Når Paulus og Poulsen er løs

Det er fortsat en sag i den danske folkekirke, at en række mandlige præster ikke vil give deres kvindelige kolleger hånden i forbindelse med ordinationen. Ikke et gyldent håndtryk, ikke et forsølvet, ikke et fortinnet, ikke et slattent. Slet ikke noget håndtryk.

Det gør man ellers mellem præster, når nye skal indvies i kaldet. Udgangspunkter for denne variant af brud på de menneskelige hilseceremonier findes hos Paulus. I sit første brev til Korinterne 14, 34 og 35 skriver han:

"Ligesom i alle de hellige menigheder skal kvinderne tie i jeres menigheds forsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling."

Så det er ganske klart. Paulus uddyber dette synspunkt i sit første brev til Timoteus 2,9, hvor han foreskriver kvinderne at klæde sig med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt. Derefter følger:

"Kvinderne bør i stilhed tage i mod belæring og underordne sig i alle måder; men det at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed."

Begrundelsen herfor ligger ganske klart i syndefaldet. Det var kvinden, der var først på grisebassen og forførte manden, den i grunden uskyldsrene, kvinden, som vendte sig imod Guds udtrykkelige bud: Spis ikke fra træet. Da Gud som følge af lydighedsnægtelsen smider dem begge ud af Paradisets have, formaner han Eva: Til din mand skal din drift gå, mens han hersker over dig!

Hul i bemandingen

Så der er jo ikke så meget at rafle om. Man kan roligt sige, at det er vidtgående, hvad de håndtryksløse præster roder sig ud i. Når de næste gang aflægger deres børns skole en visit, for eksempel til et forældremøde, bør de heller ikke korporligt behilse de kvindelige lærere. I betragtning af at begge fag, både præste- og lærergerningen, er kvindefag, eller næsten hvad præstegerningen anbelanger, kommer der et temmeligt stort hul i bemandingen, hvis de Paulus-tro præster får magt som agt. Det gør de jo nok ikke, men alligevel.

Det er trods alt tankevækkende, at Asmaa Abdol-Hamids fravalg af håndtryk, mand-kvinde, skabte så stort et røre, når disse kristne præster så forholdsvis let kommer om ved deres demonstration.

Begrundelsen ligger altså i et brev fra en mand, der har været død i ret lang tid, og som levede i en verden af en nogen anden karakter.

Dette understreges af endnu et skriftsted, som man også kan sidde og fundere over: "... den der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden" (2.Thess 3,10).

Arbejdssky frelser

Paulus var af profession teltmager, håndværker og ville altså ikke have, at nogen slap for nemt om ved det. I grunden pudsigt eftersom Jesus med sine følgesvende levede som noget nær dagdriver. Der findes vist intet vidnesbyrd i de hellige skrifter om, at Menneskesønnen nogensinde har tjent en ærlig dagløn. Han indskærper sine disciple på det nærmeste at optræde letsindigt: De må ikke være bekymrede, siger han; ikke gå og ruge over, hvorfra de skal få det næste måltid mad. Markens liljer gror, de arbejder ikke og spinder ikke, forklarer han med en arbejdsskys egen bedårende logik. Den rene opfordring til yderligere lediggang, der åbenbart i mesterens optik ikke var roden til alt ondt, som det blev hos lærlingen Paulus.

Det skal ikke kunne betale sig at være arbejdsløs, siger beskæftigelsesministeren gang på gang. Han og regeringen, må man gå ud fra, er altså mere i overensstemmelse med festspillet Paulus end med Jesus og med på en klar afbetalingsordning på syndefaldet. Det er egentlig ret skrapt. Især at uddrage den moral i senere tider, hvor man ikke med nogen samvittighed kan tale om arbejdets totale nødvendighed som i oldtidssamfundets kroniske mangelsituation, hvor alle måtte æde brødet i ansigtets sved, som skrevet står.

I det hele taget må man kunne tillade sig at spørge til folks mentale tilstand, når de tager skrifter af den art i den grad bogstaveligt. De fleste læresætninger - bortset fra de mest indlysende om ikke at slå ihjel - må man opfatte som hensigtserklæringer, direktive idealer om man vil, hvis man skal klare dagen og vejen.

Du må ikke lyve! Go'daw, do. Ikke begære din næstes malkeko, ged, kone, osv. Go'endnumeredaw, do. Hvis man ikke løj i passende grad, eller i det mindste fortalte visse historier en kende besmykkende, ville man blive anbragt.

Poulsens begær

Begæret er dertil kapitalismens moder, og hvem tænker ilde derom? Joakim von And var aldrig blevet verdens rigeste and, som han selv siger i en af klassikkerne, ved at bytte lige over. Så man må præcisere det specifikt forbudte i specificerede lovtekster. Det konkrete frem for det principielle, som enhver kan finde undskyldninger for at rende fra. Den, der stjæler en bil, osv. Den, der begår groft mandatsvig. Den, der kører over for rødt. Den, der begår kreativ bogføring ... Så får man sin straf eller udelukkes fra det bedre selskab. Nogle gange, men som bekendt ikke altid.

Vildt begær efter gevinst drev Jørgen Poulsen ifølge pressens udlægning af den almindelige mening, og det koster ham nu dyrt; det koster det lille nye parti dyrt. Og det koster Røde Kors alverden. Begær drev Poulsen, begær efter penge, som han selv siger ikke betyder noget for ham. Det er der ingen, der tror på, ikke når man er havnet i en situation som den tidligere Røde Kors generalsekretær.

Tilegner man sig 750.000 kroner, vil den gængse mening i dansk presse være den, at tilegneren i høj grad interesserer sig for og begærer penge. Uanset hvor lille et beløb 750.000 kroner er i vore dage, uanset hvor meget krav den begærende kan have på beløbet. Og uanset at der under alle omstændigheder er tale om jordnødder i forhold til andre afskedshåndtryk i det store og mellemstore erhvervsliv.

Sådan spiller musikken bare ikke i politik og nærmeste omegn. Poulsen, Røde Kors og Ny Alliance har dummet sig eklatant ved at lade sagen udvikle sig, som det er sket. At ingen af parterne i tide har tænkt sig om, er ubegribeligt, eftersom der ikke skal megen omtanke til for at vide, at man her burde tænke sig om. Noget med pengeindsamling til nødlidende og sultende og dobbeltløn og politik. Hvis aktørerne ikke på forhånd vidste, at alle bliver særligt hellige i mælet, når det drejer sig om penge, man indsamler til veldædige formål, så er de simpelthen for dumme. Sådan set kan man stille samme krav til alle former for pengesager, om det er penge givet ud ved køb og salg, skat eller frivillige bidrag, så skal der være orden i sagerne, og æbler og bananer bør ikke blandes sammen.

I julemandsklær'

Man må heller ikke snyde med sine sommerhuse og bopælspligt, og alligevel sidder der nu én, der har snydt på Folketingets formandsstol. Men det er intet ved siden af en raslebøsse, den fattige enke og de sidste mønter sammenholdt med en grådig indsamler.

Jørgen Poulsen har ikke snydt nogen; han har bare dummet sig ved at ville holde på sin ret, som man ikke i alle situationer skal holde på. Ikke med mindre man kan krybe i skjul bagefter. Det kan man ikke som folketingsmedlem, og slet ikke, hvis man, mens galden stadig drypper ud af presseflaben, klæder sig ud som julemand, sådan måtte man tro, når man så kostumet med Poulsen inden i med den skumle hensigt at skræmme de folketingsansattes børn fra vid og sans.