Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
8. december 2007

Krig og fred

Frederik Dessau, København

Min nuværende og forhenværende gode kollega Leif Davidsen finder det omkostningsfrit at være pacifist i dagens Danmark, fordi man ikke behøver at forholde sig til det faktum, at uden militær er der ingen genopbygning.

Efter min mening er man ikke pacifist i dagens Danmark uden omkostninger, fordi man med forudsigelig konsekvens bliver latterliggjort som urealistisk, verdensfjern, naiv og pladderhumanistisk, hvis man ikke er så sikker på, at krig er vejen til fred, og forholder sig til det faktum, at der ingen genopbygning er uden militær, ved at mene, at uden militær er der ikke behov for genopbygning.

Uden døden kan livet ikke senere leves under mere normale forhold, hedder det også. Men i vores nyere krigshistorie er de fleste dødsofre ufrivillige civile, og hvad glæde har de døde af det liv, der senere leves.

Da Folketinget med 68 fraværende medlemmer den 21.marts 2003 stemte for en endelig vedtagelse af beslutningen om at være med til at ødelægge Irak for at redde det, var det med 61 stemmer for og 5o imod. Jeg ville ikke kalde det et solidt flertal.

Var det da ikke godt, at vi slap af med Saddam Hussein? Og hvad med Mussolini og Hitler? Og Franco - hvis naturlige død vi dog måtte afvente i næsten 40 år? Det første må irakerne selv afgøre, og uden Første Verdenskrig havde hverken den italienske fascisme eller den tyske nazisme haft den fornødne grobund.

Men hvorfor i det hele taget tale så meget om krig, når det i de fleste tilfælde kun drejer sig om fredelige aktioner, der bare bliver gennemført med voldelige midler?

'Gedemarked'

Johan Balslev, fhv. katastrofechef i Det Lutherske Verdensforbund

I forlængelse af gede-debatten af Engberg Pedersen og Marie Sisse Brown vil undertegnede gerne bidrage. Først og fremmest skylder Folkekirkens Nødhjælp (FKN) dagspressen at fortælle om, hvad der skete med sidste års geder, hvor mange geder blev det til, hvor blev de købt, hvilke lande blev de fordelt i, hvor mange har overlevet, er sidste års gede-projekt udført, hvor meget gik til administration osv.

FKN fik vist overbevist 16.000 danskere om at købe en jule-ged. Der er fem organisationer i England, der gør det samme - det vil sige, at der er ngo-gedemarked for mere end 100.000 geder. Hvor får de egentlig gederne fra - eller køber de dem af hinanden?

Bangladesh har været hærget af en orkan og er blevet ramt af en katastrofe i form af en flodbølge, som har gjort over en million mennesker blevet hjemløse og dræbt mange. Folkekirkens Nødhjælps svar er 'lad os give dem nogle geder.' Selv om det stort set er fiskere og ris- dyrkere der bor i katastrofe områderne. Man kan næsten høre børnene synge 'Giv mig en ged, mor' - helst med slips. Det næste bliver vel geder til Darfur og Congo.

Det fornuftigste gede-tilbud fra FKN ville være at indsamle geder til FKN's minerydnings programmer i Cambodja og Angola. At en organisation som Folkekirkens Nødhjælp, der hævder at stå for folkeoplysning om ulandshjælp, er sunket ned til et sådant populistisk indsamlings-lir, er rent ud sagt skammeligt.

(Læs mere om sagen næste side, red.)

Lydløs musik

Hans Thomassen, Korsør

CEPOS har just udgivet Den retfærdige ulighed. Det er første bind i en serie. Foreløbig er planlagt: Lugtfri penge, Skånsomme krige og Hensynsfuld tortur.

Soldater er ikke løsningen

Erling Salomonsen, Hundested

Kamal Qureshi (KQ) fra SF har slået til lyd for, at vi må gøre op med pacifismen på venstrefløjen, og han argumenterer for et større militært engagement rundt om i verden.

Eksempelvis nævner han Sarajevo, hvor der ikke blev grebet ind i tide og aktuelt Darfur, hvor han efterlyser militære aktioner. Når tragedien i Darfur får lov til at fortsætte, skyldes det næppe, at Bush og NATO nøler ud fra pacifistiske hensyn, der ligger altid økonomiske og militærstrategiske interesser bag. Venstrefløjen præges ikke af pacifistiske vurderinger og heller ikke dansk udenrigspolitik, som styres ud fra militær tænkning, som igen bestemmer vores engagement både i Irak og Afghanistan. KQ starter med at fremkalde billedet af en død kvinde og hendes lemlæstede barn på et fortov i Sarajevo, men det kan vi finde hver dag i Bagdad, Kabul og Darfur, som et resultat af militære 'missioner'.

Ønsker vi at forhindre , at det fortsætter, så er vi nødt til at tænke i andre baner end soldater, kanoner og bomber. I Deadline forleden argumenterede Søren Espersen, DF, for at NATO sammen med USA burde slå langt hårdere til i Afghanistan - hvad der også burde være sket i Irak - så vi hurtigt kunne afslutte krigen, for humanistisk blødsødenhed fører ingen steder hen. En meningsfælle for KQ?

DONG og duksen

Søren Blaabjerg, Hørning

Affæren med DONG's planlagte kulfyrede kraftværk i Tyskland synes jeg fortæller et eller andet om, hvor seriøst man skal tage den i den nyligt overståede valgkamp meget opreklamerede nye miljøfrelsthed fra regeringsflertallets side.

Nok vil man gerne udadtil sprede et image af at være klædeligt trendy klimabekymret miljøduks, meeen, det må altså helst ikke koste noget, sådan var det jo heller ikke ment.

Rigt land

Marianne Dagmar Nicopia, Odense

Martin Ågerup (MÅ) udtaler sig til debatmødet på Arbejdermuseet, at hvis en ansat vælger at tage natarbejde, er vi enige om, at han skal belønnes for det. Hvorfor skal vi så tage flere af vedkommendes penge i topskat? Til MÅ's oplysning var det en borgerlig regering, der i slutningen af 80'erne ændrede på dette - da reglerne trådte i kraft var Anders Fogh Rasmussen skatteminister.

MÅ mener også, at der er behov for at regulere på diverse ydelser så som børnecheck. Men det var den samme borgerlige regering der med lovforslag 147 af 19.3.86 ændrede familieydelsen til et fast beløb på 5.000 kr. årligt, så alle fik denne ret.

Det var en socialdemokratisk regering med Ritt Bjerregaard som socialminister , der indførte lov, 262 af 16.6.80, om socialindkomsten, som lå til grund for, hvor meget man fik udbetalt. Det betød at dem med stor gæld fik mest, og de, der ingen gæld havde, fik mindst. Hvad der er det rigtige, er ikke lige til at se, hvis man skal se ud over sin egen næse. At tage disse to punkter op om omfordeling af skattekronerne er ikke så enkelt som MÅ vil gøre det til, og ej heller den store ulykke, som han plæderer for i de forskellige medier.

Danmark er et af de rigeste lande, vi er det folkefærd, der er tryggest, vi er nogle af de bedst uddannede, for alle har mulighed for at tage en højere uddannelse uden det koster penge. Vi er dem, der har sparet mest op til pension, selv om vi ikke altid har haft den totale frihed til selv at bestemme.

Det samfund burde alle være taknemlige for.

Tilrettet verden

Henrik Okkels, Hornslet

I Forfatterpanelet 6. december bebrejder Leif Davidsen 'venstrefløjen' (bemærk den bestemte form!) at den "greb til våben" mod Franco, men er berøringsangst over for "det fascistiske Taleban".

Hans indlæg og argumentation er lige så overfladisk som hans viden om den afghanske egn, han ukorrekt betegner som 'Hellmann-provinsen' (rigtigt: Helmand-).

Men hvorfor bebrejde Davidsen denne detalje, når han udelader så mange andre? F.eks at den afghanske regering op til 1979 og senere også stod for modernisering, verdsliggørelse og kvindefrigørelse m.v., men at USA ud fra sin sædvanlige stormagtslogik bevæbnede netop de religiøse fanatikere til tænderne, som først fordrev det sovjetiske ekspeditionskorps og derefter 'overtog' landet.

Det betyder tilsyneladende heller ikke noget for Davidsen, at Bush-regeringen i månederne før angrebet på WTC førte face-to-face forhandlinger med taleban-regimet om olie- og gasrørledninger gennem Afghanistan - og ville have ladet banditterne blive ved magten, hvis forhandlingerne var kommet til en 'positiv' afslutning.

Men som Davidsen skriver: Historiske og politiske kendsgerninger ændrer ikke altid folks meninger. Og han bliver tilsyneladende heller ikke anfægtet af, at den overordnede virkning af den amerikanskledede 'mission' er et styrket Taleban - uanset lokale succes'er. I stedet retter han et frontalangreb på en generaliseret og ikke-eksisterende 'venstrefløj'. Det er for slapt.

Dum og grim?

J.Z.Maarup, Morud

Som stor fan og flittig læser af G. Metz generer det mig voldsomt, at han så ofte lader folks udseende være understregningen af, hvor dumme, uvidende, forbryderiske, selvsmagende (U name it) de mannesker er, som han omtaler. I dag er det F. Clausen, der står for tur. Hans udseende var 'uheldigt' og han 'så latterlig ud'. Hvad har det egentlig med F. Clausens øvrige forhold at gøre? Ville Metz have skrevet, at Clausen 'så godt ud', hvis det ellers var det han syntes? Eller mener Metz, at det kun er de grimme, der osse er dumme?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ny kartoffelkur udtaler Lars Løkke Rasmussen. Op til valget under valget og såmen også efter valget var politikerne bredt enige om at de offentlig ansatte var sakket bagud lønmæssigt. Der blev talt om en exstra pulje fra folketinget så OK 08 havde noget at forhandle om med de forskellige grupper. Nu bliver alle offentligt ansatte over en bred kam hetzet af først finansministeren sidenhen af OECD for at ville sætte den stærke danske økonomi over styr, forøge inflationen, øge ledigheden, samt få tvangsaktionerne på boligmarkedet til at vokse. Det er da utroligt at høre og læse, når man selv som offentlig ansat mener at man gør en forskel og får i mit tilfælde sundhedssektoren til at fungere, som et af de mange tandhjul. NU er milliarder i friværdi omsat til forbrug, ingen indgreb. De privatansatte har fået gode overenskomster, uden problemer. Nu kommer så de mange der passer børn, underviser, sundhedspersonale, politi m.fl. og beder om en rimelig del i lønstigning. Straks er samfundsøkonomien ved at kollapse. Gad vist hvordan den kvalitetsreform skal realiseres med så lidt anerkendelse af mig og os, de offentligt ansatte. Sygeplejerske Henning Egholk.

Henrik Okkels
giver efter min mening en glimrende perspektivering til forståelse af USAs og NATOs ( desværre med FNs accept) Afghanistankrige.
Lad mig supplere med, at den amerikanske regerings koldkrigslogiske støtte til de sunni-muslimske fundamentalisters kamp mod de Sovjetisk-støttede (selvfølgelig ud fra egne stormagtspolitiske interesser) sekulære moderniseringsforsøg i Afghanistan 1970'erne og -80'erne, foregik i intimt samarbejde med det fundamentalistiske sunnimuslimske Saudi-kongehus (og det pakistanske efterretningsvæsen ISI). Dette kanaliserede (og kanaliserer) jo en del af sine olieindtægter (petrodollars) videre til de sunnifundamentalistiske koranskoler over hele den sunnimuslimske verden. Dette naturligvis for at skaffe sit eget herredømme folkelig religiøs legitimering og indflydelse.
Det hensynsløse Al Quaida-angreb, med dets grusomme "collateral damage"-effekt: De 3000 dræbte, på the World Trade Center, Pentagon og (muligvis) Det Hvide Hus i 2001, tre symboler på den amerikanske stormagt, kan på den måde forstås som et Saudisk internt politisk opgør mellem to fundamentalistiske fløje - hvor den ene fløj prøver at ramme den anden fløjs udenrigspolitiske forbundsfæller og bagmænd.
I deres koldkrigslogik slap de amerikanske magthavere den religiøse "islamiske ånd" ud af flasken, og som en anden "troldmandens lærling" kan de nu ikke få den lukket ind igen. For de interne sociale spændinger og politiske kampe i de muslimske lande, i stigende grad iklædt religiøse former, kan ikke tøjles af vestligt militær, som naturligvis grundlæggende sættes ind for at sikre vestlige olie- og stormagtsinteresser. Og her begynder USAs og EUs interesser at blive mindre sammenfaldende, så det slører billedet, hvis man fortsætter med at homogenisere dem i begrebet "Vesten".
De vestlige magthaveres demokrati-retorik er enten selvblændende, blåøjet urealistisk "idealisme", både på det folkeligt-politiske og det "akademiske" plan eller også er det tilrettelagt "mediespin" eller begge dele, for hvordan skulle man ellers få sine demokratisk-sindede befolkninger til at acceptere krigsæventyrene?