Læsetid: 3 min.

'Ny dansk kunst' svigter

Den kunstnerisk korrekte politiske kunst er nemlig sjældent så radikal og subversiv, som de implicerede tror. Den mangler ofte kritisk brod og politisk præcision
27. december 2007

Kunsthjemmesiden kopenhagen.dk har netop sendt årbogen Ny Dansk Kunst 07 på gaden. Bogen består af omtaler af en række offentlige udsmykninger og kunstudstillinger i det forgangne år, og årbogen leverer også et bud på 11 centrale kunstnerprofiler. Desuden bidrager kunsthistorikeren Mette Sandbye med kommentaren 'Politisk kunst sælger.'

Mette Sandbye er en lejlighedsvis udmærket anmelder. Men i forbindelse med sit bidrag til Ny Dansk Kunst 07 ryger kæden definitivt af. I 'Politisk kunst sælger' omtaler Mette Sandbye en række billedkunstnere, der kun deler det ene udgangspunkt, at deres værker har stor gennemslagskraft.

Jeg skal ikke her forsvare de af mine kolleger, som Mette Sandbye også hænger ud i 'Politisk kunst sælger'. Det er de selv mænd for. Jeg undrer mig imidlertid over Mette Sandbyes nedladende omtale af kunstnergruppen Surrends happening i Teheran Times, hvor kunstnergruppen indrykkede en annonce med et foto af Irans præsident Ahmadinejad i samspil med en tekst, hvis forbogstaver dannede ordet "swine". Dette fine værk omtaler Sandbye som en "ufokuseret, meningsløs og infantil" happening.

Intet kunne være mere forkert.

Værket er derimod enkelt og slagkraftigt og udstiller - ikke kunstnergruppen, men det iranske teokrati som ufokuseret, meningsløst og infantilt. Det sker via kunstnergruppens subtile subversion af det iranske regimes censur, og når Mette Sandbye samtidig begræder, at Ahmadinejad bliver omtalt som et "svin", må man undres. En præsident, der med mellemrum truer med at smide andre folkeslag i havet og slette nabolande fra landkortet, har om nogen fortjent en så lidet elskværdig betegnelse.

Ligeså uforstående som Mette Sandbye er over for Surrends annoncehappening, akkurat så apoetisk omtaler hun mit værk i Brande fra sommeren 2005.

"Hans (Uwe Max Jensens, red.) urinering på en husmur i Brande" skriver Mette Sandbye i en overfladisk omskrivning af mit midlertidige gavlmaleri udført med naturens pensel og kroppens iboende materiale.

Moralen er klar

Heldigvis har andre end Mette Sandbye forstået at omtale værket efter fortjeneste, og en artikel om gavlmaleriet endte da også på New York Times' hjemmeside. Og netop de omtalte kunstneres evne til at generere velfortjent opmærksomhed omkring deres værker synes at være den direkte årsag til Mette Sandbyes kommentar.

I hvert fald skriver Sandbye: "...jeg (er) i flæng blevet bedt om udtalelser til tv om Uwe Max Jensen, 'kunstgruppen' Defending Denmark..., mens alle de mange andre gode, nytænkende, tankevækkende, sjove kunstnere og udstillinger, jeg har skrevet om i over ti år, er gået ubemærket hen."

Mette Sandbyes morale er klar: Al den kunstnerisk korrekte politiske kunst får åbenbart ikke spalteplads nok. Men det kan der være indlysende årsager til. Den kunstnerisk korrekte politiske kunst er nemlig sjældent så radikal og subversiv, som de implicerede tror. Den mangler ofte kritisk brod og politisk præcision.

Et eksempel på et kunstværk, der lider under manglende politisk præcision, kunne være Thyra Hilden og Pio Diaz' værk Aros on Fire. Burning the Roots of the Western Culture.

Hilden og Diaz har med videoprojektorer 'sat ild' på Aros-museets glasfacade, og værket rummer store æstetiske kvaliteter. Men der er grund til at råbe vagt i gevær, når man konfronteres med Hilden og Diaz' kunstnerisk korrekte politiske kunst. Det understreges glimrende af deres talrige misinformationer af publikum, som på Aros belærtes om, at Danmark og en 'håndfuld' europæiske lande (det var på daværende tidspunkt 20!) er "i krig" i Irak, og som et eksempel på vestlig aggression nævner kunstnerparret gudhjælpemig den muslimske invasion af Spanien.

Man kunne have håbet, at Mette Sandbye havde formatet til at gå i rette med disse fejlagtigheder, som er en integreret del af Hilden og Diaz' værk. Det sker ikke.

Overfor undertegnede og mine kunstnerisk ukorrekte kollegers politiske kunst er Mette Sandbye derimod på ingen måde forbeholden i sin kritik. Vores kunst får følgende svada med på vejen i Ny Dansk Kunst 07: "-og ingen kan alligevel vurdere den type 'ny kunst'".

Mette Sandbye er udover at være anmelder og bidragyder til Ny Dansk Kunst 07 også underviser i kunsthistorie på Københavns Universitet, og hvis det er den opfattelse, Mette Sandbye giver videre til de ny kuld af kunsthistorikere, er det en tragedie. For selvfølgelig kan man forholde sig til vores kunst. Det kræver bare, at man i stedet for at anmelde og skrive ud fra fine fornemmelser gør brug af hele sit kritiske apparat.

Uwe Max Jensen er kunstner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mit indlæg er voldsomt beskåret.

Derfor kommer det i sin helhed her:

"Doven og træt kunstbog

VURDERINGER: Kunsthjemmesiden kopenhagen.dk har netop sendt årbogen "Ny Dansk Kunst 07" på gaden.

AF UWE MAX JENSEN

Bogen består af omtaler af en række offentlige udsmykninger og kunstudstillinger i det forgangne år, og "Ny Dansk Kunst 07" leverer også et bud på 11 centrale kunstnerprofiler. Desuden bidrager kunsthistorikeren Mette Sandbye - der til daglig er anmelder ved Weekendavisen - med kommentaren "Politisk kunst sælger".

Mette Sandbye er en lejlighedsvis udmærket kunstanmelder.

Men i forbindelse med sit bidrag til "Ny Dansk Kunst 07" ryger kæden definitivt af for Mette Sandbye, og "Politisk kunst sælger" demonstrerer ikke andet end, at Sandbye lider af inderligt ondt i r....

I "Politisk kunst sælger" omtaler Mette Sandbye en række billedkunstnere, der kun deler det ene udgangspunkt, at deres værker har stor gennemslagskraft.

Mette Sandbyes kommentar er imidlertid så subjektiv og direkte fordomsfuld, at den aldrig burde have fundet vej til siderne i "Ny Dansk Kunst 07". Mette Sandbyes tekst hører i bedste fald hjemme under avisernes debatstof som en personlig kommentar.

Hvorfor undertegnede rubriceres som en "politisk« kunstner", har jeg endvidere svært ved at se nogen rimelig forklaring på.

Hvis Mette Sandbye tænker på mit fortsatte forsvar af ytringsfriheden og religionsfriheden, kan jeg til dels følge hendes motivering. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at min kunst som udgangspunkt ikke er politisk i den snævre forstand, som Mette Sandbye ligger for dagen.

Jeg arbejder derimod i traditionen fra Leonardo da Vinci, Marcel Duchamp og Joseph Beuys.

Jeg skal ikke her forsvare de af mine kolleger, som Mette Sandbye også hænger ud i sin tekst. Det er de selv mænd for.

Jeg undrer mig imidlertid over Mette Sandbyes nedladende omtale af kunstnergruppens Surrends happening i Teheran Times, hvor kunstnergruppen indrykkede en annonce med et foto af Irans præsident Ahmadinejad i samspil med en tekst, hvis forbogstaver dannede ordet "swine".

Dette fine værk omtaler Mette Sandbye i "Ny Dansk Kunst 07" som en "ufokuseret, meningsløs og infantil" happening.

Intet kunne være mere forkert.

Værket er derimod enkelt og slagkraftigt og udstiller - ikke kunstnergruppen - men derimod det iranske teokrati som

ufokuseret, meningsløst og infantilt. Det sker via kunstnergruppens subtile subversion af regimets censur, og når Mette Sandbye samtidig begræder, at Ahmadinejad bliver omtalt som et "svin", må man undres.

En præsident, der med mellemrum truer med at smide andre folkeslag i havet og slette nabolande fra landkortet, har om nogen fortjent en så lidet elskværdig betegnelse. Derfor var det også befriende at opleve det ene af Surrends medlemmer i Deadline på DR2. Her fortalte den omsorgsfulde studievært, at "swine" både kunne betyde en sjuft og alverdens andre ting.

Kunstneren Jan Egesborg var imidlertid klar i mælet, da han slog fast, at "swine" skulle forstås i betydningen et "dumt svin".

Ligeså uforstående som Mette Sandbye er overfor Surrends annoncehappening, akkurat så apoetisk omtaler hun mit værk i Brande fra sommeren 2005.

"Hans (Uwe Max Jensens, red.) urinering på en husmur i Brande," skriver Mette Sandbye i en overfladisk og apoetisk omskrivning af mit midlertidige gavlmaleri udført med naturens pensel og kroppens iboende materiale. Endvidere det første værk indenfor kunstgenren "vanitis".

Heldigvis har andre end Mette Sandbye forstået at omtale værket efter fortjeneste, og en artikel om gavlmaleriet endte da også på New York Times' hjemmeside.

Og netop de omtalte kunstneres evne til at generere velfortjent opmærksomhed omkring deres værker synes at være den direkte årsag til Mette Sandbyes kommentar.

I hvert fald skriver Sandbye: "jeg (er) i flæng blevet bedt om udtalelser til tv om Uwe Max Jensen, "kunstgruppen" Defending denmark..., mens alle de mange andre gode, nytænkende, tankevækkende, sjove kunstnere og udstillinger, jeg har skrevet om her i avisen i over ti år, er gået ubemærket hen".

Mette Sandbyes morale er desværre soleklar: Al den kunstnerisk korrekte politiske kunst får åbenbart ikke spalteplads nok.

Men det kan der til Mette Sandbye og de mange andre kunstnerisk korrekte skribenters oplysning være ganske indlysende årsager til.

Den kunstneriske korrekte politiske kunst er nemlig sjældent så radikal og subversiv, som de implicerede tror.

Lad mig for eksemplets skyld fokusere på Weekendavisens skriverier om kunstnerisk korrekt politisk kunst.

Hvad er mere kunstnerisk korrekt end en dansk-norsk bøssekunstnerduo som Elmgreen & Dragset, og i Lisbeth Bondes omtale ("Kunstens nye klæ'r", 3. december 2004) får læseren da også at vide, at "de (har) sat spørgsmålstegn ved Kunsten og dens institutioner".

Øjensynligt er Elmgreen & Dragset ikke alt for institutionskritiske, for andetsteds i artiklen kan man læse, at de skal udstille på The Donald Judd Foundation i Marfa, Texas.

Det udstillede projekt er en kopi af en Prada butik i fuld størrelse midt ude i ørkenen, og værket er angiveligt en kritisk kommentar til de "globale mærkevarers allestedsnærværelse".
Elmgreen og Dragsets projekt var imidlertid ikke mere kritisk, da det kom til stykket, end at Prada selv sagde ja til at sponsorere hele molevitten.

I en Bonde-artikel ("En realist", 24. november 2006) om den unge nyrealistiske maler Allan Otte står der, at Allan Ottes malerier "rummer en benhård civilisationskritik".

Dette ses øjensynligt også i maleriet "DLG Blues". Men heller ikke Ottes (civilisations)kritiske potentiale er større end, at DLG selv har købt billedet. Ottes civilisationskritiske malerier går for øvrigt som varmt brød!

Efter disse eksempler er det påfaldende at vende tilbage til Mette Sandbyes kommentar i "Ny Dansk Kunst 07": "Kunsten bør interesse sig for det samfund, den udfolder sig i, men den er forbandet forpligtet på at gøre det dygtigt, præcist, gennemtænkt og etisk velovervejet", skriver Mette Sandbye (som i parentes bemærket ikke rigtig vidste, hvad hun skulle mene om JP's Muhammed-tegninger, da P1 spurgte hende i august) om undertegnede og mine kunstnerisk ukorrekte kolleger.

I Sandbyes begrænsede optik er Thyra Hilden og Pio Diaz' værk "Aros on Fire. Burning the Roots of the Western Culture" derimod et eksempel til efterfølgelse.

Hilden og Diaz (kunstnerparret er blandt "Ny Dansk Kunst 07"'s bud på 11 centrale kunstnerprofiler) har med videoprojektorer "sat ild" på Aros Århus Kunstmuseums glasfacade, og jeg skal gerne indrømme, at jeg personligt blev imponeret over værkets æstetiske kvaliteter og derfor med en særlig glæde udbyggede værkets kunstneriske kvaliteter ved at kaste en snebold mod glasfacaden og det virtuelle flammehav. Dermed skabte jeg den ny installation "Som en snebold i helvede", hvor "Aros on Fire" fungerede som en æstetisk storslået baggrund for min nyskabelse.

Der er ikke desto mindre grund til at råbe vagt i gevær, når man konfronteres med Hilden og Diaz' kunstnerisk korrekte politiske kunst. Det understreges glimrende af deres talrige misinformationer af publikum, som på Aros belærtes om, at Danmark og en "håndfuld" europæiske lande (det er 20) er "i krig" i Irak, og som et eksempel på vestlig aggression nævnte kunstnerparret gudhjælpemig den muslimske invasion af Spanien.

Man kunne have håbet, at kunstskribenterne havde formatet til at gå i rette med disse fejlagtigheder, som er en vigtig del af Hilden og Diaz¿ værk. I stedet lovprises værket i en artikel af Lisbeth Bonde ("Videopyromaner", 19. januar 2007), hvor kunstnernes politiserende snik-snak går i ét med Lisbeth Bondes egen efterplapren. Komplet med manglende citationstegn, så det til sidst er umuligt for eventuelle læsere at hitte rede i, hvor kunstnerne stopper, og Lisbeth Bonde begynder.

Overfor undertegnede og mine kunstnerisk ukorrekte kollegers politiske kunst er Mette Sandbye på ingen måde eftersnakkende.

Vores kunst får følgende svada med på vejen i "Ny Dansk Kunst 07": "og ingen kan alligevel vurdere den type "ny kunst"."

Mette Sandbye er udover at være anmelder på Weekendavisen og altså bidragyder til "Ny Dansk Kunst 07" også underviser i kunsthistorie på Københavns Universitet, og hvis det er den opfattelse, Mette Sandbye giver videre til de ny kuld af kunsthistorikere, er det en tragedie.

For selvfølgelig kan man forholde sig til vores kunst. Det kræver bare, at man ikke som Mette Sandbye er doven og træt, men i stedet for at anmelde og skrive ud fra fine fornemmelser gør brug af hele sit kritiske apparat."

Læser jævnligt - når jeg da ikke falder i søvn undervejs - Mette Sandbyes og Lisbeth Bondes anmeldelser af kunst i Weekendavisen. De er som antydet, temmelig kedelige. Et par overpæne hattedamer der er så overkorrekte og "institutionaliseret, pædagogisk kreative og entusiatiske" at de keder deres stof til døde. En langsom, tør, velformuleret kvælningsdød. En besynderlig interesse for at afsjæle ildsjæle. Som en syssel, som en genial hævnakt mod det rebelske menneske og ånd.

En så voldsom beskæring Uwe Max Jensen har været udsat for her er der vist kun et ord for.