Anders Fogh tog som nations-patron i 2003 en chance. Han sprang med på Bush's krig mod terror i en satsning på succes.
Men han forvandlede i stedet civile danskere til ofre for øget overvågning, internationalt prestigetab og forhøjet terrorrisiko. Og krigene gik bogstaveligt ad helvede til. Det er indtil nu lykkedes ham i modsætning til Bush og Blair at få miseren dysset ned, selv om den danske retsstat skælver. Angrebskrige har ofte vist sig at kunne skabe sammenhold indadtil.
Og kniber det på lidt længere sigt, lægges der røgslør ud. Under Anden Verdenskrig blev der ikke skelnet mellem at være tysker og nazist. Der blev terrorbombet i flæng. Når krigene raser i dag, er det lige så svært at skelne mellem muslimer og islamister. Propaganda og generaliseringer hører til krigens væsen.
Muslimer skæres over en kam potentielt farlige, fordi de fleste af dem er fattige både i ånden og ellers. Og omvendt er det for muslimer over én kam nemt at dæmonisere alle Vestens kvinder som liderlige vantro, der ikke bruger penge på andet end ansigtsløftninger og silikonebabser.
Verdenspressen knipsede dem med tangatrusser og blege numseballer på østens tsunamiramte strande en uge efter flodbølgens ofre. Et skinbarligt bevis på åndelig fattigdom. Den slags kortslutninger skaber forargelse og produceres i massemedierne af samme grund. Forargelse er der salg i. Og den er en lækkerbisken for agitatorer og demagoger.
Ud over egen næsetip
Alt for mange af verdens fattige holdes i et autoritært jerngreb. Når fattigfolk skal opretholde personlig værdighed har de hang til at anse andres sandhedsopfattelser om livet for underlegne. Den form for kontrafaktisk storhedsvanvid har altid udgjort kernen i underprivilegeredes mereværdskompleks. Også danskens. Og det tør ingen rigtig pille ved, selv om det indimellem giver bagslag. Tænk, hvad der kunne ske, hvis alle gennemskuede bedraget? Men rolig nu - det er det mest kontrafaktiske man overhovedet kan forestille sig.
Bare se på os selv og resultatet af folketingsvalget. Vores danske Abdol-Hamid har ikke udstillet røvballer på østens tsunamistrande. Tvært imod er hun en socialistisk skælm formummet i folderige metervarer.
Men hvad er mest forargeligt? Og hvad skal vi bruge al den forargelsessnak til? Lene Bro vakte i sin tid forargelse med hot-pants i Folketinget. Men det kan ikke længere symbolisere kvindefrigørelse i en globaliseret verden. Et talende tørklæde fra Vollsmose i Folketinget i dag ville formentlig have haft større emancipatorisk symbolværdi, hvis dansken og danskeletten kunne formås til at se ud over egen næsetip. Forargelse er under alle omstændigheder en skidt følelse at lægge politisk kurs efter.
Udenrigspolitisk debat om national krigsdeltagelse føres i vikarierende diskussioner om skub-op-babser kontra tørklæder af dem i begge lejre, der har travlt med at fortælle om modpartens åndelige armod.
Hvis valget står mellem talende jakkesæt, der hyller folk ind i løgnehistorier, og et talende tørklæde, der afslører, at det, de siger, er løgn, ved jeg godt hvem jeg foretrækker at lytte til.
Men skulle vi ikke se at få pillet lidt ved mereværdskomplekserne - både vores egne og muslimernes?
