Kronik

Universitets-demokratiets fald

Regeringen fjernede i 2003 universiteternes selvstyre. For at få en effektivere ledelse, der var tilpasset globaliseringen. Men forud var gået 35 år, hvor man havde forsøgt at skabe et universitetsdemokrati, der også omfattede studerende og andre ansatte end professorer
De studerende havde selv undermineret deres indflydelse på universiteternes styre længe før regeringen i 2003 fjernede selvstyret. Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i sin åbningstale i 2005, at -vi skal forske i de ting, samfundet har brug for«, og at vi skal give penge til dem, der kan -levere varen-. Her ses han sammen med formand for Københavns Universitets bestyrelse, Bodil Nyboe Andersen, og rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen.

De studerende havde selv undermineret deres indflydelse på universiteternes styre længe før regeringen i 2003 fjernede selvstyret. Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i sin åbningstale i 2005, at -vi skal forske i de ting, samfundet har brug for«, og at vi skal give penge til dem, der kan -levere varen-. Her ses han sammen med formand for Københavns Universitets bestyrelse, Bodil Nyboe Andersen, og rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen.

Kim Agersten

11. december 2007

De studerende havde selv undermineret deres indflydelse. Deres deltagelse i valgene til de styrende organer var faldet. Odense Universitet skrabede efter årtusindskiftet bunden med en stemmeafgivning på 13 procent, men det stod ikke stort bedre til i Århus med 15 procent. Også de ansatte havde sjoflet universitetsdemokratiet. Sjældent blev en institutbestyrer valgt efter et kampvalg. Sjældent blev der fremlagt noget institutpolitisk program. Ofte fandt man en medarbejder, som man mere eller mindre pressede til at blive en passiv pedel på instituttet, så alle kunne leve mest muligt uforstyrret.

Bemærkningerne til lovforslaget om reformen fremhævede, at Danmark tilsluttede sig en gruppe af lande, som f.eks. Norge, Sverige, Østrig, Holland, Tyskland, Storbritannien og Japan, der havde gennemført 'tilsvarende' reformer. I realiteten var forslaget dog mere radikalt end i nogle af disse lande. I Sverige havde man stadig valgte institutledere, i Norge var der ingen konkrete planer om ændringer svarende til de danske, i Tyskland havde man en overordnet universitetslov, der sikrede det akademiske selvstyre, i USA havde universitetsforskere som minimum stor indflydelse og vetoret i akademiske anliggender, og selv i Kina valgte man institutlederne. Universitetsreformen bekræfter, at de bemærkninger, som danske embedsmænd forsyner lovforslag med, ikke er hævet over kritik. En senere international sammenligning af ni lande, deriblandt de øvrige nordiske, England, Canada, Polen, Portugal og Rumæænien, viste 1) at kun i Danmark har universiteterne et eksternt flertal i bestyrelserne og kun i Danmark er det obligatorisk, at bestyrelsesformanden skal være ekstern 2) at kun i Polen og Rumænien kunne man ligeledes pålægge forskerne bestemte forskningsemner.

Holmgaards vision

Professor Jørgen Holmgaard diskuterede i 1991 i en bog, at de førende amerikanske universiteter var løbet fra de europæiske. De amerikanske universiteter var langt mindre præget af indavl og uselvstændighed blandt det videnskabelige personale. Forskerne skiftede ofte arbejdsplads. Forskerne havde mere tid til forskning. Forskerne opfattede sig hele tiden som værende på et bevægeligt arbejdsmarked. De var konstant bevidste om deres egen markedsværdi. Det sikrede en høj produktivitet - men det kunne knibe med at frembringe de helt originale tænkere, som i de bedste tilfælde havde karakteriseret europæiske universiteter. Det var folk, der over mange år forfulgte en tilsyneladende helt skæv idé, som først på et meget sent tidspunkt måske kunne vise sig frugtbar. De enkelte amerikanske universitetsinstitutter blev ledet af en chairman, som kynisk og holdningsløst ansatte professorer ud fra en vurdering af deres evne til at tiltrække betalende studerende. Systemet byggede på store og mobile forskningsmidler. Lønningerne blev fastsat ud fra forskerens anslåede markedsværdi - uden stillingsopslag, bedømmelsesudvalg, langtrukne ansættelsessager med klagefrister, overenskomster og kollektive løntariffer! Uden statsstyring! Ud med at forskerne 'spildte' tid på folkeoplysning og at være deres samfunds intellektuelle samvittighed! Jørgen Holmgaard forudså, at Danmark ville efterligne det amerikanske system. Men han forudså også, at resultatet meget nemt kunne blive en blanding af det dårligste fra de to systemer.

Fra 'forskning til faktura'

En voksende bekymring for de danske universiteters konkurrenceevne banede vej for VK-regeringens ændring af universiteternes ledelsesform. I det 21. århundredes første 11 universitetsbestyrelser satte man 114 medlemmer. Heraf var de 63 eksterne. Heraf var 28 personer topchefer i dansk erhvervsliv. 17 personer havde baggrund i forsknings- eller uddannelsesinstitutioner. 11 havde baggrund i private kulturinstitutioner. Syv havde baggrund i den offentlige forvaltning. Især medicinalindustrien, nærings- og nydelsesmiddelindustrien, finanssektoren og forsvarsindustrien var repræsenteret. Fem af de 11 formandsposter var besat af erhvervsfolk. Bestyrelsesformanden for Danisco var fællesformand for universitetsbestyrelserne. Regeringen havde udpeget en række repræsentanter fra de samme erhvervsvirksomheder (Lundbeck, Novo Nordisk, Novozymes, Carlsberg, Danisco og Arla) til de offentlige forskningsråd. Udvælgelsen indikerede på hvilke områder, man især ville fra 'forskning til faktura'.

I 1800-tallet havde man opgivet at styre universiteternes grundforskning, fordi ingen kunne forudse, hvad samfundet ville få brug for. Men nu ville man styre i den åbne, globaliserede verden. Statsminister Anders Fogh Rasmussen tilkendegav i sin åbningstale i 2005, at "vi skal forske i de ting, samfundet har brug for". Regeringen ville lægge en "pick the winners"-strategi. Man ville have "value for money" ved at give penge til dem, der kan "levere varen" - den forskning som er bedst, som en yngre venstrepolitiker hjælpsomt uddybede i TV-avisen. Det forblev et ubesvaret spørgsmål, hvordan regeringen på forhånd ville finde de "winners", som "samfundet har brug for".

En overrasket Sander

Universiteternes bestyrelsesmedlemmerne aflønnedes beskedent (i 2005 med ca. 75.000 kr. årligt). De var travle folk, de kunne ikke mødes ofte. Derfor kunne de ikke træffe beslutninger så hurtigt som forventet. Samtidig var der uklarhed om grænsefladen mellem bestyrelsernes og ministeriernes råderum. Det kom som en overraskelse for videnskabsminister Helge Sander, at bestyrelserne ofte tilkendegav, at de ønskede større frihed fra ministeriets detajlstyring.

Lærerne måtte for deres egen skyld producere så mange kandidater som muligt, samtidig med at de meriterede sig ved at publicere mest muligt. Helst i internationale, ofte engelsksprogede tidsskrifter, så deres institut og universitet hævdede sig i den internationale konkurrence på grund af oppefra kommende ønsker om benchmarking. Udtrykket internationalt samarbejde var næsten forsvundet fra universitetssproget til fordel for "international konkurrence". Der blev talt om "vidensøkonomi". Universiteterne skulle sikres en høj international "ranking". Videnskabsministeriet angav på hjemmesiden, at formålet var at sikre samspillet mellem erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesmiljøerne samt at styrke koordination i forhold til erhvervs- og innovationspolitikken.

Først erhvervsliv, så forskning, så uddannelse. Det var den ideologiske parole for ministeriets og universiteternes mission.

En fundamental debat

I 2006 indledte ministeren fusioneringer af universiteter og forskningsinstitutioner for at få større enheder. Ideen var, at universiteter-ne skulle påtage sig opgaver for ministerier og andre opgaver. Direktøren for Danmarks Miljøøundersøgelser (DMU) Henrik Sandbech, der også var formand for sektorforskningsinstitutionernes direktørkollegium, udtalte ved flere lejligheder, at man ikke efterfølgende kunne have andre forskere fra samme institution, der offentligt diskuterede kvaliteten af deres kollegers bestilte forskningsarbejder. Det rejste en debat om tre fundamentale principper for universiteters placering i et åbent og demokratisk samfund: 1) at forskerne havde en pligt til at kritisere egne og andres forskning, 2) at universitære institutioners ledelser hidtil ikke havde haft bestemte opfattelser af forskningsmæssige sandheder, kun enkelte forskere havde sådanne og 3) endelig de universitetsansattes almindelige ytringsfrihed. Der kom større opmærksomhed om, at universiteterne ikke kun burde anskues i et øjeblikkeligt samfundsøkonomisk perspektiv.

Videnskaben har siden oplysningstiden kæmpet for uafhængighed af religion og politik. Kan statsindgreb supportere konkurrenceevnen over for fremstormende amerikanske og asiatiske universiteter? Ikke ifølge tidsskriftet Economist. Det forudså, at det ville blive svært for de europæiske universiteter at frigøre sig fra statslig detajlstyring og finansiel knaphed.

Kronikken er et redigeret uddrag af Tim Knudsen: 'Fra folkestyre til markedsdemokrati', Akademisk Forlag 2007)

Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu