem, at der kun findes rigtige og forkerte svar, trivielle løsninger, og at de rigtige består i reduktion af fremtiden til fortiden. Trivialitetens facitliste: ”Kun det der kan forudsiges med absolut sikkerhed er sandt”.

Da bøddelen trådte ind til den lille oprører af en kreativ skaber for med beklagelse at måtte meddele ham, at det var ude med ham, fordi man ikke kunne have ham til at rende rundt og lave om på alt muligt, fik bøddelen bare en rigtig krammer og et kammeratligt kys på panden. Trivialiteten var brudt, bøddelen kunne gå igen, frigjort fra sit åg uden at bekymrer sig om at låse efter sig. Det kan vi andre egentlig også.

Det eneste jeg har imod Jesus, er at han i fortællingerne om ham har en tilbøjelighed til som historisk person at tage patent på det at gøre det af med sandheden og Gud. Fortællinger, iagttagelser, erfaringer og beskrivelser kan være sande. Verden ”er” også sin fortælling, men som sådan er den hverken sand eller falsk, kun dens selvbeskrivelser, erfaringer og fortællinger kan være sande, i kraft af en ny, som igen må glemme sig selv for at se ”sandheden” som sit eget barn, der er dømt til at gå under for en ny, som igen må glemme sig selv for at se ”sandheden” som sit eget barn, der er dømt til at gå under for en ny ...

Den der leder skal finde, siger hyrden til fårene, og jeg står her alene og ser på. Det er koldt herude på marken og kun de andre er stærke i troen, enten skal jeg lyve for mig selv og andre eller også må jeg gå direkte til angreb på troen for dog at komme i nærheden af medmennesket. Tilmed hænger dødstruslen tungt over hovedet, når jeg gør disciplene opmærksomme på metoden bedraget i det lunkne religiøse fællesskab.
Muhammed er den konstituerende fiktion som dogmerne forbyder tænkningen at relativere i religionshistoriens genese. Jesus er mere tvetydig men har i mange sammenhænge samme funktion. Forudsætningen for genesen ligger i semantikkens substantivering af dem og andre fiktioner i fortællingerne.
Filosoffen forstår grundlæggende at præsternes dødstrussel ikke er til at kimse af. Præster tåler ikke filosofi.

Jakob Schmidt-Rasmussen

For en gangs skyld en virkeligt god kronik fra Larsens side.

Efter alt at dømme var Kristus' udgave af kristendommen mere i overensstemmelse med en gnostisk forståelse af virkeligheden, end kristne institutioners fortolkning af hans budskab tyder på.

I de kristne institutioners forståelse er det kroppen, der genopstår af graven (hvilket er noget rablende vås, som klarttænkende moderne mennesker ikke burde være i stand til at tro på ...) og ikke sjælen, der reinkarneres i en ny krop, hvis sjælen ikke har nået et niveau, der gør at den ikke bliver reinkarneret mere.

Kirken som institution vedtog på et koncil i 300-tallet, at reinkarnation ikke var et kristent koncept. Som om "religiøse naturlove" er noget, som man kan stemme om ...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er i øvrigt ikke kun præsteskabet, der ikke tåler filosofi; det var jo folket, der stemte for, at Jesus skulle tortureres ihjel i stedet for Barabas.

Jens Thorning

Det blev vist afgjort ved afstemning, og resultatet blev 3-2 til reinkarnationsmodstanderne; tankevækkende; men det er i øvrigt gså tankevækkende, at Kristendommens krise og borgerliggørelse i anden halvdel af 1800-tallet straks udløste imperalisme og verdenskrige; og at Rusland, Kina og de afrikanske stater øjeblikkelig geråder i borgerkrig og massakrer, når religionen sættes ud af spil.

Steen Rasmussen

En del af den gnosticistiske mysticisme går ud på at se bort fra betydningen af den historiske person Jesus, når de fortolker tilværelsen. At forlange af Jesus, at han på den mådeskulle være gnostiker, er lidt meget forlangt Jakob.

Ejvind Larsens indlæg fra den 24 dec. 2007 antyder at ateister mangler sans for et og andet. Nu ved jeg ikke hvad en ateist er, måske en der tror at huan ikke tror!

Mit indlæg var en gammel tekst, som blev skrevet i juledagene i 2007, og som har ligget og fyldt på harddisken ind til jeg fandt den igen og lagde den ud her 8 måneder efter. Den er faktisk udtryk for irritation over det, som jeg synes at se i hans tekst, nemlig at de erklærede religiøse er de eneste, der har sans for det fantastiske i naturen.

De kaskader af tilfældige tolkninger, der danner sig omkring den historiske person Jesus, er for mig vældigt sjove og inspirerende, fordi man kan se i dem, hvordan man omgås historiske nedslag af fortællinger om fortællinger. Men at lade sin indfaldsvinkel til, og forståelse for, hvad tid, tilblivelse og tilværelse er, afhænge af en person eller den rigtige fortolkning af personens liv og levned, ja det virker bare for snævert for mig. Og faktisk mener jeg historien er en lang dokumentation for hvordan de hellige har opført sig som rådne æg, der ikke tåler at man piller ved deres domme.

I øvrigt behøver man ikke være ontologisk dualist for at filosofere over tilblivelsen og den deri funderede undergang, forandring osv., som gnostikerne var. Etiketter er taknemmelige, men det er ikke altid sådan at dem, der får dem på sig, er glade for at få etiketterne på sig. Jeg ville være meget ked af en gang for alle at skulle være gnostiker.

Den identificerende tankegang skaber det rigide net af fiktioner, som lukker af for indsigten i den skabende strøm, der skal til for at opretholde illusionen om det evigt samme. At vende sig mod denne form for rigiditet er at overlade sig til det skabende princip, som hverken Jesus eller de religiøse har patent på.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Så vidt jeg har forstået, så betyder det aramæiske ord, der er oversat til krop i Biblen egentlig sjæl. Jesus sagde også: "I er alle guder", hvilket kun giver mening i en gnostisk forståelse.