Læsetid: 5 min.

Ansvar for egen læring - hvor ligger det?

Er den forkyndende religionsundervisning virkelig så farlig?
18. januar 2008

I Roskilde Stift har vi som i de fleste andre stifter et religionspædogisk udvalg, der skal fremme undervisningen i kirke og kristendom rundt omkring i stiftet. Her sidder både præster og lærere. De første mener, at undervisningen ikke blot skal være oplysende, men også forkyndende. Når folk sender deres børn til konfirmand- eller anden undervisning, så er det ikke for, at de skal vide noget, men også for at de kan lære at sige trosbekendelsen udenad og bede fadervor og synge med på de mest populære salmer (top-hit er i hver årgang Hil dig frelser og forsoner). Kirken er sig bevidst, at den skal være påvirkende, og i et vist omfang også opdragende. F.eks. hører etik med som en vigtig del af den kirkelige undervisning. Her trækker man på en lang tradition, der går tilbage til antikken, hvorfra man da også har givet os ordet pædagogik, dvs. barne-fører og af og til også barne-forfører i betydning påvirke, forme, bearbejde. Vi har en efterklang af det græske i ordet opdrage, som betyder at drage barnet op, nemlig fra det ufuldkomne stade, det er i som lille. Barndommen var tidligere en ret foragtet alder, hvor man endnu ikke var blevet voksen og færdig. Men det kunne der rådes bod på ved at fylde barnet med kundskaber og idealer og praktisk moral. Indlæringsmetoderne omfattede især udenadslæren og til tider også korporlig afstraffelse, idet mange ting måtte bankes ind i barnet.

I det pægogiske udvalg sidder som sagt også lærere, og de har et helt andet udgangspunkt. De tager afstand fra enhver form for forkyndelse og indoktrinering. Al undervisning skal være fri, og barnet skal derfor selv bestemme, hvad og hvordan det vil lære noget. Det hedder med et norsk slogan 'Ansvar for egen læring', og det er nu indført i Den danske Folkeskole. Med hertil hører også kærlig og venlig behandling af barnet.

Religionen gled ud

I vore dage er de to systemer gledet lidt ind i hinanden. Ingen af opfattelserne anerkender således korporlig afstraffelse, og begge forudsætter elevens egen medvirken, men stadig står det antikke og moderne undersystem overfor hinanden.

Det bliver særligt aktuelt i religionsundervisningen, hvor man skal kunne noget bestemt, og hvor man også er nødt til at arbejde med holdninger for at kunne forstå. I 1975 vedtog Folketinget ganske vist, at religionsundervisningen ikke måtte være forkyndende, og det havde ofte den konsekvens, at den blev usammenhængende og ligegyldig. Derfor faldt den tit helt væk, idet mange lærere brugte timerne til noget helt andet, alt afhængig af, hvad de måtte være bagefter med i andre fag.

Men i de senere år er religionspædagogikken igen kommet på dagsordenen. Fremmede religioner, islam og især buddhisme er kommet indenfor og kræver at blive genstand for undervisning. Det er således lige til tiden, at et nyt tidsskrift, Religionspædagogisk Forum har set dagens lys. Her kan man læse om de nye strømninger på området. Hvor langt vi er kommet, kan man se af et klassisk religionshistorisk indlæg, hvor et par religionshistorikere leverer en light udgave af Marx' dictum om at "religion er opium for folket". Religion er løgn og latin og gamle kartofler, og det skal børnene have at vide.

Pendulet svinger

Men sådan er skolen slet ikke i dag, for den er sådan set ligeglad med, om det er fakta, den lærer børnene. Alle fag skal tilpasse sig skolens dagsorden, som skifter mere eller mindre for hver ny regering, der kommer til. I øjeblikket skal skolen lære børnene "fordybelse, oplevelse, virkelyst, erkendelse, fantasi, tillid til egne muligheder, stillingtagen, handling og medansvar". Hvis religion kan bidrage hertil, skal det have en plads i skolen og stilles dermed over for de samme krav som andre fag.

Som man ser, svinger pendulet lidt tilbage mod den klassiske pædagogik, som dog var langt mere stoforienteret. Men 'forkyndelse' og 'påvirkning' er dog ikke helt inde. Stadig bevæger man sig på kattepoter, men der er dog sket en vending. Nu hedder det ganske vist ikke længere forkyndelse eller forpligtende undervisning, men affirmativ tolkning, som skal give de unge "en bevidsthed om mulighederne, vanskelighederne og grænserne for en religiøs verdensfortolkning", siger den tyske pædagog Dietrich Benner. Religion skal nu ikke blot afvises som voodoo, men "knyttes til de religiøse erfaringer, som forefindes inden for de unges horisont og miljø".

Frygt for degne-rollen

Der synes dog at dukke et andet problem op. Kirken knytter i stigende grad an til skolens undervisning i form af kirke-skole-samarbejde, som griber mere og mere om sig. Kirken træder hermed ind på skolens grund med lærerkræfter, undervisningsmateriale o.a. Men ofte har man det problem, at man alligevel ikke får reel indflydelse på undervisningen, for den skal foregå helt på skolens vilkår. Når man alligevel betaler de forholdsvist ret store beløb til skolerne og dermed gør kommunernes borgmestre glade, skyldes det, at det bibelske stof og det kristne univers i sig selv er så gennemslagskraftigt, at det nok skal gøre sin virkning hos børnene. Håber man.

Men det er ikke helt nemt. Lærersiden er stadig noget præget af århundredlang frygt for at blive stillet i skyggen som degne i forhold til præsten. Da jeg i efteråret sendte to breve ud til henholdsvis præster og lærere i anledning af oprustningen af religion i skolen ved at indføre eksamen i faget, fik jeg forskellige reaktioner. Brevene opfordrede præsterne til at hjælpe lærerne, hvis der var noget, de var i tvivl om - og lærerne blev mindet om. at de i samme sogn som skolen havde en klog ressourceperson, præsten, som de var velkomne til spørge til råds. Præsterne svarede ikke noget særligt. For dem var det en selvfølge. at de stod til rådighed for folk. Flere lærere følte derimod, at jeg ville indoktrinere dem. Det var naturligvis ikke tilfældet. Kun bidrage til at styrke deres viden.

Lyst og ejerskab

Rektor for pastoralseminariet, Eberhard Harbsmeier, trækker i en artikel den pædagogiske tænkning i Danmark frem. Ikke mindst er Grundt-vig interessant her. Han ville på den ene side gøre al lærdom afhængig af kærlighed og dermed forkyndelse. "Den har ej levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær." Tilsvarende når man taler om at studere, så gør man noget, man har lyst til (studium betyder lyst). Her ser vi en interessant forskel mellem Grundtvigs tid og vor. For moderne pædagoger er det ikke lysten, der står i centrum, men selvbestemmelsen, valget, hvorved man tager 'ejerskab' til undervisningen og dens indhold. Der er også grund til at nævne, at for Grundtvig er frihed ikke et individuelt begreb, men kollektivt: Danskerne er således i stand til at bestemme, hvad de selv vil. Men den enkelte har ikke uden videre ansvar for egen læring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu