Læserbrev

Lad os vælge en EU-præsident

Der er sagt og skrevet meget om, at EU's Reformtraktat vil betyde, at der i januar 2009 skal vælges en præsident for Det europæiske Råd. Det er forståeligt, at der er fokus på denne institutionelle nyskabelse, men der er ikke desto mindre gode grunde til at bringe et supplerende perspektiv på banen
Debat
10. december 2007

Der er sagt og skrevet meget om, at EU's Reformtraktat vil betyde, at der i januar 2009 skal vælges en præsident for Det europæiske Råd. Det er forståeligt, at der er fokus på denne institutionelle nyskabelse, men der er ikke desto mindre gode grunde til at bringe et supplerende perspektiv på banen.

Sagen er, at det fortsat står hen i det uvisse, hvad præsidenten for Det europæiske Råd overhovedet skal foretage sig. Nuvel, hun skal årligt stykke fire dagsordener sammen, men her skal man huske på, at Det europæiske Råd ikke har nogen lovgivningsmæssige beføjelser, og at en ny regeringskonference ikke er nært forestående.

Der er med andre ord ikke nogle oplagte eller formelle 'magthåndtag', som præsidenten kan gribe fat i. Heller ikke på det udenrigspolitiske område, hvor den kommende nye EU-udenrigsminister næppe vil finde sig i kun at få repræsentative opgaver. Af samme grund kan de navne, som hidtil har været på tale til præsidentjobbet, meget vel vise sig at være skudt et godt stykke over målet. Tony Blair, som igen og igen bliver fremhævet som en mulighed, vil sikkert holde sig langt væk fra det, han må betragte som et job for letvægtere.

Langt mere interessant er det at se på 'den anden præsident' i fremtidens EU-samarbejde. Præsidenten for Europa-Kommissionen. Også på dette punkt rummer Traktaten en nyskabelse. Europa-Parlamentet får afgørende indflydelse på valget af præsidenten, hvilket betyder, at følgende scenario er en realistisk mulighed. Ja, faktisk diskuteres det allerede blandt nogle af Europa-Parlamentets stærkeste aktører:

I efteråret 2008 begynder parlamentets toneangivende partier at røre på sig. Og pludselig sker det. Ét af partierne annoncerer, at det vil stille med en kandidat til posten som præsident for Kommissionen inden valget til Parlamentet i sommeren 2009. De andre partier er tvunget til at følge efter, og pludselig står Europa-Parlamentets fire mest markante partier med hver sin kandidat, som vi vælgere så kan tage stilling til. Ved at stemme på det ene frem for det andet parti, kan vi indikere, hvem vi ønsker som præsident.

En lang tradition vil dermed være brudt. Vi vil én gang for alle have sagt farvel til den praksis, hvor Det europæiske Råd bag lukkede døre, vælger formanden for Kommissionen. Et skridt der giver god mening i lyset af den centrale post præsidenten for kommissionen indtager. Præsidenten sidder for bordenden af en enorm lovgivningsmaskine som sammen med USA beslutter op mod 80 pct. af alle de standarder, som regulerer verdens markeder. I modsætning til den kommende præsident for Det europæiske Råd, har præsidenten for Europa Kommissionen en bred vifte af formelle magthåndtag at gribe ud efter. Derfor er det kun rimeligt, at den demokratiske kontrol med præsidenten øges, og at Kommissionen politiseres.

Vores opfordring er klar. Nedjuster fokus på den kommende præsident for Det europæiske Råd og ret i stedet fokus mod de politiske partier i Parlamentet. Lad os stille dem spørgsmålet: Who's Your Candidate? Lad os kræve et svar. Lad os få nogle kandidater på banen, og lad os høre, når de på deres respektive partiers vegne fremlægger deres politiske program. Så kan vi som vælgere afgøre sagen ved EU's første, ægte præsidentvalg i sommeren 2009.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den første europæiske unions præsident er nu glemt. Hans navn var A. Hitler.

Når den næste skal snydes igennem på "moderne" vis, er tonen ændret fra hysteriske krigshyl til lunken og tvetydig akademisk-byrokratisk newspeak, hvis indhold er dette: vi skal nu have en "europæisk" Sjårsje Båsh. Vejen mod det i Vesten som de få tilbageværende forskere på feltet statsvidenskab forlængst beskriver som "elected dictatorship" fremstilles med vanlige prokuratorkneb som fremskridtsskæbne. Prædestinationslæren er for længst blevet sækulariseret.

Man kan selvfølgelig også gå længere tilbage. Den første europæiske unionspræsident var i så tilfælde Julius Cæsar, mens Octavian/Augustus var nummer to. Andre kendte af slagsen var: Caligula, Nero osv. frem via Karl den femte mod Napoleon Bonaparte. For nogen år tilbage (1.-2. juni 1996) skrev den svenske forfatter Per Olof Enquist om "Europas 243. hus" i denne avis: "Det var ikke, noterer Ingmar Karlsson, Gorbatjov, der opfandt udtrykket "Det europæiske hus"; det var Adolf Hitler i en tale i den tyske rigsdag den 7. marts 1936. (...) Ak, Europa, hvordan skal det ende? De 243 tidligere unionsdrømme slog alle fejl, og sådan vil det også gå med denne, men hvordan? Hvilken uhyre ødelæggelse har disse enhedsdrømme ikke forårsaget, og hvordan afvikles den seneste?"

Uhyggeligt som historieløsheden og - forvanskningen breder sig, så snart det gælder EU. Sådan I ved: Hitler ville samle Europa, altså er alle, der vil samle Europa, nazister.

Var det ikke på tide at få skyklapperne af, "læser"?

Og hvorfor tør du ikke sætte navn på dine indlæg?