Kronik

Tanker i anledning af julen

Prædikestolen skal ikke bruges til at prædike partipolitik. Prædikestolen skal bruges til at prædike juleevangeliet rent og radikalt ind i tidens strømninger. Og det er stadig et radikalt budskab, at Gud har omsorg for alle
Frelsens Hær uddelte i år julehjælp til 6.000 familier i 25 byer. Det er en vigtig del af juleevangeliet at minde om Guds omsorg og vor egen forpligtelse for medmennesket og prædike, at evangeliet er for alle, også for de arme og udstødte.

Frelsens Hær uddelte i år julehjælp til 6.000 familier i 25 byer. Det er en vigtig del af juleevangeliet at minde om Guds omsorg og vor egen forpligtelse for medmennesket og prædike, at evangeliet er for alle, også for de arme og udstødte.

Carsten Snejbjerg

Debat
24. december 2007

Julen er den tid, hvor de sæd-vanlige fromme jammerkommoder udspyr deres galde og forargelse over denne syndige og materialistiske verden. Og sandt er det naturligvis, at december måned for mange er blevet en plage.

Tværtimod er advent og jul glædens og forventningens tid. Igennem advents-tiden med de mange lys på gader og stræder, i slot på vrå og med de skønne julesalmer skærpes forventningen om det, der skal ske julenat. For det er julenat eller i den tidlige morgen og netop ikke juleaften, at de gamle forjættelser om Messias endelig går i opfyldelse med Jesu fødsel. Juleaftensgudstjenesten blev først i 1992 indført som obligatorisk gudstjenestedag, da kirken omsider gav op over for det folkelige pres og den folkelige tradition om at fejre juleaften.

Jeg var ikke ret gammel, før jeg var helt på det rene med, hvad advent betyder.

Advent betyder komme. Og det, der skulle komme, var ikke blot julegaverne, men først og fremmest Jesusbarnet.

Adventstiden var en travl tid i præstehjemmet. Der skulle samles ind til menighedsplejen. Der var masser af juletræsfester for børne-havebørnene, for skolebørnene, for de gamle, i FDF og hos spejderne og i Menighedssamfundet. Mine forældre var hele tiden på stikkerne, og mange af arrangementerne deltog min bror og jeg i. Da jeg blev større og selv spejderfører, stod jeg selv for flere arrangementer og spejdernes jule-good turn med julekurv til de mindre velstående, som også fandtes i Hellerup sogn ved København, hvor jeg var spejderfører. Lillejuleaften var jeg nogle år med min far på Øresunds-hospitalet i København for at synge julen ind. Det blev indpodet os, at med Jesusbarnet i krybben kom Guds omsorg til verden. Den omsorg måtte også vi mennesker udvise over for dem, der ikke havde mulighed for at få den jul, vi børn selv kunne se frem til.

Juleaften skulle min far ofte prædike til flere gudstjenester dels i Sions Kirke i København, dels ved gudstjenesten for de gamle på Grundt-vigs Store Tuborg. Vor tålmodighed, da vi var små, blev sat på en hård prøve. Advent betyder komme. Men for et lille barn kunne det vare lidt længe med det der "komme", som også for os præstebørn var gaverne, som vi endelig kunne pakke ud efter julemad og dans omkring juletræet. Ved midnat satte min far så lange ledninger til radioen, der var jo ikke tv dengang. Vi hørte julens salmer fra de fjerneste radiostationer. Det var en dejlig kriblende fornemmelse at høre Holy Night, Stille Nacht og tænke på vore missionærvenner, der nu fejrede jul på missionsmarken i Indien og i Afrika

En tiltrængt hvile

Den mentale forberedelse af julen begynder stadig for mig med adventstidens begyndelse. Der er fire uger til besindelse og forventning. Adventstidens gudstjenester og advents- og juletidens skønne musik er en tiltrængt hvile fra dagens ræs.

Jeg bliver så træt over nutidens klagesang om, at advent og jul er blevet et ræs i stedet for tid til eftertanke og kirkefest. Evangeliet bringer fred og glæde og fortæller om det lys, der blev tændt i mørket.

Og den fred, der tales om, er vel at mærke ikke et partipolitisk budskab om, at kirken skal tage parti for den ene eller anden part i en krig eller i øvrigt anvise bestemte politiske løsninger.

Julefreden er freden mellem Gud og mennesker. Med julen kom tilgivelsen til verden. Budskabet fortæller, at der er en anden verden end den, der beherskes af samfundets lov. Julebudskabet fortæller, at der i Gudsriget hersker en helt anden retfærdighed end i vor lovregulerede verden. Men det er netop Gudsriget, der tales om.

Julenat 2007 forkynder det lille barn i krybben igen Guds almagt. Og ligesom hyrderne den første nat af englene blev kaldt som vidner på Guds gerninger, bliver vi kaldet som vidner, når vi hører juleevangeliet.

Og som englene dengang netop forkyndte glæden for hele folket ved først at forkynde fødslen for markens fattige hyrder, lyder forkyndelsen også i dag til hele folket. I lige høj grad til de, der beklæder landets højeste stillinger som til dem, der på forhånd er opgivet af fællesskabet. Til de udstødte og arme.

Derfor er der præster, der til borgerskabets store forargelse tillader sig at prædike om de fattige og arme juleaften. Men det er en vigtig del af juleevangeliet at minde om Guds omsorg og vor egen forpligtelse for medmennesket og prædike, at evangeliet er for alle, også for de arme og udstødte.

Juleevangeliet er budskabet om Guds omsorg for alle. Men evangeliet er netop ikke et partipolitisk program, som præster skal bryste sig af på egne vegne.

Prædikestolen skal ikke bruges til at prædike parti-politik. Prædikestolen er ikke en partipolitisk platform. Prædikestolen skal bruges til at prædike juleevangeliet rent og purt og radikalt ind i tidens strømninger. Og det er stadig et radikalt budskab, at Gud har omsorg for alle dem, som samfundet udstøder, og at Gud tilgiver den, der målt med den verdslige retfærdigheds målestok har begået en forbrydelse, der er utilgivelig.

Også i år vil der være juleprædikener, der skaber ballade. Berettiget, hvis der prædikes bestemte politiske løsninger, men helt uberettiget, hvis præstens prædiken er en formaning til det enkelte menneske om at huske omsorgen for den svage og minde om, at kristentroen har konsekvenser for den enkelte.

Blufærdige danskere

Julebudskabet er budskabet om, at Gud blev menneske. Den tro om, at Gud kan blive menneske, kan forekomme aldeles blasfemisk for andre religioner, hvor gud netop aldrig kan blive menneske. Men det er præcis forskellen, og derfor bliver opfattelsen af frelsen også afgørende forskellig. Lutherske kristne tror på retfærdiggørelsen ved troen alene. Mennesket frelses ikke ved at skelne mellem rent og urent eller foreskrive en bestemt klædedragt. Det er den grundlæggende forskel på kristendom på den ene side og islam og jødedom på den anden side.

Danske kristne er meget blufærdige, når det drejer sig om tro. Det kan være svært for f.eks. muslimer, der for nylig er kommet til Danmark, at forstå, at vi er så blufærdige. Ja, de kan måske få det indtryk, at vi skammer os over vor tro.

At forsøge at lovgive om religiøs påklædning og forsøge at undertrykke den rolle, som religionen betyder for mange af vore nye medborgere, er at lægge gift ud for det folkelige fællesskab, der er nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal bestå som et frit land.

For mig som både kirkeminister og integrationsminister er det vigtigt at understrege, at religionen spiller en stor rolle i mange menneskers liv uanset tro og baggrund. Faktisk mener jeg, at forståelsen for, at religionen spiller en stor rolle i manges liv, er en vigtig vej til bedre integration og en styrkelse af fællesskabet.

Som kristne vil vi altid være muslimernes modstandere i religiøs henseende, men det skal ikke hindre, at vi lever sammen med fælles demokratiske værdier, ligesom vi har levet som kristne, jøder og ateister i generationer. Det borgerlige, demokratiske fællesskab skal ikke måles efter den enkeltes religion. Så er religion netop blevet til politik og politik til religion.

Til gengæld er det udtryk for overfladiskhed og manglende respekt for forskellene at fornægte den grundlæggende uenighed. Vi skal ikke over for hinanden skjule, hvem vi er, og hvad vi tror på.

Englene sang julenat om glæden for hele folket. Danske muslimer og jøder tror ikke på dette glade julebudskab. Men de bor i et land med religionsfrihed, og det er værd at minde om, at den frihed netop har kristendommen som sin forudsætning. Hvor der er ånd, er der frihed, siger Paulus. Kristne kan og skal igen og igen forkynde julens glade budskab, men vi må samtidig tage Paulus' frihedsord bogstaveligt. Derfor er mangfoldigheden den uomgængelige følge af religionsfriheden.

Julebudskabet er for kristne sandheden, og da den er for hele folket, kan den sandhed netop ikke relativeres. Men den sandhed forkyndes netop i frihed, så sandt som troens sag med Grundtvigs ord er en hjertesag og derfor må og skal være en fri sag.

Glædelig jul.

Birthe Rønn Hornbech er kirke- og integrationsminister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ralph Sylvestersen

BRH erindrer bl.a. en dejlig kriblende fornemmelse - her efterlader hun en kriblende fornærmelse.

Alle kristne og folket bliver her skåret over en kam - sandheden postuleres som absolut - hun fremhæver den "grundlæggende uenighed" - og mere af samme skuffe.

Herre Jeremias, en kristen ”integrationsminister”!

Jeg finder meget godt I Birthe Rønn Hornbechs (BRH's) tanker om Julen - f.eks accepten af nydanskere, der har en for os fremmed religion, men som vil være fælles med os om demokratiske værdier.
Rigtigt også at påpege, at dette selvfølgelig tillige gælder jøder, ateister og andre ikke-kristne.
Ligeledes rigtigt at pege på, at forskelle i forholdet til religioner og religiøsitet ikke skal ignoreres, men tværtimod skal stå klart.
Men trist, synes jeg, det er, at BRH ikke gør op med den situation, at "Folkekirken" (før grundloven hed det: "Statskirken") fortsat "understøttes af staten", som der står i grundloven, at den fortsat i mere en 150 år i samme grundlov er blevet lovet en forfatning, som den endnu ikke har fået, og at præsterne fortsat får "mundkurv" på af kirkeministeren - ikke må udtale sig politisk.
Det har ministeren og staten bestemt (religion må helst ikke forekomme i det offentlige rum, siges det - men hvorfor?).
Og hvad mener de danskere, der betaler kirkeskatten?
Det er der ingen, der ved.
For de har jo ingen ytringsfrihed i deres kirke - det har kun præsteskabet.
Også trist, synes jeg, det er, at grundlovens § 68, om at ingen er pligtig til at betale til andres religion, groft tilsidesættes, derved at en meget stor del af det i folkekirken statsansatte præsteskabs løn betales af os alle over statsskatten - ikke over kirkeskatten - uden hensyn til om vi er medlemmer af folkekirken eller ej.
Det ville være et meget stort fremskridt, synes jeg, om kirkeministeren gav folkekirken frihed til at klare sig selv - i stedet for at køre den videre - i kort snor - som den maskerede og lydige statskirke, den jo faktisk er.
Tænk, hvis folkekirkens medlemmer fik lov at gøre deres egen kristendom gældende - ja, det er jo nærmest ufatteligt, at det ikke for længst er sket.
M.v.h. Arne.