Kunstkritikeren må træde tydeligere frem

Det var med stor fornøjelse, at jeg læste Kristen Bjørnkjærs efterlysning af en ny kunstkritik i Information den 24.-25. november. For selvom det provokerer mig noget, at al nutidig kunstkritik blot skulle være ureflekteret og pleasende, som Bjørnkjær lidt polemisk indikerer i sin leder, er jeg helt enig i, at den tidsbaserede grænseoverskridende hybridkunst ikke bliver diskuteret tilstrækkeligt nuanceret og konstruktivt i nyhedsmedierne i dag.

Som tidligere kunstredaktør på internettidsskriftet Turbulens.net har jeg eksperimenteret en del med, hvordan man kan skrive om kunst på en frugtbar, progressiv og stillingtagende måde, der ikke bare reducerer det enkelte værk til et spørgsmål om godt eller skidt, men dog giver værket - og kunsten i det hele taget - det kritiske modspil, der kan hjælpe den til at leve og vokse.

Og det er klart, at det volder visse problemer, når man ikke bare beskæftiger sig med fluxus, konceptkunst og installationer - som Bjørnkjær fremhæver - men også interesserer sig for, hvordan nutidens kunstnere kan udvikle virksomhedskulturer gennem interaktive processer, forbedre forholdene for verdens fattige ved at myndiggøre dem over tid, bidrage til at give beboere i nye bydele et tilhørsforhold ved at engagere dem aktivt i deres lokalmiljø osv. Som sine neoavantgardistiske forløbere i 1960'erne, afbilder sådanne tidsbaserede kunstformer ikke bare verden, men sætter den i bevægelse og indgår dermed som en markant aktør i projekter, der rækker udover kunsten selv.

Hvor den klassisk skolede kunsthistoriker i vid udstrækning bedriver formanalyse og kategoriserer værker efter genre, stiltræk, tekniske greb osv., er det både problematiske og spændende ved den tidsbaserede kunst siden 1960'erne i mine øjne, at den netop ikke lader sig kategorisere entydigt. Forestillingen om et afsluttet og stabilt kunstværk har vist sig utilstrækkelig, nøjagtigt som de statiske kunstner- og beskuerbegreber gradvist er blevet opblødt og dynamiseret. Som kunstkritiker befinder man sig derfor i et underligt vakuum uden formelle redskaber, der kan danne skelet for en analytisk tilgang til kunsten.

Jeg går ud fra, at det bl.a. er derfor, så meget af nutidens kunstkritik ender i beskrivende referater eller irrelevante kunsthistoriske referencer i stedet for saglig refleksion og personlig stillingtagen. Og at den gamle diskussion om grænsen mellem kunst og ikke-kunst til stadighed genopstår, selvom den efterhånden må siges at være udslidt og forældet. I mine øjne ligger der imidlertid et kæmpe potentiale i, at man ved hvert eneste værk er tvunget til at starte forfra og redefinere sit ståsted som kunstkritiker. Både for kunsten, kritikken og verden omkring os.

Nyt og visionært

Da Turbulens.net først blev lanceret, bestod tidsskriftet af to adskilte sektioner: en bred samfundssektion og en selvstændig kunstsektion. Siden vi i redaktionen alligevel diskuterede kunsten på lige fod med de nye digitale medier, voksende bioteknologiske muligheder, nybrud i samtidskulturen osv., blev de to sektioner imidlertid hurtigt samlet til en stor tværfaglig sektion. Vi interesserede os ikke for de dekorative aspekter i bestemte kunstværker, men undersøgte i stedet hvilke sociale og kulturelle perspektiver, kunsten åbnede op for. Et værk var interessant for os, hvis det havde noget nyt og visionært at sige. Og dets kvalitet lå i højere grad i, om det sagde det på en spændende og sammenhængende måde, end hvorvidt det var smukt eller hæsligt.

Hvor kritikere måske nok kan forholde sig æstetisk til klassisk maleri eller skulptur ved hjælp af konkret formanalyse, vil jeg i forlængelse af dette hævde, at en løsning for kritikken af nutidens mange tidsbaserede kunstformer er at tage stilling til funktionsmåden i et kunstværk; den grundlæggende metode. Med et sådant fokus bliver det ikke alene muligt at give den enkelte kunstner et konstruktivt modspil til hans eller hendes konceptuelle udgangspunkt i det konkrete værk, men også at vurdere kunstnerisk kvalitet på en dynamisk måde, der kan rumme de foranderlige processer, tidsbaserede værker uvilkårligt igangsætter.

Jeg må med andre ord erklære mig fuldstændig enig, når Bjørnkjær kritiserer sin egen artikel om Marco Evaristtis nye værk I eget fedt (Information 24. november, side 16 - 17), fordi den er skrevet ud fra en journalistisk nyhedsvinkel snarere end en personlig stillingtagen til kunsten.

Bjørnkjær beskriver Evaristtis motiver for at spise sit eget udsugede fedt, men forholder sig på intet tidspunkt til, om den handling faktisk bidrager til de diskussioner om genbrug, konsumsamfund, økologi osv., som kunstneren forsøger at rejse. Eller om måden, hvorpå handlingen er omsat til kunstnerisk form som videodokumentation og mediestunt, faktisk understøtter intentionen eller blot skaber en unødvendig distance mellem værket og dets koncept.

Et fokus på funktionsmåden betyder, at tidsbaserede værker som Evaristtis kan vurderes i forhold til deres forløb i tid og rum, snarere end som autonome, selvberoende enheder. Og i den forbindelse får kunstneres intentioner først relevans, hvis man efterfølgende overvejer, hvordan de udfoldes i det enkelte værk, og om det sker på en hensigtsmæssig måde.

Tidsbaserede værker

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg generelt er imod at tænke kunstkritik som en objektiv aktivitet, og at jeg forholder mig noget uforstående til, at der igen og igen udvikles 'objektive' kriterier for, hvordan man kan skelne mellem god og dårlig kunst. At tage kunsten seriøst handler i mine øjne ikke om at forholde hvert eneste værk til en eller anden entydigt defineret kanon af æstetiske udsagn og historiske referencer, men snarere at undersøge værket på værkets præmisser.

Nøjagtig som enhver kanon er betinget af sin skabers interesser, er sådan en undersøgelse naturligvis også subjektivt funderet. For at vurdere funktionsmåden i det tidsbaserede værk, må kritikeren nødvendigvis forholde sig sagligt til, hvordan værket inddrager sin ydre kontekst. Og siden den kontekst aldrig er fastlåst og stabil, er en hovedløs opremsning af historiske fortilfælde eller beslægtede værker klart utilstrækkelig. I stedet fordres en motiveret inddragelse af fænomener uden for værket, der kan hjælpe til at forstå dets indre elementer.

I stedet for at bidrage til kampen mod smagsdommeri og ekspertvælde, vil jeg hævde, at det netop er denne subjektivitet, der giver kunstkritikken sin eksistensberettigelse. Det er jo netop folk, der har erhvervet sig en særlig viden på et felt, som formår at sige noget nyt og interessant, der kan åbne for nye tanker hos andre. Og det kræver så absolut en vis faglighed at indkredse og italesætte de foranderlige fænomener, der kaster lys over et kunstværk og åbner det for kritisk diskussion.

Konsekvensen af en kunstkritik, der forholder sig aktivt til tidsbaserede værkers funktionsmåde, må i den forstand være, at kritikeren træder synligt frem. Først da opstår muligheden for en nuanceret diskussion om kunsten og kritikken, der også rækker ind i verden omkring os. Først da defineres en platform, hvorfra kritikken kan stille dybdegående spørgsmål og tage begrundet stilling til, hvad der er godt og skidt, originalt og forslidt inden for kunsten.

En ting er imidlertid at formulere en ny kunstkritik, som vi gjorde på Turbulens.net; noget andet er at udfolde den i praksis. Det kræver tid og plads at få nuancerne med, og med den hårde redaktionelle linje, nyhedsmedierne udviser i dag, er betingelserne for kunstkritikken hårde. Det kræver, at der sidder fagfolk på DR, som kan lave andet end underholdning. Det kræver, at kunsten ikke bare diskuteres i en notits i onsdagsavisen. Og det kræver, at seriøse kulturprogrammer på tv ikke altid erstattes af reality shows, quizzer og amerikanske C-film.

På internettet kunne vi give kunsten den nødvendige plads til at udfolde en i mine øjne personligt engageret og nuanceret kunstkritik på Turbulens.net. Spørgsmålet er imidlertid, om nyhedsmedierne er indstillet på det samme - funktionsmåde eller ej?

Marie Büchert er kunstformidler og skribent og tidligere kunstredaktør på nettidsskriftet Turbulens.net