Læserbrev

Op på æslet igen

... for der ligger faktisk meget grundige overvejelser bag en gave som et æsel. I Information den 5. december langer Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier ud efter bistandsorganisationernes gavekampagner, der bejler til danskernes juleindkøbskurve
Både geder og æsler er til salg som julegaver hos forskellige nødhjælps- og bistansorganisationer herhjemme. Spørgsmålet er, om det hjælper modtagerne. Foto fra julemarked i søndags, hvor Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk blandt andet solgte geder.

Både geder og æsler er til salg som julegaver hos forskellige nødhjælps- og bistansorganisationer herhjemme. Spørgsmålet er, om det hjælper modtagerne. Foto fra julemarked i søndags, hvor Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk blandt andet solgte geder.

Jens Panduro (Arkivfoto)

11. december 2007

- for der ligger faktisk meget grundige overvejelser bag en gave som et æsel. I Information den 5. december langer Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier ud efter bistandsorganisationernes gavekampagner, der bejler til danskernes juleindkøbskurve. Lars Engberg-Pedersens kritik går på, at gaverne fritager modtagerne for ansvar. Hos CARE Danmark mener vi ikke, at det er tilfældet, da vi vælger gaverne på baggrund af grundig research og samtidig sikrer, at de indgår i vores langsigtede programarbejde. Derfor spænder vi trygt vores vogn for æslet.

Vi giver Lars Engberg-Pedersen ret i, at i en ideel verden er det forkert bare at dumpe gaver og dermed almisser - det giver ikke udvikling i sig selv. Men som bekendt, er verden og især udviklingsverdenen langt fra ideel. Derfor forholder vi os til den virkelighed, vi lever i. En del af denne virkelighed er, at de fattigste i Niger siden hungersnøden i midten i 1980'erne ikke har kunnet rejse sig fra katastrofen igen. Det betyder, at mange familier ikke engang har råd til høns. I Niger investerer man i dyr, og høns er de billigste. Disse mennesker er så ekstremt fattige, at de har brug for en kickstart - og det kan æslerne være.

Lars Engberg-Pedersen kritiserer også gaverne for at være udtryk for danskernes valg. Men faktisk er de æsler, vi sælger hos CARE Danmark, et udtryk for de reelle behov, der er i Niger. Det er faktisk befolkningen selv, der efterspørger æslerne. Ideen med at give æsler til de allerfattigste i landsbyen er da heller ikke vores egen. Det er en ældgammel nigersk tradition, som kaldes Habbanae. Traditionen går på, at velhavende husholdninger giver dyr til fattigere. Erfaringen viser, at det er en effektiv måde at støtte folk til at komme ud af fattigdommen. Æslet er nemlig en katalysator for andre aktiviteter.

Et æsel kan reducere den tid, det tager at hente vand hver dag, fra ni til tre timer. Det betyder, at de kvinder, æslerne bliver delt ud til, får tid til at tage på markedet og mulighed for at transportere flere varer, som de kan sælge. Dermed er et æsel i virkeligheden ikke en almisse, men en opstart for selvstændig iværksættervirksomhed.

I Niger har en kvinde med egen (lille) indtægt helt andre muligheder for at være med til at bestemme, hvad husholdningen skal bruge penge på. Kvinder investerer typisk gerne i skolegang til deres børn, i kvæg eller sundhed. Med en indtægt får kvinden en anden status i familien og i lokalsamfundet. Kvinderne, der trænes i økonomi og administration af virksomheder, begynder også at gøre deres mening gældende i lokale beslutningsprocesser.

Hos CARE Danmark har vi lagt et stort arbejde i at udvælge gaver, der kan gøre de fattige til iværksættere - altså at give hjælp til selvhjælp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde du læst de kommentarer Lars Engberg fik på online debatten, så ville du have stødt på en fra mig. Jeg sætter ikke så store spørgsmålstegn ved "at gaverne fritager modtagerne for ansvar", men derimod at gaverne fritager os, dvs. giverne for ansvar.

Jeg forstår godt at CARE, FN, IBIS og andre hellere vil diskuterer denne sag på sikker grund, dvs. på den grund de selv er herrer over, nemlig den professionelle behandling af disse gaver i modtagerlandet.

Men tilbagestår det store spørgsmål ubesvaret, hvad gør denne form for bistand ved os der giver disse gaver? Giver den meget mere end den gode samvittighed som vi åbenbart ikke kan være foruden? Og er det nu også blevet Jeres opgave at sikre os den?

Er i faldet til den patte, som Dansk Folkeparti med støtte fra VK regeringen har givet de danske udviklings NGO'er? Skal vi falde til patten når udviklingsminister Ulla Tørnæs sender Mellemfolkeligt Samvirke uden for indflydelse, som hun gjorde det i Politiken i sidste uge, da MS gav hende nogle gode råd?

Jeg tror at CARE og andre langt hen af vejen har styr på de geder, æsler og perlehøns, men ikke fisk, de giver til Afrika. Det tror jeg, mens jeg er ligeså sikker på, at de samme svigter os her i landet, ved at give os det frie valg på alle hylder, i det godes tjeneste, her hen under julen.

Vi er alle skatteydere, dvs. hvis CARE giver et æsel til en kvinde i Niger for DANIDA midler så har vi alle, rig som fattig, givet denne kvinde et æsel.
I går samlede MS ind og de der ikke havde råd til mere kun give en tier, det lugter da i det mindste lidt af and.

Gavemetoden er ikke blot et skråplan - det er rutsjetur af de helt store i den danske bistandspolitik, som varetages af de private danske bistandsorganisationer og foreninger.

Og det burde debatten dreje sig om.

Nu har Care Danmarks medarbejder åbnet en ny side på debatten, som var allerede online, som Kurt Bertelsen på minder om.
Andreas Antoni Lund (AAL) påstår, at "Habbanae" er en nigersk tradition. Det passer ikke helt. Niger er sammensat af hovedsaglig seks (6) sprog- og kulturgrupper. "Habbanae" må være på den minoritære Pøl-gruppens kultur.
Det er forståelig, at AAL skal reklamere for deres foretagen.
En der er ved at død af sult er ligeglade, om du stikker ham en skål med Hirsegrød eller en Hamburger. Men det, hvad den sultne ikke ved, er at den æsel eller ged man giver ham bliver til en pompøse reklame for nogle der tjener derved en månedsløn svarende til 1000 æsler.
Der nævnes hlælp til kvinder der sørger for vand med en æsel.
DANIDAs statistik må være tilgænglig for alle. De sidste 30 år er millioner og atter millioner DANIDAs kroner gået til vandforsyning i Niger. Underlig, at man skal stadig læse, at æslen skal hente vand i de tørkeramte områder, hvor millionerne skulle være gået til vandborringer i 3o år. Mærkelig.
Nej, som sagt i mit indlæg før, på sammen emne, er det fortsat bar et hån mod Afrika, idet man sandelig ikke er interesseret i, at Afrika komme videre end at være en mine af billige råstoffer, og de NGOer skal kun være en moralsk bløff for dem der organiserer trampningen på Afrika de sidste 500 år.