Læsetid: 2 min.

Misvisende om Afrika og os

Danmark vil fremme den udviklingsvenlige bistand. Ifølge udviklingsministeren er vi på rette vej.

Danmark vil fremme den udviklingsvenlige bistand. Ifølge udviklingsministeren er vi på rette vej.

Denis Farrell

31. december 2007

Informations leder 'Afrikansk poker' den 27. december giver på flere områder et misvisende billede af forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og de såkaldte AVS-lande (78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet). Lederen ser helt bort fra, at det er nødvendigt at indgå nye handelsaftaler med landene, da de ellers på grund af WTO-reglerne mister deres favorable markedsadgang til EU. AVS-landene og EU har haft en undtagelse fra WTO-reglerne om gensidig toldafvikling, men den ophører den 1. januar.

Det er heller ikke korrekt, når Information hævder, at der intet alternativ har været, og at alle lande på nær tre har underskrevet en handelsaftale. For det første har de mindst-udviklede, altså de fattigste AVS-lande med de mest skrøbelige økonomier, været tilbudt at overgå til EU's 'Alt undtaget våben'-toldregime. Her stilles ikke krav om toldafvikling på vareimport fra EU, og der er altovervejende toldfri adgang for alle varer til EU's marked. 32 af de lande har valgt dette, herunder også Gambia, der ellers ifølge Information stod til at tabe en stor del af sin nationalindkomst.

Information fastslår desuden på baggrund af en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier og Fødevareøkonomisk Institut, at AVS-landene vil lide store økonomiske tab på aftalerne. Rapporten blev til på min foranledning, men omhandlerkun forhandlingsudspil frem til midten af september 2007. Forudsigelserne om store tab for AVS-landene tager derfor slet ikke de seneste udspil fra EU med, vel at mærke udspil der er betydeligt mere favorable for landene, og som ligger til grund for de indgåede aftaler. Informations leder, forholder sig altså slet ikke til den aktuelle situation.

Det er rigtigt, som Information skriver, at hvis Europa skal opbygge et egentligt partnerskab med Afrika, kræver det tid, overgangsordninger og følsomhed over for de skrøbelige økonomier. Derfor har regeringen i EU's forhandlinger kæmpet for udviklingsvenlige resultater. Og Danmark har fået sat klare fingeraftryk på de indgåede aftaler.

Jeg havde gerne set, at de foreløbige aftaler var blevet endnu mere udviklingsvenlige. Men igen må det understreges, at processen ikke stopper her. Regeringen vil i de videre forhandlinger fortsat kæmpe for, at de endelige økonomiske partnerskabsaftaler får et klart udviklingsorienteret aftryk, som også alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten opfordrede regeringen til at arbejde for i januar 2007.

Jeg har netop sendt et brev til Kommissionen medlemsstaterne med opfordring til at sikre, at de økonomiske partnerskabsaftaler bliver udviklingsfremmende instrumenter, der tager udgangspunkt i AVS-landenes egne interesser og ønsker. Vi vil fra regeringens side holde Kommissionen fast på formand Barossos løfte fra EU/Afrika-topmødet i december om at igangsætte nye forhandlinger med de afrikanske partnere tidligt i 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu