I fredagens Etisk Talt skriver Kit Louise Strand, medlem af Etisk Råd, at madpakken burde fredes, at det primært er forældrenes ansvar at give børnene gode madvaner, at offentligheden overdriver de dårlige madvaner, og at madlavningen ikke er i så stor krise, som f.eks. kokken Bo Jacobsen siger. Endelig mener Kit Louise Strand, at al den snak om skolemad skal stoppe - lad os som symbol på vores forældreansvar sætte ind med gode madpakker.
Jeg synes, den holdning er bagstræberisk, ude af trit med virkeligheden, og i øvrigt udelukker den muligheden for, at nye typer daglige måltider til vores børn kan være med til at skabe et livsglad, helsebringende og nyt offentligt rum til vores børn og deres lærere.
Som forældre skal man selvfølgelig give sine børn de bedste madpakker, man kan præstere. I de første år af skoletiden ser de fleste madpakker da også ganske udmærkede ud. Dog ved enhver, der har prøvet det, at det er svært at få især alsidigt grønt i dem. Men for mig er det en fattig nødløsning. Det er gammel mad, spist uden service, i de samme rum, der undervises i. Og det skal foregå i et frikvarter, der ofte er alt for kort til at spise i. I takt med at børnene bliver større droppes madpakkerne i stigende omfang, enten åbenlyst eller på vej til eller fra skole, og mange af de store elever spiser ikke ret meget, eller de søger ud i byen til de tilbud, der nu er der.
Det er absurd, at vi - i et af verdens rigeste samfund - ikke er i stand til at præstere et bedre tilbud til vores børn end hver sin individuelle madpakke. For mig er alternativet ikke offentlige madpakker eller industriens tilbud om det samme. Jeg er helt enig med Kit Louise Strand i, at det også er for fattigt, og hvis madpakkerne blot skal erstattes af dårlige offentlige tilbud, så er det selvfølgeligt bedre at frede madpakkerne. En tur til Sverige, hvor der er gratis skolemad for alle, vil vise, at indholdet på tallerkenerne ikke nødvendigvis er efterstræbelsesværdigt. Det er til gengæld de rammer, skolerne har: skolerestauranter, tallerken, kniv og gaffel, tid og tradition.
Jeg synes, det er ærgerligt at bruge madpakkerne som symbol på forældreansvar og familiens rolle. For mig er det et forældreansvar at være med til at sikre, at vores børn reelt kan få et langt bedre tilbud om rigtig mad, end det der kan præsteres i en madpakke.
Ny standard påkræves
Der er mange andre områder, hvor vi som forældre kan sætte ind. Det mest oplagte vil f.eks. være at gøre noget mere ved aftensmaden og meget gerne samtidig give ungerne mulighed for at være med til at lave den. Det er da usselt, hvis ens moderkærlighed bliver mindre, fordi man ikke kan få den proppet ned i en madpakke. I forhold til vores børn har vi vel grundlæggende et personligt ansvar for alt det, der vedkommer og berører dem. Vi kan hverken give samfundet skyld for fedme, anoreksi, stress, manglende hjælpsomhed, dårlige færdigheder - Eller hvad? På den ene side vil vi hver især gøre alt for, at vores børn bliver sunde, kloge, for at de trives osv. Men på den anden side er det vel også sådan, at vi i fællesskab laver nogle rammer for, hvad 'samfundet' tager sig af. F.eks. at skabe vores børns skoler eller at få dem passet, mens vi arbejder. Hvorfor er det så omsorgssvigtende, at vi i fællesskab sikrer, at vores børn får et tilbud om dejlig og sund mad?
Det er påtrængende nødvendigt, at vi anlægger en ny standard. Ikke kun fordi det vil kunne skabe en ny og tiltrængt kultur på skolerne omkring måltiderne, men først og fremmest fordi vi faktisk samfundsmæssigt har et problem: Den opvoksende generation er ved at æde sig i ihjel. Måske er det rigdommen, der gør, at vi har mistet fornemmelsen for, hvad der er godt. Måske er det, fordi husmoren er blevet definitivt væk i storbyen, og vores børn for anden eller tredje generation må undvære en overlevering herfra. Eller måske er det, fordi vi har mistet jordforbindelsen, vi har ikke selv en praktisk anelse om, hvordan vores mad bliver til. Konsekvensen er skræmmende, og der er behov for, at der tages hånd om udviklingen, hvis ikke vores børn skal blive dem, der sætter amerikanske normer for fedmeepidemi i Danmark.
Og her er skoler og daginstitutioner oplagte steder, hvor der kan skabes nye madvaner, madkulturer og forhåbentlig en ny maddannelse. Det sker ikke af sig selv, men kun hvis vi så klogt, og gennemtænkt som muligt satser på at skabe det og finder de ressourcer, der skal til. Her vil indførelse af skolemad være et af midlerne. Ikke som det skete rundt om i Europa lige efter krigen, hvor målet var at sikre, at børnene fik mad i en tid med begrænsede fødevareressourcer; men for at give børnene de rigtige tilbud i en tid, hvor vi er ved at omkomme, fordi vi får for meget af det forkerte.
Så skal vi anlægge et værdimæssigt perspektiv, må opgaven være:
- At give børnene sund og kulinarisk attraktiv frokost.
- At tilføre skolerne et break midt på dagen, hvor der kan tankes op omkring et fælles måltid og dermed hæve kvaliteten af skoletiden for såvel lærere og elever.
- At tage ansvar for den opvoksende generations maddannelse.
Det er en stor opgave. Den kan madpakken ikke løfte.
Københavns Kommune tager 1. januar fat på at udvikle en ny skolemadsordning. Det sker på baggrund af en redegørelse og handlingsplan fra Københavns Madhus. Redegørelsen kan læses på www.kbhmadhus.dk
Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus
Børn har selvfølgelig krav på de samme forhold som dem vi voksne har mht. lækker, velnærende og veltiberedt mad som ikke har ligget i en taske 4-5 timer!
Men, men, men.. de fleste med en forkostordning på arbejdspladsen betaler også for det gennem lønnen eller på anden måde. Kunne det tænkes at man etablerede tilsvarende ordninger på skolerne - man betaler fx 350-450 kr om md (18-23 kr om dagen) og så er der RIGTIG mad som nydes under ordentlige forhold.
Uanset økonomiske forhold har de fleste vel råd til at bruge 350-450 kr om md. er det ikke det vi i forvejen bruger på madpakke eller 1 biograftur?
@Peter, det kan godt være at du har råd til give 350-450 kr om måneden på frokost, men det har jeg altså ikke for mine to børn. Deres madpakker koster skønnet 10 kr om dagen, incl. frugt og grønt. På min egen arbejdsplads giver jeg kun 300 kr til frokost om måneden, inkl. et stk. frugt og et glas skummetmælk om dagen.
Jeg er sikker på at Anne Birgitte Agger mener det godt, men hvis jeg sammenligner de madpakker, jeg selv laver, med det jeg har set inden for offentlig bespisning, især i England og Sverige, så udgør den offentlige bespisning et ringere alternativ.
Det jeg har set, er for fedt og med for få fibre. Tit noget fra overskudslagre og hvad ved jeg.
Den næstbedste løsning ville for mig at se være køleskabe til alle klasser, hvor man kan lægge sin medbragte mad, men selv noget SÅ enkelt har jo aldrig kunnet lade sig gøre ude på skolerne.
Den bedste løsning står Anne Birgitte Agger sikkert for, men jeg tror ikke på at der kan bevilges penge til det, og resultatet kan gå hen at blive værre end den næstbedste løsning.
Set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er det altså svært at tilbyde noget sundere end rugbrød med leverpostej eller æg og tomat eller sildepostej eller frugtpålæg osv, indtaget med mælk og dertil et par stykker frugt.
Det er billigt, det er dansk, og det er sundt.
En pause midt på dagen ligesom i Sydeuropa? Måske men så får børnene altså først fri 1-11/2 time senere. Er det virkelig bedre?
"Uanset økonomiske forhold har de fleste vel råd til at bruge 350-450 kr om md. er det ikke det vi i forvejen bruger på madpakke eller 1 biograftur?"
De fleste, ja. Problemet er, at de, der ikke har råd, også er dem, der har mest brug for det. I øvrigt er der jo en grund til, at vi betaler skat.
#Per Vadmand!
Man kan ikke brødføde eleverne i folkeskolen via skatten (vi har skattestop). Det er vel også mest rimeligt at det er forældrene der betaler når det er deres børn der vil/skal have sundt mad. Du skriver jo også selv at det er de fleste der har råd.
Kan man forstille sig at dem der IKKE har råd kan søge tilskud?
Kan man forestille sig, at en ny regering afskaffer det tåbelige skattestop?
Hvad det er "rimenligt", forældrene betaler, afhænger vist af politisk ståsted. Som socialist mener jeg, at skolegang - herunder sunde, velfungerende bygninger, veluddannede, kompetente lærere OG rimelig forplejning under opholdet i skolen er en forpligtelse, der påhviler fællesskabet, dvs betales via skatterne.
Selvom jeg personligt ikke vil have noget imod børn fik mad i skolen tror jeg ikke vores politiker vil gå med det.
Grunden til man i Sverige har gratis mad i skolerne skyldes i gamle dage, hvor børn af fattige familier ikke have mad med i skolen. Derfor besluttede den svenske regering at indføre madordninger på skolerne, så børn fra fattige familier ikke skulle opleve sig anderledes i skolerne, og den sociale forståelse tror jeg næppe danske politiker er i stand til have.
Men ellers koster det Pt. det danske samfund omkring 1,3 milliard om året at behandle overvægtige, og i den forbindelse har diætister alt for stor indflydelse på den offentlige debat om overvægt. Da det ikke kun handler om den mad vi spiser, men lige så meget om børn og voksende får for lidt motion og 5 timers idræt i folkeskolen og på andre uddannelse institutioner, som handelsskoler Gymnasierne og seminarerne, og motion forbedre mennesker evne til at lære og Københavns universitet har gang i nogle ganske udmærket tiltag med læring og bevægelse.
Samt er faktisk mange dansker der utrolig ringe motorik som vi har en skøjte bane i Vejle og hvor utrolig mange der magter at holde balancen selvom de er i deres bedste alder, som viser der faktisk er en stor del af befolkningen der har manglet stimulering i deres opvækst
Jeg kender utrolige mange der blevet fede inde for behandlings systemet på grund af den ligegyldighed der trives inde for behandler miljøet, og jeg ikke tvivl om ved en ansvarlighed inde for offentlige ville de omkostninger kunne nedbringes til halve. Der vil ville der være smukt Anders Fogh Rasmussen bag hans ord udviste ansvarlighed, og en løbetur på et julemærke hjem nytter ikke noget i de lange seje træk.
Men billige forslag der kan forbedre befolknings sundheds tilstand og forbygge overvægt er.
1. Fjern momsen på el – Cykler og almindelige cykler.
2. Fjern Momsen på de mindre fedende fødevare.
3. Indfør 5 times motion om ugen for alle ansatte der arbejder med mennesker
4. Fjern Momsen på fodtøj til idræt.
5. Giv tilskud til gang foreninger og tur cyklister
Mvh
#Per Vadmand!
Som socialist, kan du så svare mig på hvorfor det er staten der skal styre (forvalte og derved blande sig i noget som borgerne selv kan?) pengepungen?
Er forældre ikke ansvarlige og voksne nok til selv at holde hus? Jeg må da også betale for min frokost når jeg er på min uddannelsesinstitution!
#Claus Pedersen!
Hvis man fjerner momsen/afgiften på frugt, grønt og træningssko er der stor sandsyndlighed for at butikkerne der sælger varene sætter priserne tilsvarende op for at tjene lidt ekstra.
Prisen skal i stedet for sættes op på det usunde. Det ville også være rart med øget konkurrence i detailhandlen. Større udbud i sund og lækker mad specielt færdiglavet retter uden for meget salt, fedt og sukker.
Fremtiden = Sund fastfood, nem tilberedning af kvalitetsmad, køkkenet vil være det første rum i husstanden der forsvinder.
Man bør støtte op om bioteknologien (fx kornsorter der kan holde til forholdene i Afrika) som er den eneste reelle mulighed for at brødføde alle i verdenen også de fattige. Økologi er kun for de få i vesten, og økologien lider under at det ikke kan brødføde alle!
Peter - nej, det kan jeg ikke svare på. For mig er det indlysende, at der er ting i et samfund, der fungerer bedst, hvis det varetages i fællesskab.
Til Peter som siger at "Økologi er kun for de få i vesten, og økologien lider under at det ikke kan brødføde alle!"
Det passer ikke. Der er faktisk forskere der er nået frem til det modsatte resultat. Se her:
http://journals.cambridge.org/action/displayAbstract?fromPage=online&aid...