Kommentar

Naser Khader og den gode indvandrer

Khaders etos, altså det billede han i sin retorik skaber af sig selv som en troværdig politiker, hviler i meget høj grad på en fortælling om ham selv som den gode indvandrer. Det er problematisk
Debat
28. december 2007

Da Khader brød ud fra de Radikale Venstre, var det formodentlig i tillid til, at karisma og medietække er blevet alfa og omega i politik. Ny Alliances skæbne under valgkampen burde være en advarsel til kommende partistiftere og løsgængere om det modsatte. På tre uger styrtdykkede partiet i meningsmålingerne og endte med fem mandater. At Ny Alliance så måske alligevel har tjent sit formål som protestparti mod blokpolitikken, kunne statsministerens nye bløde retorik tyde på. Alligevel er partiet angiveligt gået i gang med at ransage sig selv og analysere, hvorfor det kunne miste så meget goodwill på så kort tid.

Khader har på mange måder gjort sit retoriske forarbejde godt. I flere år har han i bøger og foredrag gjort et stort og værdifuldt arbejde med at forklare hvorfor nye og gamle danskere støder sammen. Bogtitler som Ære og skam antyder, at han formår at omsætte teori til aktuel formidling. Dramatikken sikres af, at han selv har prøvet at flytte til Danmark fra et arabisk land. Han har prøvet det hele på sin egen krop og har med viden og humor fortalt om det. Det har gjort ham populær, især blandt gamle danskere, men også til en forkætret person, der siden karikaturkrisen ikke har kunnet færdes uden livvagter.

Politisk plan

Hans egen person er blevet omdrejningspunktet i hans politiske kommunikation. Eksemplarisk er den grundlovstale han holdt på Høng Gymnasium i 2004 (www.dansketaler.dk). Selvom den har mere end tre år på bagen, er den vigtig, for den fremviser et soleklart mønster i Khaders retorik. Talen begynder med Khaders argumenter for, at Grundloven bør revideres som et led i at holde demokratiet levende. Den første del af talen handler om demokrati på et overordnet plan, hvorefter den næste del handler om ham selv og hans egen opdragelse til demokrat som teenager. Dernæst skifter han til et overordnet politisk plan i et afsnit om demokratiets væsen med citater fra Alf Ross og Churchill. Konklusionen er, at demokratiet er den mindst ringe styreform, og at det hviler på en levende debat hvor debattørerne respekterer hinanden. Afsnittet krydres med eksempler fra Khaders eget liv hvor han rådgiver en skolelærer, der udviser overdreven tolerance over for muslimske særkrav. Han fortæller også om, hvordan han forsøger at udbrede ideen om demokrati i Mellemøsten. Fra det generelle niveau skifter Khader igen scene til et konkret niveau, nemlig til en kritik af Hizb ut-Tahrir, der truer demokratiet og bør forbydes.

Afsnittet danner en perfekt kontrast til det personlige afsnit om Khaders omvending til demokrat: Khader er eksemplet på den vellykkede integration og en omvending til demokratiske idealer, Hizb ut-Tahrir er eksemplet på en antidemokratisk bevægelse og dermed mislykket integration. Talen rundes af i et længere filosofisk afsnit, hvor Khader udlægger Karl Poppers toleranceparadoks for sine tilhørere: skal man være tolerant over for de intolerante? Det mener Khader egentlig ikke - selvom domstolene bør afgøre sagen - og afsnittet kobler således til anekdoten med den velmenende skolelærer, der ikke sætter sine muslimske elever på plads.

Skematisk rolle

Khaders etos, altså det billede han i sin retorik skaber af sig selv som en troværdig politiker og et troværdigt menneske, hviler i meget høj grad på denne fortælling om ham selv som den gode indvandrer. Det er problematisk, fordi han dermed gør sig selv til præmieindvandreren, i modsætning til de formørkede fundamentalister i fx Hizb ut-Tahrir. At modsætningen etnisk dansker versus nydansker spaltes op i et nyt modsætningspar, den dansksindede nydansker versus den fjendtligsindede nydansker, har vist sig at være en tendens i indvandrerdebatten i flere europæiske lande. Khaders retorik følger et mønster, der får ham til at falde hovedkuls ind i skematiske roller, enten som den positive, dansksindede eller som forræderen over for sine egne. Det giver ham et problem med troværdigheden, for det er jo selvsagt en særdeles vanskelig position. Enhver kan sige selv, at det kræver nerver af stål og mere end almindelig dygtighed. Det udnyttede Henrik Qvortrup med sin beskidte Se & Hør kampagne - en Berlusconi værdig - og Khader faldt i, med begge ben og i fuldt rampelys.

Khader var for nylig i nærværende avis citeret for, at nu ville han vende tilbage til sin helt egen stil fra før valgkampen og være sig selv igen. Det er en rigtig dårlig ide, retorisk set. Aristoteles indskærpede i sin Retorik, at taleren opnår etos ved at fremstå som både dygtig, klog og velvilligt indstillet over for sine tilhørere. Khader må lægge de personlige historier på hylden og arbejde med det politiske indhold i stedet. Han må vise, at han er dygtig og klog som partileder - og ikke kun som foredragsholder.

Hanne Roer er ph.d. og lektor i retorik på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her