Kronik

Jul i Fona

Efter at juleevangeliet har været gennem reklamens vridemaskine, er der intet af det tilbage. Det er blevet borte i en uskøn ophobning af tekniske produkter
Efter at juleevangeliet har været gennem reklamens vridemaskine, er der intet af det tilbage. Det er blevet borte i en uskøn ophobning af tekniske produkter
12. december 2007

Jeg sidder med en af julens mange, husstandsomdelte reklamer i hånden. På forsiden forkyndes det glade budskab: "Jul i Fona. Se teknikken hvor den stråler smukt-". Inde i kataloget åbenbarer der sig en kakofoni af let fordrejede citater: "Film skal komme, film skal henrulle", "Nu battler gamle som unge", "Navigatoren ledte vise mænd", "Det kimer nu til trådløs snak", "Et barn er født i High Definition billedkvalitet", "Julen har bragt velsignet bærbar", "Og fra selve himlen gled vist den lille Ipod ned". Det sidste citat flankeres af en barokengel med banneret: "Ære være Gud i det høje".

Mens jeg læser, kan jeg mærke forargelsen vokse: Det her er ikke sjovt, det er bare plat.

Men hvorfor er det egentlig, denne følelse dukker op? Er denne respektløse omgang med de danske salmer og juleevangeliet i virkeligheden så meget anderledes, end da Dan Turèll for snart mange år siden ironiserede over, hvordan han efter "een jul mere er på Satans side"? Eller er Fonas reklame værre, end når Shubidua allerede for 25-30 år siden sang: "Jesus bli'r født på anden sal i Magasin du Nord. Han griner, når du trykker på en fodpedal. Si'r goddag til sin mor."?

Det minder om hinanden, men der er alligevel en afgrund til forskel.

Bevidsthedsmæssigt hører Shubiduas og Turèlls tekster til 70'erne. De to tekster er nok religionskritiske, men de er i højere grad kritiske overfor den forbrugerisme, som gør julen til en pengemaskine. Det er tydeligt, at teksterne rummer en erfaring af tab. Deres virkningskraft består netop i, at noget, som læseren oplever som helligt og smukt, profaneres. De er skrevet ud fra en fundamental følelsesmæssig ambivalens, nemlig på den ene side en lyst ved at ironisere over og gennemhulle det ophøjede og på den anden side et ubehag over at se det ophøjede blive trukket ned i sølet; for nok er der i de nævnte tekster ingen tro på religionens hellighed, men de rummer samtidig bevidsthed om, at når det hellige gøres profant i julens hæmningsløse forbrug, så er der kun tomheden tilbage.

Henrykkelse og tab

Man fornemmer den samme dobbelthed af henrykkelse og tab, når 70'ernes yndlingsfilosof, ateisten Marx, i Det Kommunistiske Manifest virkningsfuldt skriver om kapitalismen:

"Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold(-) Det har druknet det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi(-) Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte og ligefremme udbytning".

En anden af 70'ernes modeteoretikere, Roland Barthes, har, med inspiration i Marx og moderne tekstteori, analyseret, hvordan moderne mytologier, ikke mindst reklamen, kan opfattes som en stjålet sprogform. Den forvandler mening til form. Den tager et oprindeligt tegnsystem og overlejrer det med et nyt: Julens salmer tømmes for deres religiøse indhold og overlejres med et nyt, der handler om, at vi opnår glæde ved at købe Fonas produkter. En anden ny-marxist, Habermas, ville nok beskrive det som et eksempel på, hvordan systemverdenens økonomiske kalkule invaderer og parasiterer på menneskets livsverden, som netop rummer personlige relationer og følelser.

Profaneringen total

I Fona-reklamen er profaneringen bragt til ende. Den modtager, den retter sig mod, vil ikke få nogen kvababbelser over at se den danske salmeskat reduceret til et salgsfremstød eller se julens vidunder - at ånd blev kød, at der kom lys i mørket, at mennesket blev forsonet med Gud - sammenlignet med de nyeste tekniske vidundere. Hvis det var tilfældet, ville reklamen næppe komme på gaden. Fonas reklame markerer et punkt i historien, hvor det er blevet legitimt at opfatte evangeliet som en ren form, hvortil der højst er knyttet behagelige følelser, som kan overføres til de forbrugsgoder, julen i virkeligheden handler om, hvis det da i det hele taget går an at tage ordet 'virkelighed' i sin mund i den forbindelse.

