Kommentar

Afghanistan og NATO's fremtid

Det ville være en politisk dumhed uden sidestykke, hvis Vesten på baggrund af manglende engagement og politisk fremsyn skulle forspilde sin succes i Afghanistan
Den afghanske præsident, Hamid Karzai (billedet), står over for en hård opgave. Men det gør NATO også. Det er nemlig på høje tid, at NATO-landene vedtager en fælles strategi med en massiv forøgelse af civil og militær hjælp til det hærgede Afghanistan, skriver Joschka Fischer.

Den afghanske præsident, Hamid Karzai (billedet), står over for en hård opgave. Men det gør NATO også. Det er nemlig på høje tid, at NATO-landene vedtager en fælles strategi med en massiv forøgelse af civil og militær hjælp til det hærgede Afghanistan, skriver Joschka Fischer.

Anjum Naveed

Debat
2. januar 2008

Det går ikke godt i Afghanistan. Omkring årsskiftet 2001/2002 besluttede Bush-administrationen, at stabilisering og genopbygning af Afghanistan ikke længere havde førsteprioritet, og satsede i stedet på at udskifte regimet i Irak med militærmagt. Afghanistan kan derfor med rette ses som det første offer for administrationens fejlslagne strategi.

Men Bush-administrationen er ikke den eneste skyldige i situationen i Afghanistan. Det var NATO's job at sikre landets stabilitet og sikkerhed, så derfor deler NATO's svage generalsekretær og de europæiske allierede, især Tyskland og Frankrig, ansvaret for den forværrede situation.

Men trods alle vanskelighederne er Afghanistans stilling, til forskel fra Iraks, ikke håbløs. For det første var der en god grund til at gå i krig i Afghanistan, fordi angrebene den 11. september 2001 havde udgangspunkt der. Og da den først kom i gang, betød Vestens intervention afslutningen på en næsten uafbrudt borgerkrig og ses stadig af flertallet af befolkningen som noget positivt. Og endelig ødelagde interventionen ikke, som i Irak, landets infrastruktur eller truede dets sammenhængskraft.

Hvis Vesten forfølger realistiske mål, og gør det med udholdenhed, kan man stadig opnå det egentlige mål - en stabil centralregering, der kan fordrive Talebanerne, holde sammen på landet og, med støtte fra det internationale samfund, sikre landets udvikling.

Opskrift på succes

Der er fire forudsætninger for Vestens succes:

1) Oprettelse af afghanske sikkerhedsstyrker, der er stærke nok til at fordrive talebanerne, begrænse dyrkningen af opium og skabe indenrigspolitisk stabilitet;

2) En villighed fra NATO's side til at opretholde det militære engagement, uden nogen nationale forbehold - specielt bør Tyskland og Frankrig opgive deres forbehold over for deres engagement.

3) En betragtelig stigning i udviklingsstøtte, specielt til den indtil videre negligerede sydlige del af landet.

4) Fornyelse af den regionale enighed, man opnåede i Bonn i 2001, under hvilken genopbygningen af den af-ghanske stat skulle støttes af alle involverede parter.

Krigen i Afghanistan har aldrig kun været en afghansk borgerkrig, i årtier har landet været scene for regionale konflikter og kampe om overherredømmet. Så Talebans genfødsel skyldes både den beklageligt negligerede genopbygning af den sydlige og østlige del af landet og udefra kommende påvirkninger. Ikke mindst har Pakistan i nu over to år fjernet sig fra Bonn-aftalerne og i stedet satset på Talebans genfødsel og givet bevægelsen massiv støtte. Uden Talebans tilflugtssteder på den pakistanske side af grænsen til Afghanistan, uden pakistansk finansiering og opbakning fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, ville Talebans forstærkede oprør mod Afghanistans centralregering have været umulig.

Leger med ilden

Pakistans handlinger forklares gerne med strategiske omlægninger i lyset af USA's svage stilling i Irak og regionen som helhed. Og ved det nye, stærkere forhold mellem Indien og Afghanistan, der har resulteret i en øget indisk tilstedeværelse i Cen-tralasien. I denne forbindelse ser Pakistan Karzai-regeringen i Kabul som fjendtlig over for Islamabad og som en trussel mod landets afgørende strategiske interesser.

Men ved at støtte Taleban leger Pakistan med ilden, for nu truer Taleban også Pakistan. Den amerikanske Pakistan-politik er farligt kortsigtet og minder om de fejl, USA begik i Iran i tiden op til den islamiske revolution i 1979. Ikke desto mindre har USA dog en Pakistan-politik - hvilket er mere, end hvad man kan sige om NATO og Europa. Det er nærmest uforståeligt, at mens NATO's fremtid bliver afgjort i Kushbjergene, og mens tusindvis af udstationerede europæiske soldater sætter livet på spil, har Pakistan - nøglen til succes eller fiasko i Afghanistan - ikke fået tildelt nogen rolle i NATO's fremtidsplanlægning.

En del af NATO's problemer skyldes det faktum, at flere af medlemslandene insisterer på retten til at tage deres egne militære og politiske beslutninger, og disse 'nationale forbehold' begrænser i alvorlig grad NATO's mulighed for at agere. Hvis NATO skal lykkes, må denne situation ændres øjeblikkeligt.

Derfor er det på høje tid man afholder et NATO-topmøde, hvor alle medlemslande gør deres stilling op og drager de nødvendige konklusioner. De nationale forbehold bør fjernes, og man bør vedtage en fælles strategi, deriblandt en massiv forøgelse af civil og militær hjælp til Afghanistan, hvis man virkelig vil undgå, at landet ender i den samme afgrund som Irak.

Endvidere må man genfinde det fælles fodslag blandt alle de lokale kræfter, også i Pakistan, Iran og Indien, hvis fælles ansvar for fred, stabilitet og genopbygning i Afghanistan bør understreges af Europa og USA. For at opnå dette, er det nødvendigt med en opfølgning på Bonn-aftalen.

Hvor krigen i Irak har været baseret på ønsketænkning, var krigen i Afghanistan nødvendig og uundgåelig, det var herfra terrortruslen og 11. september udsprang. Det ville ikke blot være en tragedie, det ville være en politisk dumhed uden sidestykke, hvis Vesten på baggrund af manglende engagement og politisk fremsyn skulle forspilde sin succes i Afghanistan. Europa ville komme til at betale en uacceptabel høj pris, og NATO's fremtid ville ligeledes blive bragt i fare.

Joschka Fischer, leder af partiet De Grønne i næsten 20 år, og Tysklands udenrigsminister og vicekansler fra 1998 til 2005.

©Project Syndicate, www.project-syndicate.org

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

og Joschka Fischer vil man huske var netop en af de får der gik offentligt i rette med Romsfeldt i Irak spørgsmålet. Man bør defor læse hans indlæg og tænke sig om, det er der god grund til at gøre når det gælder Afghanistan

Uanset hvad NATO og USA påstår , har de tabt krigen i Afghanistan.
Afghanere betragter NATO og USA ikke som befrier, men besætter og værre end sovjet-russer.
Det eneste løsning burde være at:
1:) Både NATO-USA og Taliban og andre modstandsgrupper, som bekæmper vestlige tropper skal sidde ved bord og forhandle en tidsplan om tilbagetrækkning
2): Hvis der er behov for fremmede tropper i Afghanistan, så nogle muslimske land som har både en god forhold med NATO-USA og afghanske Taliban og andre frihedkæmper, kan erstatte vestlige besættelses tropper
3):dannelse af afghanske overgangsregering og militær og politi
4):Fri valg

Man skal være opmærksom på som Søren Gade, Danmarks Krigminister, siger: Der er afghanistan og afghanske løsning til".

Alle andre løsning uden at nævne tilbagetrækning og uden at sidde ved forhandlingens Krigens partner, vil med sikkert slå fejl. og det koster skatteyderne . Jeg tror, skatteydrene vil heller støtte en tilbagetrækning.

Du er en drømmer Taslim - lige som dine venner i Taliben - forhandlingerne kommer - men de kommer først når alle muligheder for genindførelse af religiøst styre er væk.

R H Ristinge!

Vi vil før eller senere blive befriet af de NATO-USA demokratur-facismen og indfører med ALLAH s vilje et stærkt islamisk stat, der skal også have et godt forbindelse med alle islamisk nationer og de lande, der ønsker et godt forhold med den kommende Islamiske stat.

Mindst 121 amerikanske soldater har efter tjeneste i Irak og Afghanistan begået drab i USA. Det skriver avisen New York Times søndag.

De hjemvendte soldater har oplevet ting, der er så grænseoverskridende og traumatiserende, at nogle efterfølgende vil gå rundt som tikkende bomber, og udgøre en latent trussel mod sig selv og andre. Det skulle være mærkeligt, hvis danske soldater, der oplevet det samme som deres amerikanske kammerater ikke også vil reagere på samme måde.

Gad vide om Ristinge og den øvrige flok at glade militarister i denne tråd, har gjort sig tanker om, hvad det egentlig på mellemlangt sigt vil få af omkostninger for Danmark, at vi med hovedet under armen og flyvende faner, har kastet os ud i rollen som villige marionetter i George W. Bush´s neokolonialistiske og militaristiske eventyr i den fattigste del af verden?

Taslim

Du er så sjov.