De fleste politiske ledere er middelmådige, nogle ganske få er helte, mens en del er bare velsignet med et fantastisk held.
I Rusland opfattes præsident Vladimir Putin af mange som en helt. Nok ses han som en autoritær skikkelse, men han har også indlagt sig et ry som en reformator, som har bragt økonomisk vækst og stabilitet til Rusland. Lad os granske hans resultatliste nøjere.
Putins mest markante bedrift er angiveligt, at det er lykkedes at seksdoble Ruslands bruttonationalprodukt fra 200 mia. dollar i 1999 til 1,200 mia. dollar i år. Denne fremgang er imidlertid primært et resultat af de markedsreformer, som gennemførtes op igennem 1990'erne.
Hertil kommer, at den reelle vækstrate er knap så markant endda. Hele den eurasiske region fra Kina til Baltikum har præsteret vækstrater på mellem 7 og 11 procent om året siden 2000, men Ruslands vækstrate har kun været på de mere beskedne 6,7 procent. Og trods sin overflod af olie og gas indtager Rusland kun en niendeplads blandt de 15 forhenværende Sovjet-republikker på listen over vækstrater for denne periode. Grunden til dette er, at de fleste økonomiske reformer i Rusland halter slemt bagefter.
Den finansielle stabilisering er stadig et langt stykke fra at være fuldført. Sidste år stoppede inflationen ved 9 procent, nu stiger den atter. Før valget til statsdumaen har den russiske regering kastet al makroøkonomisk omtanke over bord. Skønt inflationen stiger, har regeringen kraftigt øget de offentlige udgifter. Samtidig har den indført uformel priskontrol på benzin og madvarer, hvilket har ført til enkelte knaphedssituationer. På denne måde er Sovjet-tidens destruktive økonomiske tænkning atter genoplivet.
Hvilken politisk stabilitet er mulig, når ingen ved, hvordan Ruslands politiske fremtid former sig efter marts 2008? I sin tale 21. november sagde Putin: "Over de næste mange måneder vil en fuldk0mmen fornyelse af Ruslands øverste statsmagt finde sted," men han har hidtil undladt at uddybe, hvad han mener hermed og har derved efterladt sit land i dyb uvished. Ej heller har han forklaret, hvad hans stærkt opreklamerede 'Putin-plan' går ud på.
Kult og autoritet
Putin har opbygget et personkultlignende og autoritært system, hvori han træffer alle væsentlige beslutninger egenhændigt. Denne overcentralisering af magten betyder, at beslutningstagere på alle niveauer under Putin er ilde informerede om grundlaget for alle deres afgørelser. Hertil kommer, at de regeringskontrollerede medier har kvalt al politisk diskussion. Som følge heraf vokser frygten i takt med den tiltagende repression.
Konsekvensen er, at de centrale beslutninger er få og af ringe kvalitet. I sin anden periode har Putin praktisk taget ikke iværksat nogen økonomiske reformer, og han har derfor ikke selv leveret noget bidrag til den økonomiske vækst. Samtlige hans bestræbelser har gået ud på at forstærke sit styres autoritære magtapparat og lade sine KGB-venner fra Skt. Petersborg svælge i lovløse renationaliseringer og rapserier, hvilket har hindret investeringer og produktion, navnlig inden for energisektoren.
Autoritære systemer, der bygger på en personkult, er sjældent stabile, i og med at de hviler på en eneste hersker. Når herskeren forlader systemet, bryder det i reglen sammen. Eftersom Putin bevidst og målrettet har undermineret mange af Ruslands statsinstitutioner, er det åbenlyst hans intention at fremture og fastholde sin absolutte magtposition på det lange sigt.
Systemet har ikke anden legitimitet end den økonomiske vækst. Til alt held har Putin ikke udviklet nogen ideologi, skønt han flirter med den russiske nationalisme. Ej heller har han noget rigtigt parti bag sig. Når alt kommer til alt, er Rusland blot et slæng af statsbureaukrater. Det er interessant at bemærke sig, at Putin, da han holdt sin store Moskva-tale 21. november, kun kunne mobilisere 5.000 tilhængere. Når regimet ikke længere formår at levere en fortsat og stabil økonomisk vækst, vil dets reelle skrøbelighed komme til syne, uanset at det vil søge at opretholde sin repressive politiske kurs.
Historiens mest korrupte
Alle personer i kredsen om Putin er gennemgribende korrupte. Alligevel har mange den opfattelse, at præsidenten selv er hæderlig. I februar 2004 udpegede præsidentkandidat Ivan Rybkin tre mænd som Putins særligt betroede mellemmænd, deriblandt Gennadij Timsjenko, medstifter af oliehandelsselskabet Gunvor. Efter at Rybkin havde fremsat denne udtalelse, forsvandt han fuldstændigt fra den politiske scene. I september skrev det polske magasin Wprost, at Timsjenko, en tidligere KGB-officer og medlem af Putins datja-kooperativ i Sankt Petersborg, har en nettoformue på 20 mia. dollar. Officielt sælger Timsjenko olie fra fire af Ruslands olieselskaber, men hvordan fastsættes priserne, så de resulterer i så høje profitter?
I et sensationelt interview i Die Welt 12. november fremfører Stanislav Belkovskij, en centralt placeret insider, som indledte Kreml-kampagnen imod Yukos i 2003, en række specifikke påstande om Putins formue. Han hævder her, at Putin ejer 37 procent af Surgutneftegaz (svarende til 18. mia. dollar), 4,5 procent af Gazprom (svarende til 13. mia. dollar) og halvdelen af Timsjenkos selskab (svarende til formentlig 10. mia. dollar). Holder disse oplysninger stik, vil Putins samlede formue beløbe sig til intet mindre end 41 mia. dollar, hvad der vil placere ham blandt verdens 10 rigeste.
Ganske vist har sådanne rygter cirkuleret i årevis, men nu har en almindeligvis højt respekteret international avis altså offentliggjort disse påstande fra en velinformeret kilde. Er disse tal bare tilnærmelsesvist sande, vil Putin være intet mindre end verdenshistoriens mest korrupte leder med et komfortabelt forspring til Fillippinernes Ferdinand Marcos og Zaires Mobutu.
Mordraten forøget
Sidste år fastslog en privat arbitragedomstol i Zürich i Schweiz, at Putins nære Skt. Petersborg-ven fra tiden i efterretningstjenesten, IT- og telekommunikationsminister Leonid Reiman, har aktiver i den russiske telekommunikationssektor til en værdi af 6 mia. dollar. Putins eneste reaktion var at blokere denne information fra at nå frem til russiske medier.
Såvel Verdensbanken som den internationale korruptionsvagthund Transparency International anslår, at korruptionen er vokset i Rusland siden 2004, samtidig med at den er aftaget i de fleste andre post-sovjetiske stater. For nylig er der ganske vist foretaget anholdelser af nogle få højtstående russiske embedsmænd, der anklages for at være impliceret i organiseret kriminalitet. Den almindelige holdning er dog, at disse arrestationer er del af en rivaliserende fejde mellem Putins KGB-mænd fra Skt. Petersborg.
At Putin ikke har bragt lov og orden til Rusland fremgår også af en fremragende analyse foretaget af politilogi-professor Brian Taylor fra Syracuse University. Trods kraftigt stigende udgifter til lovhåndhævelse er den gennemsnitlige mordrate i Rusland højere under Putin end under Jeltsin. Ifølge Taylors rapport har intet andet land i verden, bortset fra Irak og Afghanistan efter 11. september 2001 oplevet så mange terrorangreb som Rusland (endda når man fraregner tallet for Tjetjenien).
Ufattelig heldig
Den sidste påstand, Putins tilhængere griber til for at forsvare hans storhed, er, at han har genoprettet Ruslands position på den politiske verdensscene og genrejst nationen som en formidabel militærmagt. Men end ikke dette har noget på sig. De militære reformer er gået i stå, og hundredvis af værnepligtige rekrutter drives hvert år til selvmord, fordi de udnyttes som slavearbejdere. Militærets anskaffelses- og ønskelister fokuserer stadig på scenarierne fra Den Kolde Krig i 1970'erne - interkontinentale ballistiske missiler, atomundervandsbåde, hangarskibe osv. - snarere end på 'smarte våben', der svarer til nutidens militære behov.
Min dom skal derfor være, at Putin hører til de ledere, der har haft et ufatteligt held, og at han brugt dette held til at opbygge et anakronistisk og autoritært styre. Man kan her drage en parallel mellem Putin og tsar Nikolaj I, der herskede mellem 1825 og 1855 til gunst for ingen anden end hans egen snævre kreds. Olieindtægter til overflod har gjort det muligt for Putin at afværge vanskelige reformer og for hans inderkreds at henfalde til noget af den værste korruption, verden nogensinde har kendt.
Anders Aslund er tidligere svensk diplomat, nuværende seniorforsker ved tænketanken Peterson Institute for International Economics og forfatter til en række bøger, hvoraf den seneste - 'Russia's Capitalist Revolution: Why Market Reform Succeeded and Democracy Failed' - udkom for nylig. Denne kronik har tidligere været bragt i The Moscow Times© Anders Aslund og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