Man kan karakterisere det moderne som en tilstand, hvor man erfarer moderniteten som problematisk. Den bestandige udvikling medfører udraderingen af tidligere livstolkninger. Den medfører et traditionstab. Med et begreb fra psykologien, kan man sige, at det moderne som bevidsthedsform rummer et element af sørgearbejde. I den forstand tilhører Shubiduas, Turèlls og Marx' tekster det moderne. I det postmoderne derimod er sørgearbejdet ført til ende. Fortidens tradition er blevet et fond af tekster, hvis referentielle indhold man ikke behøver kære sig om.

Med salmens klaviatur

Det forstemmende ved Fonas reklame er imidlertid ikke, at teksten lader sit sprog spille på salmens klaviatur. Fonas reklametekst følger her et grundvilkår, den har til fælles med alle tekster. Hvor det for 70'ernes bevidsthed handlede om at demaskere reklamens tilsløring af virkeligheden, hvis objektive sandhed omvendt skulle afdækkes, skete der i de efterfølgende årtier det, at forestillingen om en virkelighed uafhængig af sprog og dermed fiktionselementer ikke lod sig opretholde. Der kom i stigende grad fokus på, hvordan tegn refererer til andre tegn, og tekster refererer til tekster. Fonas reklametekst refererer til salmetekster, som refererer til juleevangeliet, som refererer til en jødisk religiøs tradition, som refererer til ...o.s.v. Betydningen glider bestandig og lader sig ikke fastlægge. Omkostningen ved denne udvikling har været, at vi lever i en kultur, hvor stadig flere har opgivet troen på, at der er en sandhed bag fænomenerne. Der er derfor heller ingen idé i at bore efter den. Tv's sendeflade overtages i stigende grad af programmer om kendte, der interviewer andre kendte om begivenheder, der kun er fundet sted i tv. Remtrækket til 'virkeligheden' er klippet over. Hvis journalisten begiver sig ud i 'virkeligheden', sker det for netop at finde 'historier'. Der er godt salg i bøger, der tematiserer, at alt er fiktion: Helten opdager til sidst, er, at den handling, han blev hvirvlet ind i, i 'virkeligheden' er et snedigt tilrettelagt plot. Den sandhed, der afsløres i disse tekster, er, at der ingen sandhed er. En konsekvens af vor tids livsholdning er, at vi ikke skal lede efter en mening bag ved verden, men blot forbruge det, der byder sig til, her og nu. At dette for mange ikke er tilstrækkeligt, viser den øgede interesse for religion og åndelighed. Men karakteristisk for det meste af denne ny spiritualitet er, at også denne følger de forbrugsmønstre, vi på andre måder bygger vores liv op efter. Vi sammensætter i dag selv vores personlige religion i en skønsom blanding af de religiøse fortællinger, der byder sig til. Det forstemmende ved Fonas reklametekst er heller ikke, at den er blasfemisk. For at brugen af en religiøs tekst skal kunne opfattes som blasfemi, kræver det netop, at teksten ikke længere opfattes som tekst. Det vil sige som værende konstrueret, redigeret, omskrevet, omdigtet og så videre. Teologien har i vores del af verden forladt en sådan tekstopfattelse. Evangeliet opfattes netop som en fortælling. Den er ikke historieskrivning, som må læses faktuelt. Dens sandhed er af en anden art.

Jo rigere, jo fattigere

Det forstemmende ved Fonas reklametekst er derimod det, den gør ved den fortælling, den suger næring af. Efter at juleevangeliet har været gennem reklamens vridemaskine, er der intet af det tilbage. Det er blevet borte i en uskøn ophobning af tekniske produkter. Jo rigere vi bliver, des fattigere bliver vi. Jo flere gaver vi giver hinanden, og jo mere vi arbejder for at tjene penge til dem, des mere forsvinder fornemmelsen for, hvad vi burde og kunne give hinanden. Borte er fortællingen om det barn, der lod sig føde i den yderste fattigdom og hjemløshed for at komme alle i møde. Borte er historien om den Gud, der elskede menneskene så betingelsesløst, at han gav sin søn for at lære dem at elske, tilgive og hjælpe hinanden. Borte er fortællingen om, hvordan Gud selv blev menneske og forbandt evigheden med nuet.

I stedet kan vi være sammen om at åbne pakker med dem, som er os nærmest.

Martin Haastrup Strøm er højskolelærer på Løgumkloster Højskole og cand. mag. i litteraturvidenskab og filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu