Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
31. december 2007

Legitimering af dumhed

Søren Blaabjerg, Hørning

Attentatet på Benazir Bhutto er nok et eksempel på en af menneskehedens værste svøber gennem historien: Den religiøse overtro.

Religionernes moralske, 'syndsbevidtheds-dyrkende' og 'kærligheds-dyrkende' indhold kan være aldrig så godt og oprigtigt (og mange af religionerne er i øvrigt så godt som identiske i den henseende), men djævelskabet består i selve det religiøse princip: Den autoritære tankegang, hvor man ukritisk og ofte særdeles hadefuldt og militant intolerant over for anderledes troende baserer sig på overleverede ammestuefortællinger, hellige bøger, hellige mænd m/k, og hvad ved jeg.

Til kamp for oplysning, søgende nysgerrighed, åbenhed, frihed og tolerance! Ad h. til med præster, imamer, bisper, paver, profeter og alle andre, der spreder åndsformørkelse. Religioner og autoritær religiøsitet og forkyndelse/propagande er ligitimering af dumhed.

Kunst og kritik

Mette Sandbye, kunstkritiker ved Weekendavisen og lektor på Københavns Universitet

JI en kommentar i Information den 27. december kritiserer kunstneren Uwe Max Jensen mit bidrag til årbogen Ny dansk kunst, hvor jeg blandt andet skoser ham selv for at være politisk upræcis og skyde med spredehagl i sin såkaldte politiske kunst. Det bryder Uwe Max Jensen sig selvsagt ikke om, forståeligt nok. Men jeg vil gerne give svar på to af hans bevidst misforståede udfald mod mig. For det første mener han, at jeg i stedet skulle have anført kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz' projekter, hvor de via videoteknologi "sætter ild på" forskellige bygninger, som et eksempel på et "politisk upræcist" projekt. I min artikel i Ny dansk kunst nævner jeg et par anskuelige eksempler på de mest medieombejlede kunstprojekter fra 2007. Andre kunne naturligvis have været nævnt, sådan vil det altid være. Jeg vil blot henvise til min anmeldelse af Hilden/Diaz' videoafbrænding af Vor Frue Kirke i København ('Hvorfor brænder kirken?', Weekendavisen den 31. august 2007), hvor jeg netop anklagede dem for manglende politisk præcision i forhold til værkets budskab. Endelig udhæver Uwe Max Jensen min kommentar om, at "ingen kan alligevel vurdere den type 'ny kunst'" og mener, at det på den baggrund er en tragedie, at jeg underviser på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, hvis det er min holdning.

Det er naturligvis en ironisk kommentar fra min side, som han åbenbart ikke fatter eller også skævciterer han mig helt bevidst. Hele min artikel går netop ud på at anspore såvel presse, kunstnere som publikum til at skærpe vurderingsapparatet i mødet med den 'nye' politiske kunst, der naturligvis må og skal vurderes kritisk - som al anden kunst - frem for at ryge ukritisk på avisforsiden, fordi det er sjovt, provokerende eller forargeligt. Til en begyndelse kan Uwe Max Jensen forsøge at redegøre for, hvad det nye, kritiske eller sammenhængende politiske er i hans gentagelser af trætte avantgardegesti såsom at skide på museer, pisse på husmure eller røve vand fra Søer under titlen 'Sørøver'?

Sind, ånd og spiritualitet

Bo Jensen, Vanløse

I Søren Ventegodts indlæg den 27. december om lægemiddelindustriens bekæmpelse af den alternative medicin, omtales Hippokrates' oprindelige medicin, "hvor krop og ånd inddrages på lige fod med sindet."

Må det være en almindelig nysgerrig tilladt at spørge, hvorledes man definerer 'ånd' i forhold til 'sind'? Ved samme lejlighed kunne man måske få at vide, hvad den ofte mødte term 'spiritualitet' dækker over? Er der i alle tilfælde tale om rent mentale fænomener (altså fænomener, der er knyttet til hjernen og sanserne), eller opererer man blandt alternative også med en åndelig verden uafhængig af det materielle?

Grådighed og anstændighed

Tom W. Petersen, Frederiksberg

De moderat- og lavtlønnede truer Danmarks økonomi med deres lønkrav, advarer vor regering og diverse økonomiske eksperter. Erhvervslivets ledere modtager mange millioner kroner i årsindtægt. Derudover ofte gyldne håndtryk, når de fratræder deres stillinger.

Dette er dog ikke truende for Danmarks økonomi. For derved tiltrækkes de bedste ledere, så danske virksomheder klarer sig godt i konkurrencen med udenlandske. Disse ledere menes altså at være mere motiveret af penge til sig sel, end af interesse for arbejdet og den virksomhed, de leder.

Samfundet mangler i stigende grad sygeplejersker, togførere, politibetjente, børnepædagoger, skolelærere, etc. Men for disse samfundsgrupper er højere løn ikke det rette middel til at tiltrække folk. Næ, de skal tværtimod holde igen.

Der er næppe mange i disse samfundsgrupper, der synes, at ledere af vigtige virksomheder ikke skal have en ret høj løn. Men et sted knækker filmen.

Når det er åbenbart, at en samfundsgruppes medlemmer modtager mange flere millioner kroner, end de og deres familie vil kunne bruge i flere hundrede år, så synes enhver grænse for rimelighed overskredet.

De forgyldte samfundsborgere og deres støtter i partier som Venstre og Konservative prøver altid at få os til at tro, at de lavere lønnede er drevet af de grimme egenskaber grådighed og misundelse. Men det er fuldstændig forkert. Der er tale om krænket anstændighedsfølelse, og det er noget helt andet.

Danmark er et mindre ulige samfund end så mange andre, anføres det ofte. Men det gør det ikke mindre uanstændigt, at fordelingen er, som den er.

Det vil aldrig blive muligt at få moderat- og lavtlønnede mennesker, som udfører et for samfundet vigtigt arbejde til at indse, at det netop er dem, der skal holde igen og redde samfundsøkonomien.

Tænk, at det overhovedet skal være en nyhed, at en minister (Birthe Rønn Hornbech) slår fast, at ministeriet skal indrømme, hvis det begår fejl. Mon ikke det bekræfter mere end noget andet, at betegnelsen katastrofevalget bør flyttes fra 1973 til 2007?

Julenat 1917 kontra 2007

Kamma Ankjær, Århus C

Under Første Verdenskrig sang soldaterne julesalmen Stille Nacht, Heilige Nacht, på engelsk Silent Night (Glade Jul), til hinanden julenat fra skyttegravene på tværs af ingenmands land. Så dyb var respekten for Den hellige nat, for '"der findes ingen ateister in the foxholes (skyttehullerne)" - det er englændernes vidnesbyrd fra hele to verdenskrige.

Det er noget andet med Kong Alkohols krigsførelse. For ham er intet helligt. Selv julenat er det hans strategi at indlede et nyt angreb, som når diskotek Broen i Århus ifølge en avisnyhed åbner klokken 24 og lokker unge med julegavebytning d.v.s. at deres medbragte bløde, hjemmestrikkede pakker, der ikke kan byttes i butikker, byttes med våde varer.

En 'byttehandel', der lokker unge til at drikke, er så umoralsk, at den øjeblikkelig bør forbydes. Den viser i uhyggerlig grad Broens manglende respekt for unges liv og helbred og dermed for, hvad der er helligt.

Første Verdenskrig fik en ende, men kong Alkohols krig varer ved, og tabslisterne er lange.

Hvornår begynder de unge i hans slavehær at gøre oprør? Og hvor er de voksne i 2007, der skulle støtte dem og lære dem den samme respekt, som soldaterne i 1917 viste julenat?

Traktat-snak

Andreas Åbling Petersen, Løgumkloster

EU's statsledere har underskrevet Lissabon-traktaten (den lidt afsminkede forfatningstraktat). En stolt José Barosso sagde, at nu er Europa genforenet i frihed og demokrati. Dette er absurd, meningsmålinger viser, at cirka 70 procent af befolkningen i flere EU -lande ønsker folkeafstemning om traktaten, hvilket statslederne afviser. Det er langt fra folkestyre og demokrati.

Efter underskrivelsen sagde Fogh: "Ikke mere traktatsnak nu, nu må det have en ende med de evindelige diskussioner om traktater". Hvem ville have traktater og startede traktatsnak? Ikke jeg.

Statsledernes plan er, at nu skal traktaten ratificeres i EU-landene. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at forhindre det, og jeg er ikke alene, over halvdelen af den danske befolkning ønsker den lovede folkeafstemning, men Fogh er bange for et nej.

Jeg håber, at der i Danmark er mange - også nogle mediemennesker, som ikke er helt EU-fikserede - som vil stille kritiske spørgsmål til Foghs opførsel i traktatsagen - og fortsætte "traktatsnakken" indtil folkestyret er genoprettet.

Morgenpladder

Kurt Lindy Hansen, Gundsømagle

Jeg er enig med Birgit Horn, Gandrup, vedrørende DR's udsendelser. Jeg gætter på, at hun ikke kan høre Københavns Radio om morgenen. Her er der også pludren og sludren mellem to programværter om morgenen.

Det er min påstand, at statsministeren kun er sluppet godt fra at gå ind i Irak-krigen og de deraf katastrofale følger: blandt andet mord og flygtningestrømme, fordi store dele af befolkningen er bedøvede af det, DR og TV 2 lukker ud i de daglige programmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej. Afsnittet om Birthe Rønn Hornbech er faktisk et læserbrev, jeg fik afvist i sidste uge. Jeg har bedt om en berigtigelse - men er da glad for, at de trykte det alligevel.

Mette Sandbye skyder med løst krudt

Kunstkritiker Mette Sandbye besværer sig i læserbrevet "Kunst og kritik" (se ovenstående) (Information 31. december 2007) over min kommentar ""Ny dansk kunst" svigter" (Information 27. december 2007), hvor jeg går i rette med hendes bidrag til kunstårbogen "Ny dansk kunst 07".

Min kritik af Mette Sandbyes bidrag har som udgangspunkt, at hendes omtale af en række "politiske" kunstnere er fordomsfuld, upræcis og overfladisk.

Desværre har Mette Sandbye øjensynligt intet lært af min opsang. For i sit læserbrev fremturer Mette Sandbye atter med en fordomsfuld, upræcis og overfladisk kritik.

Selvom jeg mest har lyst til at lade Mette Sandbyes læserbrev stå ukommenteret, da det ikke rigtig føjer noget nyt, endsige konstruktivt til diskussionen, mener jeg ikke desto mindre, at det fortjener en replik. Alene af den grund at Mette Sandbye er underviser på Københavns Universitet og som sådan har indflydelse på kommende generationer af kunsthistorikere og anmeldere, og en person med den ansvarsfulde og magtfulde position at uddanne unge mennesker skal nu engang ikke slippe af sted med så overfladisk en omgang, som Mette Sandbye med sit læserbrev gør sig skyldig i.

Det går galt for Mette Sandbye allerede i indledningen af hendes læserbrev, hvor hun anklager mig "for at være politisk upræcis og skyde med spredehagl i sin såkaldte politiske kunst".

Om jeg skyder med spredehagl, skal jeg ikke gøre til et anliggende her, men Mette Sandbye er på vildspor, når hun kategoriserer mit virke som "politisk kunst". Jeg har aldrig erklæret mig som "politisk" kunstner. Af den simple grund at al kunst grundlæggende er politisk, hvad enten den fungerer som en del af markedet, og dermed strengt taget understøtter de kapitalistiske strukturer, der kendetegner de vestlige samfund, eller fungerer som et alternativ til selv samme.

I min kritik af Mette Sandbyes bidrag til "Ny dansk kunst 07" skriver jeg, at hun med fordel kunne have kritiseret for eksempel kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz for at være "politisk upræcise", da kunstnerduoen i deres pressemateriale, der er en integreret del af deres værk og virke ikke alene er upræcise, men viderebringer direkte fejlagtige oplysninger.

Da Hilden og Diaz "satte ild" på Aros-museets glasfacade som en del af deres værk "Aros on Fire. Burning the Roots of the Western Culture." belærte de i det på museet tilgængelige pressemateriale publikum om, at Danmark og en "håndfuld" europæiske lande (det var på daværende tidspunkt 20!) er "i krig" i Irak, og som et eksempel på vestlig aggression nævner kunstnerparret gudhjælpemig den muslimske invasion af Spanien.

På den baggrund opfordrede jeg derfor Mette Sandbye til i stedet at gå i rette med Thyra Hilden og Pio Diaz. Denne opfordring får Mette Sandbye til at svare med følgende bemærkning: "I min (Mette Sandbyes, red.) artikel i Ny dansk kunst nævner jeg et par anskuelige eksempler på de mest medieombejlede kunstprojekter fra 2007. Andre kunne naturligvis have været nævnt, sådan vil det altid være.

Jeg vil blot henvise til min anmeldelse af Hilden/Diaz' videoafbrænding af Vor Frue Kirke i København ("Hvorfor brænder kirken?", Weekendavisen 31. august 2007), hvor jeg netop anklagede dem for manglende politisk præcision i forhold til værkets budskab."

At Mette Sandbye overhovedet har mulighed for at flotte sig med at have fremført kritik af Hilden og Diaz er imidlertid ikke udelukkende Mette Sandbyes egen fortjeneste. Med den overfladiske tilgang til sit virke som anmelder, som hun nogle gange lægger for dagen, havde Mette Sandbye næppe - i august - fået øje på svaghederne i Hilden og Diaz' værk, hvis jeg ikke allerede havde gjort opmærksom på disse så tidligt som 24. januar 2007 i en artikel ("Aros viderebringer usandheder om Irak-krigen") på kunstsitet www.aarhus.nu.

I forbindelse med debatten om Mette Sandbyes bidrag til årbogen "Ny dansk kunst 07" kritiserer jeg desuden, at Mette Sandbye om blandt andet min kunst skriver følgende: "-og ingen kan alligevel vurdere den type "ny kunst"."

Mette Sandbyes svar lyder som følger: "Det er naturligvis en ironisk kommentar fra min side, som han (Uwe Max Jensen, red.) åbenbart ikke fatter eller også skævciterer han mig helt bevidst."

For god ordens skyld citerer jeg naturligvis Mette Sandbye korrekt, og at der angiveligt skulle være tale om ironi fra Sandbyes side, stiller jeg mig en smule tvivlende overfor. Under alle omstændigheder går en sådan ironi nemt eventuelle læseres næse forbi, når selv skribenten først ved nærmere eftertanke bliver bevidst om, at hun har formuleret noget så direkte tåbeligt, at det kun giver mening som ironi.

Til slut i sit læserbrev beder Mette Sandbye mig om at vurdere et par af mine egne værker.

Mette Sandbye skriver: "Til en begyndelse kan Uwe Max Jensen forsøge at redegøre for, hvad det nye, kritiske eller sammenhængende politiske er i hans gentagelser af trætte avantgardegesti såsom at skide på museer, pisse på husmure eller røve vand fra Søer under titlen "Sørøver"?"

Det er naturligvis anmelderens opgave at anmelde. Ikke kunstnerens. Derfor ville det være på sin rette plads, hvis Mette Sandbye i stedet for endnu engang at kaste sig ud i en overfladisk og fagligt svagt funderet nedrakning af mit værk i stedet, som jeg også efterlyste i forbindelse med hendes bidrag til "Ny dansk kunst 07", havde gjort brug af hele sit kritiske apparat frem for at skrive på en blanding af fordomme og fine fornemmelser.

Det kan endvidere blive en køn redelighed, hvis kunstnerne ikke bare skal skabe værkerne, men også anmelde dem. Men som et enkeltstående tilfælde skal jeg ved denne særlige lejlighed forklare Mette Sandbye, hvorfor mine værker ikke er "gentagelser af trætte avantgardegesti", som hun påstår i sit læserbrev.

At skide på et kunstmuseum, eller som værket rettelig hedder "I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide" (sommeren 2000), er, som Mette Sandbye fejlagtigt tror, ikke en hul gentagelse af Piero Manzonis berømte værk, hvor lort også spillede en afgørende rolle. Piero Manzoni skabte med værket "Merda d'artista" (1961) - 90 dåser fyldt med kunstnerens lort - et salgbart objekt (dåserne blev prissat efter den aktuelle pris på guld).
I min performance skaber jeg derimod et flygtigt og processuelt værk, som ikke umiddelbart lader sig omdanne til objekt, og hvis kongstanke ikke er en (ironisk) genidyrkelse af kunstnerens anale skaberkraft, men i lige så høj grad handler om at underminere kunstmuseets patent på at arrangere udstillinger på museets område.

"I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide" er dermed et magtkritisk værk, der ikke alene tydeliggjorde, men også vendte op og ned på de - indtil da - herskende magtstrukturer i museumsverdenen, hvor kunstnerne inviteres og godkendes af det kunstinstitutionelle apparat. Med mit værk underminerede jeg konkret denne kunstinstitutionelle magt og brugte i stedet Århus Kunstmuseum som scenografi for min performance. For en udfoldet gennemgang af dette aspekt af mit værk se eventuelt Gritt Uldall-Jessens kronik "Midlertidigt gavlmaleri af urin" (Information 22.12.2005).

Med hensyn til Mette Sandbyes omtale af netop mit midlertidige gavlmaleri i Brande er en udredning også på sin plads. Der var ingenlunde tale om, at jeg blot pissede på en husmur, som Mette Sandbye så apoetisk omtaler udførelsen af mit værk. Jeg valgte derimod at applicere nogle æstetiske greb på en gestus, der normalt ikke er omfattet af mange æstetiske overvejelser, men kun er funderet i en i bedste fald vis præcision i afleveringen af materialet.
Jeg benyttede mig blandt andet af det i den klassiske malerkunst så ofte anvendte gyldne snit, og derfor stillede jeg mig - i modsætning til hvad Mette Sandbye ønsker at få læseren til at tro - ikke bare op et tilfældigt sted og ladede vandet. Der var nøje overvejelser bag både udførelsen af mit værk og mit valg af lokaliteten, hvor den fandt sted, og der var heller ikke, som Mette Sandbye påstår tale om en husmur, men derimod om en gavl, således at mit midlertidige gavlmaleri gik i direkte dialog med Brandes mange gavlmalerier udført med mere bestandige materialer.

Mette Sandbye synes samtidig at være af den opfattelse, at der i dette storslåede værk heller ikke er tale om nogen væsentlig nytænkning.

Det er imidlertid lodret forkert.

Jeg er naturligvis vidende om, at Andy Warhol i sin tid pr. stedfortræder (det var Warhols assistent, der udførte den faktiske handling - men efter Warhols dessiner) pissede på sine lærreder. En praksis, der senere i en dansk sammenhæng blev kopieret af professor på Kunstakademiet Claus Carstensen. Men Andy Warhol (og Claus Carstensen) pissede på deres malerier for ad omveje at skabe et æstetisk objekt, mens jeg som den første i kunsthistorien besad modet til at erklære selve handlingen for en æstetisk gestus i sig selv.

Et tilsvarende mod havde ikke engang avantgardemesteren Jackson Pollock, da han i sin tid pissede i kunstsamleren Peggy Guggenheims pejs. Pollock undskyldte dagen efter overfor sin mæcen. Mens jeg havde modet og besad den kunstneriske konsekvens til at fastholde min gestus som kunst i sig selv, og netop derfor står værket "Vanitis", som er værkets korrekte titel, som et hovedværk i den nyere kunsthistorie samtidig med, at det er blevet en del af den folkelige kultur.

Noget tid efter mit midlertidige gavlmaleri blev en 22-årig nyborgenser nemlig fanget af politiet under udførelse af en tilsvarende handling, og han påberåbte sig straks, at han også var i gang med at udføre et kunstværk. Politiet gennemskuede imidlertid hurtigt, at der ikke lå nogen æstetiske motiver bag den unge mands tisseri op ad en mur i Mellemgade 25 i Nyborg.

Og som om ovenstående ikke kunne være mere end nok, har "Vanitis" også skrevet sig ind i retshistorien, da den dom, jeg efterfølgende fik for at have forstyrret den offentlige orden i forbindelse med udførelsen af mit midlertidige gavlmaleri, fremover danner præcedens, således at man, hvis man informerer pressen, tisser på en gavl og anser det for kunst, kan se frem til at blive dømt efter den grovere paragraf om forstyrrelse af den offentlige orden og ikke kun for at have forrettet sin nødtørft på gaden.

Til slut spørger Mette Sandbye, hvad nyt, der er i at "røve vand fra Søer under titlen "Sørøver"?"

Tja.

Det er som udgangspunkt aldrig gjort før og kvalificerer sig alene af den grund som "nyt". Desuden er det en form for landskabskunst, der i modsætning til bevægelsen i 1960'erne, der arbejdede med enorme indgreb i landskabet (Robert Smithson: "Spiral Jetty" osv.), arbejder med et ganske lille og i en konkret sammenhæng usynligt indgreb i de foreløbigt to søer, hvorfra en spandfuld søvand er røvet. Dermed accentueres den gestus og ide, at det ikke er et indgrebs fysiske størrelse, men dets konceptuelle kraft, der er afgørende for, om et kunstværk er vellykket og interessant.

Det sidste havde Mette Sandbye nok også været opmærksom på, hvis hun ellers havde format og ikke mindst faglig pli til at levere en udfoldet og seriøs kritik af de værker, hun opponerer imod.