Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
17. december 2007

Forsknings-frihed

Helge Sander (V), videnskabsminister

Terence Karan, forfatter til den 'undersøgelse' om forskningsfrihed i EU, som Information omtalte i starten af måneden, uddyber forleden baggrunden for den. Og jeg er glad for at kunne meddele, at jeg er helt enig med ham.

Jeg er også overbevist om, at ansatte på de østeuropæiske universiteter var stærkt medvirkende i kampen for frihed i de tidligere diktaturer i øst. Og jeg er sikker på, at disse landes oplevelser af undertrykkelse og censur var medvirkende til, at forskningsfriheden og en lang række andre rettigheder blev specifikt skrevet ind i deres forfatninger. Det dokumenterer Terence Karan så glimrende i sin 'undersøgelse'.

Men hans arbejde siger intet om, hvordan forskningsfriheden bliver forvaltet i de enkelte lande. Det erkender han også selv.

Nogle kunne så finde det tendentiøst, at Karan alligevel laver den ranking, han gør. Jeg vil nøjes med at glæde mig over, at regeringen allerede er på vej med sådan en analyse af forskernes 'hverdagsopgaver's, som han efterlyser - nemlig, når fusionerne mellem universiteter og sekterforskningsinstitutioner og deres eventuelle indflydelse på forskernes ytrings- og forskningfrihed skal evalueres i 2009.

Kontraktpolitik?

Ib Jensen, Søborg

Velkommen til det Merkellige Europa!

Modig kvinde

Carsten Ploug Olsen, Odense

Tak til Shabana Rehman for den hudløst ærlige beretning i Information 14. december om et voldeligt parforhold. Det var modigt, at du brød ud, og det er modigt, at du fortæller din historie. Begge dele aftvinger respekt.

S-undskyldning

Jacob Nørløv, Frederiksberg C

Socialdemokratiets tilbagegang ved valget, skyldes næppe deres håndtering af asyl og indvandre politik. Deres tilbagegang skyldes nok snare mangel på politisk visioner, i et valg der ellers var lagt op til at handle om velfærd, socialdemokratiets kerne politik. Så måske Henrik Sass Larsen skulde prøve på at fungere som selvstændigt tænkende politisk ordfører for sit parti, og ikke som en der giver dårlige undskyldninger for egne manglende socialdemokratiske politiske ideer.

Eget ansvar?

Carsten Fries stud.mag., København S

Det nytter ikke noget at kræve en folkeafstemning om Lissabon-traktaten alene på grundlag af et demokratisk underskud. For ca. en måned siden stemte vi på vores folketingspolitikere, der, måske overraskende for nogen, også har synspunkter angående EU-spørgsmål. Da det allerede er slået fast, at Lissabon-traktaten er et politisk spørgsmål som vores folketingspolitikere må tage stilling til hver især, kan vi ligeså godt stole på at de folkevalgte imødekommer netop dit synspunkt.

Ligesom politikerne skal tage ansvar for deres politiske holdninger, skal vælgerne også tage ansvar for at deres folketingskandidat deler deres EU-synspunkt, så de ikke kort tid efter valget føler sig snydt og udråber, at demokratiet ikke eksisterer.

Problemet med hele EU-spørgsmålet er ikke, at vi mangler folkeafstemninger, men at vi mangler et oplyst demokrati, hvor borgerne har den fornødne viden om EU og dens problemstillinger. Debatten om EU skal derfor være levende og afspejle EU-samarbejdet i dens helhed og ikke en ja/nej problematik. Folkeafstemninger om EU-traktater er ikke nødvendige så længe at de repræsentative folkevalgte og vælgerne er deres ansvar bevidst.

EU og følelser

Magnus Falko, Vanløse

Arne Møller anvender 12. december en voldsomt arrogant logik, når han først rigtigt påpeger, at mange nok vil stemme Nej ved en folkeafstemning om EU-forbeholdene, fordi vi er blevet snydt for en folkeafstemning om reformtraktaten fra Lissabon - for dernæst at bruge denne følelsesmæssige modreaktion som argument for, at folkeafstemninger ikke er den relevante metode til at afgøre vigtige politiske beslutninger!

Hvornår er de så, Arne? Og hvordan vil du ellers foreslå folk at reagere ikke-voldeligt på et ulykkeligt og tyrannisk snyd?

At forbeholdene kun kan fjernes ved folkeafstemning, har Folketinget forpligtet sig til som følge af danskernes nej i 1992, så dét har ikke at gøre med følelser, men lige dele politik og jura. For det andet er det absolut muligt at afholde saglige, rationelle folkeafstemninger. EU-forfatningen blev rent faktisk husstandsomdelt, læst og debatteret intenst i Frankrig. Det Nej-flertal, som blev resultatet, er den mest kvalificerede og saglige EU-afstemning nogensinde, og som var argumentet om modstand mod præsident Jacques Chirac nede på en sjetteplads med 16 pct. Det mest udbredte nej-argument var, at et nej kunne føre til genforhandling. På andenpladsen med 26 pct. var argumentet "forfatningen er for økonomisk liberal".

Løndannelse til vismænd

Peer Jansson, Vanløse

Økonomien er overophedet. Vi må afskaffe de gyldne håndtryk. Der ikke længere råd til dem.

Økonomien er overophedet. Vi må trække tropperne hjem fra Afghanistan og Irak.

Økonomien er overophedet. Vi må afskaffe lønstigninger og skattefradrag for de bedrestillede, i en fireårig periode.

Nej vel? Det har man aldrig hørt vismændene sige.

Hver gang vismændene taler om den overophedede økonomi (pengene der ristes over en sagte ild?), så er det altid de lavtlønnede der sigtes til. Med rynkede bryn tager vismændene skarpt afstand, når lavtlønnede grupper skal have mere i løn. Det er der ikke råd til! Vi må have en ansvarlig løndannelse.

Senest er Anders Fogh løbet fra løftet om en børnefamilie check, for når valget er overstået, er der alligevel ikke råd. Nu skal vi tænke på Danmarks økonomi!

Vismændene bliver spurgt, som om de var en større ekspertise, men det er vel næppe sket, at vismænd har givet et svar, regeringen ikke forventer, og derfor kunne man måske også spare lønningerne til vismænd, nu da økonomien er overophedet?

Paulister

Niels O. Fruensgaard, Aalborg

Jeg tør vædde på, at de mandlige præster, der ikke mener, kvinder kan være præster, og som derfor ikke vil give hånd til kvindelige præster, anser sig selv for i den grad at være kristne. Men er de egentlig det?

Udtalelsen "Kvinden skal tie i forsamlingen" stammer ikke fra Jesus. Han havde forladt denne jord på det tidspunkt. Det er Paulus der siger sådan i Første Korinterbrev, kapitel 14. Disse præster sætter med andre ord bonden over herremanden. Derved placerer de sig selv - ikke som kristne, men som paulister.

Radikal ændring?

J. Pilsmark, Hårby

Er den nye sundhedsminister radikal, eller har regeringen virkelig skiftet ham?

I hvert fald har sundhedsministeren for lidt siden på tv - i sagen om den manglende kontrol med overholdelse af behandlingsfristen for kræftpatienter - udtalt, at kritikken af forløbet under den tidligere sundhedsminister er berettiget, men fremover vil Axel K. Jacobsen mene, at man skal arbejde ud fra devisen om, at 'tillid er bedre end kontrol'!

Ørerne blafrer og underkæben hænger stadig hos læreren fra Fyn-

Køb gedeosten

Frede Hansen, Dronninglund

Der er næsten ikke den ulandsorganisation, som ikke vil lokke danskere til at købe høns, geder og andet til fattige mennesker i ulande. Men hvad sker der med naboen til ham, der får en gratis ged?

Han kan naturligvis ikke klare sig i konkurrencen mod ham, som får en gave. Ingen kan konkurrere mod gratis.

Derfor skal vi ikke give geder. Vi skal købe gedemælk. Under forudsætning af, at gedemælken er god - og at prisen er i orden. Hvorfor kan vi kun købe så få afrikanske fødevarer? Pga. EU's subsidier til europæiske landmænd. Vi forhindrer Afrika i at klare sig i en globaliseret verden - og kompenserer med ulandshjælp.

Jeg håber ikke, at nogen vil købe et maleri af mig for at hjælpe en stakkels afrikaner. Afrikaneren er nemlig ikke pr. definition en stakkel. Afrikaneren har ressourcer som alle andre. Og derfor skal man kun købe et maleri, hvis man synes at kvalitet og pris er i orden.

På den måde kan vi bidrage til, at afrikanerne udvikler deres evner. Forskel på handel og ulandshjælp er som forskellen på kontanthjælp og fast arbejde. Det betyder ikke, at vi kan afskaffe kontanthjælpen. Eller afskaffe den ulandshjælp, som ydes af Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis, Danida m.fl. Men på sigt skal ulandshjælpen ned og handelen op.

Det er faktisk en vigtig grund til, at jeg personligt er stoppet som aktiv i MS og i stedet har etableret galleriet afro-art.dk. Trade is better than aid to fight against poverty in Africa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu