Martin Ågerups nye bog Den retfærdige ulighed - som Ågerup skrev om i gårsdagens kronik i Information - indgår i CEPOS' vedvarende kamp for at udbrede nyliberalistisk tænkning og en nyliberal samfundsmodel med markedsøkonomi og markedsløsninger i højsædet. Det er en kamp mod den danske/nordiske velfærdsmodel og den rolle, som offentlig omfordeling spiller heri.
Martin Ågerup mener, at det danske samfund sagtens kan renoncere på ligheden, for vi har mere end nok af den. Men den fremstilling lader sig hos Ågerup kun gøre ved at 'klippe mere end en hæl og skære mere end en tå' af uligheden.
Der er således fortsat alt for stor ulighed i uddannelsessystemet. Børn fra arbejderhjem har betydeligt ringere chancer for at gennemføre en videregående uddannelse, selvom de er lige så dygtige som akademikerbørn, målt ved karakterer. Der er altså ikke lige muligheder.
Skal Danmark klare sig som videnssamfund i den globale konkurrence, kræver det omfattende offentlige investeringer i uddannelse, herunder støtte til de, som tager uddannelse. Og det kræver ikke mindst, at vi får 'intelligensreserverne' med. Alt dette skal vi gøre - ikke bare for at skabe øget lighed - men nok så meget, fordi det vil være investeringer til det fælles bedste, for at ruste det danske samfunds samlede konkurrenceevne og øge den samlede vækst og velstand. Ågerups forslag om at afskaffe SU vil kun virke stik modsat.
Der er også i dagens danske samfund en stor social ulighed, hvad angår sundhed. Ufaglærte og faglærte samt personer uden for arbejdsmarkedet har ringere helbredssituation, større træk på sundhedsydelser, flere sygeperioder og kortere middellevetid. Dette er ikke mindst et resultat af dårligt arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne jo er ansvarlige får.
Dette repræsenterer imidlertid ikke bare dårligere helbred og ringere livskvalitet og kortere liv end nødvendigt for en lang række mennesker samt et betydeligt privatøkonomisk tab for de pågældende. Der også tale om et spild af mulig økonomisk vækst og velstand i form af tabt beskæftigelse og produktion.
Når Martin Ågerup i konsekvens af sin manglende prioritering af den sundhedsmæssige ulighed foreslår afskaffelse af sygedagpenge, vil det forstærke den helbredsnedbrydende effekt af den sundhedsmæssige ulighed. For CEPOS' skattelettelser er ikke lige fordelt, og uanset disse vil det for en række fattige blive et spørgsmål om, hvorvidt man har råd til at være sygemeldt f.eks på grund af dårligt arbejdsmiljø. Har de syge ikke råd til at lægge sig syge, vil resultatet naturligvis blive forstærket nedbrydning af helbredet.
Udstødning
Ågerup antyder i sin bog, at udstødning af f.eks. kontant- og startshjælpsmodtagere fra arbejdsmarkedet er 'selvvalgt' dvs. egen skyld, fordi "det er for attraktivt at være på passiv forsørgelse". Det er simpelthen ikke rigtigt. Udstødningen fra arbejdsmarkedet skyldes bevisligt, at der for en række kontant- og startshjælpsmodtagere er en række ikke-økonomiske barrierer, som forhindrer dem i at komme i beskæftigelse.
En betydelig del af kontanthjælpsmodtagerne er langt fra arbejdsmarkedet. Det skyldes mangelfulde eller manglende kvalifikationer, manglende arbejdsmarkedstræning, helbredsproblemer eller sociale eller psykiske problemer og for indvandreres vedkommende også sprogbarrierer, kulturkløft samt diskrimination. Der er således for mange ikke tale om nogen selvvalgt tilværelse, men om at en række konkrete mangler og 'objektive' barrierer holder dem ude fra arbejdsmarkedet.
Forarmelsesstrategi
Martin Ågerup satser på at skabe beskæftigelse gennem afskaffelse og yderligere reduktion af sociale ydelser: Arbejdsløshedsdagpengene skal helt afskaffes. Og selv om han i modsætning til næsten alle andre overførselsindkomster vil bevare kontanthjælp og førtidspension, så skal ydelserne sættes ned for at gøre det mindre attraktivt at "definere sig selv som svag og søge passiv forsørgelse".
Men en sådan strategi vil kun skabe yderligere fattigdom, fordi årsagerne til manglende beskæftigelse er andre end økonomiske. Tværtimod vil forarmelsen berøve modtagerne af sociale ydelser vigtige ressourcer til at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.
I det hele taget er ulighed spild: Spild af menneskelig trivsel, livskvalitet og ikke - realiseret potentiale for den enkelte. Men også spild for samfundet - af beskæftigelse og dermed økonomisk vækst og velstand for os alle.
Men det findes der hos Ågerup ingen forståelse for: Hos ham virker kun jungleloven: Loven om at de stærkeste skal have lov til at rage til sig. Så må fanden tage de svage.
Det sidste demonstreres ikke mindst i Ågerups forslag om, at næsten alle overførselsindkomster skal fjernes, herunder folkepension, syge - og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og arbejdsløshedsdagpenge.
Dette vil selvsagt navnlig belaste den økonomisk dårligere stillede del af befolkningen, som især er de, som trækker på efterløn og folkepension, arbejdsløsheds- og sygedagpenge.
Men der er ifølge Ågerup ingen grund til, at staten skal omfordele til mennesker, der godt kan klare sig og betale selv. Ifølge Martin Ågerups plan skal disse statslige overførsler derfor erstattes af private forsikringer. Men det vil belaste de lavere indkomster mest dvs. vende den tunge ende nedad.
Besparelserne på omfordeling og velfærd skal bruges til at finansiere CEPOS' evige universalløsning: En flad skat. Det siger imidlertid sig selv, at når man herigennem fjerner enhver progression i beskatningen dvs. eliminerer top- og mellemskat, så vil en sådan skattereform under alle omstændigheder primært tilgodese de højere indkomster. Mens altså de besparelser på omfordeling og velfærd, der skal finansiere reformen, navnlig belaster de lavere indkomster.
Forringer konkurrence
Ågerup hævder, at vækst og velstand kun er skabt af markedet og den kapitalistiske økonomi på trods af velfærdsstaten og den statslige omfordeling. Igen er CEPOS helt galt afmarcheret.
Vækst og velstand er tværtimod skabt gennem et samspil mellem velfærdsstat og marked, herunder gennem den statslige omfordeling. Danmarks mange mindre virksomheder har brug for en stærk offentlig sektor, som leverer en lang række nødvendige forudsætninger for virksomhedernes konkurrenceevne: En velkvalificeret og omstillingsparat arbejdsstyrke, et fleksibelt arbejdsmarked, institutioner til pasning af børn og ældre, et effektivt sundhedsvæsen.
De offentlige overførsler og herigennem statens omfordeling er ikke i modsætning hertil, men en del heraf. Flexicurity og høje dagpengesatser er f.eks to sider af samme sag. Uden høje dagpengesatser ville fagbevægelsen være tvunget til i stedet at kræve meget længere opsigelsesvarsler og meget større ansættelsesbindinger i overenskomsterne og fleksibiliteten ville gå fløjten.
Det danske samfund er i dag på fuld fart ind i fremtidens videnssamfund, hvor vi skal klare os i en skærpet global konkurrence.
Her skal vi opruste det danske samfund, og vi skal have flere med. Det kræver investeringer i bedre og bredere uddannelse, bedre og bredere sundhed og mindre udstødning og øget beskæftigelse. Vi skal investere i større lighed, fordi det skaber menneskelig trivsel og bedre materielle levevilkår. Men også fordi det skaber øget samfundsøkonomisk vækst og velstand. Ulighed er spild.
Ågerups opskrifter om at skabe dynamik ved at øge skellene i samfundet og gennem økonomisk pisk stammer fra en ideologi (liberalismen), som hører hjemme i 1800-tallets gamle industrisamfund, som vi for længst er på vej ud af.
Det er et forsøg på at løse fremtidens problemer med fortidens opskrifter. Det vil ikke virke, tværtimod.
Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm. og medlem af Den Alternative Velfærdskommission. Han har også skrevet bogen: 'Ulighed er spild. Kritik af CEPOS - bogen 'Den retfærdige ulighed og analyse og diskussion af den virkelige ulighed'. Modskriftet er udkommet som e-bog på forlaget Alternativ. Det kan downloades på www.henrikherloevlund.dk.
Tak til Henrik Herløv Lund for klart at vise CEPOS-direktørens superegoisme.
Man fristes til at tro at Martin Ågerup står i direkte forbindelse med de russiske oligarker der tyvstjal Sovjetunionens værdier, godt hjulpet af IMF.
Når selv førende fundamentalistiske neoliberalister i Verdensbanken og IMF, bl.a. cheføkonomen og nobelpristageren Joseph Stiglitz, efterfølgende har erkendt at markedsøkonomien ikke kan alene, ja så kan det undre at CEPOS fremturer med et så antikveret udspil.
Jeg vil gerne takke MÅ for hans bog og den debat den skaber! Det er på tide at der gøres op med berøringsangsten overfor "lighed" og middelklassens omfordeling til sig selv.
Jeg er langt fra enig i alt hvad MÅ mener, herunder afskaffelsen af SU, dagpenge osv., men er glad for de tanker og debatter sådanne forslag sætter i værk.
Og i den forbindelse bliver jeg "træt" når der kommer automatpilot svar som det Henrik Herløv Lund leverer. Jeg synes det er trist at alle liberale tanker og ideer modsvares med disse "det er ren junglelov" indlæg.
Lad os dog i stedet diskutere om det virkelig er nødvendigt at middelklassen (som jeg selv) modtager børnecheck? Er det rimeligt at alle andre danskere skal give mig penge fordi jeg vælger at få et barn? Er det rimeligt at vi alle skal betale til at man kan gå på efterløn uden at man er det mindste nedslidt? Og til de der virkelig er nedslidte, er der jo andre muligheder, blandt andet fleksjob og er det virkelig grelt så er der førtidspension. Og lad os diskutere det både idealistisk og praktisk!
Og slutteligt så synes jeg næsten det er morsomt, at automatpiloten i ovenstående kronik er slået til en sådan grad at det afstedkommer et afsnit som:
"Der er også i dagens danske samfund en stor social ulighed, hvad angår sundhed. Ufaglærte og faglærte samt personer uden for arbejdsmarkedet har ringere helbredssituation, større træk på sundhedsydelser, flere sygeperioder og kortere middellevetid. Dette er ikke mindst et resultat af dårligt arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne jo er ansvarlige får."
Det er således arbejdsgiverne der er skyld i at folk der ikke har et arbejde er syge.....
Mvh
David Schjelde
En stor skal også herfra rettes til Henrik Herløv Lund for at påvise, at Martin Ågerups ideer er hentet fra det gamle industri-samfund og INTET kan bruges til i dag. Den moderne danske stat er således en konkurrence-stat, der konkurrerer med andre stater. Og i denne konkurrence går det såmænd ganske godt. Hvorfor? Fordi den danske stat omfordeler en stor del af indkomsterne, så få har meget og færre for lidt.
Det er jo ganske rigtigt, hvad Henrik skriver om den danske flexicurity model. Denne model har bidraget til, at det danske arbejdsmarked er fleksibelt, og kan reagere lynhurtigt på verdens omskiftelighed. Det betyder f.eks. at danske lønmodtagere, som bliver fyret kan blive omskolet på statens regning, så de lynhurtigt kan få et job igen. Hvis vi ikke havde dette system så var sikkert endt op med system a la Frankrigs eller Tyskland, hvor fastansatte nærmest er umulige at smide ud af, hvilket forhindrer unge mennesker i at komme ind på arbejdsmarkedet permanent.
Må jeg ikke desuden erindre Marin Ågerup om at arbejdsløsheds-dagpengene allerede er en privat forsikring (sådan set). Det er en forsikring man kan vælge at have, hvis man vil. Man kan også lade være. I DK har vi bare valgt at gøre denne forsikring over staten. Og sådan er det trygt og godt.
Hvis man ret til arbejdsløshedsdagpenge, har man også ret til sygedagpenge, og til barselsdagpenge...
Jeg tror desuden Martin Ågerup har været for meget i USA og England, og der blevet forblændet af de store virksomheders muligheder for selv at uddanne deres personale. Danmark har, internationalt set, stadig en masse små og mellemstore virksomheder, som er dybt afhængige af staten står som garant for at den opvoksende ungdom får en uddannelse, der rækker udover grundskolen og gymnasiet. Og jeg ved, at mange af de elever, jeg har undervist på erhvervsskolerne, aldrig ville være i stand til at tage en uddannelse, hvis ikke det var for SU'en. Og uddannelse er vigtig. Og det bliver endnu mere vigtigt i fremtiden. Og det bliver vigtigt at få alle med - også.
Jeg skal altså igen erindre om at det var den borgerlige regerig i 1980erne, der indførte børnefamilieydelsen (børnechecken) i et fosøg på ØKONOMISK at motivere folk til at få flere børn. Klassisk borgerlig politik. Og med den fokus der er på det dalende børnetal i Vesten, ikke mindst i Syderuopa, må det vel siges at være en succes, da danske kvinder faktisk får 1,8 barn i snit mod Italienske kvinders 1,1 barn i snit. Vi giver ikke dig penge fordi du vælger at få et barn. Samfundet (staten) giver dig penge som belønning for at du har bidraget til samfundets overlevelse gennem at producere 1 stk borger som samfundet om 20 år kan bruge som 1 stk arbejdskraft.
Er det rimeligt at jeg som er imod miltiræret tvinges til at betale for det over min skattebillet ? Er det rimeligt at ateisterne tvinges til at betale for kirkebygningerne? Er det rimeligt at jeg som ingen bil har, tvinges til at betale til vejenes vedligeholdelse? Og er det rimeligt, at jeg tvinges til at betale til sygehusene, til plejehjemmene, til børnehaverne, når jeg nu hverken selv er syg, er gammel eller har børn? Ja, det er det, alene af den grund, at jeg er en borger i det her samfund, og derfor er jeg interesseret i samfundet som helhed, ikke udelukkende i at mele min egen lille ego-istiske kage ifht. min verden. Jeg kan se det fantatiske i, at vi har skabt et samfund, som gør at min svogers mor kan komme gratis på hospitalet, at min søster kan få en grafis ryg-operation, og at min nu afdøde kunne komme gratis på plejehjem de sidste 2½ måned før han døde. Jeg kan også de det fantastiske i, at vi har skabt et samfund, hvor vi passer på hinanden, og hvor der dybt nede under det hele ligger en erkendelse af, at alle mennesker kan komme ud for ulykker, som kan få livet til at vælte, og som kan gøre dem syge, handicappede eller på anden forhindre folk i at deltage i samfundet. Her står det danske samfund så parat med hjælp til folk, der bliver syge eller får et akut hjerte-anfald eller får en blodprop i hjernen. Det står i skarp modsætning til Martin Ågerups og CEPOS's liberalistiske vision, hvor alles kolde egoistiske kamp mod alle gælder - og Fanden tager de sidste. Og hvis Martin Ågerup er så glad for sådan et samfund, burde han flytte hen, hvor det allerede er virkeligt - han burde pr. omgående flytte til - USA...
/Karsten
Og ja, man er altså nedslidst efter 40 år på arbejdsmarkedet. Der findes stadig folk i det her land, som har arbejdet hele deres liv siden de var 14 eller 18. Og de er nedslidt, om ikke fysisk, så i hvert fald psykisk. Og de fortjener at have en god og dejlig 3.alder. Og man godt være psykisk nedslidt efter i 35-40 år at have været f.eks. folkeskolelærer eller sidde på kontor, skulle jeg hilse og sige. Og ja, der er fleksjob og førtidspension. Hovedproblemet er her, at det tager 3-6 at dokumentere nedsat arbejdsevne, og hvis der bare den mindste mikroskopiske chance for at personen kommer sig, bliver det et afslag, eller hvis kommunen skal spare.
Jeg tror ganske enkelt ikke CEPOS mv. aner hvor svært det er at få fleksjob eller førtidspension i dag.
/Karsten
Martin Ågerup skrev et par kronikker i anledning af sin nye bog, først i Politiken i begyndelsen af dec. dernæst i Information d. 28. dec. Som en slags forannoncering af bogen havde han også et indslag i P1 Formiddag med Poul Friis, den 30. november. Kan genhøres her:
http://dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2007/11/29124004.htm
Disse tre eksempler på Ågerups udbredelse af sine naivt-liberalistiske betragtninger virker stærkt beroligende. Der er virkelig hverken vidder, dybder eller højder over visionerne, de burde være lette at imødegå, og Henrik Herløv Lunds svar den 29.dec. gør det både stilfærdigt, afbalanceret, berettiget og velanbragt.
I Ågrups kronik af d. 28.12. bruger han en fodboldmetafor, kalder han det selv. Han kommer med den forestilling, at "en generel omfordeling af samfundets velstand" svarer til en fodboldkamp hvor dommeren blander sig i kampens resultat: "Dommeren kan ikke både have en målsætning om være fair og upartisk og samtidig en målsætning om at sikre, at begge hold scorer ca. lige mange mål."
Jamen Ågerup dog. Formålet med en fodboldkamp er at få en afgørelse, altså finde en vinder og en taber.
Formålet med samfundet er ikke at finde vindere og tabere. Samfundet har til formål at fungere til fordel for de mennesker der lever i det. Og de mennesker har ikke (allesammen) kun interesse i at bekæmpe hinanden, de har også somme tider sammenfaldende interesser. Men allerede her falder liberalisterne fra, for det ville jo indebære at man kunne finde på at lave noget som helst i fællesskab, det værste man kan foreslå en liberalist.
Det handler om graden af civilisation. I en højtudviklet civilisation skal der være adgang til uddannelse, sundhed, socialforsorg og retsvæsen mv. af høj kvalitet. Hvis adgangen ikke er lige, får vi helt af sig selv en civilisation på et lavere trin. Her kommer "den generelle omfordeling af samfundets velstand" ind. Vi har i vores del af verden udviklet os frem til groft set tre hovedfelter at omfordele på.
Den ene er gratisydelserne. Det er gratis at bruge gader og veje, skoler og biblioteker, lægehjælp, skadestue og politi. Det koster at tale i telefon, se fjernsyn, køre med bus, bruge vuggestue, tandlæge og plejehjem. Grænserne fra gratis til betalingsydelser flyttes jævnligt og er et politisk anliggende. Det samme er tilskudspolitikken.
Det andet er de generelle, direkte overførsler og tilskud til befolkningsgrupper i bestemte livssituationer. Det er f.eks. børnetilskud, SU, sygedagpenge, flexjobordninger, kronikertilskud, folkepension, wildcard, mimrekort. De generelle overførsler har den store fordel, som Ågerup sikkert vil påskønne, at der slet ikke skal være en "almægtig stat, der overvåger og griber ind i selv de mindste gøremål og beslutninger", for når rettigheder tilkommer alle, skal der ikke sagsbehandles, skønnes og vurderes i hvert enkelt tilfælde, med risiko for fejlskøn. Og vigtigst: Det er ikke stigmatiserende at modtage disse ydelser, for når de står til rådighed for alle, er man ikke som modtager stemplet som værende ude af stand til at klare sig selv.
Det tredje hovedfelt er skatterne, der skal finansiere det ønskede civilisationsniveau. Der diskuteres heftigt flad skat, progression, proportionalstræk osv. men også skatterne har en vigtig funktion som omfordelingsparameter. Igen et politisk spørgsmål.
Lad os endelig fastholde og videreudvikle disse omfordelingsmekanismer med deres relativt få og enkle håndtag for det politiske system at styre på. Uden, ville vi sætte halvandet århundredes samfundsudvikling over styr og havne i de førindustrielle tilstande, som de store økonomiske tænkere byggede deres systemer på, og med dem desværre stadig visse tanketomme tænketanke som f.eks. Cepos.
Lad os endelig fastholde og videreudvikle et højt civilisationsniveau.
Jeg glæder mig til at læse Henrik Herløv Lunds bog i sin helhed.