Flere ledere på læreanstalterne har udtrykt forsigtig tilfredshed med, at Sander fortsætter som videnskabsminister; tilfredsheden var begrundet i, at Sander efterhånden kender sit ministerium. Man har lært at elske Storebror. Og nu er læreanstalterne lydigt gået i gang med at udarbejde resultatkontrakter, ud fra hvilke deres indsats skal bedømmes og evt. udmøntes i tillæg til lederne.
Læreanstalterne er af VK og støttepartierne DF og S blevet samlet i store enheder, hvor der efter løsdriftprincippet beregnes en vis udfoldelsesmulighed for de enkelte individer, men hvor forskningsfrihed (ligesom grønt græs og sollys for kvæget) skønnes at være skadelig for produktionens kvantitet målt i antallet af publikationer og beståede eksaminer. Man har slået læreanstalterne sammen i store, vilkårlige enheder og givet dem erhvervslivets autoritative ledelsesformer med bestyrelser, direktører (kaldet rektorer) vicedirektører (kaldet prorektorer), og underdirektører (kaldet dekaner), som tildeles store lønninger på bekostning af forskningsbudgetterne.
Med strukturændringen kan skabes en loyalitet overfor regering og Folketing, som det blev demonstreret i forbindelse med debatten om Folkeskolens effektivitet. Statsministeren indledte med et korstog mod 'rundkredspædagogik', der blev fulgt op af indførelse af tests m.v., begrundet i resultaterne af PISA-undersøgelserne. Og da der fremkom omfattende, saglig kritik af PISA-metodikken fra udenlandske forskere, var professor Niels Egelund (den danske formand for PISA-undersøgelserne) heldigvis parat med en usaglig og autoritativ imødegåelse af kritikken, så politikerne ikke fik problemer.
Von Braun og Hitler
Der har været protester og underskriftsindsamlinger mod ændringerne fra forskerne og de studerende, men ingen aktioner. Måske fordi forskerne ofte er stærkt engagerede i deres fagområde og søger at yde deres bedste under de givne forhold. To ekstreme eksempler: Von Braun interesserede sig for raketkonstruktion, og det betød mindre for ham, om raketterne skulle slå ned i London eller Moskva. Og Heisenberg syntes at være optaget af konstruktion af en atombombe, uanset om det blev Hitler, der kom til at bruge den.
Men de studerende? Studiestøtten er beskåret, læreanstalternes bevillinger er beskåret med to procent om året i regeringsperioden (under betegnelsen rationaliseringsgevinst), studietiden og specielt specialerne er blevet drastisk beskåret, og alligevel ses kun begrænsede protester, intet studenteroprør som i '68.
Ganske vist var oprøret i '68 inspireret af oprøret i Paris og Maos kulturrevolution. Men på den anden side var det rettet mod et langt mindre autoritativt system end det af Folketinget nys indførte diktatur (med betydelig indflydelse af erhvervslivet), og studiernes kvalitet var ikke truet.
Forklaringen kan være, at dengang lå beskæftigelsen af de færdige kandidater i vidt omfang i statsligt regi. Men med de omfattende privatiseringer af statens funktioner er plejen af den enkeltes CV blevet vigtig med henblik på ansættelse i private firmaer. Og i denne sammenhæng pynter det ikke på CV'et, hvis man har udmærket sig i forbindelse med en studenterdemonstration, endsige et studenteroprør..
Holger Lindgreen er Dr. scient., ph.d.
Foreløbig har kritikken mest bestået af påstande. Det er tydeligt, at universitetsfolk vender sig imod styring og kontrol af deres arbejdsindsats.
Men den der har oplevet universiteterne i 70erne ved hvilket driverliv der herskede på universiteterne og hvordan marxistisk kapitalogik sine steder tromlede anden forskning ned som "borgerlig" etc. Når dertil lægges alle villaforskerne og dem der sjældent viste sig på universitetet og ikke havde skrvet en artikel i .årevis, måtte der simpelt hen indføres en form for styring som på alle andre arbejdspladser, hvor der må ydes en indsats for at oppebære en løn.
Fremfor bare at udslynge postulater om al den forfærdelige kontrol som universitetsfolk hævder at være udsat, burde man i stedet anlægge en objektiv sammenligning mellem kvaliteten af den forskning der udføres i dag og den der foregik dengang der var op til en selv, om man ville forske eller bare nyde en arbejdsfri og vellønnet ansættelse.
Hmm der er kontrol og så er der kontrol. Det er vel i orden at sikre sig at medarbejderne leverer arbejde, men totalt at styre forskningen er vel noget andet. Desværre er ideen om øget styring a la USSR ikke et postulat.
Det er regeringen der med fuldt overlæg søger at dræbe al kritik her til lands.
Og det er jo forøvrigt klart at ingen tør gå på barrikaderne når vi har den for regeringen så pragtfulde terrorlov, hvormed man kan sætte selv den mindste kritiker fuldstændigt skakmat.
Så kan man også spørge dig Cristian, du fremfører en måske berettiget kritik af tilstandene i 70'erne, men er det så nogen grund til at gå til yderligheder nu. Var selv med i KU dengang, men da arbejdede vi for frihed og havde nogen nævnte dette kontrolsamfund vi lever i nu, så tror jeg at jeg ville have ment at Sovjet havde vundet krigen.
Underer mig meget at såkaldte højreorientere liberale er villige til at acceptere hvilken som helst indskrækning i friheden, såvel på den individuelle som det samfundsmæssige plan bare fordi regeringen er en Venstre regering. (Som forøvrigt lever på nåde af DF)
http://www.forskeren.dk/downloads/ff-189.pdf
Artiklen giver interresante betragtninger over CV'et som disciplineringsredskab.
CV'et er idag blevet det kors enhver jobsøgende (i hvert fald langt fra kun akademikere) idag må slæbe rundt på og pleje, frem for at tage autentisk stilling til sit liv, relationer, kald og muligheder.