Læsetid: 3 min.

Sabroe på kistebunden

Man skal ikke spøge med døden, mener nogen, men måske skal man netop. Det er jo i levende live, vi kunne have glæde af alle de pæne ord, der står i nekrologerne
13. december 2007

Nekrolog over Morten Sabroe:

"Han, der var født i 1947, var uddannet som bygningssnedker og journalist. Som forfatter debuterede han i 1975 med Retten til at blomstre. Efter en række romaner vendte han i en periode tilbage til journalistikken, hvor han fandt sin egen højenergiske og rigt fabulerende stil, som også gav ham et lift til det store gennembrud hos det læsende publikum, da han videreførte den i nye romaner. Han indtager således en særlig plads i såvel journalistikken som romankunsten."

Blasfemi og helligbrøde? Morten Sabroe er jo spillevende!

Nej, ingenlunde, blot en logisk konsekvens af et par tv-udsendelser på DR2, som Sabroe har stået for sammen med hustruen, journalist Do Windfeld - forårsaget af en blodprop i hjernen, som han har beskrevet i en avis, og som var nær ved at koste ham livet.

Sedlen på tåen

I udsendelserne har de to undersøgt, hvad der egentlig sker, efter at man er død. Nøgternt og helt uden sentimentalitet: En læge skriver en dødsattest, portørerne kører afdøde hen til manden, der vogter himlens eller helvede forgård, nemlig kølerummet (god typecasting for øvrigt), hvor man får bundet en seddel med sit navn om storetåen. Bedemanden kommer ind over, de pårørende vælger en kiste, og så bliver man begravet eller brændt.

Tv-udsendelserne viste sig også at være en adækvat fortsættelse af Morten Sabroes grænseoverskridende forfatterskab. F.eks i det lille indslag med de seddelombundne storetæer, der bevæger sig i takt i en rask lille rytmisk 'tådans'.

Et større chok fik seeren, da Sabroe ville afprøve kisten. Normalt ville bedemanden sige nej, men i dette tilfælde ja. Forfatteren lagde sig ned i den, og låget blev lukket over ham. Lidt efter genopstod han.

Gravstenen

Lignende respektløshed er ikke set, siden Danny Kaye i Odense lagde sig i H.C. Andersens seng for næsen af alle byens honoratiores. De tilgav ham straks, fordi han trods alt var ... Danny Kaye.

I Sabroes og Windfelds følgende udsendelse i søndags fulgte endnu et chok, da stenhuggeren præsenterede Sabroes gravsten med navn og fødedato. Seerne vil også tilgive Morten Sabroe, selvom mange nok vil sige, at man ikke skal spøge med døden. Vi er i vore dages medielandskab vant til lidt af hvert, og udsendelserne er det, man kalder 'sobre' - på deres egen oprigtige måde, han spiller jo sig selv ud.

Måske bør man netop spøge med døden. Den er sorgbetynget nok i forvejen. Der er da også flere og flere moderne mennesker, som udtrykker ønske om, at de efterladte samt venner og bekendte må have det fornøjeligt sammen, når de samles efter begravelsen. Sorgen kan man udleve i kirken og i enrum.

Sagligheden

Eller som digteren Rifbjerg udtrykker det i et af sine bedste Amager-digte, hvor han følger efter sin fars ligvogn ude i den almindelige trafik. "Man bliver så mærkeligt saglig, når nogen dør," begynder digtet og slutter med: "Jeg kørte hjem ...(...)...og vidste, at vores afsked lå et andet sted."

Ja, og ikke mindst i erindringen om alt det, man har haft sammen.

Hemingway oplevede at læse sin egen nekrolog efter et flystyrt i Afrika, hvor man anså ham for omkommet. Kunne det være en ide: At vi alle får lejlighed til at læse vores nekrologer? Nekrologskribenterne plejer at blive milde i mælet og skrive alle de gode ord, der kan siges om et menneske. Faktisk er det jo, mens man endnu lever, at man kunne have glæde af at læse alt dette.

I Do Windfelds og Morten Sabroes sidste udsendelse, som følger på søndag, beslutter parret sig for en Thelma og Louise-afslutning, men se selv med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en meget fin serie som Morten Sabroe og hans kone har lavet. Jeg fik set andet afsnit og glæder mig til det sidste.

Der er så meget berøringsangst for alt hvad der har med døden at gøre, så det bliver interessant at se hvad der sker, hvis man vælger at donere sit legeme til videnskaben, som jeg har forstået seriens sidste afsnit handler om. Det kan være, der bliver flere der gør det, så de medicinstuderende kan få nok at øve sig på.

Det er lidt spøjst at Morten og konen hver gang de vil ind og høre nærmere, begrunder det med at Morten har haft en blodprop - underforstået at han har været døden nær, og at han hurtigt kan komme det igen.

Det er som de mangler erkendelsen af, at det kan ske for os alle, vi skal alle dø, og det kan ske fra det ene øjeblik til det andet. Også for hans kone, selv om hun ikke har haft nogen blodprop. Så det er noget alle burde overveje og tale om.

Da de står og kigger på hans gravsten med fødselsdatoen indgraveret bliver hans kone vældig ked af det, og det kan jeg godt forstå, for de har sikkert været igennem en svær periode, hvor hun var bange for at miste ham. Men Morten mangler erkendelsen af, at det kan lige så godt blive ham, der bliver efterladt.

De snakker også om hans døde legeme, som om det er ham. Men ens døde krop er jo ikke én selv, man har jo så at sige forladt den, og derfor synes jeg Mortens overvejelser om begravelse, brænding eller donation mangler nogle perspektiver.

Som bedemanden påpeger kommer han jo ikke selv til at mærke noget, når han er død.

Det er i alle tilfælde de pårørende, der står med smerten og minderne, når man er død. Så man kan lade dem gøre hvad de finder bedst. Når man først er død har man ingen bekymringer!

Min fars kone flippede i sin tid ud over at min far måtte "genoplives" som hun sagde, da hans hjerte gik i stå på hospitalet, mens han var under observation med elektroder. Hun mente at han var død, fordi hans hjerte var gået i stå. Men min far var aldeles ikke død, han var bevidst og kunne mærke det, da de gav hans hjerte stød, og han overlevede og fik sin pacemaker. Men hans kone går stadig rundt og tror at han har været død.

Hvornår fatter folk, at død betyder, at der ikke er nogen vej tilbage?