Kommentar

Læren fra Bali

Verdens regeringer vil næppe redde kloden fra klimakatastrofer uden et massivt forøget pres fra det globale civilsamfund
En indonesisk mand med ansigtet malet deltog i en demonstration foran det amerikanske konsulat i Denpasar, Bali, i Indonesien under den netop afholdte klimakonference. U-landene kræver en mere helhjertet indsats fra Vesten for at overføre miljøvenlig teknologi til de fattige lande. Det største håb, man kan knytte til klimamødet, er dog en stigende global bevidsthed i befolkningerne

En indonesisk mand med ansigtet malet deltog i en demonstration foran det amerikanske konsulat i Denpasar, Bali, i Indonesien under den netop afholdte klimakonference. U-landene kræver en mere helhjertet indsats fra Vesten for at overføre miljøvenlig teknologi til de fattige lande. Det største håb, man kan knytte til klimamødet, er dog en stigende global bevidsthed i befolkningerne

Firdia Lisnawati

18. december 2007

Med De Forenede Nationers Konference om klimaforandringer på Bali blev der taget et helt nødvendigt, om end beskedent første skridt ad den lange, brydsomme vej mod en aftale om de fælles forholdsregler, som vi bliver nødt til at gennemføre, hvis vi skal bringe klimaforandringernes risici under kontrol. Kompromiset i sidste øjeblik om at etablere en fortsat forhandlingsproces blev kun nået på bekostning af et udhulet og svækket grundlag.

De nye industrilande, navnlig Kina og Indien, som nu er blandt de største bidragydere til væksten i drivhusgasemissioner, signalerede beredvillighed til at samarbejde om en ny aftale, som fortsat skal bygge på hovedprincipperne fra Kyoto-protokollen. Samtidig afviste de dog kategorisk og forståeligt at påtage sig lige så vidtgående forpligtelser, som de lande, der bærer hovedansvaret for de akkumulerede emissioner, der har skabt krisen. USA's, Japans og Canadas fortsatte afvisning af at underlægge sig bindende målsætninger og forpligtelser i forhold til finansiering og overførsel af teknologi forbliver en væsentlig hindring for en ny aftale.

Beklageligvis tyder stadig ikke meget på, at de fundamentale forandringer, som dette vil kræve, er nært forestående. Vores bedste håb må fortsat knytte sig til en stigende global bevidsthed om, at disse problemer blandt mennesker overalt vil presse regeringerne til at lægge deres uoverensstemmelser bag sig, således at alle i 2012 kan slutte op om at deltage i en proces på rimelige og ligelige vilkår. Resultaterne fra Bali-konferencen har tydeliggjort, at denne vej kan blive overordentlig vanskelig, men det er den vej, vi nødvendigvis må slå ind på, hvis vi skal sikre livet på jorden.

Opmuntrende data

Da klimaforandringer i Stockholm i 1972 for første gang blev taget op som globalt problem, lyttede verden ikke. På miljø- og udviklingstopmødet i Rio de Janeiro i 1992 tiltrådte regeringsledere fra over 172 lande Konventionen om Klimaforandringer og blev enige om, at klimaforandringerne skulle bringes under kontrol. Vedtagelsen af Kyoto-protokollen i 1997 var et stort skridt fremad, som dog hurtigt blev efterfulgt at skuffelse, da De Forenede Stater, verdens største udleder af drivhusgasser, nægtede at ratificere den.

Et opmuntrende tegn i dag er, at den stigende mængde af videnskabelige data, der dokumenterer den klimatiske turbulens, har ført til et markant øget engagement i civilsamfund såvel som regeringer. Dette har imidlertid også affødt en modbevægelse, der er opsat på bringe videnskaben i miskredit og overdrive omkostningerne og konsekvenserne ved forbyggende handlinger.

Vi har brug for en radikal forandring i måder, vi tænker vore prioriteringer på. Vi må opfatte og behandle farerne ved klimaforandringer som et sikkerhedsproblem, ja som den største trussel imod den globale sikkerhed, som menneskeheden nogensinde har stået overfor. Nationer har altid formået at yde det nødvendige, når de var truet på deres sikkerhed og overlevelse. De omkostninger, der vil være påkrævet for at sikre klimasikkerheden, bør snarere opfattes som investeringer end som udgifter. Mange af dem vil forekomme på forkanten af en omstillingsproces til en mere bæredygtig udviklingsvej, i hvilken en mere effektiv økonomi vil kaste flere muligheder og fordele af sig end den aktuelle ressourcespilds-model.

Energi er kernen i denne omstilling. Klimasikkerhed og energisikkerhed er to sider den samme mønt. Vores ødsle energiforbrug må bringes under kontrol; overgangen fra de fossile brændstoffers æra må fremskyndes, og deres drivhusgasemissioner reduceres substantielt i mellemtiden. Praktisk er dette fuld ud muligt, om end det ikke vil blive let.

Tilladelige forøgelser af emissioner bør beregnes ud fra et 'globalt loft', der bygger på skøn fra IPCC, Det Mellemstatslige Klimapanel, af, hvor den generelle grænse går for, hvor mange drivhusgasser, atmosfæren kan rumme uden unødige risici for jordklodens klima. Nødvendige forøgelser inden for dette loft må tildeles udviklingslande, som pålægges at indføre reduktioner i deres emissionsvækst på et niveau, der justeres i forhold til, hvordan de mere højtudviklede lande formår at reducere deres. De seneste videnskabelige undersøgelser tyder på, at det aktuelle niveau af akkumulerede drivhusgasser - 45o ppm - allerede er for højt og må nedbringes til det førindustrielle niveau, 280 ppm. I så fald må alle emissioner skæres ned til nul og holdes her - en omstilling, der vil blive langt mere radikal og gennemgribende, end man hidtil har forestillet sig.

Civilsamfundet på banen

En klimasikkerhedsfond må etableres med en første målsætning om at nå én billion dollar, hvilket vil skulle finansieres af de lande, som har bidraget mest til de emissioner, der har ophobet sig. Fondens opdrag skal være at hjælpe udviklingslandene til at reducere væksten i deres emissioner og at tilpasse sig de barskere vilkår, som er et resultat af allerede irreversible forandringer. En af denne fonds hovedopgaver vil være at udvikle nye og forbedrede teknologier og gøre dem tilgængelige for alle.

Den form for klimasikkerheds-regulering, som vil vokse ud af disse forholdsregler, går langt videre end Bali, hvad der anses for realistisk under de forhold, der råder i dag, men er bydende nødvendigt, hvis vi skal sikre vilkår på denne planet, som kan oppebære livet, som vi kender det.

Vores bedste håb er, at befolkningerne vil bruge deres politiske magt til at tvinge regeringer og myndigheder til at handle - vi ser det allerede ske i nogle af USA's stater og andre steder. Civilsamfundet med sine omfattende netværk af organisationer og borgergrupper er blevet stadig mere sofistikeret og forstår i stigende grad at mobilisere folkemagt i massivt omfang i afgørende spørgsmål. Selvsagt kan civilsamfund og ngo'er ikke erstatte regeringer. Men ved en fælles indsats har de magten til at drive regeringerne til at skride til handling.

Maurice Strong, der er canadier, var generalsekretær og øverste ansvarlige for FN's konference i Rio de Janeiro om bæredygtighed og miljø i 1992.

© IPS og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Investeringsgigant vil redde Guyanas jungle

    31. marts 2008
    En britisk investeringsgigant opkøber millioner af hektarer af klimagavnlig regnskov i Sydamerika med henblik på bevarelse - og profit
  • Fru Nielsens Bali

    18. december 2007
    Telefon-chat om fortvivlelsen
  • Efter Bali skal der forhandles

    17. december 2007
    Skuffelsen over indrømmelserne over for USA på Bali er stor. Miljøorganisationer og politikere mener, at EU skal være foregangsland og samarbejde med udviklingslandene frem til topmødet i 2009 - det er her, de ser størst mulighed for succes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu