Læsetid 4 min.

Akkreditering: Kvalitetsudvikling eller unødigt bureaukrati?

Der er et internationalt pres for udvikling af akkrediteringssystemer, men der er ikke en entydig model. Danmark kunne med fordel have skabt en dansk model, der bedre matchede den nationale kontekst.I stedet blev udviklingen af den danske model en arena for magtkampe mellem ministerier
Akkreditering er en lyskurvsregulerings-teknologi. Ideen er, at et specialiseret organ godkender, ikke-godkender eller eventuelt betinget godkender en given aktivitet eller organisation.

Akkreditering er en lyskurvsregulerings-teknologi. Ideen er, at et specialiseret organ godkender, ikke-godkender eller eventuelt betinget godkender en given aktivitet eller organisation.

23. januar 2008

Akkreditering er på mode. Akkreditering er en lyskurvs-reguleringsteknologi. Ideen er, at et specialiseret organ godkender, ikke-godkender eller eventuelt betinget godkender en given aktivitet eller organisation. Formålet er at vurdere, om aktiviteten eller organisationen lever op til foruddefinerede mindstekrav til kvalitet.

I det forgangne år trådte en ny lov om akkreditering inden for videregående uddannelse i kraft. I en tid med øget konkurrence mellem uddannelsesinstitutionerne, fusioner, der skaber nye faglige muligheder, samt krav om minimering af frafald og maksimering af gennemstrømning af studerende på normeret tid er det bestemt vigtigt at sikre uddannelsernes kvalitet. Men er det nye akkrediteringssystem gearet til denne opgave? Og er den danske model for uddannelsesakkreditering kommet godt fra start. Svaret er nej. Der er en række problemer, hvis årsager primært skal findes i lovgivningens indhold, men også i den måde, loven implementeres på.

For det første er den danske model rodet organiseret. ACE Denmark, som akkrediteringsinstitutionen med en ikke særligt sigende betegnelse har valgt at kalde sig, er en rodet forestilling. Institutionen består for det første af Akkrediteringsrådet. Rådet er det besluttende organ vedrørende akkreditering af al videregående uddannelse. Herudover er der etableret et rådssekretariat, et fagligt sekretariet og et ledelsessekretariat. Rådssekretariatet varetager sekretariatsbetjeningen af rådet. Det faglige sekretariat har med de faglige vurderinger at gøre for uddannelser under Videnskabsministeriet.

For uddannelser under andre ministerier er der andre aktører og procedurer. På Undervisningsministeriets område er det Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der forbehandler sagerne til rådet. Den rodede organisering får formodentlig som konsekvens, at der næppe kan skabes den sammenhængende udvikling i dansk videregående uddannelse, som der er stort behov for.

Unødigt omfattende

For det andet er den danske model unødigt omfattende. Den danske model bygger på forestillingen om, at alle videregående uddannelser i løbet af en kort årrække skal gennem akkreditering. ACE Denmark regner selv med, at der fra 2009 og fremefter skal akkrediteres cirka 200 uddannelser pr. år. Skal denne øvelse blive kvalitetsudviklende, bliver den ressourcekrævende. Mest sandsynligt er, at den mange steder vil blive oplevet som et unødigt bureaukrati.

Det kan undre, at man ikke har valgt en mere strategisk tilgang, f.eks. en partiel model. F.eks. kunne man i udgangssituationen have valgt at betragte eksisterende uddannelser som godkendte (hvad de jo reelt er, blot af andre aktører) og sætte ressourcerne ind på at akkreditere nye uddannelser. På sigt kunne denne tilgang have været suppleret med re-akkreditering af eksisterende uddannelser på områder, hvor der vurderes at være behov herfor. På andre områder, f.eks. arbejdsmiljø og fødevarekontrol, prioriteres reguleringsressourcerne i stigende grad efter, hvor behovet er størst. Hvorfor ikke gøre dette også på uddannelsesområdet?

For det tredje er de formulerede kriterier populistiske, og de udmøntes i så mange underkriterier, at checkliste-adfærd frem for refleksion stimuleres. På Videnskabsministeriets område fastsætter reglerne fire kriterie-søjler: 1) Behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet, 2) forskningshøjden, 3) uddannelsesdybden og 4) uddannelsens resultater. Den danske model lægger stor vægt på relevans, mens det mest centrale, den faglige kvalitetsvurdering, gives begrænset plads.

De fire søjler er specificeret i 10 kriterier, der alle opererer med flere underpunkter. Reelt er der tale om mere end 20 kriterier. Tages kriterierne alvorligt, bliver det ressourcekrævende for den enkelte uddannelse at dokumentere, at den lever op til alle disse kriterier. Særlig vanskeligt er relevanskriteriet og især for nye uddannelser. Her stilles krav om en arbejdsmarkedsanalyse, der skal sandsynliggøre, at der er behov for uddannelsen, ligesom arbejdsmarkedssituationen for dimittender fra beslægtede uddannelser skal beskrives. Al erfaring viser, at det er usikkert at vurdere arbejdsmarkedsbehov, da dette er en flygtig og ustabil ting, der varierer over tid blandt andet på grund af konjunkturudsving.

Fra start uden faglighed

ACE Denmark har startet sin virksomhed med at se på universiteternes forslag til nye uddannelser. ACE Denmark modtog i 2007 55 ansøgninger. 20 af disse er færdig-behandlede. 13 er godkendt, seks har fået afslag og en er afvist.

Rådet har fulgt det faglige sekretariats indstillinger. Alle ansøgninger er vurderet med afsæt i tre kriterier: samfundsrelevans, forskningsbasering og faglig progression. I forhold til de ovenfor omtalte kriteriesøjler udgør faglig progression en ny formulering. Og begrebet gives forskelligt indhold i forskellige sager.

I akkreditering er det normalt eksperter, der operationaliserer kriterierne og står inde for vurderinger og konklusioner. I relation til nye uddannelser på Videnskabsministeriets område arbejdes der i den danske model uden eksperter. De uddannelser, der er taget stilling til, handler om alt fra f.eks. jordbrug, biologi og sundhed til f.eks. musik, lyd, kognition, kultur og ledelse. Det faglige sekretariat er bemandet med medarbejdere med evalueringskompetence. Er disse overhovedet klædt på til f.eks. at vurdere faglig progression? Og er der overhovedet tale om akkreditering, når der ikke benyttes eksperter?

Inddragelse af eksperter er nødvendig, hvis øvelsen skal blive kvalitetsudviklende og opnå legitimitet i uddannelsesverdenen. Andre faktorer er også væsentlige, hvis legitimiteten skal sikres. Rådets formand taler om, at der lægges stor vægt på åbenhed og gennemsigtighed. Men praksis er ikke overbevisende. Rådets afgørelser lægges frem som ganske kortfattede beslutningsdokumenter. Da der kun refereres indirekte til det bagvedliggende ansøgnings- og dokumentationsmateriale, er gennemsigtigheden reelt illusorisk. Også akkrediteringsinstitutionens bemanding har betydning for dens legitimitet. I rekrutteringen af ledelseslaget synes der imidlertid at have været lagt større vægt på sikring af intern tillid mellem institutionens organisatoriske dele end på indsigt i uddannelsesverdenen og sikring af ekstern legitimitet i relation til denne.

Mangel på refleksion

I foråret 2008 vil ACE Denmark gennemføre en pilot-fase, hvor 15-16 eksisterende uddannelser vurderes. I pilotfasen skal dokumentationskravene præciseres og forskellige modeller for inddragelse af ekspertpaneler afprøves. Trods dette vil processen være gyldig. Tages pilotfasen alvorligt, er der risiko for, at uddannelserne vurderes på varierende grundlag.

For at undgå sådanne problemer har EVA klogt valgt at tilrettelægge en egentlig testfase, hvor kriterier og procedurer udvikles i dialog med feltet, men hvor resultaterne ikke er gyldige.

Hvorfor har vi fået en model kendetegnet ved så mange problemer? Der er flere forklaringer. Der er et internationalt pres for udvikling af akkrediteringssystemer. Men der er ikke en entydig model. Danmark kunne med fordel have reflekteret mere og skabt en dansk model, der bedre matchede den nationale kontekst. I stedet blev udviklingen af den danske model en arena for magtkampe mellem ministerier. Derfor den rodede organisering. På kort sigt kan rammerne sikkert ikke ændres, men den nye akkrediteringsinstitution kan stadig nå at sætte seriøst ind på at sikre legitimitet i uddannelsesverdenen.

Akkrediteringsinstitutionen bør evalueres. Følgeforskning bør igangsættes allerede nu. Et uafhængigt evalueringsteam bør følge udviklingen. Kun derved kan der skabes en refleksiv proces, der på sigt kan sikre et system, der matcher de udfordringer, der er i dansk videregående uddannelse. En evaluering bør inkludere et element af udsyn. Andre landes erfaringer bør diskuteres mere eksplicit i udviklingen af den danske model.

Hanne Foss Hansen er professor i offentlig forvaltning og organisation på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu