Kronik

Kina i Afrika - nykolonisering eller udviklingsalternativ?

I takt med at Kinas investeringer i Afrika vokser, stiger kritikken fra Vesten. Kina anklages for at være 'nykolonialistisk', uden hensyntagen til menneskerettigheder og demokratiske reformer. Kinas massive investeringer kan imidlertid være med til at inkludere Afrika i den internationale samhandel og skabe grobund for en bæredygtig afrikansk økonomi og udvikling
Nigerias præsident Olusegun Obasanjo og den kinesiske præsident Hu Jintao mødtes i Beijing i april 2005 for at diskuterede yderligere samhandel mellem de to lande.

Nigerias præsident Olusegun Obasanjo og den kinesiske præsident Hu Jintao mødtes i Beijing i april 2005 for at diskuterede yderligere samhandel mellem de to lande.

Greg Baker

17. december 2007

Afrika er den eneste region i verden, der er fattigere i dag end for 30 år siden. På trods af at kontinentet har modtaget suverænt flest udviklingskroner, er det stadig præget af hungersnød og ekstrem fattigdom. FN's 2015-mål stiler bl.a. mod en fordobling af udviklingsbistanden til de afrikanske lande, og der vil således komme endnu flere penge til Afrika, men er det løsningen? Man kan risikere, at jo længere tid det afrikanske kontinent er afhængig alene af Vestens bistandskroner, desto mere marginaliseret bliver Afrika i den internationale samhandel.

I de senere år har Kina investeret kraftigt i den private sektor og infrastruktur i Afrika og er i dag den tredjestørste handelspartner på kontinentet. Det er svært at svare entydigt på, hvilken betydning Kina har for den afrikanske økonomi, men et interessant spørgsmål er, om Kinas markedsøkonomiske tilgang i højere grad kan være med til at skabe den udvikling i Afrika, som Vestens bistandskroner endnu ikke har kunnet skabe!

Bistand med betingelser

Vesten har via bl.a. EU, FN og Verdensbanken, op gennem 90'erne til i dag, fokuseret på at give betinget udviklingsbistand. Politiske betingelser, hvor man kræver god regeringsførelse, balance på de offentlige budgetter, respekt for menneskerettigheder og lignende til gengæld for bistand. Bistanden er primært rettet mod den offentlige sektor, især til sundhed og uddannelse. Der er ingen tvivl om, at det er områder, der skal investeres i for at skabe en bæredygtig udvikling, men spørgsmålet er, om man fra Vestens side har været for fokuseret på disse områder? På trods af at vi i Vesten sværger til markedskræfterne, har vi endnu ikke ladet det afrikanske kontinent nyde godt af den øgede globale samhandel, hvor handelsbarrierer og landbrugsstøtte til europæiske landmænd, svækker Afrikas eksportmuligheder og de lokale afrikanske markeder.

Kinas interesse i Afrika

Kinas interesse i Afrika går tilbage til Den Kolde Krig, hvor det afrikanske kontinent udgjorde Kinas alliancepartner og støtte på den verdenspolitiske scene. Selvom Kina gennem 1980'erne nedprioriterede kontinentet, fandt kineserne støtte hos de afrikanske ledere, når Vesten kritiserede Kina for manglen på menneskerettigheder. Afrika har således været en mere eller mindre fast alliancepartner gennem et halvt århundrede. De afrikanske lande har eksempelvis spillet en stor rolle i Kinas optagelse i WTO i 2001, og i Kinas anerkendelse som en markedsøkonomi.

Adgangen til råstoffer, og særligt olie som Kina i dag er verdens næststørste forbruger af, spiller en kæmpe rolle for den kinesiske interesse i Afrika. Kina har siden overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi i slutningen af 1970'erne, været én af de hurtigst voksende økonomier i verden og er i dag verdens fjerdestørste. Kina er ikke længere selvforsynende med energi og kigger derfor til det afrikanske kontinent efter olie. For retten til at udvinde olie giver Kina favorable lån og en øget bistand, som er bundet til indkøb af kinesiske varer, og Afrika er dermed blevet et marked for kinesiske forbrugsgoder, særlig inden for tekstilindustrien.

Endelig spiller opgøret med den vestlige magtdominans en rolle. Kina ønsker, at deres økonomiske status som supermagt skal udmønte sig i en tilsvarende politisk magt, og da Afrika samlet udgør en femtedel af FN's nationer, sætter Kina sig på en betydelig magt i FN-systemet med disse stemmer. Stemmer som sikres via handelsaftaler.

Det kinesiske alternativ

Kina har alene i det første halvår af 2007 øget samhandlen med Afrika med 25 procent i forhold til året før, ligesom de kinesiske investeringer i Afrika sætter nye rekorder. Kina har ligeledes sendt fredsbevarende tropper til forskellige missioner i Afrika, og der har desuden i de senere år været en kæmpe stigning i den kinesiske turisme i Afrika. På længere sigt har Kina udtalt ønske om at etablere en toldunion med landene i det sydlige Afrika og en generel frihandelsaftale med kontinentet.

Kinas øgede efterspørgsel på råstoffer har betydet, at priserne er begyndt at stige igen efter mange års fald, og nye tal fra Verdensbanken viser, at der i de sidste 10 år har været en gennemsnitlig økonomisk vækst i Afrika på 5,4 procent, hvilket er fuldt ud på højde med andre dele af verden.

Denne vækst kan ifølge tænketanken African Policy Studies til dels tilskrives Kinas øgede økonomiske engagement i Afrika de senere år. Kina konkurrerer, udover med Vesten med lande som Indien og Taiwan om afrikanske råstoffer. Den store efterspørgsel gavner de afrikanske staters forhandlingssituation hvilket får priserne til at stige. Kinas engagement på kontinentet giver samtidig de afrikanske lande et større manøvrerum, da afrikanske ledere ikke udelukkende er afhængige af vestlige donorer og deres krav om god regeringsførelse, demokrati og lignende. De afrikanske stater kan i stedet vende sig mod Kina, der ikke blander sig i staternes interne anliggender.

Kinas behov for råstoffer kan desuden fungere som katalysator for udvikling i Afrika, ved at igangsætte lokal produktion. Det intensiverede samarbejde kan medføre, at Kina overfører ekspertviden og teknologi til lokale virksomheder og dermed opbygger lokal kapacitet. Hvad måske er endnu vigtigere er, at de afrikanske lande i højere grad er med til at sætte præg på deres egen økonomiske udvikling og kan dermed, på længere sigt, slippe ud af deres afhængighedsforhold af Vesten.

Kina som ny kolonimagt

Der er dog en række konsekvenser som tegner et mere dystert billede af Kinas engagement i Afrika. Kinas jagt på råstoffer betyder bl.a., at de uden skelen til menneskerettigheder og demokratiske reformer, støtter diktaturer som bl.a. Sudan og Robert Mugabes Zimbabwe. Dermed udskyder eller forhindrer Kina nødvendige reformer til gavn for den fattige befolkning.

Selvom Kina investerer i infrastruktur, betyder det ikke at der skabes flere arbejdspladser i Afrika. Kina medbringer selv arbejdskraft til byggeprojekterne, og kombineret med deres 'hjælpepakke' med favorable lån og en øget bistand som er bundet af indkøb i Kina, betyder det, at der skabes job i Kina, mens det afrikanske jobmarked undermineres. Desuden er kinesiske varer med til at udkonkurrere lokale markeder, særligt inden for tekstilindustrien. Det er da heller ikke alle afrikanske lande, som bidrager positivt til den gennemsnitlige vækst på 5,4 procent - med undtagelse af de olieproducerende lande, har landene i Afrika et handelsunderskud med Kina.

Selvom der ikke findes et entydigt billede af det kinesiske engagement i Afrika, tyder intet på, at den kinesiske 'safari' ændrer Afrikas marginaliserede rolle i verden. Kontinentets naturressourcer bliver fortsat udtømt på ufavourable vilkår for Afrika, og Kina stryger langt den største del af overskuddet. Det er dog vigtigt, ikke ensidigt at fordømme Kinas engagement i Afrika, og i stedet prøve at skabe dialog og fælles rammebetingelser mellem modtagerlande og nye og gamle donorlande.

På den måde kan den kvalitative del af bistandssamarbejdet med god regeringsførelse, demokratiopbygning og lignende kombineres med investeringer i den private sektor. Med en kombination af de to tilgange kan man således sikre en demokratisk såvel som økonomisk udvikling til gavn for de omkring 50 procent af Afrikas befolkning, der lever for under en dollar om dagen.

Kaspar Pilmark Andersen er BAi Statskundskab og kandidatstuderende på Center for Afrikastudier

Serie

Seneste artikler

  • Den røde lanternes skær i Afrika

    28. juli 2008
    Kinas stigende efterspørgsel på fødevarer og energi og Ugandas udbud af råvarer og landbrugsprodukter burde være et regnestykke, der kunne gå op, men indtil videre er det kun kineserne, der afsætter produkter på det ugandiske marked, og ikke omvendt
  • Selvkritik efterlyses

    5. marts 2008
    Regeringen i Beijing har haft travlt med at beskytte sig selv og det kommende OL mod voksende udenlandsk kritik af Kinas menneskerettighedssituation og Sudan-politik
  • 'Kina er ikke skurken i Sudan'

    5. marts 2008
    Udenlandsk kritik af Beijings Sudan-politik vækker både undren og vrede i Kina. 'I er uinformerede,' er beskeden til kritikerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Verdens Nye ”Bløde Supermagter”?

AF Torben Estermann, Woza redaktionen. Afrika Kontakt, Kbh. 2200 N.

Kina og Indien har to forskellige strategier for deres engagement i Afrika.

Kina har en meget åben erklæret politik for sit engagement i Afrika som drejer sig om investeringer og styrkede diplomatiske bånd mod at få adgang til Afrikas enorme naturresurser.

Kina kom for alvor i gang på det afrikanske kontinent efter 2001. de bygger vejnet, jernbaner, elværker, fodbold stadiums, afskriver gammel gæld og fjerner handelsbarrierer. For dette modtager Kina store mængder olie, træ, kobber og andre råvarer og mineraler.

For Indien derimod gælder det kampen for frihed og uafhængighed, og herunder kommerciel og økonomisk råderum, med udgangspunkt i den indiske diaspora. Indiens mål var mere at inspirere til national udvikling gennem kapacitetsopbygning, uddannelse, IT etc. i Afrika, end at tjene store summer på samhandlen.

Men Kina har fået Indien til at se anderledes på dens rolle i Afrika. Som en indisk diplomat udtrykte det ved det sidste IBSA møde i Brasilien:
”Kina fokuserer på resursebaserede investeringer, Indiens investeringer fokuserer på kapacitets opbygning”.

Kina har slået Indien flere gange når det gælder samhandels og investeringsaftaler; senest olieaftalen med Angola, hvor Kina bød 2 milliarder dollars, mens Indiens tilbud lød på 200 millioner dollars som investering i Angolas jernbanenet.

Men Kina har ikke har samme succes i befolkningernes øjne.
I Angola klager mange over at Kinas investeringer ikke har givet flere jobs - jernbaneudvidelsen baseres stort set på kinesiske arbejderes arbejde.
I Sydafrika har selv præsident Mbeki advaret mod ”Kinas koloniale relationer” til afrikanske partnere.
I Zimbabwe er der også kritik af den overflod af kinesisk produceret forbrugsgoder; dårlig kvalitet og øget import holder prisen så lav at lokale producenter giver op, med øget arbejdsløshed til følge.

I næsten alle større projekter anvender Kina arbejdskraft fra egne fængsler eller storbyers slum, som danner kinesiske ghettoer i Afrika. En ofte irrational frygt er langsomt ved at brede sig i Afrika; at Kina langsomt er ved at kolonisere Afrika.

Indien har som nævnt taget en anden strategi - som hovedsagligt kommer den private økonomiske sektor til gode i Afrika. den indiske økonomiske indsprøjtning er støttet af Indiens regering som giver kreditter til indiske firmaer der ønsker at investere i Afrika. Dette betyder at Indiens strategi har langt større effekt for den almindelige afrikaners liv, da den giver mulighed for jobs i den lokale industri. der er også langt flere private afrikanske investorer som partnere i de indiske projekter end i de kinesiske.

Om det i det lange løb kommer til et åbent brud mellem de afrikanske lande der støtter sig til Kinas ekspansion og de afrikanske lande der støtter sig til Indiens mere kapacitetsudviklende ekspansion er for tidligt at sige noget om.

Men et øget engagement i IBSA samarbejdet (Indien, Brasilien, Sydafrika) vil på sigt give Indien flere partnere i Afrika end Kina, om det også giver Indien større international indflydelse er endnu uvist.

Jamen hvad er nu det for noget ? Opfører Kina sig nu lige som os andre - f.eks. ligesom USA og flere europæiske lande ?

Det er dog for galt.

Goddag Kasper.

Du når godt rundt om emnet. Og din ide om kombineret udviklingsstøtte i et den klassiske geopolitisk ramme, samt en mere direkte erhvervsorienteret støtte er nok ikke helt tosset. Jeg synes dog at der mangler en betragtning.

Grundlæggende betragtning: "Hvis vi ser bort fra de negative konsekvenser, findes der også positive effekter ved Kina's form for støtte til Afrika"?

Lad os antage at der investeres på Kina's facon i konkrete erhverv (med hvad end negative konsekvenser dette måtte have, som du selv har nævnt). Det skaber muligvis omsætning, men hvor ender profitten? Ender disse penge ikke blot i de korrupte lommer?

Man kan argumentere for at der kan være en kynisk logik i at tilsidesætte de humane aspekter og blot fokusere på at få startet en udvikling i Afrika. (Primært så de kan få opbygget en infrastruktur og et fungerende kapitalapparat.) Men selv hvis vi investerer skånselsløst i ubarmhjertige projekter og bevidst træder på den lille mand, for at sætte det på spidsen, hvilke garantier har vi så for at profitten ikke forsvinder i korruption. Det er jo håbløst hvis den samlede økonomiske effekt ryger direkte ind på private kontoer i fremmede lande, fremfor at blive reinvesteret i nye projekter.

Dvs. selv hvis vi antager at der kommer skub i tingene, så er det afgørende for udviklingen at disse penge forbliver i regionen (kynisk set er det flintrende ligegyldigt hvilke mennesker der høster fortjenesten, blot den ikke går op i luksusvarer fra vesten).

Grunden til at Vesten giver bistand på betingelser er fordi dette er den eneste måde at sikre sig at pengene bruges fornuftigt og ikke forsvinder ind i krige, korrupte lommer e.l. Det kan virke som et håbløst projekt, men hvis man vil tilsidesætte det humanitære aspekt, skal den økonomiske gevinst være substantiel.

Du skriver selv at ikke olieproducenrede lande i Afrika har en negativ handelsbalance overfor Kina. Dette kan være knusende for en svag økonomi. Det er i en opbygningsfase altafgørende hvor pengene ender. Derfor har man valgt den nuværende model.

Jeg er ikke uenig med dig, men mener blot at det kunne være dyrt at tage fejl i så avancerede makroøkonomiske spørgsmål. Konkret opbygning af infrastruktur er altid positivt, men hvem kommer det til gode? Jernbaner til fragt af olie, er vel ikke bygget med befolkningen in mente. Historien har desværre lært os at hvad der oftest står i vejen for landes udvikling er deres egne ledere. Derfor må korruptionsbekæmpelse være en første prioritet.

En moderat 2-3% vækst i private erhverv under en diktator kan ofte erstattes af direkte tigerøkonomier under markedsøkonomi og demokrati, som vi har set det i syd-øst Asien, sfa. den såkaldte "catch-up" effekt. Vi må ha det lange sigt for øje, men ikke glemme lokalbefolkningen i mellemtiden.

"Afrika er den eneste region i verden, der er fattigere i dag end for 30 år siden. "

Det er jo næppe Kinesernes skyld at Afrika ser sådan ud.
Er det ikke bare de gamle koloniherre der piver fordi de nu har fået konkurrence.