Kommentar

Sikkerhed og solidaritet

At bede europæiske soldater om at dø for at holde vor transatlantiske storebror tilfreds, er hverken etisk eller politisk klogt, men kan kun yderligere fremmedgøre de europæiske offentlig-heder over for krigen i Afghanistan
To dræbte soldater, Mark Visholm og Casper Alexander Cramer, ankom med militært transport-fly fra Afghanistan onsdag formiddag. De to blev dræbt i kamp, da de var på patrulje i Helmand-provinsen.

To dræbte soldater, Mark Visholm og Casper Alexander Cramer, ankom med militært transport-fly fra Afghanistan onsdag formiddag. De to blev dræbt i kamp, da de var på patrulje i Helmand-provinsen.

Jens Dige

11. december 2007

Da to danske soldater for få dage siden mistede livet i Afghanistan, fik det forsvarsminister Søren Gade til endnu engang at efterlyse mere solidaritet fra vores europæiske fæller i krigen. Hvorfor er det kun Danmark, der sammen med briter, amerikanere og canadiere kæmper i de farlige områder, mens andre og større europæiske lande holder sig til de mere risikofri zoner og opgaver?

Med sin kritik er Gade et ekko af synspunkter, der det seneste halvår har vundet stadigt større indpas i den amerikanske debat - og vel at mærke både i dens demokratiske og republikanske lejre. Således dannede den forgangne måned rammen om to højt profilerede arrangementer i Washington, der begge havde terrorbekæmpelse og internationalt samarbejde på dagsordnen. På det demokratiske Brookings Institute var beskeden fra både forskere og politiske rådgivere således, at medmindre Europa meget snart sætter mere på spil i Afghanistan - flere tropper, farligere steder - så vil krigen blive tabt og NATO miste sin amerikanske relevans og opbakning. I samme tråd lød budskabet fra det højrelænende, indflydelsesrige American Enterprise, hvor den tidligere amerikanske FN-ambassadør John Bolton talte om sin nye bog No Surrender: Uden europæisk vilje til at yde liv, har den sikkerhedspolitiske multilateralisme ingen værdi. På Brookings blev konklusionen, at NATO's skæbne det næste år afgøres af europæiske politikere. På American Enterprise, at FN's fremtid afhænger af Europas vilje til magt, realpolitik og militære tab. Fælles for diskussionen begge steder, var en forundring over, at Europas politikere enten ikke har forstået, eller også ikke tør at spille noget-for-noget-økonomiens afskrækkelseskort: Uden solidaritet og offervilje fra sin transatlantiske lillebror, vil USA ganske enkelt finde andre legekammerater.

En skæv analyse

For så vidt er forundringen reel: Hvorfor er en lang række europæiske lande gået med til at lade NATO gå i krig i Afghanistan, hvis ikke de samtidig er villige til at levere, hvad der skal til? Som dansk deltager ved begge arrangementer slog ræsonnementet om noget-for-noget-truslen mig alligevel både som en skæv analyse og som et misforstået råd. En skæv analyse, for så vidt at det i vid udstrækning netop var solidaritets-argumentet, der lå til grund for de fleste europæiske landes oprindelige deltagelse i krigen i Afghanistan. Gennemført kort tid efter terrorangrebene 11. september og med NATO's musketerparagraf i ryggen blev krigen i Afghanistan fra første færd solgt som en solidaritetshandling.

Og det er måske netop problemet, fordi solidaritets-argumentet i mange europæiske lande har stået i vejen for, at et selvstændigt og mere sikkerhedspolitisk argument i tide blev udviklet. I Washington mener de fleste, at krigen i Afghanistan handler om at forebygge terror, og derfor kan man med god samvittighed bede sine soldater om at dø for sagen. I Europas politiske hovedstæder handler den om alt muligt andet: Om kvinders rettigheder, om demokrati, narkotika, eller udvikling.

Vigtige og værdige dagsordener, men er det også dagsordener, man kan bede sine borgere om at give livet for? Eller for den sags skyld dagsordener, der kan gennemføres med magt og i camouflage? I krigens første timer valgte mange europæiske politikere at formidle deres deltagelse som en solidaritets-handling med USA. Det valg indhenter dem i dag - seks år senere - for som den spontane sympati, der prægede stemningen umiddelbart efter 11. september, svinder, bliver formålet og fornuften med krigen stadig mere uklart for Europas befolkninger.

True en krig igennem

Af samme årsag er afskrækkelses-kortet, som USA nu råder Europas politikere til at bruge over for både krigens 'bangebukse' (dem der helst vil lave udvikling i det fredeligere nord) og modstandere (dem der vil hjem), en rigtig dårlig ide. At bede europæiske soldater om at dø for at holde storebror tilfreds, er hverken etisk forsvarligt eller politisk klogt, men kan kun yderligere fremmedgøre de europæiske offentligheder over for en krig, de ved meget lidt om, og hvis formål de aldrig til bunds har diskuteret. Uanset hvor bekymrende et dalende amerikansk engagement i NATO ville være, kan man ikke true en krig - og slet ikke en 'lang krig' som amerikanerne kalder indsatsen mod terror - igennem.

I stedet bliver man nødt til selv at kunne forklare krigens relevans. Dermed er vi tilbage ved forsvarsministerens reaktioner på de to danske soldaters død. Som ministeren udtalte, så er der et dramatisk behov for politisk formidling af krigen i Afghanistans betydning for dansk sikkerhed. Skal den danske offentlighed levere langstrakt opbakning til krigen, skal den kunne tro på den fornuft og relevans. Danskerne skal kunne tro på, at det netop er Afghanistan, der er det største problem. De skal føle sig overbevist om, at fredelige afghanske borgeres liv forbedres og ikke forringes på grund af krigen. Og de skal vurdere, at der ikke skabes flere frem for færre terrorister i krigens kølvand. Ingen af disse forhold er givne - langtfra. I stedet repræsenterer de relevante spørgsmål, som danske borgere kan forvente, at deres politikere leverer seriøse og nuancerede svar på.

Sikkerhed er kollektiv

Har begrebet solidaritet i den sammenhæng relevans, er det først og fremmest i forhold til det, man kunne kalde fælles sikkerhedspolitiske forståelseshorisonter: Måske er der brug for, at europæiske ledere i højere grad forpligtede sig på at udvikle fælles fortolkninger af sikkerhedspolitiske problemer.

Hvis Helmand-provinsen, som det så ofte er blevet gentaget i den danske debat, kan betyde noget som helst for vores sikkerhed på Nørreport, så hviler det på en antagelse om den globaliserede verdens sammenhænge. I sådan en verden er sikkerhed per definition en kollektiv opgave. Det er et kolossalt paradoks i dansk sikkerhedspolitik, at vi i dag har valgt at føre den mest aktivistiske forsvarspolitik nogensinde, men samtidig har valgt at stå uden for tiltagene til en fælles europæisk sikkerhedsvision. Det er af løsningen på det paradoks, at aktivismens fremtid afhænger.

Vibeke Schou Tjalve er Ph.D og seniorforsker ved Dansk Institut for Militære Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu