For et par år siden havde jeg den fornøjelse sammen med Niels Helveg Petersen at skrive et mindre værk om sammenhængen mellem skak og politik. Det medførte en række udbytterige møder med den radikale nestor på Christiansborg. Vi gennemspillede nogle berømte skakpartier og trak en række historiske paralleller mellem skak og politik, gående helt tilbage til Napoleon Bonaparte, fra hvis hånd der er bevaret enkelte skakpartier. Resultatet af vores møder blev bogen Det ligger i stillingen (Aschehoug 2005).
I løbet af valgkampen 2007 har disse paralleller meldt sig med fornyet aktualitet, og jeg er næppe den eneste, der har oplevet statsministeren som en sand stormester i politisk-strategisk tænkning og ageren. Gang på gang har han i sin fremtræden fremkaldt stærke mindelser om en bestemt skakverdensmester, nemlig Anatolij Karpov, der sad på VM-tronen i perioden 1975-85,og som jeg har truffet ved flere lejligheder. Men lad os først se nærmere på, hvad en skakmesters nødvendige psykiske bagage består af. Der forligger en omfattende undersøgelse af tre russiske psykologer, N. Djakov, E. Petrovski og P. Rudik. De har konkluderet, at følgende 16 egenskaber - medfødte eller tilkæmpede - er karakteristiske for den sande stormester:
1. Gode fysiske ressourcer og et generelt godt helbred.
2. Stærke nerver.
3. Selvbeherskelse.
4. Evnen til at holde øje med mange faktorer.
5. Evnen til at opfatte dynamiske sammenhænge.
6. En kontemplativ tankegang.
7. Et højt intelligensniveau.
8. Evnen til at tænke konkret.
9. Evnen til at tænke objektivt.
10. En effektiv hukommelse.
11. Idérigdom og evnen til at tænke systematisk.
12. Kombinationstalent.
13. Selvdisciplin.
14. Et yderst aktivt intellekt.
15. Kontrol over sine følelser.
16. Selvtillid.
Ekstrem målrettethed
Den russiske undersøgelse stammer helt tilbage fra 1925(!), hvor man afholdt en celeber stormesterturnering i Moskva, hvad der gav psykologerne rig lejlighed til at studere girafferne på nærmeste hold. Man kan så overveje, hvor mange af de 16 punkter fra Moskva 1925 der passer på girafferne på Christiansborg anno 2007. Et 17. punkt melder sig uvilkårligt: en ekstrem målrettethed - i hvert fald når man holder to personligheder som Anatolij Jevgenijvitj Karpov og Anders Fogh Rasmussen op mod hinanden.
De to mænd er jævnaldrende. Karpov er født den 23. maj 1951 i den lille by Zlatoust i Ural-regionen, Fogh den 26. januar 1953 i Ginnerup på Djursland. Den ekstreme målrettethed synes at have været der allerede i drengeårene. Karpov har fortalt, at han som dreng lå og forestillede sig skakbrikker på loftet i sit soveværelse, når hans mor havde taget spillet fra ham, fordi han forsømte sine lektier til fordel for skak. Fogh var allerede i sin landsbyskole den personificerede perfektionisme (fortæller Anne Sofie Kragh i sin biografi Fogh - historien om en statsminister) og det i så høj grad, at han af sine kammerater blev kaldt statsministeren. Der er meget, der skal klappe, inden et menneske kommer helt til tops, hvad enten det drejer sig om skak eller politik, men først og fremmest skal målrettetheden være der. De to mænd synes at have været designet til at nå toppen, og de har villet det. Og begge kom de til, fordi en markant personlighed trådte tilbage. Karpovs forgænger, den legendariske amerikaner Bobby Fischer, trak sig, da man i 1975 ikke kunne nå til enighed om betingelserne for en VM-match. Fogh kom til fadet, da hans farverige forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, i 1998 trak sig som formand for Venstre.
Stillingsfordel forpligter
Da Fogh i slutningen af oktober 2007 udskrev valget, var de fleste iagttagere enige om, at tidspunktet var ualmindelig gunstigt valgt, set fra regeringens side. Statsministeren fulgte her en af de mest klassiske strategier i skak: Man er kun berettiget til at iværksætte et angreb, hvis man har stillingsfordel, men så er man til gengæld også forpligtet til at gøre det. Princippet blev formuleret af skakhistoriens første verdensmester, østrigeren Wilhelm Steinitz, og har bevaret sin gyldighed lige siden - med Karpov som en af de mest fremtrædende eksponenter. Karpov var en tålmodig mand ved brættet. Han kunne vente i timevis på, at modstanderen blottede sig en smule, at det gunstige øjeblik meldte sig. Men så slog han også til. Fordele kan nemlig, i skak som i politik, være af en flygtig karakter. Der skal smedes, mens jernet er varmt.
En ofte anvendt sammenligning mellem skakspillets strategi og den parlamentariske manøvrering går på sammenhængen mellem spil i centrum og fremstød på fløjene. I grove træk: hvis centrum er svagt eller blokeret, er dets betydning mere eller mindre ophævet, og der er frit spillerum til at boltre sig på fløjene. I politik taler man om højre og venstre, i skak om konge- og dronningfløjen. Men strategierne minder forbløffende meget om hinanden. Som en følgevirkning af Ny Alliances entré på den politiske scene fik denne problemstilling ny aktualitet - efter at det politiske spil i årevis stort set var foregået på den ene side af brættet. Men det nye partis svingende skæbne i valgkampen var som taget ud af en skaklærebog: når centrum udviser mangel på dynamik eller konsekvens, kollapser en stor del af spændingen i stillingen. Og man fortsætter som før, kun den ene fløj sætter dagsordenen.
Positionel omklamring
Der er andre oplagte fællestræk mellem Karpov og Fogh, for eksempel har de begge vist sig at være yderst driftssikre (for nu at bruge en af kommentatorernes yndlingsklicheer) - selv Karpov kunne i sin glansperiode en sjælden gang tabe et parti, men han tabte aldrig hovedet, ligesom man aldrig oplever stormester Fogh gå op i limningen. Ser man på deres stil, er det mest iøjnefaldende træk måske, at de som strateger i sjælden grad mestrer omklamringens kunst. I Gyldendals håndbog Tankesport (1995) hedder det om Karpov, at han er "uhyre vanskelig at besejre og har samtidig mere fremdrift i sit spil end mange af sine forgængere ... han foretrækker normalt at nedlægge sine modstandere med en langsom positionel omklamring frem for at foretage et direkte stormløb mod fjendens stilling".
Den positionelle omklamring foregår på skakbrættet ved, at man fratager modstanderen kontrollen over vigtige felter - eventuelt linjer eller diagonaler - og på den måde langsomt paralyserer hans brikker.
På det politiske plan kendes mønsteret ved, at man så at sige møver sig ind på modstanderens gebet ved - i det mindste verbalt - at overtage den andens kernesager, f.eks. om velfærd og miljø. Regeringen lover endnu mere velfærd, endnu mere miljø. Regeringen kan gøre det endnu bedre. Resultatet er, at modstanderens manøvrerum indskrænkes. Dette kræver naturligvis en nøje kortlægning af modstanderens spillestil, men til den slags kan man blandt andet gøre brug af spindoktorer (i skak: sekundanter og computere).
Evnen til at blive ved
Endelig har Fogh og Karpov også en betydelig stamina til fælles: denne uhyggelige evne til at blive ved og ved, aldrig at tabe fokuseringen - en evne, der for eksempel kan komme til udtryk ved, at man i slutningen af en timelang debat (eller et skakparti) har åndsnærværelse nok til at sætte en lumsk fælde for modstanderen, hvad enten denne finesse nu består i, at man vælger en uventet trækfølge eller manipulerer med nogle tal.
Karpov virkede i lange perioder uovervindelig. I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var det ikke til at få øje på nogen udfordrer, der for alvor ville kunne true ham. Karpov mødte uhyggeligt velforberedt frem til hver eneste turnering, han spillede koldt og pragmatisk. Alt var nøje designet og tilrettelagt. Men til sidst blev han væltet af en, der fuldt ud kunne matche hans teknik og desuden havde noget andet at byde på. En modstander, der spillede med hele hjertet og ikke ville give op, selvom folk i årevis havde jamret: Karpov slipper vi aldrig af med. En mand, der allerede som grøn stormester glad og fro havde forkyndt: Jeg kan slå Karpov.
Hans navn var Garry Kasparov. I efteråret 1985 fik han i andet forsøg væltet den uovervindelige Karpov. Kasparov sad 15 år som skakspillets ubestridte konge. For et par år siden trak han sig i frustration tilbage fra skakscenen. Han var blevet træt af de skakpolitiske fiksfakserier i verdensskakforbundet FIDE og ville gå ind i rigtig politik. At så Putin (der spiller efter sine helt egne regler) bliver endnu vanskeligere at vælte, er en anden - og sørgelig - historie.
Det at vinde spillet for spillets egen skyld kendetegner både sport og politik. Det politiske spil er mindst lige så bestemt af sin egen lovmæssighed, som skakspillets, men dog lidt mere variabelt som sin egen lovgivende instans, og også med lidt flere eksterne konsekvenser.
Man kan ikke forstå magtens spil, uden at se på magten som selvafgrænsende lukket om sine egne spilleregler, sin egen rationalitet og ikke mindst sin helt egen dagsorden. Det at få og bevare magten kan anses som forudsætningen for at opnå alle andre mål politisk, men det er blevet et mål i sig selv, en del a spillet og selve undskyldningen for det politiske systems fuldstændigt løsrevede og patologiske inerti.
De politiske succeskriterier, de økonomiske, som overtages blindt i det politiske, truer med at kører hele menneskeheden ud på et sidespor i forhold til sine mulighedsbetingelsr. Magtens og ikke mindst den økonomiske magt tenderer mod at smadre sine egne mulighedsbetingelser som resultat af evnen til at definere og leve op til sine egne spilleregler.
Man kan sagtens forestille sig, at de autistiske succeskriterier, som styrer den globale politiske og økonomiske dagsorden, fører til at vinderne må se sig beskrevet ude fra som dem, der fjernede den oprindelige betydning af det at vinde og have succes.
Fuldstændigt opslugt af spillet smadrede de vindende det hele for alle andre og dermed for sig selv. Men de kunne bare det der, for de var de bedste til det!