Kommentar

Ufuldstændig historieskrivning

SF kunne gøre bod for deres fejlvurdering i 1992 ved nu at støtte en forkastelse af Lissabon-traktaten
Debat
18. december 2007

I et interview 6. december giver Holger K. Nielsen sin udgave af historien om de danske folkeafstemninger i forbindelse med unionsudviklingen. Fortællingen indeholder en hel del huller - specielt i forbindelse med SF's rolle efter det danske Nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992.

Da det drejer sig om en vigtig samfundshistorisk periode, vil jeg supplere med nogle oplysninger, som giver en mere fuldstændig beskrivelse af SF's rolle i efteråret 1992.

Uldent nej

Ved en række forhandlinger 'bag kulisserne' på Christiansborg i september 1992 mellem SF og JuniBevægelsen drøftede man den fortsatte strategi. SF var repræsenteret af Holger K. Nielsen, Steen Gade og John Iversen, mens Drude Dahlerup, Jens-Peter Bonde, Else Hammerich, Steen Clausen og jeg i skiftende konfigurationer kom fra JuniBevægelsen. Efterhånden stod det klart, at holdningen hos SF'erne til et fortsat klart Nej var noget ulden. I stedet argumenterede de for et bredt 'nationalt kompromis', som kunne binde dansk EF/EU politik i en lang fremtid.

Vi insisterede på, at det var naivt at tro, at man kunne fastholde de entusiastiske unionspartier på andet end fuld deltagelse i alle traktatens punkter. Men Steen Gade og ikke mindst John Iversen pressede hårdt på for en sådan strategi.

Det lykkedes os ikke at få SF'erne væk fra ideen om begrænsede undtagelser og hen på efteråret måtte vi opgive at holde dem fast på Nej'et. Unionstilhængerne i Folketinget tog med kyshånd imod åbningen fra SF's side, og det store flertal i Folketinget vedtog senere i efteråret 'det nationale kompromis' med de fire undtagelser.

På dette grundlag drog den danske regering til topmøde i Edinburgh den 11.-12. december 1992, hvor de forhandlede sig frem til en aftale med de øvrige medlemslande. Jens-Peter Bonde og jeg deltog i et alternativt NGO-møde i Edinburgh på samme tid, hvor der var dyb skepsis over for omfanget og holdbarheden af de danske undtagelser.

Erkendelse i tide

Umiddelbart efter Edinburgh-mødet skulle SF's hovedbestyrelse ved et møde på Christiansborg tage stilling til det opnåede forhandlingsresultat. I flyet hjem udarbejdede Jens-Peter Bonde og jeg en appel til SF's hovedbestyrelse om at forkaste Edinburgh-aftalen, som vi fandt helt utilstrækkelig og politisk uholdbar. Den fulde tekst af denne appel kan findes i mit kapitel i JuniBevægelsens jubilæumsskrift fra 2002. Vi tog direkte i taxa fra Kastrup Lufthavn til Christiansborg og bad om foretræde for forsamlingen for at forelægge vores appel. Det blev pure afvist af 'dørvogteren' ved mødelokalet. En mere detaljeret beskrivelse af hele forløbet i efteråret 1992 kan findes i mine erindringer fra 2004.

SF's strategi fik afgørende indflydelse på resultatet af 'omafstemningen' i maj 1993 og dermed på den fortsatte udvikling i retning af en forbundsstat, som nu er ved at blive cementeret gennem Lissabon-traktaten. SF kunne gøre bod for deres fejlvurdering i 1992 ved nu at støtte en forkastelse af Lissabon-traktaten. Desværre er der ikke mange tegn på, at partiet kommer frem til den erkendelse i tide.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Petersen

Det er kolossalt vigtigt, at alle medlemmer af Folketinget, der har en lidt kritisk indstilling til den nye EU-traktat presses. Hvis regeringen får held til at undgå en folkeafstemning, har Danmark mistet sin veto-ret på en lang række punkter, hvilket reelt betyder, at den danske grundlov er sat ud af kraft. Det er mig ubegribeligt, at nogle jurister (også selv om de er ansat i Justitsministeriet) kan komme frem til, at den nye EU-traktat ikke bryder med Grundloven, og at Anders Fogh derved kan undgå en bindende folkeafstemning.
Alle gode kræfter i og udenfor Folketinget bør nu mere end nogensinde arbejde på højtryk for, at Folketingets medlemmer forstår, at et endog meget stort flertal af Danmarks befolkning ønsker Lissabon-traktaten til folkeafstemning.
Hvor er det udemokratisk, sølle, småligt, at fordi befolkningen ikke er helt enige med regeringen, så bliver den ikke hørt!

USE er et underbrug af USA, og begge er sammen med resten af verden malkekøer for det globale finansoligarkis gale og griske svindlere. Fogh er en bestukket stik-i-rend-dreng for dette, en talende dukke med mindre fornuft end en papegøje, som nu skal til at være "præsident" på samme måde som oligarkernes sidste marionetteteaterdukke i Moskva. Pengekapløbet om hvem der skal spille rollen som USAs næste valgte globaldiktator i skikkelse af "præsident" kan knapt fremkalde en gaben på niveau med den der opstår ved synet af TV-kanal nr. 57s hollywoodske dåselattershow.